Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Amen
Vi er i dag samlet ved begravelsen af nn
Kort før sin død langfredag siger Jesus til sine disciple: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig. I skal græde og klage. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Jeg skal se jer igen og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.
Sådan siger Jesus til sine disciple. Det er kort før hans død og opstandelse. De forstår ham ikke. Sådan var det mange gange. Når Jesus fortalte sine lignelser, står der også flere gange, at disciplene ikke forstod ham. Når Jesus gjorde sine undere, undrede disciplene sig ligesom de andre tilskuere. Men det gælder endnu mere op til langfredag og påskedag, at disciplene intet forstod.
Men selv om deres forstand stod stille, så stod deres hjerte ikke stille. De var kede af det. De sørgede langfredag. Sådan som vi gør, når en af vores kære er døde. Sådan som I gør i dag, hvor vi skal begrave Nn. Vi sørger over det tab vi har lidt, at vi har mistet en, som vi gerne ville være sammen med. I sorgen er der også frygt. Vi er ikke kun bange på vores egne vegne. Vi er bange på den dødes vegne. Hvad skal der nu ske med hende. Hun er gået ind i en tåge.
Og vi er bange på livets vegne. Det ryster livet i dets grundvold, at en af vores kære pludselig ikke er mere. Hvad er så livet. Når det kan ske at livet pludselig forsvinder, har livet så nogen blivende værdi. Døden kaster en tåge ind over vores virkelighed. Men sorg er mere end frygt. Sorg betyder, at vi har lidt et tab og at det ikke kan ændres. Det siger vores forstand os.
Men Jesus siger noget andet. Han siger, at vi er fulde af spørgsmål, når vi står over for døden. Han siger, at vi skal græde og klage. Døden er ond. Døden er ond mod den, som er død. Døden er ond mod os, som står tilbage og er alene. Døden er ond mod livet, fordi den benægter livet. Men Jesus forklarer os, at sådan vil det kun være en kort tid. Døden, det onde og sorgen, skal kun vare en kort tid. Ellers føler vi livet som kort, også for nn , som døde altfor tidligt. Vi ville gerne være sammen længere. Men Jesus siger, at det er døden, som kun varer en kort tid. Det er livet, som er evigt. Det er glæden som er evig. Det er påskebudskabet til os.
Jesus siger det helt umulige. Han siger: I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Det er et under. Det som vores forstand og al menneskelig fornuft siger er umuligt at forandre, sorg og tab. Det siger Jesus skal blive til glæde. Den, som vi mistede, skal vi få igen. Den, som vi sørgede over, skal vi tale med igen og aldrig skilles fra. Jesus går gennem langfredag til påskemorgen, for at vi skal gå samme vej med vores kære. Jesus har banet en håbets vej gennem sorgen for os. Det er som en kort tunnel, en kort tid, vi går gennem: opstandelsens lys må vi se forude.
Vi går til vores himmelske Far. Den vej gik Jesus, og den vej går vi, til vores Far. Hvor tit kan vi ikke tænke, at det, som ligger foran os er usikkerhed og mørke. Men det er vores himmelske Far. Gud står med åbne arme for at tage imod os. Det gør en Far. Gud ser på os med kærlige øjne. Det gør en Far. Gud vil have os hos sig. Det vil en Far. Foran os er der himmelsk tryghed hos Gud, hvor Gud holder om os, så intet kan rive os fra ham.
Vores tro er rettet mod det vi ikke kan se. Vores tro er rettet mod Gud, som griber ind og gør undere. Det må vi leve på allerede nu. Det skal være vores håb, som åbner livet for os, så vi ikke føler os spærret inde af døden. Påskeevangeliet giver os et lyst håb til livet.
Det håb er vi døbt ind i. Da vi blev døbt lød de ord: Lovet været Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det håb vi har fået ved Jesu opstandelse er levende. Det er et påskehåb, som er så levende, at der ikke er noget ondt og noget mørkt, som kan slukke det. Det er lige så lyst og levende et håb, som påskesolen, der skinner ind i den tomme grav, hvor Jesus ikke er mere, fordi han er opstået fra de døde. Det er et dejligt håb, vi får skænket i vores dåb.
Vores liv rummer mange øjeblikke af glæder og sorger, af problemer og sejrer, men gennem det hele må håbet fra begyndelsen, fra dåben, brænde lige stærkt, fordi håbet stammer fra det under, som skete ved Jesu opstandelse. Dér blev dødens magt brudt. Døden er jo alt det, som vil ødelægge vores tro og vores håb og vores kærlighed. Men Jesus har sejret over den død, både den som kommer i vores liv som problemer og sorger, og den som kommer engang, når det bliver langfredag for os. Men så er det, at Jesus har vist, at efter langfredag kommer påskedag også for os. Derfor lyder ordene fra dåben om det levende håb ved begravelsen i dag.
Det håb omfatter også Nn. Til det håb blev hun døbt. I det håb bliver hun begravet. Det håb gør, at vi trygt kan overgive Nn i Guds hånd.