Tiden er et underligt fænomen. Mange filosofiske hoveder
har prøvet at forklare tidens væsen. Hvorfor er der tid? Hvor
kommer tiden fra - og hvor går den hen, når den går?
I vor kultur forstår vi tiden ud fra uret og kalenderen. De er
vore tidsmålere. Uret definerer de små tider og kalenderen de
store tider. 

Vi - i vor kultur - er helt afhængige af de tidsmålere. Vi står
op når vækkeuret siger det. Vi møder på arbejde til tiden.
Bussen kører, brugsen lukker, kirkeklokken ringer ...
altsammen sker på det aftalte klokkeslet. Uret tikker og æder
sekund efter sekund, mens vi bevæger os frem af tidslinien.
Time efter time. Dag efter dag. År efter år. Vi kan godt
engang imellem drømme om at sætte tiden i stå. Vi kan
ønske, at et lykkeligt øjeblik kunne trækkes ud, så vi fik tid
til at opleve det. Men tiden går ubønhørlig videre. Og vi går
med - indtil vi en dag dropper ud af tidens bevægelse. Så er
vi ikke med mere. Men tiden går videre - og slægt følger
efter slægt. 

Sådan oplever vi det. Men det er meget kulturbestemt.
Andre steder i verden opleves tiden helt anderledes. Hvis vi
besøger de kulturer, så har vi vor egen tidsopfattelse med -
og så forstå vi ikke for alvor den fremmede kulturs forhold
til tiden. Mændene arbejder kun, når de mangler penge. De
er vist dovne. Togene kører ikke præcist. De har nok ikke ret
meget styr på tingene. Sådan kan vi næsten ikke lade være
med at tænke ud fra vor medbragte tidsopfattelse. Men
måske bunder det ikke i dovenskab og sjusk. Men i, at de har
en anden opfattelse af tiden.

Jeg hørte en dansker fortælle om sin oplevelse af en indisk
jernbanestation. Oplevelsen ligger godt nok nogle år tilbage i
tiden. Det kan godt være at forholdene er anderledes nu -
mere vestligt præget. Det ved jeg ikke. Men han beskrev sin
irritation over at togene ikke kørte til tiden. Og det var ikke
minutters forsinkelse, han snakkede om (DSB). Det var
døgns forsinkelse. Som dansker var han selvfølgelig mødt op
ved den tid, hvor han forventede at toget ville køre. Men der
var ikke noget tog. Rastløst vandrede han op og ned ad
perronen og blev mere og mere kogende irriteret. 

Indtil han fik øje på en inder, som sad roligt på en bænk. Han
skulle også med toget. Men for ham var det ikke noget
problem, at toget ikke var kommet. Det skulle nok komme.
Og han skulle nok nå frem. 

Han havde en anden tidsopfattelse. Hans tid var ikke bestemt
af uret. Tiden var bestemt ud fra dens indhold. Hvis ikke der
sker noget, jamen så går tiden ikke. Tiden er der simpelthen
ikke. Og når tiden ikke er der, så kan han heller ikke spilde
tiden. Og han kan ikke kede sig. Det ville være helt
malplaceret at spørge ham, om han keder sig. Han ville se
måbende på danskeren og svare: Nej selvfølgelig keder jeg
mig ikke, for der sker jo ikke noget. Så forskelligt kan tiden
forstås i forskellige kulturer. 

Bibelen har også sin tidsopfattelse, som selvfølgelig er
præget af den kultur, som bibelen blev til i. Det afspejler sig
f.ex i Paulus’ juleevangelium, som vi hørte ved gudstjenesten
julesøndag. 

Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn .... siger Paulus.
Tidens fylde - det er et meget spændende udtryk. Det kan vi
godt standse lidt ved. Vi har det faktisk også i
nytårsaftens/dags evangelium. Men her er det sløret af den
nye oversættelse. Jeg læste: Da otte dage var gået....., fik han
navnet Jesus. Men egentlig står der: Da otte dage var fyldt....

Det viser, at Paulus og Lukas og de andre bibelske forfattere
ikke tænker på tiden, på samme måde som vi gør det. For
dem er tiden ikke en linie, som vi vandrer ud ad, hvor
begivenhederne ligger som perler på en snor. Tiden er heller
ikke et hjul, der drejer og får begivenhederne til at gentage
sig i det uendelige, sådan som østlige kulturer lærer det. 

For dem er tiden som et kar. Begivenhederne i verden
drypper ned i det kar. Og på et tidspunkt (forkert at sige
tidspunkt) er karret fyldt. Det er tidens fylde. Så tidens fylde
- det er når alt det, der skal ske først, er sket. Når alle
betingelser er opfyldt. Når alle forberedelser er gjort. Når al
ventetid er gennemlevet. Så sker det, som skal ske. Sådan
var det med fødselen julenat. Det skete i tidens fylde. Sådan
var det, da barnet kom til templet og fik navnet Jesus. Også
det skete i tidens fylde. Ligesom alt iøvrigt sker i tidens fylde
- når tiden er til det. 

Vi skal ikke udpege den ene tidsopfattelse som mere rigtig
end den anden. De er allesammen udsprunget af en bestemt
tid og en bestemt kultur. Det er forskellige forsøg på at
begribe, hvordan verden er indrettet. Men vi kan godt
sammenligne dem og overveje hvad for en af dem, der gir
den dybeste forståelse af den tid, vi lever i. For de har
allesammen stærke og svage sider.

En af de svage side ved den tidsopfattelse, som vi er
opvokset med, er, at tiden let blir en tyran, som jager os
afsted. Dybt i vor sjæl hører vi hele tiden urets tikken. Og vi
ved, at tiden er knap. Altid skal vi videre. I vor
fremadrettethed er vi aldrig rigtig, dér hvor vi er. Vi er altid
så småt på vej til det næste. Vi er jo nødt til at følge med -
ellers løber tiden fra os. Vi når ikke bussen. Vi når ikke vort
arbejde. Vi når ikke vort liv. Og for hvert år, der går, løber
tiden hurtigere og hurtigere. Engang var et år en evighed. Nu
er det et øjeblik. Tiden pisker os. Så kan det godt være at
vor kultur er effektiv og præcis sammenlignet med så mange
andre. Men hvad hjælper det, hvis vi mangler dybden. 

Bibelens tidsopfattelse er meget mere tålmodig. Det vigtigste
sker, når tiden er til det - i tidens fylde. Men først er der
andre ting, der skal falde på plads. Der er ingen
begivenheder, der er overflødige. Det hele er med til at fylde
tidens kar. De små ting får en anden betydning, fordi de er
med til at bære de store ting. Ventetid er ikke spildtid. I
bibelens univers er der plads til noget så uproduktivt som
hvile og forventning og tålmodighed og udholdenhed. Det er
størrelser, som vi savner og som vi har svært ved at få plads
til i vort verdensbillede. 

Kan vi hente dem tilbage? Det er spørgsmålet. Vi kan
naturligvis ikke genindføre bibelens tidsopfattelse. Vi kan
ikke lave om på tiden og verden. Men for vor egen del kan vi
tænke anderledes. Så er der måske også noget, som blir
anderledes. Til en vis grad kan vi opdrage os selv i en anden
tidsopfattelse. Men også kun til en vis grad. Dybt nede er vi
fanget af det verdensbillede, som vi er vokset op med. 

Og lad os så her tilsidst vende tilbage til nytårsdags
evangelium. Da tiden var til det, gav de ham navnet Jesus.
Det var ikke et tilfældigt navn. Det var det navn, som englen
satte på barnet, allerede inden det blev født. Det navn, som
betyder: Herren frelser! Han frelser og befrier os fra alt det,
der plager os. Alt det, der vil tage magten fra os. Synd og
død og djævel, som de gamle sagde. Han befrier os også fra
tidens tyranni. Når vi ikke selv kan slide os fri af tidens
centrifuge, så kan vi i hvert fald gøre os så meget fri, at vi får
tid til at folde vore hænder og bede om, at han vil befri os,
inden vi slides i stykker. Så tror jeg, at vi også får plads til
nogle af de uproduktive og ineffektive livsnødvendigheder,
som vi så nemt mister: hvile og forventning, glæde og fred. 

Med det løfte foran os vil vi sammen gå ind i det nye år - i
Jesu navn. 

Amen