Der er en historie om en vis mand, en filosof i
Grækenland, som hed Sokrates. Der kom en ung mand og
bad Sokrates: Giv mig visdom. " Følg med", svarede
Sokrates og han gik i forvejen gennem byen ned til havet og
ud i vandet til de stod i vand til maven. Sokrates tog den
unge mand og bukkede hans hoved ned under vandet og
holdt det i 20 sekunder. Han lod den unge mand rette sig op
og spurgte ham: Hvad var det, som du ville have. Den unge
mand svarede: visdom. Igen Bukkede Sokrates den unge
mands hoved ned under vandet i 30 sekunder. Og han
spurgte ham: Hvad var det du bad om. Den unge mand
svarede lettere forpustet: visdom. Sidste gang hold Sokrates
mandens hoved under vandet i 40 minutter. Og da han
spurgte: Hvad vil du have. Kunne den unge mand kun
fremstamme et ord: Luft. Og Sokrates sagde: Når du ønsker
dig visdom lige så meget som du nu ønsker dig luft,  så vil
du have visdom.
	I Dag har vi hørt om de vise mænd. Og det gælder
netop for dem, at de var meget ivrige. Først var de meget
opmærksomme. De spejdede efter alle tegn på himlen. De
var ikke ligeglade og dovnede deres liv væk. Nej, ivrigt
holdt de udkig efter stjernerne. Og straks de havde set den
store og klare stjerne, så tog de den store beslutning at rejse
afsted. Også det viser, at det var livsvigtigt for dem. De
tænkte ikke bare, at det var en smuk stjerne og at det var
dejligt for det land, hvor der var født en ny konge, men at
det land lå langt væk og ikke kom dem ved. Nej, de måtte
afsted. Ligeså stærkt var deres ønske, som den unge mand,
der havde haft hovedet under vand i 40 sekunder, kun
ønskede sig luft. Sådan var det eneste som var i de vise
mænds tanker, stjernen og den nye konge. Og de gennemgik
mange strabadser for at komme frem til Israel.
Nogle gange kan genier og vise mænd være meget
naive på områder, som falder uden for deres viden. En stor
videnskabsmand ved ikke hvordan man tager bussen. Han
ville ende et helt forkert sted eller måske ville han pludselig
og ikke kunne huske, hvor han skulle hen. De vise mænd fra
Østerland var også lidt naive da de tog til Jerusalem og
turde snakke med Kong Herodes. Han var nemlig kendt for
sin grusomhed. Og han var 70 år gammel, så han ville
sikkert være bange for en rival, en ny konge. 
Det fortælles om Kong Herodes, at han havde ikke
mindre en 10 koner, dvs ikke samtidig, når en døde, giftede
han sig igen. Og det var ikke altid af naturlige årsager, at
konen døde. Herodes havde 12 sønner, men flere af dem
blev skaffet af vejen, og vi kan jo gætte på af hvem. Igen og
igen ændrede Herodes på sit Testamente. Og hvis han skulle
ud på en farefuld rejse, efterlod han ordre om, at en eller
flere af hans familie skulle dræbes, hvis han selv døde. Han
led altså af forfølgelsessyge og var ikke til at stole på.
Det er mærkeligt vismændene turde tale med ham.
Borgerne i Jerusalem kendte i hvert fald deres konge. Det
må vi kunne læse ud af ordene, at da vismændene fortalte
om den nye konge og stjernen, så blev kongen forfærdet og
hele Jerusalem med ham. Borgerne i Jerusalem vidste, at nu
ville Herodes blive ude af sig selv og de kunne ikke vide sig
ikke sikkerhed for hans hemmelige politi.
Men vise mænd er også modige. De lader sig ikke
røre af noget. De følger stjernen. Og de finder det lille barn.
Og de er fuldstændig sikre på, at det var deres konge. Hvad
fik de så ud af det? De faldt på knæ og tilbad. Jamen hvad
gav det dem.
For det første skal vi huske, også ud fra historien med
Sokrates, at vise mænd kan kun handle som de gør. Det er
livsvigtigt for dem også selv andre måske synes det er et
ganske tåbeligt forehavende de vise mænd er igang med.
Det rokker dem. Og de gør det ikke for egen vindings skyld.
Det er kun af kærlighed til sandheden de lever. Lige så
vigtigt luft er for en, som er ved at drukne, lige så vigtigt var
det for vismændene at nå frem til det lille barn, som var den
nye konge. Og det gjorde, at de også fandt det som de
søgte.
Et sted siger den voksne Jesus: Søg så skal I finde,
Bank så skal der lukkes op for jer. Det kan godt bruges på
vismændene. De fandt det lille barn og de måtte komme ind
og tilbede det. Døren blev ikke lukket for dem, selv om de
var fremmed. Også de var velkomne. 
De var vel ikke vise da de drog hjemmefra. De ledte
efter sandheden. De blev vise, da de bøjede deres hoveder
og tilbad det lille barn. Der fandt de Guds visdom.
Mon det var derfor borgerne i Jerusalem ikke drog ud
til Betlehem. Byen ligger kun få km fra Jerusalem. Men
Israel håbede på en Messias, som ville give dem frihed,
værdighed og magt. Et lille barn i en krybbe kunne slet ikke
leve op til Israels forventninger. Hvad kunne sådan et lille
barn give dem.
Men vismændene kom ikke for egen vindings skyld.
De kom ikke i første række for at modtage, men for at give.
De gav af deres jordiske skatte og de gav deres hjertes
glæde til barnet.
Og de var vise, fordi de indså, at Gud i stalden gav
mennesker, lige det som mennesker trængte til. Hvis vi
mennesker havde trængt til lærdom, havde Gud sendt en
lærer, som kunne uddanne os. Hvis vi havde brug for
teknologi, ville Gud have sendt os en videskabsmand. Hvis
vores største behov var penge, havde Gud sendt en økonom.
Hvis vi helst skulle have haft underholdning og fornøjelse,
havde Gud sendt en skuespiller. Men vores største behov
var tilgivelse, derfor sendte Gud en frelser til os.
Ja, i det lille barn i stalden kom Gud selv. Og
vismændene mærkede vel, at det ikke gjorde den store
forskel om de så op mod stjernen eller ned på det lille barn,
for det var himlen de så ind i, en åben himmel, hvor der er
plads til os alle. 
Det ligner en historie om en persisk konge, som
levede for længe side og som var en vis og god konge. Han
elskede sit folk. Han ville gerne vide, hvordan de levede.
Han ville vide om deres lidelser. Tit klædte han sig som en
håndværker eller en tigger og besøgte de fattige. Ingen
vidste, at det var deres hersker som kom til dem. En gang
besøgte kongen en fattig mand, som boede i en kælder.
Kongen spiste den elendige mad som den fattige mand
måtte leve af. Kongen prøvede med venlige ord at opmuntre
manden. Så gik kongen. Senere besøgte han den fattige
mand igen og fortalte ham, hvem han var. " Jeg er din
konge." Og kongen troede, at manden ville bede om en
gave. Men det gjorde han ikke. I stedet sagde den fattige:
Du forlod dit palads og din herlighed for at besøge mig på
dette mørke sted. Du spiste den mad som jeg spiste. Du
bragte glæde til mit hjerte. Til andre har du givet rige gaver.
Til mig har du givet dig selv. 
I den nye konge i stalden i Betlehem gav Gud sig
selv. Det var bedre end alle andre gaver. Det fylder vores
hjerter med glæde. 



ny prædiken

     Vismændene er en slags julemænd. De kommer langvejs 
fra. De bruger også dyr til at rejse med, kameler. De 
kommer også med mange gaver.  Og mon de ikke havde fine 
kåber på i strålende farver, ligesom julemanden har en 
smuk rød kåbe på. Historien om vismændene er lige så smuk 
eller smukkere end historien om julemanden. 
     Ja, hvert år undrer jeg mig op til jul over den megen 
snak om nisser og julemand. Jeg forstår ikke, at der 
bruges så megen energi på at fortælle børn at der virkelig 
findes nisser og julemand. Selvfølgelig er det som en leg 
og man vil gerne glæde børnene.  Men jeg tænker altid, 
hvor meget bedre og rigtigere havde været, hvis man brugte 
samme energi til at fortælle, at Gud virkelig findes, at 
Jesus findes. 
     I øvrigt er det måske en god leg at fortælle små børn 
om julemanden. Men de voksne ved jo, at der kommer et 
tidspunkt, hvor det pludselig går op for børnene, at det 
slet ikke var rigtigt, hvad de voksne fortalte. Og så har 
man måske gjort, at der er opstået en brist i barnets 
tillid til de voksne.  Selvfølgelig er historien om 
julemanden et godt eventyr. Men kernen i fortællingen er 
vel, at børnene skal opføre sig artigt, så får de gaver. 
Julemanden bliver en højere instans, som i barnets øjne 
afgør om barnet har opført sig ordentligt. 
     Endnu værre er historierne om nisser. Kernen i dem er 
vel, at der findes små overnaturlige væsener, som man ikke 
kan stole på. Hvis de bliver sure, driller de og generer 
menneskene. 
     Fortællingen om vismændene er et godt og smukt 
eventyr, men det er samtidig et sandt eventyr.  Det er 
både sandt, fordi vi kan regne med, at der kom hedninger 
for at prise Jesus som deres frelser. Men det er først og 
fremmest et sandt eventyr, fordi det fortæller noget dybt 
om os selv.  Vi skal se os selv i vismændene. Vi er også 
nogle som kommer langt væk fra og er vantro, set fra 
jødisk synspunkt. Vi er rige som vismændene, der gav 
kostbare gaver.  Men også vi skal se, at der er noget 
større end vores materielle rigdom, og det højere er 
barnet i krybben, vores konge. Han kan frelse os; det kan 
alverdens penge ikke.  Barnet i krybben er fra Gud. Barnet 
er en højere instans, og dog ikke et overnaturligt væsen. 
Barnet har en himmelsk magt, som vi må stole på og ikke 
være bange for.  Barnet i krybben dømmer os ikke om vi er 
gode eller forkerte, men barnet er så godt, at himmelsk 
godhed stråler ud og omfatter os, hvem vi end er.  Det kan 
glæde både børn og voksne at høre om vismændene, og når 
børnene vokser op, opdager de ikke at det er løgn, nej, de 
kan opdage, at der er endnu dybere sandhed i fortællingen, 
en sandhed, som vi kan leve på. 
     Der er en stor tryghed gemt i fortællingen om 
vismændene. De er voksne mænd, der opfører sig som børn. 
De tror på alt godt, at barnet i krybben er konge ikke kun 
for jøderne, men for hele verden. Det skal man være barn 
for at tro.  Og deres glæde er barnlig. I julen er det jo 
i børnenes øjne vi kan se den rene glæde. Vismændene lærer 
os, at vi alle må have samme rene følelser over for Jesus 
barnet. Også vi kan med barne-glæde bøje os for vores 
konge. Det skriver Grundtvig om i salmen Dejlig er den 
himmelblå i nogle vers, som ikke er kommet med i vores 
salmebog. Han skriver: 
 
Ser I til den himmel blå 
med de gyldne stjerne på, 
der den stjerne ej I finde. 
Men den er dog vist derinde 
over Jesu kongestol. 
 
Thi det barn, som var på jorden, 
blevet er en konge stor, 
og han sidder nu deroppe 
over alle stjernetoppe 
hos Gud Faders højre hånd. 
Nejer eder kun, I små! 
han fra himlen ser derpå. 
Sender ham med hjertensglæde 
lov og pris til høje sæde! 
Det er røgelse for ham. 
 
     Gud lod sin søn føde for at vi alle kan forstå, at 
Jesus vil være konge og frelser for os.  Gud ville vise 
det, så vi alle kan forstå det, at hans kærlighed gælder 
hver af os. Jeg vil forklare det med en lille historie. 
     Der var engang en kongesøn, som gik tur i sin by, og 
da skete det, at han kom over torvet og så en pige, som 
stod og solgte varer. Og kongesønnen blev forelsket i 
hende. Og hver dag sørgede han for at komme over torvet, 
når hun stod der, så han kunne få et glimt af hende. 
     Men en dag tænkte han: " Hvordan kan jeg vise hende, 
at jeg holder af hende? Jeg kunne komme i en hvid karet 
med seks, hvide heste spændt for, at bagefter skulle der 
marchere et orkester og en deling soldater. Jeg kunne 
standse lige foran hende, stige ud og sige til hende: " 
Jeg kan lide dig." Nej, så vil hun nok bare blive 
forskrækket," tænkte kongesønnen. 
     Den anden mulighed han tænkte på, var at han kom med 
sin hvide karet og de seks hvide heste og orkestret og 
soldaterne og sagde til pigen: " Alt det her vil jeg give 
dig, for jeg holder af dig." 
     Nej, tænkte kongesønnen, mon hun dog ville føle sig 
godt tilpas ved at have et orkester til at spille omkring 
sig hele tiden og soldater til at følge sig overalt. Nej, 
den eneste måde jeg kan gøre det på, tænkte kongesønnen, er 
at komme til hende i fattige klæder som en af hendes 
egne. Så vil hun kunne forstå, at jeg virkelig mener det, 
jeg siger. 
     På samme måde er det med Gud. For at vise sin 
kærlighed til os, kom Gud som et ganske almindeligt 
menneske nemlig Jesus. Og for at vi skal vide, at Gud 
virkelig mener det, der bliver sagt, derfor siges det med 
ganske almindelige, menneskelige ord. 
     Det ser jo fattigt ud, barnet i stalden, men det er 
for at vi alle skal forstå den rigdom af kærlighed som Gud 
føler for os, og for at vi skal få den samme barne-glæde 
som vismændene. 
     Og så skal vi lære af vismændene, at de tog deres 
glæde med hjem. De så kun barnet Jesus en gang, og da lå 
han ganske stille. Men vismændene tog deres tro med hjem 
til deres land. Vi har ikke set Jesus, men står dog 
fuldstændig lige med vismændene, som ikke havde set Jesus 
udrette store undere, og dog hyldede de ham og ventede 
deres frelse fra ham. Ja, egentlig ved vi mere end 
vismændene, for vi har hørt Jesu egne ord om Gud. Vi har 
endnu bedre grund til at hylde ham som vores konge. Vi 
skal ikke kun bøje vores hoveder for at se ned til et 
lille barn, vi kan også se op, til vores konge, som er i 
himlen og har al magt, som han bruger til at lede os 
gennem denne verden, så vi når frem til målet, 
kærlighedens rige. 
     Det skriver Hans Anker Jørgensen om i to vers, som 
jeg vil slutte med. 
 
Jesus Kristus, du som troner 
højt i himlen: dybt i os, 
du, som gør os til personer, 
som tør byde døden trods, 
lad nu kærlighedens ånd 
herske over mund og hånd, 
spred nu tjenersindets smitte 
overalt - og i vor midte! 
 
Jesus Kristus, vor forsoner, 
højt i himlen: mellem os. 
Du som kalder millioner 
til for fællesskab at slås, 
vis os midler, vis os mål, 
tænd nu kærlighedens bål, 
lad det blusse, lade det brænde 
overalt - til verdens ende. 
 
ny prædiken 
 
 
 
     Fortællingen i dag spænder vidt.  Den forbinder det 
som skete helt i begyndelsen, da livet blev skabt, og det 
som skal ske til sidst, ved dagenes ende. Fortællingen i 
dag omfatter alle verdens mennesker, både vantro og 
troende. Den handler om det værste vi kan forestille os, 
vores frygt og om det bedste vi kan forestille os, vores 
tro.  Vi hører både om det onde og det gode, en ond konge 
der vil et lille barns til livs, og vi hører om Guds magt, 
der beskytter det lille barn og os. I fortællingen i dag 
hører vi om himlens lys og jordens fattigdom. 
     Det var jo himlen som vismændene betragtede. De var 
stjernetydere. Deres viden gjaldt stjernerne. Men de var 
også vismænd, fordi de ikke havde nok i deres viden. De 
søgte en endnu større sandhed. Derfor fulgte de stjernen 
for at finde sandheden, deres livs sandhed. Og da de nåede 
frem, skulle de ikke se op, men ned på et lille barn i en 
krybbe. Ja, der står jo egentlig, at de faldt på knæ. Og 
det plejer jo at betyde underkastelse og ærbødighed. Man 
falder på knæ for en konge, for at se op til ham, for at 
vise at man er mindre. Men selv om vismændene faldt på 
knæ, så skulle de stadig se ned til barnet, som lå i 
krybben. De kunne ikke gøre sig mindre end barnet. Men jeg 
tror ikke, at vismændene var skuffede over, at deres konge 
var så lille eller at deres konge var i så usle 
omgivelser. De var vismænd, og de vidste, at sandheden 
ikke altid er som vi forestiller os. Den er tit 
overraskende. Vismændene fandt hvad de søgte. Grundtvig 
skriver det sådan i et vers, som ikke er kommet i vores 
salmebog i Dejlig er den himmel blå. Grundtvig skriver: 
Østerlands de vise mænd fandt dog stjernen der igen, som 
de skued i det høje, for i barnets milde øje funklende og 
klar den sad. 
     Ja, Grundtvig har i flere salmer givet en dejlig 
tolkning af fortællingen om vismændene. Og netop hos 
Grundtvig kan se hvordan fortællingen spænder vidt. Den 
handler om en stor fattigdom og en stor rigdom, den 
handler om os jordiske mennesker og himlens engle. Den 
handler om at frelseren er vores bror. Vi synger det i 
Grundtvigs salme: Et barn er født i Betlehem. En fattig 
jomfru sad i løn. En fattig lille pige sad i skjul. Der 
var ikke ret mange mennesker, som vidste, at Maria fødte 
julenat. Hun var jo fattig og hun var ung, så der var ikke 
ret mange som lagde mærke til hende.  Men det var himlens 
kongesøn hun fødte. Det havde været stort, hvis en ukendt 
pige fødte en jordiske kongesøn. Men det var endnu større 
det som skete, det var himlens kongesøn, som kom til 
verden. 
     Sådan skriver Grundtvig i sin salme: et barn er født. 
Han skriver, hvor vidtrækkende det er det som skete. 
Grundtvig sammenstiller det helt små med det helt store. 
Den lille fattige by Betlehem og den store pragtfulde by 
Jerusalem. Den lille fattige pige og Himlens herlige 
kongesøn. Den lille fattige stald og så Guds engle og 
deres pragtfulde sang. 
     Og Østens vise ofred der, guld røgelse og myrra skær. 
Guld er strålende at se på, røgelse og myrra dufter 
dejligt. Den stald, som var så ussel og hvor der sikkert 
duftede alt andet end godt. Den er pludselig fyldt med 
rige gaver og dejlige dufte. Og endnu mere, stalden er 
fyldt med glæde. Det var jo derfor vismændene gav deres 
gaver, af glæde over barnet og for at tilbede barnet. 
Stalden er så fyldt med glæde, så det stråler ud til os. 
Det er ikke kun østens vismænd, som må glæde sig, men også 
her langt ude i vesten, må vi glæde os, selv om vi måske 
ikke er særlige vise. Forvunden er nu al vor nød, os er i 
dag en frelser fød. Frelseren som vil redde både øst og 
vest. 
     Jeg lægger tit mærke til, når salmen bliver sunget, 
at der er mange, som synger forsvunden er nu al vor nød. 
Men der står altså forvunden. Og det er mere end 
forsvunden. Hvis vores nød var væk, så kunne den komme 
igen. Men når vor nød er overvundet, besejret, så vil den 
aldrig kunne tynge os ned. Vores frelser har taget den på 
sig. Han bærer den i vores sted og overvinder den. Vi er 
nemlig blev Guds kære børn og er i himmeriget, holder jul 
i himmelby. 
     Det ved vi også fra andre situationer, at glæde er 
opløftende. Vi kan føle det som om vi er i himlen, eller 
at vi svæver på en sky. Så opløftende er glæden fra barnet 
i Betlehem. Den gør, at vi vandrer på stjernetæpper.  Og 
dér hvor vi vandrer hen - det skal vi lægge mærke til - 
det er til kirke. På stjernetæpper lyseblå, skal glade vi 
til kirke gå. Dér hvor vi tilbeder vores konge, det er i 
kirken. Her i kirken sker det samme for os, som skete 
julenat, at englene synger sammen med os.  Vi kender vist 
allesammen, at sang er smittende. Hvis vi sidder ved siden 
af en, som synger godt, så er det som om vi selv kommer 
til at synge bedre. Eller omvendt, hvis vi skal synge 
alene, så skal vi anstrenge os meget for at få tonerne ud. 
Vi bliver bange, når vi synger alene. Men i kor løfter 
stemmerne sig, så man synger af hjertens lyst. Her i 
kirken sidder der en engel lige ved siden af hver af os og 
smitter os, så vi synger af hjertens lyst og glæde. 
     Ja, vi synger så godt her i kirken, at vi bliver 
engle. Da vorde engle vi som de. Guds milde ansigt skal vi 
se. Til hverdag kan vi ikke se Gud. Nogle gange føler vi 
det måske, som om vi ser ryggen af Gud, og vi ved ikke, 
hvad Gud tænker. Derfor blev Jesus født for at vi i ham 
skal se Gud, se, at Guds ansigt er uendelig mildt. For 
Jesus er en frelser bold og en broder blid. Så 
vidtrækkende er juleevangeliet, at det fortæller, at 
frelseren, himlens kongesøn, er vores bror, en blid bror. 
Så tæt knyttet er vi til ham og til Gud. 
     Det skal hjælpe os mod alt det vi er bange for. Vi 
kan jo også være bange for alt det onde.  Vi kan være 
bange for, at en ond fyrste kaster hele verden ud i krig. 
Og selv om alle gode lande samler deres magt, så kan én 
ond fyrste skaber katastrofale ødelæggelser før han bliver 
standset. Og sådan hører vi også i juleevangeliet om en 
ond fyrste, kong herodes. Mens det gode ser meget svagt 
ud. Det er et lille barn i en krybbe. Det onde ser 
stærkere ud end det gode. 
     Det minder i øvrigt om en anden historie, hvor vi 
hører om stor fare for et andet lille barn. Det var, da 
jøderne var i Ægypten og Farao lod de jødiske drengebørn 
slå ihjel.  Men Moses' mor satte sit barn ud på Nilen i en 
lille kurv, flettet af siv, så den kunne flyde på vandet. 
Men stærk var kurven ikke. Store bølger kunne slå den i 
stykker, og krokodiller kunne let tage den lille Moses i 
én mundfuld.  Men Gud reddede det lille barn. Faraos 
datter, kongedatteren tog ham til sig. 
     Både dengang og endnu mere i Betlehem viser Gud, at 
han er på det godes side, hvor svagt og småt det gode end 
ser ud. Også selv om det er som et lille barn, svøbt og 
lagt i en krybbe.  Ja, netop det ord svøbt skal vi lægge 
mærke til, for det bruges også i påsken.  De svøbte Jesu 
døde legeme i linned med vellugtende salver.  Så 
vidtrækkende er juleevangeliet, at det peger hen på 
slutningen, påsken: Jesu død og opstandelse. Det, som skal 
hjælp os i al vores frygt. Det, som skal give os en 
uovervindelig tro på livet og det gode.  Gud sendte sin 
søn helt ned i vores svaghed og afmagt, for at frelse os, 
der ikke er stærke nok til at vinde over mørket. For der 
er meget mørke og megen ondskab i verden. 
     Men lyset er stærkere end mørket. Det synger vi 
sammen med Grundtvig i salmen: I østen stiger solen op. 
Også i den salme hører vi, hvor vidt omspændende 
juleevangeliet er. Solen stammer jo fra skabelsens 
begyndelse og kommer fra den favre kyst, hvor paradiset 
lå. Men solen smelter sammen med lyset fra julenat, med 
stjernen over Betlehem, som Østens vise fandt.  Den gør, 
at vi kan rejse os, som vi gør hver morgen, når solen står 
op og vi rejser os fra nattens mørke og mareridt.  Lyset 
fra Betlehem, som vismændene fandt, gør, at vi også må 
stå oprejst og slippe al vores frygt og takke og love og 
prise Gud for vores konge og frelser, der har overvundet 
al vor 
nød.