<H5>Derved er Guds kærlighed</H5>

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Amen. Vi er i dag samlet ved begravelsen af nn

Også i dag taler Guds ord til os. Johannes skriver i sit første brev: Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vores synder. Gud er kærlighed, og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud. Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed. Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud. Amen.

Gud har vist os kærlighed. Vi kan selv se det i vores liv. Hvis vi bruger vores øjne rigtigt kan vi se, at vores liv er fyldt med gaver fra Gud. Vores liv er fyldt med opgaver og oplevelser, mennesker som vi er sammen med, steder hvor vi hører til og har hjemme. Gud giver os sin kærlighed på mange måder. Alt det lyse er Guds gaver, som vi må takke ham for. Det gælder også når vi ser tilbage på Nns liv, at der er meget at takke for.

Guds kærlighed er som en skatkiste, vi ikke kan tømme, hvormeget vi end bruger af den. Guds kærlighed er en rigdom, som overgår alt andet. Den er en rigdom, som vi kan leve af til evig tid. Guds kærlighed består i, at han vil være vores himmelske Far. Det betyder, at han vil tage sig af os. En far tager sig af sine børn. At Gud er himmelsk, betyder at han ser alting ovenfra og ser hvor vores vej fører hen, og hvad der er bedst for os. Han giver os de opgaver vi kan klare. Han giver os de glæder, som fører os videre. Vi ser alting nedefra, og selv små forhindringer kan synes store for os. Men Gud kan overskue vores liv. Og Gud kan se, hvor det er bedst, at han leder os hen, så vi finder skatten, den skat som både består i et langt og fyldt liv her på jorden med arbejde og venner, sådan som Nn levede det, - men også den skat, som venter os i himlen, i Guds rige.

I Jelling står der to sten. Og på den mindste er der skrevet nogle bogstaver. I gamle dage mente folk i Jelling at de bogstaver fortalte, hvor der var nedgravet en skat, og hvor de kunne finde en stor rigdom. Men en dag kom en klog mand, som studerede bogstavene og fandt ud af, at de fortalte om Gorm den gamle, som lå nedgravet dér i Jelling. Stenen var en gravsten.

Folk i Jelling havde nu ret i, at der stod noget om en skat og en stor rigdom på de to sten. De så bare på den forkerte. De skulle have set på den store. På den er Kristus tegnet som korsfæstet. Dér finder vi skatten, i Jesus, i Jesu ord og i Jesu død. For dér finder vi en kærlighed, som giver alt og som tåler alt, en kærlighed, som er uudtømmelig. I Jesus ser vi ind i Guds hjerte.

Det er godt vi så klart har fået lov at se og finde Guds kærlighed. For der er jo så meget, som vil tage troen fra os. Der er så meget vi ikke kan se gennem. Der er meget, som er så mørkt, at vi ikke kan se ud på den anden side af det. Ja, med et billede kan man sige, at ude i himmelrummet er der ikke kun lysende stjerner. Der er også sorte huller, som har så stor en tyngdekraft, at de suger alt stof, som er i nærheden, ind i sig. Det kan være et billede på vores liv. Dér er ikke kun lysende og funklende glæder. Dér er også sorte huller, som suger alt det lyse og glade ind i sig, så det forsvinder. Hvor mange glæder og hvor meget godt vi end har fået i vores liv, så skal der ikke ske meget ondt for at tage glæden fra os og få os til at tvivle på Gud.

Det ved Gud. Derfor har han givet os sin søn, Jesus, så vi i ham klart kan se og finde Guds kærlighed. Det er fra Jesus, at evangelisten Johannes har fået ordene: Gud er kærlighed. Det er fra Jesus det kommer, når Johannes siger, at vi må have frimodighed, og at vi ikke skal frygte. Det var nødvendigt, at Jesus kom og fortalte det. Selv om vi har mange glæder og får dem at se med vores egne øjne, så er det nødvendigt, at Jesus siger til os, at Gud er kærlighed. Jesus fortalte det nemlig, så ingen sorte huller kan suge troen ud af os. Jesus var så god til at fortælle, at folk ikke kunne lade være med at lytte. Ja, Jesus fortalte om Gud, så det ikke siden er blevet glemt.

Det var jo Jesus, der sagde, at Gud er vores Far i himlen. Det gjorde han i den bøn, som han lærte os. Den begynder: " Vor Far, du som er i himlene."

Gud kunne have været som en arbejdsgiver, der kræver, at vi flittigt skal tjene ham og hvert sekund arbejde for ham. Gud kunne have været som en dommer, der ikke vil finde sig i de mindste overtrædelser, men dømmer os til straf, bare vi har gjort det mindste forkert. Sådan kunne Gud have været, og så måtte vi frygte Gud.

Men Gud er ikke en arbejdsgiver eller en dommer. Gud er vores Far. Det fortalte Jesus. Gud er ikke krævende og beregnende og dømmende. Nej, Gud elsker os som en far elsker sine børn. Derfor må vi aldrig frygte Gud. Det fortalte Jesus. Gud er nær ved os som en far, der holder af sine børn.

Gud har givet os livet og alle de mange glæder, som livet er fyldt af. Og Gud har givet os at høre om sin kærlighed, så vi aldrig kan tvivle på den. Det var jo Guds egen søn, som gav os ordet fra Gud. Det skal være vores tryghed i livet såvel som i døden. For Guds ord er stærkere end det onde og døden. Guds kærlighed slipper aldrig op. Det viste Gud, da han oprejste Jesus fra de døde påskemorgen, og det viser han, når han fører os og vore kære ind i det evige liv.

Gud fører os derhen, hvor al frygt og sorg skal forsvinde, til lyset i hans rige. På grund af Guds kærlighed ved vi, at Nn ikke kun har fået den rigdom som et langt liv og venner er, men at hun også vil finde den rigdom, som er i Guds lyse rige. Det lyspunkt står foran os, så vi ikke skal miste håbet og modet til at leve vores liv her på jorden.

Gud er kærlighed. Og hans kærlighed omfatter os alle. Den gælder også Nn. Derfor kan trygt overgive hende i Guds hånd. Amen.

Tryk her tilbage til titler på begravelsestaler
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 030398
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email