2. juledag 1998



Epistellæsning: Ag.G. 6,8-14; 7,54-60.

NT-læsning    : Matt. 23,34-39

Salmer           : DDS 100, 104 - 98, (75) og 105.



Prædiken



Det er noget af et spring at komme fra 1. juledags evangelium om

barnet i krybben til denne 2. juledags tale om 

forfulgte profeter og klagen over Jerusalems uforstand og un-

dergang.

Der er en kæmpe skridt fra englenes sang om fred fra Gud til

tilskuernes ophidsede tilråb, når sten efter sten slår ind i et

menneskes sårbare krop og knuser dets knogler.



Sådanne modsætninger sætter os ind i et spændingsfelt, hvor det

er svært at være upåvirket, men kunne vi det, ville det til gengæld

være et sikkert tegn på, at vi var blevet lige så hårdhjertede som

de modstandere, Jesus gør op med. 

Og var vi først endt dér, ville vi nok have haft godt af at blive sat i

skruestikken og klemt, indtil vi atter følte smerte og sorg over

andres lidelse - en lidelse, der jo ikke hører op, bare fordi vi har

holdt en hyggelig jul. 

Vi har med andre ord i dag anledning til at vågne op og prøve at

se os selv og virkeligheden i øjnene, sådan som den også kan

være.



Men selvom der altså er en afgørende forskel på den under-

liggende tone på disse to første juledage, så er der også noget,

som holder de to dage sammen.

Bag begge ligger et varsel om den særlige skæbne, 

der venter Guds sendebud.

Sådanne sendebud kan have mange navne; engle, profeter, apostle

og vidner, men fælles for dem er ofte, 

at de ikke kommer af egen lyst og vilje.

Som Guds sendebud er de netop sendt for at overbringe et

budskab - et budskab om sandhed og retfærdighed.



Englene, der sang på Bethlehems marker julenat, kom med et

budskab, der skabte umiddelbar forundring og så glæde.

Men vi kender også til sendebud, hvis budskab er af en helt anden

karakter. 

De gammeltestamentlige profeter lagde således sjældent skjul på,

at de helst så sig fri for den opgave, Gud gav dem, og det har

næppe været hverken spændende eller opløftende at videregive et

budskab, der - hvilket ofte var tilfældet - skulle sætte adressaterne

godt og eftertrykkeligt på plads. 

For blev de utilfredse - og hvem kunne vel fortænke dem i det -

var der kun én at rette vreden imod; profeten!

Ve da den, som var overbringeren af budskabet fra Gud, 

for Gud selv kunne man af gode grunde ikke ramme.

Derfor havde profeternes historie og skæbne det med at gentage

sig, hver gang Gud havde noget på hjertet.



Når altså Jesus i sin anklage mod Jerusalem og dens indbyggere

forudsiger kommende sendebuds skæbne, 

siger han i grunden intet nyt, men peger hen på et mønster, som

alle kendte til. 

Samtidig ligger der i hans ord også en skæbnens ironi, idet det han

taler om, jo snart gik hen og blev hans egen skæbne. 

For om alle Guds sendebud ved vi med sikkerhed, at netop Jesus

var den, der blev pisket, korsfæstet og slået ihjel 

- og det alene fordi han kom med et budskab fra Gud, 

som modtagerne ikke ville høre og tage agt af.

Og af alle ved vi, at Jesus ikke søgte at undgå sin skæbne, men

derimod gik ind i den med åbne øjne. 

Han gik netop ind i lidelsen og afmagten, fordi han var kommet til

verden gennem afmagt, og fordi han i afvisningen af det, han kom

med, led den uomgængelige smerte, man oplever, når ens

kærlighed bliver afvist.



Da de, der afviste ham, endog fik ham slået ihjel, 

troede alle, at de var blevet hans budskab kvit.  

Men der tog de fejl.



For det første var der med Jesus ikke tale om et sendebud, hvis

afsender sad langt borte i en anden verden. 

I Jesus var det jo Gud selv, de havde søgt at rydde af vejen - det

var verdens skaber og Herre, de havde prøvet at fjerne fra jordens

overflade.

“Han kom”, skriver evangelisten Johannes lakonisk, “til sit eget,

men hans egne tog ikke imod ham”. 

For julens budskab er jo akkurat dette, at det er Guds selv, der

forlader sin trygge himmel og giver sig verden i vold. Det

ubeskyttede barn i krybben er den samme som den 

sårede mand på korset.

Og derfor var det i netop dette tilfælde ikke muligt at trække en

skillelinie mellem Guds sendebud og Guds selv.

Det er julens hemmelighed, som egentlig først for alvor bliver

afsløret med påskens opstandelse.



For det andet lykkedes det jo ikke modstanderne at få ryddet Jesu

budskab af vejen, hverken hans kritik og dom eller hans

forkyndelse af Guds barmhjertighed. 

Tværtimod viste de med al tydelighed, at det var sandt. 

Som alle forudgående sendebud havde Jesus revset menneskers

uretfærdighed og ukærlighed.

Han havde opfordret dem til at besinde sig og vende om fra deres

onde tanker og gerninger, og heri lå ikke blot en mild

irettesættelse og en venlig henstilling om at gøre det bedre næste

gang.

I Jesu kritik af mennesker og deres religiøse institutioner lå der et

afgørende opgør med menneskers forsøg på at håndtere forholdet

til Gud på selvskabte præmisser.



Men en sådan kritik er der naturligvis ingen, der ønsker at høre.

Og derfor gjorde farisæerne og de jødiske ledere da også kort

proces med denne i deres øjne selvbestaltede profet.

De forhærdede sig mod hans ord, sådan som så mange andre før

dem havde gjort det mod Guds sendebud.  

Og selv da de fik ham stoppet, ophørte det ikke.

Da de hverken kunne anerkende Guds budskab i profeterne eller

ved hans egen Søn, kunne de selvfølgelig heller ikke gøre det i

dem, der hørte og blev grebet af Jesu budskab.

Profeterne og Jesu skæbne blev den kristne kirkes skæbne.



Stefanus, som vi hørte om fra alteret, opfattes som kirkens første

martyr, der bevidnede budskabets sandhed og retfærdighed med

sit eget blod, og for at fastholde bevidstheden om, at hans skæbne

også kunne blive enhver kristens skæbne, fastholdt kirken siden

som Skt. Stefans Dag.

  

Også Stefanus var en budbringer. 

Stefanus formulerede den radikale konsekvens af Jesu budskab og

opstandelsen overfor både den jødiske lov og templet, som veje til

Gud.

For Jesu død viser om noget, at jøderne jo ikke fandt Gud.

For i stedet for at modtage ham som “den, der kommer i Herrens

navn”, kaldte de ham - netop med henvisning til loven og templet -

for gudsbespotter og slog ham ihjel.

Derfor, siger Stefanus, viste både loven og templet sig som

utilstrækkelige veje til Gud.

Men ved at sige dette, sagde Stefanus i grunden ikke andet end

hvad allerede profeterne og Jesus selv havde sagt. 

Og som en gentagelse af deres skæbne, blev også han ofret på

selvtilstrækkelighedens alter.

Det er derfor denne 2. juledags afgørende pointe, at al julens fred

og glæde aldrig må blive anledning til, at vi kryber i skjul og

gemmer os for kravet om sandhed og ret 

- hverken i vores kirke eller i verden omkring os. 

Kirken har jo netop fået til opgave at være sendebud og

budbringer om det nye, der er hændt os. 

Om nogen er det vores opgave at stå fast og altid være i færd med

at viderebringe budskabet om Guds nærvær til mennesker.

Det er kirken, som må lægge ord og krop til, så at dette budskab

aldrig bliver forholdt noget menneske i verden.



Selv gav Gud afkald på sin beskyttende og usårlige tilværelse i

himlen og kom os i møde i en verden, hvor vi ofte hellere synker

ned i vor egen selvtilstrækkelighed end tager imod den hjælpende

hånd, Han rækker os.

Men han kom og han blev - og stadig opfordrer han os til at vende

om og tage imod hans kærlighed og barmhjertighed uden hvilken

vi er fortabte. 

Og gør vi det, er vi hans nye sendebud, som må tage hans kors op

og gå i profeternes og vidnernes spor.



Alt dette tog Luther som en selvfølge.

For Luther var det ud fra evangeliet og Jesu egen skæbne

indlysende, at kirken og de kristne med nødvendighed måtte

komme til at opleve et sendebuds skæbne.

Et sted siger Luther således, at kirken i verden kan kendes på

mange tegn såsom forkyndelse, sakramenterne dåb, nadver,

lovsang og  bøn. 

Men blandt kirkens kendtegn nævner Luther også “korset”.

Korset er og skal være en stadig påmindelse om, at vi som kristne

ikke lever på et discount-evangelium med minimale omkostninger

og fuld returret for ihændehaveren.

At stå frem og fastholde sandheden indebærer en pris, 

som man må være indstillet på at betale.

Den pris betalte profeterne og de første kristne vidner.

Og når vi på en 2. juledag konfronteres med dette, 

stilles vi overfor spørgsmålet, om vi nu også har tænkt denne di-

mension af julevangeliet med.

For julens budskab kan ikke forblive den uforanderlige himmelske

fred på Bethlehems marker. 

Julens fred er også en fred, som langt overgår, ja endog går på

tværs af julehyggen i familiens skød.

Julens fred skal også være en virkelighed for os, når vi må kæmpe

for sandhed og ret - uanset hvor og hvornår dette måtte blive

nødvendigt.



Først når vi indser det, har vi vundet den fred, 

som gav profeter, apostle og vidner kraft til at trodse de torne og

den smerte, som verden mødte dem med. 

Først da erfarer vi, at roserne vokser i dale.

Og først dér får vi barn Jesus i tale.



Amen.