Nytårsdag. Luk.2,21. 1997. Karen Greve
Gammelstrup kirke
664, 663 ? 662, 667

Lad tidens hjul omdrive,
lad veksle dag og nat,
men lad, o Gud, os blive
fast på dit hjerte sat!
I Jesu Kristis navn
lad året til os bære
alt, hvad dit navn kan ære
og tjene til vor gavn! (670)

Der holdes mange taler ved nytårstide, men midt ind i al den veltalenhed
er det evangelieum, vi får at begynde det nye år med, ultrakort: Det
barn, der blev født i julen, blev omskåret otte dage gammel og kom til
at hedde Jesus ? det navn, englen gav ham, allerede da Maria fik at
vide, at hun skulle føde ham. ? Og så ikke mere!

Hvad mon det er, de gamle har ment, vi skulle begynde det nye år med ved
at lade denne korte tekst være årets første? Ja, selv i en så kort tekst
er der mange spor, man kunne følge. Den er, som evangeliet i det hele
taget, en åben tekst, som man ikke kan nå til ende med på den måde, at
man kan sige: Det og det er meningen med det lille tekststykke ? og så
færdig. Den er rummer mange betydninger i sig ? som hele Det ny
Testamente ? man kan gå i mange retninger.

Nærliggende er det jo at gribe fat i det med navnet. Navnet Jesus var et
ganske almindeligt drengenavn på den tid. Men der ligger samtidig et
løfte i det navn, for det betyder Gud frelser. Teksten sætter altså et
løfte som en slags fortegn foran det nye år, vi nu går ind i, løftet om,
at det lille Jesusbarn skal være frelsen fra Gud.

Hvori den frelse helt konkret består, får vi fortalt om i beretningerne
om den voksne Jesus. De vil fortælle, at Jesus blev opfyldelsen af det
navn, han fik.  At han ? i modsætning til alle andre mennesker ? fuldt
ud opfyldte det, der var bestemmelsen med ham, og som blev sagt allerede
i og med det navn, han fik.

Det med navnet har en stor og uforklarlig betydning. Det er en
almindelig erfaring, som alle, der har skullet give deres børn navne,
har gjort. Alle forældre gør sig megen umage med at finde det helt
rigtige navn. Det er klart at både modestrømninger og sociale miljøer
har indflydelse på, hvilket navn, vi vælger. Men der er heller ikke
tvivl om, at vi udtrykker nogle drømme og forestillinger gennem de
navnevalg, vi træffer. Også selvom vi for det meste ikke er bevidste om
indholdet af de drømme og forestillinger.

At vi tillægger navnet en betydning ud over, hvad vi synes lyder godt,
kan man vel også se deraf, at ingen forældre nogensinde har vovet at
kalde deres barn Kain ? eller Judas!

Og én ting har alle forældre sikkert oplevet: Når først navnet er givet,
så bliver bæreren meget hurtigt ét med sit  navn, og kan umuligt hedde
noget som helst andet. Måske finder man på et kælenavn, men det rigtige
navn ligger hele tiden bagved, og i langt de fleste tilfælde nærmer man
sig det lidt efter lidt for så til sidst at lade det blive navnet.

Et lille barn er egentlig først for alvor til som en ganske bestemt
person, når det har fået navn. De børn, man ‘satte ud’, som det hed,
dengang man brugte den barske form for børnebegrænsning, havde ikke
noget navn. For man kunne ikke sætte et barn med et navn ud ? så var det
jo allerede et rigtigt lille menneske.

Med navnet kaldes et nyt lille væsen altså frem af anonymiteten og
bliver den bestemte, der hedder sådan og sådan. Og i hvis navn der
ligger forhåbninger og forventninger, der kan få afgørende indflydelse
på dets liv ? både positivt og negativt. Også selvom det altsammen er
noget hverken forældre eller barn gør sig klart.

Det er livsvigtigt for et barn, at der er knyttet forventninger til det,
men hvis de forventninger er bestemt af forældrenes egoistiske og/eller
urealistiske ønskedrømme, som det er skadeligt eller umuligt for barnet
at indfri, så er det klart, at det kan få en meget ødelæggende betydning
for dets liv.

Men hvordan det så ellers er, så bliver ingen af os nogensinde helt det,
vi skulle være. Det kan godt være, at vores forældres forventninger er
blevet indfriet og måske endda så rigeligt, men målt med det, vi kunne
være blevet, er der altfor mange svigt, altfor mange fejlspor og
vrangforestillinger i ethvert menneskes liv, til at vi kan sige, at
nogen af os helt opfylder vores bestemmelse.

Men det lille barn, som på ottendedagen fik navnet Jesus, kom til at
fylde sit navn ud. Han kom til helt og fuldt at opfylde det, der var
bestemmelsen med ham: At være en levende påstand om, at Gud frelser,
fordi han gav den allestedsnærværende barmhjertighed, som er Guds
frelse, konkret skikkelse. Han var den barmhjertighed, han rakte den til
alle og enhver, fuldstændig ubundet af de stramme bånd, jøderne havde
fået livet spændt inde i. Og fuldstændig uafhængig af alle de forskelle
og skranker, som mennesker stiller op mennesker imellem ? i dag som til
alle tider.

Derfor kan epistelteksten også sige, at i troen på Jesus, han, som var
uforbeholden accept, barmhjertighed, kærlighed, dér er alle skel og
skranker ophævet. Dér er der ikke forskel på jøde og græker, på træl og
fri, på mand og kvinde; men alle er ét i Kristus Jesus.

Det udfoldede han helt i sine møder med mennesker. Han mødte hvem som
helst, høj som lav, rig som fattig, mand som kvinde ? samfundsstøtter,
prostituerede, svindlere, hvemsomhelst med samme usvigelige interesse,
og rakte dem Guds frelse: Medfølelse, barmhjertighed, kærlighed. Selv
ind i det, alle måtte se som gudsforladthed, gjorde han Gud nærværende,
fik mennesker til at tro, at Gud dog var dem nær. At der intet mørke var
så tæt, uden at Gud også var dér.

Den frelse har vi altså fået som fortegn for det nye år. Og det kan vi
nok have brug for. Ligesom vi må møde et nyt lille barn med
forventninger, sådan har vi hårdt brug for at møde det nye år med
forventninger. Ja, hver ny dag. For vi kan ikke leve uden forventninger.
Livet dør for os, hvis vi ikke føler, der er noget at se frem til.

Mange af de forventninger, vi har, skuffes  ? uhjælpelig. For ligesom vi
har så mange forestillinger om, hvad vort barn skal blive til, sådan har
vi også mange forestillinger om, hvad et lykkeligt nytår vil sige, og så
mange misforståede eller umulige ideer om, hvad frelse er. Og vi ender
let dér, hvor vi ikke kan få øje på noget håb, på nogen grund til
forventningsfuldhed, fordi alt det, vi satte vores lid til, enten ikke
blev til noget, eller det viste sig alligevel ikke at give os den lykke,
vi havde troet.

Derfor er det godt, at vi her på nytårsdag vises væk fra os selv og det,
vi kalder frelse, og i stedet for henvises til den frelse, Gud giver.
Det vil sige, vises hen til Jesus, der som det eneste menneske
nogensinde fuldt ud opfyldte det løfte, der ligger i hans navn: Gud
frelser.

Gud, hvis væsen er kærlighed. Kun dér ? i kærligheden ? er der liv, og
livet vil slet ikke kunne lade være med at komme til os. ?  Heller ikke
i det nye år.  Vi må blot bede til, at vi må kunne få øje på det, så vi
vil finde grund til glæde på trods af alt, hvad vi måtte få at bære på i
det kommende
år.                                                             Amen!