Det virker måske fremmed på os at høre om et menneske, som er besat af en ond ånd. Vi mener, at sygdomme kan forklares. Det gælder også de uhelbredelige sygdomme. Vi håber, at videnskaben snart finder forklaringen på dem. For når man kender grunden til en sygdom, kan man helbrede den. Jeg læste om astma, at der er forskere, som har fundet det gen, som giver astma, og i avisen stod der, at om få år kan alle med astma kureres. Man skal ikke tro på alt, hvad der står i avisen. Men rigtigt er det i hvert fald, at der mange forskere, som bruger hele deres dag på at lede efter grunden til astma, og det skal nok lykkes dem engang. For vi mener, at alle sygdomme kan forklares.
På Jesu tid mente folk, at sygdom var uforklarlig og uhyggelig. Derfor sagde de, at et sygt menneske var besat af en ond ånd. Og der er noget rigtigt i deres opfattelse. Når vi er syge, blive vi bange. Vi føler det uhyggeligt, som om en ond ånd overtager vores liv. Selvfølgelig lader vi lægerne behandle os, men inderst inde føler vi os hjælpeløse og vi ved ikke, hvad vi skal tro. Det er som om en ond ånd suger al livslyst ud af os.
Jeg hørte en hospitalspræst blive spurgt, hvad der var det værste for patienter, som var alvorligt syge. Han svarede, at det var, hvis de følte sig helt forladt. Men han fortsatte: også til dem er det muligt at give et håb. Men det værste er altså, at føle sig fuldstændig ensom, at føle det som om Gud har glemt os.
Derfor er der også mange patienter, som tror, at Gud har straffet dem og de føler sig skyldige. Det er som om en ond ånd gennemsyrer deres tanker.
Det er sådan vi skal høre historien i dag. Det er ikke en primitiv verden vi hører om, med magi og heksekunster. Det er vores verden, hvor der er kamp mellem gode og onde magter, mellem fortvivlelse og håb, og hvor vi ikke selv er stærke nok til at vinde sejren.
Sådan skal vi høre historien i dag om en fortvivlet far, der ser sin søn lide nød. Han elsker sit barn, men ser hvordan sygdommen forandrer sønnen, så han ikke er til at kende igen. Og faderen har gjort alt for sin søn, bragt ham til den ene læge efter den anden, men for hver gang bliver sønnen bare dårligere og faderen mere fortvivlet. Så møder faderen Jesu disciple. Dem har han hørt om, hvor meget godt de gør. Men selv de kan ikke hjælpe.
Det er ikke beskrevet, hvordan det er foregået. Men det må have været uhyggeligt både for faderen og disciplene. Har de sagt til den syge: Bliv rask. Og troet på, at der ville ske en forandring. Og så skete der intet. Har de prøvet igen og sagt: I Jesu navn bliv rask. Og de har set på den syge, at han talte stadig i febervildelse og rystede af kramper. De må have følt det som om den onde ånd bredte sig ind i deres egne hjerter og sugede troen ud af dem. Mon ikke disciplene følte den samme fortvivlelse som drengens far. Mon de ikke tænkte: Er Gud til. Vil Gud slet ikke hjælpe. Lader han os stå med tomme hjerter og tomme hænder. Er vi helt alene og fortabt.
Men da kommer Jesus. Læg mærke til det. Da kommer Jesus. Gud vil hjælpe os. Gud sender Jesus til os. Gud har ikke ladt os alene. Selv når vi er bange og ikke kan se Gud, så kommer Jesus til os. Og hos Jesus er der en styrke, som jager al ensomhed og mørke ud af os.
Og så skulle man vente, at Jesus skældte ud på alle de onde magter, som knuger mennesker og suger livskraft ud af os. Men Jesus skælder menneskene ud: Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer. Hvor længe skal jeg holde jer ud. Også det er et bevis for den sikre tro og styrke, som Jesus har. Han kan ikke tåle, at vi så let mister vores håb. Hvor ondt og uhyggeligt det end er, det som vi møder i vores liv, - Jesus vil, at vi aldrig mister håbet. Men han lader det ikke blive ved denne dom over os, at vi er vantro eller at vi for let kommer i tvivl. Han siger: Kom herhen med drengen. Jesus vil hjælpe, selv om vi ikke er værdige til det. Og det viser, at han har en stor styrke og giver os en stor tryghed. Selv om han må dømme os som vantro, så er der ikke den mindste vaklen hos ham. Han vil og kan hjælpe os. Jesus kunne have sagt: Når jeres tvivl er så stor, så kan jeg ikke hjælpe jer. Men han siger: kom til mig. Det er tegn på, at Jesus vil hjælpe os alle, hvordan vi føler os. Også når vi tænker, at vi er fuldstændig tomme, sådan som drengen var det. Han hverken talte eller opførte sig menneskeligt. Eller når vi føler fortvivlede som drengens far eller magtesløse som disciplene, der forsøgte at gøre underet, men måtte se i øjnene at deres tro var mislykket. Også når vi føler os tomme og fortvivlede og mislykkede, vil Jesus hjælpe os.
Jesus rører ikke straks ved den syge dreng og gør ham rask. Jesus lytter først til drengens far, som fortæller om alle de år, som både sønnen og han selv har lidt. Jesus lytter til os. Ham må vi fortælle om alt det, som knuger os. Bare det, at der er en, som vi må åbne os for, det hjælper. Man kan se det på den syges far. Det er som om han får lidt håb igen. Han siger til Jesus: hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Og så viser Jesus, at han ikke først og fremmest er kommet for at helbrede vores sygdomme, men mere for at helbrede vores vantro. For Jesus siger: Alt er muligt for den, der tror. Det siger Jesus for at drive vantroen ud af manden. Og da svarer manden nogle ord, som er dækkende for os alle. Det er nogle ord, som vi alle kan finde trøst i. Jeg tror, hjælp min vantro. Vi ville så gerne nå op til den rene tro og den sikre styrke, som vi kan se hos Jesus. Men så langt når vi aldrig. Derfor er vi en vantro slægt. Vi har ikke den tro, som alt er muligt for. Der skal ikke ske så meget før tvivlen skyller ind over os.
Derfor er det nødvendigt, at Jesus bliver ved med at tale til os og tale tro ind i os. Kun når vi bliver ved med at høre Jesu ord, kan vi holde de onde magter ude af vores liv. Vi har ikke selv styrke til at holde os oppe. Vi kan kun rejse os, når Jesus tager os ved hånden. Der står jo, at Jesus helbredte den syge dreng og tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
Jesus bliver ved med tale til os. Han bliver ved med at holde os i hånden. Et af de sidste ord i Mattæus evangeliet lyder jo sådan: Se, jeg er med jer alle dage.
Det gælder os alle. Det skal vi lære af historien i dag. Jesus hjælper os alle. Han hjælper faderen. Giver ham håbet og modet tilbage og giver ham til sidst en sund dreng. Jesus hjælper drengen, så han bliver sig selv og kan være sin far til glæde. Og Jesus hjælper disciplene. Til sidst fortæller han dem, hvad vi skal gøre, når vi føler os mislykkede. Vi skal bare bede. Vi må bede til Gud. For Gud er ingenting umuligt. Det er ikke os, som skal have den kraft. Men vi må tro, at Gud har den og at Gud vil hjælpe os. Ja, at Gud har hjulpet os ved at sende sin søn til at være hos os alle dage og tage os ved hånden.
ny prædiken
Lige før vores prædikestykke i dag hører vi, at Jesus og 3 af hans disciple gik op på et bjerg. Og Jesus blev forvandlet. Hans ansigt lyste. Hans tøj blev hvidt som sne. Og pludselig stod Moses og Elias hos ham og talte med ham. Det var en himmelsk oplevelse, og Peter, som var en af disciplene, som var med på bjerget, han ville gerne blive der. Men da lød der en røst fra himlen, som sagde: Det er min søn, den elskede. Hør ham. Og denne røst forskrækkede Peter og de to andre disciple, så de faldt til jorden og skjulte deres ansigt, men så kom Jesus hen til dem og rørte ved dem og sagde: Vær ikke bange. Og da de så op på Jesus, var han sig selv igen. Og han sagde, at de ikke skulle fortælle om den himmelske oplevelse til nogen. Og de gik ned fra bjerget. De gik fra den himmelske oplevelse og ned i dalen, hvor mennesker ikke har himmelske oplevelser, eller i hvert fald har vi ikke himmelsk tro, men altfor tit oplever vi håbløshed og meningsløshed. Hvorfor gik Jesus ned fra bjerget.
Jeg har en bog, som jeg bruger, når jeg underviser konfirmander. Den består af ganske små historier, som ender med, at en konfirmand skal vælge. Og i den bog er også fortællingen om forklarelsen på bjerget. Lidt af den lyder sådan: På toppen af bjerget er det som om alting er anderledes. En sær lethed. Solen lyser ud af Jesu klæder. Alt er blændende hvidt. Nu er der flere skikkelser. Du kan se, at Peter siger noget. Peger opad. Jesus ryster på hovedet. Nu lægger en lysende, men tæt sky sig over det hele. Men du har al lyskraften i dine øjne. Du ser alting på en helt ny måde. Ved dine fødder begynder en bro. I en svagt hvælvet bue strækker den sig ud over bjerge og dale og for enden af den ligger en vældig stad med gyldne mure. Det er som om broen går ind i himlen. Bag dig er der ingenting. Ved siden af går en bjergsti nedad. Det er ingen almindelig bjergsti. Den snor sig, krydser sig selv, forsvinder i dybe huller. Til sidst bliver den til mørke, snævre gyder i en by. Her strækker en blind tigger sine hænder søgende frem. Der er de sultne børn. Dit klarsyn ser alt. Selv de døde fluer, som får salvehandlerens salve tl at stinke. Du må vælge broen eller stien.
Og konfirmanden kan så vælge enten broen til den gyldne stad eller stien ned ad bjerget ned til elendigheden. Mærkeligt nok har konfirmanderne hvert år valgt stien nedad til vores verden og ikke til eventyrbyen. Måske føler de, at det ville være for let at gå over en himmelsk bro til en by i luften.
Og det er godt, at konfirmanderne ikke valgte broen, så ville den næste fortælling de kom til lyde sådan: Du er på broens midte, og pludselig forsvinder broen. Her slutter den vej du fandt. Og dermed er bogen slut for det hold konfirmander eller de kan fortryde og gå tilbage og gå vejen ned ad bjerget.
Det var den vej Jesus gik. Han valgte rigtigt. Han var sendt af Gud for at gå til os mennesker. Han valgte ikke den vej, som var lettest for ham selv. Han gik til os, fordi vi har brug for ham. Og vores elendighed kommer ikke først og fremmest af at vi er fattige eller sultne, men at vi er vantro. Der var ingen fattige og ingen sultne, hvis vi troede på Gud. Så delte vi vores rigdom og vores mad med hinanden, så der ikke var elendighed og håbløshed på jorden.
Man forstår godt at Jesus siger: " Du vantro slægt, hvorlænge skal jeg blive hos jer." Man kan godt forstå, at Jesus kan blive træt af os. Selv om vi har hørt hans ord så mange gange, så er vi stadigvæk de samme, så er vi ligesom disciplene, der må give op, når de er alene og der kommer problemer. Men Jesus svarer på sit eget spørgmål om hvor længe han dog skal tåle os og blive hos os, det svarer han jo på ved at hjælpe både den syge og hans far og disciplene. Ja, Jesus svarer senere direkte på det. Det er til sidst i Mattæus-evangeliet, hvor Jesus siger: " Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Det er opmuntrende, at Jesus ikke kun vil gøre undere for os, han vil også gøre det, som er forudsætningen for undererne, nemlig tro på vores vegne. Der, hvor vi sidder fast i al vores vantro og tvivl og nytteløse diskussioner, dér skaber Jesus tro og klarhed og enighed og sundhed. Han gør det ved at være hos os. Hvis ikke han selv var kommet, så havde situationen været håbløs, så var den syge dreng stadig syg og faderen stadig skuffet, og disciplene i en umulig situation. Men da Jesus kommer da løser det hele sig: den syge vender tilbage til livet, hans far vender tilbage til troen på Gud, og disciplene kan måske glemme deres nederlag. Eller dvs. det kan de først, da de har spurgt Jesus: " Hvorfor kunne vi ikke drive den onde ånd ud." Så sikre var de på at de kunne, at de ikke selv kan forklare, hvorfor de ikke kunne. Så meget større er deres nederlag. De forstå ikke, hvordan det kunne ske.
Og Jesus svarer: " Den slags kan kun drives ud ved bøn." Læg mærke til det. Han siger ikke: " I skal tage jer mere sammen. I skal tro noget mere. Nej, han siger, at det er ved at bede, at vi kan drive det onde væk, eller så er det jo ikke os, som driver det onde væk, - når vi beder, er det Gud vi beder til, om at han vil drive det onde væk. Derfor siger Jesus det samme om Gud, som vi i dag hører om troen, at den kan gøre det umulige. Et sted siger Jesus om Gud, at det som er umulig for mennesker, nemlig at frelse sig selv, det er muligt for Gud, at frelse os, for alle ting er mulige for Gud. Og akkurat det samme siger Jesus i dag om troen. At tro er det samme som at være som Gud. Så forstår vi måske, at det er Jesus, der har troen, og vi alle er vantro. Men én ting kan vi, nemlig at bede. Og det kan vi alle. I vores afmagt og svaghed står vi meget stærkt, fordi Jesus har givet os lov til at bede ham om hjælp og han viser i alle sine ord og også i prædikestykket i dag, at han vil hjælpe os, hvor vantro vi end er. Selv om vi må indrømme vores egen svaghed over for det onde, så må vi samtidig være helt trygge, fordi Jesus har sagt, at han selv vil være med os alle dage.
Jesus kommer. Gud vil hjælpe os. Gud sender Jesus til os. Gud har ikke ladt os alene. Selv når vi er bange og ikke kan se Gud, så kommer Jesus til os. Og hos Jesus er der en styrke, som jager al tvivl og vantro ud af os.
Jesus vil hjælpe os alle, hvordan vi end føler os. Også når vi tænker, at vi er fuldstændig tomme, sådan som drengen var det. Han hverken talte eller opførte sig menneskeligt. Eller når vi føler os fortvivlede som drengens far eller magtesløse som disciplene, der forsøgte at gøre underet, men måtte se i øjnene at deres tro var mislykket. Også når vi føler os tomme og fortvivlede og mislykkede, vil Jesus hjælpe os.
Det er nødvendigt, at Jesus bliver ved med at tale til os og tale tro ind i os. Vores liv er som det flade land i vestjylland, hvor man må bygge diger og vedligeholde dem for at landet ikke skal blive oversvømmet i en storm. Jesu ord er diger, som holder tvivlen væk fra os. Kun når vi bliver ved med at høre hans ord, kan vi vedligeholde de diger, som holder de onde magter ude af vores liv. Vi har ikke selv styrke til at holde os oppe. Vi kan kun rejse os, når Jesus tager os ved hånden. Der står jo, at Jesus helbredte den syge dreng og tog ham ved hånden og rejste ham op.
Jesus bliver ved med tale til os. Han bliver ved med at holde os i hånden. Han siger: Se, jeg er med jer alle dage.
Det gælder os alle. Det skal vi lære af historien i dag. Jesus hjælper os alle. Han hjælper faderen. Giver ham håbet og modet tilbage og giver ham til sidst en sund dreng. Jesus hjælper drengen, så han bliver sig selv og kan være sin far til glæde. Og Jesus hjælper disciplene. Til sidst fortæller han hvad vi skal gøre, når vi føler os mislykkede. Vi skal bare bede. Vi må bede til Gud. For Gud er ingenting umuligt. Det er ikke os, som skal have den kraft. Men vi må tro, at Gud har den og at Gud vil hjælpe os. Ja, at Gud har hjulpet os ved at sende sin søn til at være hos os alle dage og tage os ved hånden.
ny prædiken
Man kan så let dele folk op : de rigtige, de forkerte, de vellykkede, de mislykkede, dem indefor og dem udenfor. venner og fjender. Her i prædiketykket hører vi først skaren og disciplene. Men da Jesus kommer er det som om alle forskelle forsvinder. Da bliver de ens, både den syge dreng, hans far, tilskuerne og disciplene. Over for Jesus er de alle vantro. Jesus siger: Åh, du vantro slægt.
Og så er det jo, at vi hellere straks må tag os selv med. I stedet for at tale om de andre, må vi regne os selv til dem, der i sammenligning med Jesus og i mødet med ham må kaldes vantro. Vi er ikke som Jesus. Vi kan ikke gøre det samme som ham. Vi kan ikke leve som han gjorde. Nej, der ligner vi meget mere hans disciple. Hvor meget kan de egentlig af sig selv? Hvor dygtige er de? I dag hører vi, at der kom en mand til dem. Jesus var væk. Disciplene skulle klare problmerne alene. OIg de klarer dem ikke særlig godt. De kan ikke helbrede den syge. Der kommer endda en stor diskussion ud af det.
Vi kan også synes, at troen skulle gøre os istand til at hjælpe både andre og os selv, men der kan lige så let ske for os som for alle andre mennesker, at det onde er stærkere end os, og hvilke ord vi end finder på, så vil det onde ikke forsvinde. Vores kristne tro er ingen garanti for at vi kan gøre undere, at vi kan gøre det umulige. Nej, altfor tit vil opdage som disciplene, at det som kommer ud af vores anstrengelser ikke er helbredende undere, men derimod strid og ødelæggende uklarhed.
Jamen, hvad kan vi så bruge vores kristne tro til. Den er jo ikke stærk nok til at vi kan få det onde til forsvinde. Der er så mange situationer, hvor vi kan føle os afmægtige, hvor vi kan føle, at der er ondek kræfter på spil, ulykkes magter, skæbnemagter, Når vi hører om menneser liv, hvor tit tænker vi så ikke, at menneskers skæbne er mærkelig. Vi kan også føle det som om livet kaster omkring med os, ligesom magten gjorde det med den syge dreng. Vi kan føle det som faderen, der gerne vil gøre det bedste for sit barn. Mon han ikke har været til mange læger og andre hellige mænd, og nu prøver han også Jesus, dvs. først er et disciplene han møder, og han bliver igen skuffet ligesom alle de andre gange. Han kan ikke blive ved med at tro, han må blive ved med at kvæles af bekymring for sit barn. Man kan høre det i hans ord til Jesus: Hvis du kan gøre noget.
Det er altså dem vi ligner både disciplene og faderen, der kommer og beder om hjælp. Det er en tragisk situation, at både drengen, der er så syg, at han ikke selv kan bede om hjælp, og faderen, der i sin yderste nød beder disciplene om at de skal gøre noget, og disciplene, der selvfølgelig tror, at de er i stand til give Guds frelse til mennesker, - de står alligevel alle ved siden af hinanden i deres magtesløshed, ja, her er det jo vi skal tage os selv med, - hvad enten vi selv er i stand til at bede om hjælp eller ej, hvad enten vi tror, at vi kan bringe andre hjælp eller vi er de svage, så er vi alle ens, når vi står over for det onde, så er vi magtesløse. Og når vi står over for Jesus, bliver vi endnu mere ens, så viser det sig, at der ikke er forskel på vores tro.
Man kunne jo ellers let dele folk i prædistykket op i grader af troende: drengen som ikke kan tro og ikke kan ønske sig det, fordi han ingenting kan. Faderen der gerne ville tro og ønsker sig det af hele sit hjerte, men må indrømme, at han ikke kan. Og disciplene, som vel mener, at de tror, at de lever i troens underkraft. De er inderkredsen, som lever tæt ved Jesus.
Men overfor de onde magter og over for Jesus falder alle de grader af tro væk, da bliver vi alle at betragte som vantro.
Det kan være meget trist at høre det. Hvis ikke engang disciplene kan tro, hvem skulle så kunne det. Hvis endda disciplene, som havde alle forudsætninger for at være rigtige kristne, hvis det endda mislykkedes for dem, så kan vi da lige så godt give op med det samme.
Men sådan føler jeg det nu ikke, når jeg hører historien idag. Jeg hører det lige omvendt, at hvis Jesus ville have med dem at gøre, som vi hører om i dag, så vil han også hjælpe os. Det er opmuntrende det vi hører.
Nogen selvfølge er det ikke. Man forstår godt at Jesus siger: " Åh, du vantro slægt, hvorlænge skal jeg blive hos jer." Man kan godt forstå, at Jesus kan blive træt af os. Selv om vi har hørt hans ord så mange gange, så er vi stadigvæk de samme, så er vi ligesom disciplene, der må give op, når de er alene og der kommer problemer. Men Jesus svarer på sit eget spørgmål om hvor længe han dog skal tåle os og blive hos os, det svarer han jo på ved at hjælpe både den syge og hans far og disciplene. Ja, Jesus svarer senere direkte på det. Det er til sidst i Mattæus-evangeliet, hvor Jesus siger: " Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Det er opmuntrende, at Jesus ikke kun vil gøre undere for os, han vil også gøre det, som er forudsætningen for undererne, nemlig tro på vores vegne. Der, hvor vi sidder fast i al vores vantro og tvivl og nytteløse diskussioner, dér skaber Jesus tro og klarhed og enighed og sundhed. Han gør det ved at være hos os. Hvis ikke han selv var kommet, så havde situationen været håbløs, så var den syge dreng stadig syg og faderen stadig skuffet, og disciplene i en umulig forsvarsposition. Men da Jesus kommer da løser det hele sig op: den syge vender tilbage til livet, hans far vender tilbage til troen på Gud, og disciplene kan måske glemme deres nederlag. Eller dvs. det kan de først, da de har spurgt Jesus: " Hvorfor de ikke kunne drive den onde ånd ud." Så sikre var de på at de kunne, at de ikke selv kan forklare, hvorfor de ikke kunne. Så meget større er deres nederlag. De forstå ikke, hvordan det kunne ske.
Og Jesus svarer: " Den slags kan kun drives ud ved bøn." Læg mærke til det. Han siger ikke: " I skal tage jer mere sammen. I skal tro noget mere. Nej, han siger, at det er ved at bede, at vi kan drive det onde væk, eller så er det jo ikke os, som driver det onde væk, - når vi beder, er det Gud vi beder til, om at han vil drive det onde væk. Derfor siger Jesus det samme om Gud, som vi i dag hører om troen, at den kan gøre det umulige. Et sted siger Jesus om Gud, at det som er umulig for mennesker, nemlig at blive frelst, det er muligt for Gud, for alle ting er mulige for Gud. Og akkurat det samme siger Jesus i dag om troen. At tro er det samme som at være som Gud. Så forstår vi måske, at det er Jesus, der har troen, og vi alle - hvilke grader af kristendom vi end har - så er vi alle vantro. Men én ting kan vi altså, nemlig bede. Og det kan vi virkelig alle. I al vores egen afmagt og svaghed står vi altså meget stærkt, fordi Jesus har givet os lov til at bede ham om hjælp og han viser i alle sine ord og også i prædikestykket i dag, at han vil hjælpe os, hvor vantro vi end er. Selv om vi må indrømme vores egen svaghed over for det onde, så må vi samtidig være helt trygge, fordi Jesus har sagt, at han selv vil være med os alle dage.
Sådan og kun sådan kan vi få det onde til at forsvinde, ved at bede til Jesus, og ved at han kommer og er hos os.
I en tvudsendelse for nogle uger siden, kunne man hører om franskmændene at mange af dem tror på overnaturlige ting. Mange tror på onde ånder og på sort magi. Når en kok ville starte en ny restaurang, betalte han en åndemager til at komme og drive alle de ånder væk, som ellers ville ødelægge stemning og salget i hans nye virksomhed. Der var også en åndemager, som slagtede en hanekylling. Eller der var flere præster som stod omkring en syg, der var spændt fast på en seng, og de prøvede på at drive en ond ånd ud af den syge. Det var uhyggeligt. De blev ved med at sige: " Far ud af ham og far aldrig mere i ham igen." Men det hjalp ikke. Den syge blev ved med at vride og kaste sig på sengen. Men præsterne blev alligevel ved med alle deres ritualer. De opdagede slet ikke og indrømmede ikke, at det var deres tro, som var forkert. Hvis de virkelig havde tro, så kunne de lige som Jesus jage det onde ud med ét ord. Men da vi ikke har den tro, så skal vi ikke give os i kamp med det onde. Vi skal i stedet bede, vi må bede både for andre, som har det ondt og for os selv, og den vi må bede til er Jesus, som kan gøre Guds undere også med os vantro. I sig selv er det allerede en stor hjælp mod det onde, at vi ikke skal stå og prøve kræfter med det og sige " forsvind, forsvind" for så at opdage, at det onde bare bliver dobbelt uhyggeligt. Nej, vi behøver slet ikke anerkende det ondes magt, vi må forsage det onde, og i stedet holde os til Jesu ord om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.