Et af nøgleordene hos Jesus, når han fortalte om Gud, et
nøgleord er finde. Jesus siger søg, så skal I finde. Han taler om en
hyrde som gik ud og fandt sit får eller om den søn, som var tabt, men
blev fundet.
Fortællingen i dag nævner det nøgleord " finde". Det står flere
gange. Maria og Josef ledte efter Jesus men fandt ham ikke. Så ledte
de i Jerusalem, og fandt ham i templet. Og de sagde til Jesus: Vi har
ledt efter dig. Men han svarede, at han havde været let at finde, og at
de slet ikke have behøvet at lede.
Fortællingen i dag om Jesus som 12-årig i templet, hvor vi for
første gang hører Jesus tale, dér drejer det sig om nøgleord i
kristendommen, nemlig det at søge og finde.
Først om det at søge. Det er meget godt beskrevet i det som Maria
og Josef gør og føler. De er bekymrede og urolige. De har travlt og går
fra det ene sted til det andet. De spørger den ene og den anden. Men
der er ingen, som kan give dem svar. Og dagene går og jo mere håbløst
bliver det.
Det er akkurat den stemning man er i, når man søger, søger noget
vigtigt. Det kender vi alle. Det kan være meget forskelligt det vi søger,
og det vi mener, at vi ikke kan leve uden. Lykken, fred i tilværelsen,
mennesker at være sammen med. Interesser. At livet er fyldt med gode
ting. At der ikke er for mange problemer. Vi søger. I perioder søger vi
alle efter et eller andet, som vi ikke mener vi kan leve uden. Vi retter
os mod den ene og den anden, spørger her og der. Tankerne myldrer i
hovedet. Hvor finder jeg. Er det til at finde. Kan jeg ikke lige så godt
give op. Men så melder angsten sig. 
Sådan sagde Maria til Jesus: Barn, hvorfor gjorde du sådan mod
os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige."  Maria var
ængstelig, hun var fyldt med angst. Hvis hun ikke kunne finde sit
barn. Det ville give et åbent sår i hendes hjerte, hvis han pludselig var
forsvundet.
I første halvdel af prædikestykket er det beskrevet godt, hvad det
vil sige at søge. Det er at bekymring og angst. Det er der er et åbent
sår i ens hjerte og man går fra den ene til den anden.
Men så høre vi i prædikestykket, hvad det er at finde. Jesus sidder
midt i  Helligdommen. Dér havde han været hele tiden. Han havde
slet ikke været væk. Han spørger endda sine forældre:  "Hvorfor ledte
I efter mig." 
Og ligesom det er godt beskrevet, hvordan det er at savne og
søge, sådan er det også godt beskrevet, hvad det er vi finder. Vi finder
Jesus. Vi finder tryghed og ro og glæde og visdom. Det kan vi hører
ud af Jesu ord: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg b¢r være
hos min fader?"  Det er de første ord Jesus siger i Lukasevangeliet.
Men der er den samme stemning over dem, som over hans ord, da han
blev voksen, en stemning af selvfølgelighed og nærhed til Gud.
Det er i kirken vi finder Jesus. Midt inde i kirken er han, og dér
hører vi hans ord. Og ligesom lærerne dengang sad og lyttede til ham,
sådan sidder vi også og lytter.
Det er ikke mange steder, at vi får en sådan ro over os, at vi bare
sidder og lytter. Og det er kloge ord, som Jesus giver os. Det er ikke
kun stilheden vi lytter til i kirken. Det kunne være trykkende. Når
man er sammen er sammen med mange mennesker og der pludselig
ikke er nogen som snakker og der bliver fuldstændig stille, så kan det
virke uhyggeligt og der er straks nogen, som bryder tavsheden ved at
sige et eller andet. Det er ikke sådan en trykkende stilhed, som er i
kirken. Det er Jesu ord vi lytter til. De får os til at glemme vores
bekymring og uro og angst. Jesu ord får os til at glemme al larmen, så
vi er i en smuk stilhed.
Man kunne også kalde det fordybelse. Sådan er det den dag i
helligdommen, hvor Jesus som 12-årig taler med lærerne. Det er en
skam, at vi slet ikke får at vide, hvad de talte om, for det lyder som en
meget god samtale. Der står jo, at Jesus lyttede til dem og stillede dem
spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og
de svar, han gav. Jesus stillede ikke kun spørgsmål. Han svarede også.
Og både hans spørgsmål og svar var så kloge, at folk undrede sig. Ja,
de var  helt fordybet i samtalen.
Sådan bliver vi også fordybet i Jesu ord, når vi er i kirke. Det gør
ikke noget, at vi ikke ved, hvad han sagde i jødernes tempel, for vi får
hans ord at høre i vores egen kirke.
Når vi fordyber os i Jesu ord, så glemmer vi alt det som vi løber
rundt efter og søger. Tankerne standser og der bliver stille i os. Det er
mærkeligt, at det kan ske i den korte tid, som en gudstjeneste varer, at
vi får stilhed og fred.
Selv om en gudstjeneste kun varer en time, kan den alligevel føles
som meget lang. Der er nogle, som synes, at gudstjenestens ritualer
kunne være mere spændende, så gudstjenesten føltes kortere og der
skete mere. 
Men selv om vi ændrede meget på ritualerne, så ville
gudstjenesten alligevel føles som en evighed. Det er evighed som vi
fordyber os i, når vi lytter til Jesu ord. Vi hører, at Jesus kalder Gud
far. Han siger til sin forældre: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke,
at jeg b¢r være hos min fader?"  
Da Jesus blev voksen, gav han os lov til at vi også kalder Gud
vores Far. Jesus sagde, at Gud er vores himmelske Far og at han altid
vil være det. Det er evighed vi hører om i Jesu ord.
Den stilhed og tryghed finder vi i kirken. Her må vi føle os
hjemme, fordi vi er hos Gud, vores Far.
I prædikestykket i dag hører vi ikke kun om, hvordan det er at
savne og søge, som Maria og Josef gjorde i al deres ængstelse. Vi
hører også om, hvordan det er at finde. Vi finder Jesus og omkring
ham fordybelse, fred og evighed.
Og det, som vi har fundet, det må vi tage med ud i hverdagen. For der
står ikke, at Jesus blev i helligdommen. Han rejste med maria og Josef
til Nazareth og var god mod dem. Sådan vil han også være med os i
vores hverdag og være god mod os.