“Midt i den mørke vinter....”



GT-læsning: Salme 90 v.1-12.

NT-læsning: Johs. 1.v.1-5.

Salmer: DDS 700, 98/106 og 111.



Tale:



Døden er og vil altid være den uindbudte fremmede, 

der ikke venter til det passer os, men altid overrasker 

og tvinger sig adgang til os og vore kæres liv.

Døden er det kolde mørke, der uden at spørge om lov, blæser livets varmende lys

ud og efterlader os i et tomrum uden orientering og mening.

Og som vort liv fra først til sidst møder os som et  uudgrundeligt mysterium, sådan er

også døden den gådefulde afslutning på alt det, vi ikke forstår, 

men dog så nødigt ønsker at slippe. 

For hvem favner godvilligt mørket, når han først har set og levet i lyset?

Døden er og forbliver derfor den sidste fjende, vi ikke formår at stille noget op

overfor.

Vi kan gøre os vore tanker.

Vi kan kæmpe med de oprørte følelser og den tavse angst, men bort fra dødens

lammende virkelighed kommer vi ikke.

For os vil døden altid være den gådefulde anstødssten for glæden over livet og lyset.



Forfatteren til den gammeltestamentlige salme, jeg læste til indledning, kæmper også

med disse spørgsmål. 

Men trods livets og dødens gåde har han dog én ting at holde sig til, og det er den

grundlæggende tro på, at livet har et ophav, som vi kan vende os til med tillid.

Vi smides ikke blindt og tilfældigt ind på livets arena for at kæmpe en ulige kamp

mod ukendte modstandere.

Nej, for salmisten ved, er mennesket er skabt af Gud, formet af støv og jord og

kaldt til live af hans kærlige livsånde.

Som udgangspunkt for ethvert menneskes liv finder vi et tilhørsforhold til den evige

og almægtige Gud, der - som salmisten udtrykker det - “er vor bolig i slægt efter

slægt”.



Men ligesom tilknytningen til livets Gud og Skaber er fortegnet for salmistens tanker

om livet og døden, sådan er også det, som bibelen kalder “synd” en realitet for ham.

I vort liv med hinanden går det sjældent, som vi gerne vil, håber på og stræber efter. 

Selv de reneste idealer og de højest ansete handlinger, vi præsterer overfor

hinanden, bærer i sig et gran af selvhævdelse, egoisme og destruktion.

Mon ikke alle kan nikke genkendende til Apostlen Paulus´ hjertesuk, når han et sted

udbryder:

“Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det, som jeg

hader, det gør jeg” (Rom. 7,15).



Med os gennem livet slæber vi denne syndens gådefulde selvmodsigelse, der

betyder at vi ikke bare er i stand til at træde frem for Gud og frimodigt sige: 

“Så vidt har jeg drevet det med det liv, du gav mig! ”

For overfor Gud, der kender vore dybeste hemmeligheder, har vi ikke meget at

komme med.

Vi er som græsset, der visner og dør uden at sætte sig spor.

Eller som salmisten udtrykker det:

“Vore leveår kan være halvfjerds eller firs,

hvis kræfterne slår til.

Men al deres stolthed er elendighed og ulykke;

hastigt går det, så flyver vi bort”.



På den baggrund kan døden på sin vis ses som afslutning på det umulige projekt, det

er at få livet til at lykkes efter sin oprindelige bestemmelse, men det lyder unægteligt

meget pessimistisk - og det er, hvis det står alene, håbløst.

Sådan må det nu engang lyde, hvis vi kun lytter til GT.

Men kristendom og kristentro bygger nu ikke på GT alene. Hvor GT slutter med et

uforløst håb om, at Gud en dag vil gribe ind og frelse sin skabning, der forkynder

NT at det nu ér sket. Den almægtige Gud, der skabte livet og lyset, har gjort en

ende på synden og dødens herredømme i verden.



Det var denne befrielse, Gud satte i værk, da han sendte sin Søn, den enbårne til

verden.

Han, som vi i denne jul har hørt om, han, som blev født i stalden i Betlehem er det,

som er verdens frelser og befrier.

Evangelisten Johannes gengiver i sit jule-evangelium, hvordan Gud fra begyndelsen

havde det skabende og livgivende Ord hos sig, men i tidens fylde sendte det til os:

“Lyset skinner i mørket”, skriver han.

Gud greb ind og kom sin skabning til undsætning.

Midt i vinterens mørke, kulde og død kom han til os.

Mørket er her et billede på fravær af lys, liv og gudsnærvær.

Til en verden, hvor synden og døden var vores overmægtige fjender, sender Gud sin

Søn for at være lys og liv for os. 

Nu sørger Gud endelig for, at den ulige kamp får ende.



Men det var en ensidig kamp, for ikke blot var vi fanget, men også blændet af

mørket.

“Lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke”.

Så total var vor afmagt, at vi ikke kunne se lyset i mørket. 

Først gennem hans død langfredag og hans opstandelse påskemorgen kunne det

ikke længere skjules, at det sande lys var kommet til verden og havde sejret over

mørket.

Og dette opstandelsens lys har vendt op og ned på alt.

Angst og frygt er nu udskiftet med tro, håb og glæde.

Kampen er slut og sejren er vundet - i Jesu opstandelse fra døden er den magt

endeligt brudt.



På den baggrund skal vi i tillid til Jesus nu leve og dø. 

For selvom døden fortsat tager os og vore kære ind i sit mørke, så er dette ikke det

endelige resultat.

Når døden har talt, har vi lov til at græde, men selv i sorgen kan vi trøste os ved, at

lyset har været i verden og har sejret.

I troen på det, som Gud har gjort for os, kan vi synge om “solen, der stiger af hav

på ny,

om alle dødens skygger, der for evigt fly”



Ja, vi kan, som vi gjorde det i julen og nu atter skal gøre det i dag, frimodigt synge:

“Fred over jorden,

menneske fryd dig
os er en evig frelser født”. 



Amen.