Julesøndag, 1. tekstrække, Sct. Cle. 10.00 - 1998
Es. 63,7-9; Gal. 4,4-7; Lukas 2,25-40
_______________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Amen.

Dette hellige evangelium står skrevet hos evangelisten
Lukas...............

I Jerusalem var der en mand, ved navn Simeon; han var retfærdig og from
og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde
åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set
Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da
forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var
sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred 
efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon
velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: Se, dette barn er bestemt
til oprejsning og fald for mange i Israel og til at være et tegn, som
modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at
mange hjerters tanker kan komme for en dag.

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers
stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og
havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs.
Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn.
Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle,
der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de
tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op,
blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
Amen


Her i efteråret holdt TV2 jubilæum, og i den anledning genudsendte de
nogle udsendelser fra de år der er gået siden starten på den nye kanal.

Det var såkaldte "ønske"-udsendelser, som de genudsendte - mange havde
skrevet ind med ønsker, og så blev de mest populære programmer vist
igen.
______________________

Eet af dem,- et af programmerne, var en meget bevægende udsendelse om en
ung kvinde,- først i tyverne, der bliver ramt af kræft. 

Hendes mor var død af den samme sygdom få år før, og nu får hun den
altså også.

På det tidspunkt, hvor udsendelsen begynder, ved ingen hvilken vej, det
vil gå. Hun ved det ikke selv - de der optager udsendelsen ved det
selvfølgelig heller ikke,-

men de får altså lov til at følge hende igennem hele forløbet og må være
kommet meget tæt på kvinden og hendes familie, i den tid, de har
sammen,- hvor de følger hende og  udsendelsen optages.

I udsendelsen møder vi kvinden, hun fortæller om sit håb om helbredelse,
om sin kamp mod sygdommen, og om alle de tanker, der følger med,- og
også om alle de praktiske ting - behandlinger og indlæggelser.

Efterhånden som tiden går viser det sig, at sygdommen ikke er så nem at
få bugt. Den sætter gradvist sine spor og kræfterne bliver mindre.

Men håbet er der stadig,- håbet hos kvinden og hendes familie om at hun
må blive rask, blandet - naturligt nok - med bekymring og frygt. Men
håbet er der, meget levende hos dem.

Indtil det en dag kommer dertil, at der ikke er mere at gøre - det er
håbløst, uden håb, at behandle mer,- det må opgives. Og kvinden og
hendes familie får at vide, at der kun er kort tid tilbage af hendes
liv.

Og lige der slutter så udsendelsen, ikke noget med udlevering af deres
sorg, som man ofte kan opleve i presse og TV. Det var meget sobert
lavet.

Tilbage sad man med et håb om, at de dage, der skulle komme, trods alt
måtte rumme også glæde - ikke kun sorg og håbløshed.
_____________________________

Det var en meget fin udsendelse,- en udsendelse man ikke kunne undgå at
blive meget berørt af. Og den fik på en meget fin måde også tankerne sat
i gang. Tanker om håb. Og tanker om håbløshed. 

Tanker om hvor vigtigt håbet er for os mennesker - og hvor frygteligt et
ord - håbløst - derfor er.

Det er frygteligt at noget er uden håb. For det er nok i virkeligheden
noget af det, som vi ikke kan leve uden - håbet. Vi kan ikke leve med,
at alt er håbløst.
_____________________

Vi går vel hver især ud fra, at vi vil leve længe og godt,- det går vi
ud fra indtil noget andet viser sig at være tilfældet. Eller vi håber
det i hvert fald. Og det er kun godt, at det er sådan.

Men også selv hvis sygdom rammer, og man kunne fristes til at bruge
ordet håbløst om situationen, så er det alligevel vigtigt at holde fast
i håbet. At alt alligevel IKKE ER håb-løst.

Det kan så ikke være håbet om mange år, der fylder een, ej heller andre
ting man måske har set frem til. Men det kan været håbet og
forventningerne til dagen i dag og til dagen  i morgen, der så bliver
vigtigt.

Det er vigtigt selv da at holde fast i, at der ER under alle
omstændigheder  noget at håbe på, noget at forvente og noget at se frem
til.

For hvis først håbløsheden vinder, så er livet sådan set allerede forbi,
inden det er levet til ende, hvis håbløsheden vinder er der ikke mere
noget liv tilbage, der er værd at tale om.

Håbløshed,  livet uden håb, uden forventning og uden glæde, - det er
stilstand og død, midt i livet. For håbet  er så fundamentalt for os at
vi ikke kan leve uden. Liv uden håb er død.
______________________________

Historien om Simeon og Anna, der er evangelieteksten til idag, søndag
mellem jul og nytår, 

det er også en tekst, der kredser om det mest fundamentale i et
menneskeliv, det, der bærer menneskers liv - nemlig håbet.

Simeon og Anna, som der fortælles om, de to gamle mennesker,- de har
holdt håbet levende igennem deres liv, de har troet og håbet og de har
ventet med længsel.

De står der med hele Det gamle Testamente i bagagen, alt det, som
traditionen er, det har de med sig; og de skuer fremad, som de står der
i overgangen mellem det gamle og det nye.

På den måde kommer Simeon og Anna nærmest til at holde døren åben mellem
Det gamle Testamente og den nye tid, 

den nye tid, der tager sin begyndelse i og med at Gud bliver menneske i
Jesus Kristus,  som det så betagende er blevet fortalt her i julen, at
"det skete i de dage............."
_________________

Det er netop dette barn, der er centrum for de to gamle mennesker, det
er dette barn, der er den, de har håbet og ventet på.

De har været der i Templet, i Guds hus, fulde af tro har de levet deres
liv der, men det har ikke været stilstand eller opgiven, nej, de har
levet med forventning og håb.

At nære et håb, det er det samme som at leve, det er det samme som at
være på vej, - at være på vej i sit liv, og det har de to, Simeon og
Anna, været hele deres liv.

Og derved bliver Simeon og Anna til eksempler på noget meget værdifuldt. 

Af de to gamle mennesker kan vi alle lære at forene rodfæstethed og
åbenhed. På een gang have hele vores tradition med os som ballast 

og samtidig være åbne overfor det, som vores liv bringer os; samtidig
med vores rodfæstethed da at være på vej.
________________________

Simeon og Anna har hele tiden været på vej, fyldte af håb. Og nu
opfyldes så deres håb. Deres håb opfyldes som de er ved at stå ved
afslutningen af deres livsvej.

De ser "Herrens salvede" som det hedder i teksten. De ser Guds frelse i
det lille barn, som Josef og Maria bærer ind i templet.

Da opfyldes deres håb.
______________________________

Den fjernsynsudsendelse, som jeg begyndte med at fortælle om,- den var
gribende og bevægende. 

Den åbnede øjnene for liv og død, for håb og håbløshed, for hvad der er
væsentligt - og hvad der er mindre væsentligt.

Og for mig gjode den det helt klart, at håb, det kan vi mennesker ikke
undvære hvis vi skal leve. Vi må holde håbløsheden stangen - under alle
omstændigheder - ligegyldigt  hvor håbløst det hele kan forekomme os at
være.

For håbet er så vigtigt for os, at vi i virkeligheden ikke kan leve
uden. Liv uden håb er død.
___________________________

Hvad har det så med Simeon og Annas håb at gøre, det må være det oplagte
spørgsmål, som vi må stille os i dag, hvor vi har hørt netop om dem.

Alt, er svaret. De to ting har alt med hinanden at gøre. Det håb, som vi
ikke kan leve uden, det har alt med Simeons og Annas håb at gøre. 

Det håb, der bliver opfyldt her i julen, - Simeons og Annas håb, det er
det håb, som vi mennesker kan tænde vores håb ved, når det håb blegner
eller visner. 

Når alt forekommer os håb-løst, da kan vi tænde vores håb igen, for
Simeon og Annas håb, det er et håb, der ikke kan slukkes.

For historien slutter jo ikke der, ved de to gamle mennesker i templet,
der priser barnet som bæres frem for dem.

Historien fortsætter. Med alle de elskede beretninger og historier fra
Jesu liv. Med skærtorsdag, langfredag, påskemorgen og pinse. 

Med alle de historier, som samlet er evangeliet til os, der kender livet
som en underlig og fuldstændig uigennemsigtig blanding af godt og ondt,-
af håb men også af håbløshed.

Og det evangelium lover os netop, at håbet aldrig er ude. Selv ikke
engang stillet overfor døden må håbet slukkes, for også ind i døden er
der noget at håbe på.

Selv når det hele ser håbløst ud, så er det dét alligevel ikke. Det er
evangeliet til os her midt i julen - at der een gang for alle er tændt
et håb, der ikke kan slukkes. 

Og ved det evangelium kan vi tænde vores håb.

Fortsat glædelig jul.

Amen