Grumme Gregor og hans kalender
Af sognepræst Ellen Korte-Hansen, Højelse


I skrivende stund er der ikke mange timer tilbage af det gamle
år. Så skal vi til at vænne os til at skrive 1999.

Som bekendt hedder det kalendersystem, vi benytter, den
gregorianske kalender. Systemet er opkaldt efter pave Gregor
d. 13,  der i 1582 lod foretage en forbedring af den hidtidige
romerske, såkaldte julianske kalender (opkaldt efter Julius
Cæsar). 

Hvem var denne pave Gregor d. 13? 

Han blev født i Bologna i Italien i 1502 og blev tidligt af
familien bestemt til en gejstlig karriere. I 1564 blev han
kardinal,  i 1572 valgt til at beklæde St. Peters stol i Rom,
hvor han sad indtil sin død i 1585. Set fra et protestantisk
synspunkt var han en meget grum herre. Han står som en typisk
repræsentant for den modreformation, der inden for den
katolske kirke blev svaret på den luthersk-evangeliske
reformation. 

Det fortælles om ham, at han jublede over Bartholomæus-natten,
blodbadet på de franske protestanter (Huguenotterne) natten
mellem den 23. og 24. August 1572. Myrderierne fortsatte i de
følgende dage og ofrenes antal anslås til ca. 10.000. En del
nåede dog at flygte – nogle kom også til Danmark. Ja, ikke
alene jublede paven over det vel gennemførte blodbad, han lod
ligefrem afholde takkegudstjenester! 

Internt i den katolske kirke begunstigede han mest muligt den
strengeste af de katolske munkeordener, Jesuitterne – bl.a.
ved at oprette 23 nye jesuitkollegier.

Han var meget interesseret i videnskab og forstod at knytte
dygtige videnskabsmænd til sig -  hvilket nok har været
begrundet i et ønske om at ”styre” videnskaben. På det
tidspunkt gik den katolske kirke heller ikke af vejen for at
forfølge videnskabsmænd, der ”forstyrrede” det verdensbillede,
der var anerkendt af den katolske kirke. Fastholdt de deres
videnskabelige teorier,  risikerede de at blive lyst i band
eller endog brændt på bålet (som f.eks. Giordano Bruno år
1600).

Hvorom alting er, så havde pave Gregor d. 13. i hvert fald
knyttet tidens berømteste astronomer til pavehoffet, og det
var ved hjælp af deres beregninger, han gennemførte reformen
af kalender-systemet.

Til trods for sine grumme bidrag til modreformationen fremstod
han dog indadtil i den katolske kirke på mange måder som en
svag pave. Han havde ikke styr på kirkens finanser, han
manglede tilsyneladende de nødvendige lederegenskaber, og det
lykkedes ham heller aldrig at bekæmpe den kriminalitet, som
kirkestaten på hans tid døjede med. 

Bortset fra kalenderreformen er der derfor ikke megen grund
til at mindes ham. Det var med den gregorianske kalender, der
indførtes begrebet skuddage. Og Gregors kalendersystem blev en
succes. Det blev naturligvis straks indført af den katolske
kirke, men i år 1700 fulgte det protestantiske Tyskland og
Danmark-Norge med. I 1752 fulgte England og i 1753 Sverige.
Kun der, hvor den græsk-katolske kirke regerede, blev reformen
ikke antaget, og det er grunden til,  at f.eks. den russiske
kalender er ca. 13 dage bagefter vores.

At skyde nytår ind
Skikken med at skyde nytår ind er ikke af ny dato. I ”gamle
dage” var det skik på landet, at husbond på gården skød nytår
ind med sit gevær.  Det gjorde han både på årets sidste aften
og på årets første morgen. Når man vågnede nytårsmorgen, var
det vigtigt, at man ikke foretog sig noget på fastende hjerte.
Man skulle have et eller andet i maven, næsten ligegyldigt
hvad, og derpå gik husbond ud og skød nytåret ind. Først
derefter fik man sig et egentligt, morgenmåltid – og det var
godt og solidt..

Op ad dagen gik alle i kirke. Nytårsdag var den dag, hvor man
”ofrede” til præst og degn, hvilket kan sammenlignes med, at
man gav dem nytårsgratiale. Resten af dagen var helligdag, som
skulle ”kommes i hu” – man foretog kun det allermest
nødvendige arbejde.

Varsler
I mange århundreder har nytåret været en vigtig højtid i
Danmark. Knud den Store, der regerede omkring år 1000,
bestemte, at ”ottende dag jul”, som nytårsdag blev kaldt
dengang, skulle være fast opsigelses- og skiftedag. Det blev
dog ændret flere gange i de følgende århundreder. Det ser ud
til, at i hvert fald kirkens folk i mange århundreder har
regnet den 25. december,  Jesu fødselsdag, for årets første
dag. Først efter kalenderreformen i år 1700 ser det ud til, at
alle her i Danmark har regnet 1. januar for den egentlige
nytårsdag, uanset deres religiøse engagement eller
tilhørsforhold. 

I det gamle bondesamfund har Nytårsdag uden tvivl været vigtig
på grund af de varsler, der kunne tages på denne årets første
dag. Varslerne kunne nemlig fortælle noget om næste års høst.
Det er i den forbindelse værd at huske på, at omkring  90% af
Danmarks befolkning var direkte afhængig af høstudbyttet,
indtil industrialiseringen vandt indpas i samfundet. Hvis
himlen var rød for solopgang, ville året byde på krig, pest og
uvejr. Hvis solen derimod skinnede, bare så længe, som det
tager at sadle en hest, varslede det et frugtbart år.

Tycho-Brahesdage
Endelig skulle man Nytårsdag overveje sine ord og handlinger
nøje.  For 1. januar var en Tycho-Brahesdag. Dem var der mange
af i årets løb, alene i januar 7 dage, idet foruden Nytårsdag
også den 2., den 4., 6. 11., 12. samt 20. Januar blev regnet
som Tycho-Brahesdage. Det var ulykkesdage eller ”sorte dage”,
hvor man ikke gerne skulle udføre vigtigt arbejde eller
påbegynde vigtige foretagender, fordi der klæbede uheld til
disse dage. Vi kender også tankegangen i vores moderne tid.
Mange mennesker begynder f.eks. ikke på et nyt job på en
mandag, fordi de mener, at det betyder uheld. Mandag regnes
altså for en Tycho-Brahesdag.

I det hele taget var tiden indtil julens slutning, trettende
dagen efter jul eller Hellig tre kongers dag den 6. januar
fyldt med overtro og varsler – også af den mere muntre art.
Men mere herom næste gang!