Når du engang vender om siger Jesus til Peter så styrk dine brødre. Jamen, Peter har da fulgt Jesus i årevis - gennem tykt og tyndt. Han har - som en af de allerførste - forladt familie og venner, båd og fiskegrej. Han har lært af Jesus. Nu er det efterhånden gået sådan, at han er blevet den førende blandt disciplene. På mange måder er det ham, der tegner firmaet, når Jesus ikke lige er der. Det er ham, der førte ordet. Det er ham, der forsvarede deres sag overfor dem, som ikke er med. Peter har allerede gjort meget - og han vil gøre meget i fremtiden. Han er brændende for deres sag. Han er offervillig. Han er dynamisk. En rigtig markant lederskikkelse. Han er én af den slags mænd, som de fleste foreninger og kirkelige organisationer gerne vil ansætte.
Og så siger Jesus til Peter: Når du engang vender om - som om Peter ikke er blevet omvendt, som om det ikke er godt nok, det han gør. Hvad er det mon, han ikke har fået rigtigt fat på endnu - efter de år sammen med Jesus?
Jeg tror, det har noget med magt at gøre - og med magtfordeling. Her i verden er det sådan, at mennesker stræber efter magt. Det er en kendsgerning - en erfaring. Og de, der får magten, de bruger den. De soler sig og skaffer sig fordele. Ikke at de er mere onde end mennesker, som ikke har magt. Men gennem magtbesiddelsen får de mulighed for at udfolde den selviskhed, som bor i os allesammen - i lige høj grad. Sådan er det i almindelighed. MEN sådan skal det ikke være hos jer - siger Jesus. I skal tænke anderledes. I skal vende om på værdierne. Den største skal være som den mindste. Den, der har magt, skal være tjener. Det er den omvendelse, Jesus venter på hos Peter. Sådan har Jesus levet sit eget liv. Han gjorde ikke sig selv stor. Han afviste udtrykkeligt at demonstrere sin magt gennem undere og tegn. Når han brugte sin magt, så var det for at komme en af de små til undsætning: en forfulgt, en foragtet, en syg, en sultende. Eller han brugte sin magt i vrede mod en, som ville gøre sig stor på en andens bekostning.
Allertydeligst kommer den livsholdning til udtryk den sidste aften, Jesus er sammen med disciplene - skærtorsdagaften. Han rejser sig fra bordet og tager vandfadet. Og så vasker han disciplenes fødder. Det var egentlig slavens arbejde. Men ved at påtage sig den ydmygelse demonstrerer Jesus en livsholdning overfor sine disciple. Han vender om på værdierne og viser dem, at det, som er småt eller ydmygt eller endda usselt i verdens øjne, det kan godt være stort for Gud. Sådan (som det er for Gud) sådan skal det også være hos jer, siger Jesus. Den mægtige skal være tjener. Den store skal være lille - for de andre små.
Jeg er sikker på, at Jesus har stor sympati for Peter. Han glæder sig over Peters begejstring og 'gå-på-mod' og offervillighed. Det skinner tydeligt igennem i det, som Jesus siger til Peter. Alligevel ved Jesus også, at det er nødvendigt for Peter at omvende sig - at få vendt sine forestillinger - om stort og småt - på hovedet.
Det skal han for kærlighedens skyld. Det blir et helt andet liv, når den omvendte livsholdning trænger igennem. Så blir magt til kærlighed. Kamp blir til fællesskab. For den sags skyld har Peter brug for at vende om.
Men også for sin egen skyld har han brug for det. Han finder sikkert i første omgang en stor personlig tilfredsstillelse i at arbejde og kæmpe og ofre noget for den sag, som Jesus står for. Den slags mennesker findes heldigvis. Og sådan er Peter også. Han vil gerne være med til at bære den sag igennem.
Men han må lære noget først - han må lære noget om sig selv og noget om Gud. Ellers kan han ikke bære noget - for alvor og på lang sigt. Så brænder han bare ud i stedet for - og ender i skuffelse og fallit. Det, som han må lære, det er, at han ikke kan bære, hvis ikke han selv blir båret. Han har mange kræfter fysisk, og stor viljestyrke har han også. Men han kan alligevel ikke bære sig selv. Ingen af os kan bære os selv. Livet kan ikke leves på vilje eller på råstyrke. På et tidspunkt er kræfterne brugt op, og så er der kun skuffelsen og fortvivlelsen tilbage. Vi har brug for, at der er nogen, der bærer. Så kan vi godt - dernæst - bære med.
Omvendelse er ikke noget moralsk eller noget følelsesmæssigt - sådan som vi moralisterne og pietisterne har tradition for at forstå det. Omvendelse er, at vi vender vor vanetænkning på hovedet og ser, at det ikke er os, der bærer Gud, men Gud, der bærer os. Det er befrielsen. Vi skal ikke holde troen oppe - hverken vor egen tro eller andres. Vi skal ikke få folk til at gå i kirke. Vi skal ikke gå til i bekymring for, om næste generation fører kristentroen videre. Vi skal i det hele taget ikke overbevise nogen om noget. Vi skal vende om på os selv og vore forestillinger, så vi forstår, at det ikke er os, der bærer Gud, men Gud, der bærer os. Det er tro.
Vi opfører os tit som den gamle kone, der var på vej til markedet med sin store kurv på armen. Den var så tung, at hun næsten ikke kunne slæbe den afsted. Så kom der heldigvis en bondemand kørende med sin hestevogn. Han standser og hjælper hende op i vognen. Og så kører de. Lidt efter siger han undrende til konen: Hvorfor sidder du dog og holder på den tunge kurv. Sæt den da fra dig på vognbunden. Nej siger konen den stakkels hest har nok at gøre med at slæbe mig. Så kan jeg i det mindste selv bære min kurv.
Det var velment, men ikke særlig klogt sagt. Er det ikke sådan, vi gør overfor Gud? Vi synes, at vi i det mindste skal bære nogle af livets byrder selv. Hvis Gud tilgiver os vore store synder, så må vi klare de små ting selv. Hvis Gud dækker vore religiøse behov, så må vi selv tage os af det timelige. Hvis Gud er hos os, når sorgen virkelig trænger sig på, så kan vi godt klare os selv på de almindelige dage. Sådan tænker vi let. Så er det, at vi har brug for at få vendt vore forestillinger på hovedet. Omvendelse er at få det rette syn på, hvem der bærer hvad. Det er at se vor egen afmagt i øjnene. Det gør vi ikke så gerne. For så tror vi, at livet falder helt fra hinanden. Men sådan behøves det ikke at være. For når vi har set vor egen afmagt over for livets magter, så kan vi måske også få et glimt af ham, der virkelig har magt. Og hvis vi ser det, så har vor afmagt ikke længere den samme magt over os. Så blir vi båret. Og så kan vi godt - dernæst - bære med - og som Jesus siger til Peter styrke vore brødre. Amen.