Nytårsdag (I) – Lukas 2,21
I.
"Hvad skal barnet hedde?" hedder en bog, som mange vordende eller ny-bagte
forældre flittigt blader i, når de skal finde ud af, hvilket navn de skal
finde på til deres barn. Skal det være et kort eller et længere navn, måske
en sammenstilling af to navne? Skal navnet være et traditionelt, eller skal
man forsøge sig udi nogle af tidens modenavne? Bogen om navne kan også
fortælle os, hvad de forskellige navne betyder og hvor de stammer fra.

Gætterierne i familien går sin gang. Der bliver talt om det: hvilket navn
mon de vælger? Skal barnet opkaldes efter farfar eller morfar, farmor eller
mormor eller måske efter én længere tilbage i familien? Når så navnet
bliver kendt, bliver nogen måske skuffede, andre kan synes at det var da et
besynderligt navn at give den lille nyfødte.

Men når først navnet er bestemt, så er det dette menneske; så sidder det
fast, og ingen tænker siden på, at barnet også kunne have heddet noget
andet. Det navn, som vi har fået, er med til at give os vor identitet og
personlighed. Det er med til at tegne billedet af os, hvem vi i grunden er.

Men da Josef og Maria skulle give deres barn navn, var der ingen tvivl om,
hvad barnet skulle hedde. "Da otte dage var gået, og han skulle omskæres,
fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev
und-fanget i moders liv." Sådan hedder det i dag i Nytårsdags evangelium,
som er det korteste i kirkeåret. Han fik det navn, som englen havde sagt,
da han besøgte Maria i Nazaret med budskabet om, at hun skulle føde Guds
søn.

Navnet Jesus betyder "frelser", og med det navn var det også tilkendegivet,
hvem han var og hvad hans opgave skulle være: han var sendt fra Gud til at
bringe frelse og befrielse fra Gud til mennesker. Her var der altså ikke
noget at diskutere, noget at vælge imellem, evt. slå plat og krone om. Fra
begyndelsen var Jesu liv ifølge evangeliet et led i Guds plan med verden.

II.
Den måde at se på historien og på verdens gang er fremmed for de fleste
mennesker i dag. Og den er i hvert fald fremmed for dem, der beskæftiger
sig med historien. For hvad er historien andet end en lang række af
begivenheder, tildragelser og episoder, som sker mere eller mindre
tilfældigt på samme tid. De indføjer sig i hinanden, påvirker måske
hinanden, forstærker eller modsiger hinanden, så at der bliver skabt nogle
årsags- og virkningssammenhænge, som så historikerne bagefter kan more sig
med at finde ud af. Men at der skulle være en samlende og styrende kraft,
der former historien, er en fremmed tanke for mange.

Men denne tanke kan alligevel godt strejfe os ved et årsskifte,- når vi som
i dag står ved årets første dag, og vi ser tilbage, men hvor vi også ser
frem: Hvad mon der bliver at læse på bladene i den lukkede bog, som ligger
foran os?

Nogle vil svare: der bliver det at læse, som du og jeg og andre fra dag til
dag skriver på bladene, hverken mere eller mindre! For et årsskifte er ikke
noget i sig selv, men kun noget vi har bestemt, at det skal være for at
kunne have noget så praktisk som en kalender. Men et årsskifte afrunder
eller afslutter ikke noget som helst, og det påbegynder heller ikke noget
nyt, som ikke var der i forvejen.

Andre vil sige: et årsskifte er en anledning til at stoppe op og reflektere
over det, som sker; over mit eget liv, min fortid, min fremtid, mine
fejltagelser og nederlag, mit håb og mine drømme. Det er en mulighed for at
se nogle perspektiver og til at ændre på noget, som skal ændres.

III.
Set udefra kan historien og verdens gang ligne en samling tilfældigheder
uden hoved og hale, men når jeg ser på mit eget liv, er jeg nødt til at
søge efter en mening og efter en linie i det, efter et mål, hvis jeg skal
overleve. Jeg er nødt til at spørge efter meningen med mit liv. Vi går til
som mennesker, hvis vi blot ser på os selv som en bunke tilfældigheder.
Derfor giver vi os selv og tingene navne. Derfor giver nybagte forældre
deres barn et navn – for dermed at sige: du har betydning for os, og dit
liv har betydning!

På tysk har man to ord for historie. Det ene hedder 'Historie', og det
beteg-ner den historie, som vi kan forske i og ligner en samling
tilfældigheder uden indbyrdes sammenhæng. Det andet ord hedder
'Geschichte', som vi på dansk kun kan oversætte ved ordet historie. Men det
betyder din og min historie, og det betyder vor fælles historie, vort
fælles liv med hinanden. Med det ord menes alt det, hvori vores liv griber
ind i hinanden og får betydning for os,- den historie som vi kan beslutte
os for at ændre på, fordi der er noget, som vi vil og som vi tror på er
vigtigt. Det er også vor historie med Gud, og det er den historie hvori
vores tro på ham lever,- troen på at hans vilje vil ske med os, ikke som et
sæt håndjern der har bastet og bundet vore hænder og vore handlemuligheder
sammen, men som en mulighed for os til at leve vort liv frie, men samtidig
i Guds store sammenhæng,- at vi ikke blot er til fra vor fødsel til vor
død, men at vi i Gud er fra evighed og til evighed.

I dag på årets første dag skal vi derfor ikke bare nøjes med at lytte til
de mange analyser af den politiske situation i verden og de udsigter, som
dér tegner sig. Men vi må se vort liv i mødet med Guds muligheder og Guds
mening med alting. Disse muligheder rummer både dette, at vi kan vælge og
beslutte for os selv; vi kan sige ja og vi kan sige nej. Men det rummer
også, at vi må have lov til at leve i frimodighed og glæde i alle de ting,
som sker, og som vi ikke kan ændre ved. Glæden og frimodigheden kommer ud
af en tro på, at Gud aldrig slipper os af hænde.

IV.
Hermed er vi tilbage ved ham, som fik navnet Jesus, da han var otte dage
gammel,- det navn som englen havde kaldt ham ved hans undfangelse, og som
betyder frelser. Det var ikke et tilfældigt navn, han fik, men det
udtrykker troen på, at Gud griber ind i historien, at Gud har vilje til at
frelse os.

I vores dåb er vort liv blevet kædet sammen med Jesu liv. I tro på ham får
vi del i den frelse, som han der bar navnet Jesus fødtes på jord for at
bringe. I tro på ham er vort liv forvandlet fra at være en samling data i
en dataliste til at være et livsløb i Guds hånd og til at være liv i
følgeskab med ham og i tjeneste for ham.

Da rummer det korteste af kirkeårets evangelier også det klareste udtryk
for, hvem vi er, og hvad vort liv er bestemt til. Og med dette vil vi ønske
hinanden et glædeligt nytår!
Amen.

Salmer: 664 – 112 / 30 – 365 – 84 vers 2 – 670

Risskov Kirke, Nytårsdag den 1. januar 1998.