Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
Vi er jo stadig i nytårsforsættenes tid - i hvert fald for
nogles vedkommende. For nogle andre er det sikkert et overstået
kapitel - allerede. For nogle gange kan det jo, som I alle ved,
være svært at tage sig sammen. Det kan være, når man har sat sig
for, at man vil løbe 2 kilometer hver dag; eller at man vil lade
bilen stå og cykle noget mere; eller rygestop; det kan også være
mere dagligdags ting, som at tage sig sammen til at slå
græsplænen, støvsuge bilen eller at skrive en prædiken. Det er
ikke altid let at tage sig sammen.  
Nogle gange er det, at tage sig sammen meget mere anstrengende
end selve det at udføre det man vil. Så finder vi på alskens
undskyldninger, så vi overfor os selv kan forsvare, at vi ikke
gør, som vi har sat os for. Vi kan for eksempel opdage, at det
regner, og så er det jo hverken sjovt at cykle eller løbe eller
støvsuge bil for den sags skyld. Selv om det nu heller ikke er
sjovt når solen skinner. Men når det regner er det værre.  
I dagens første læsning, den såkaldte epistellæsning, der hørte
vi nogle vers fra Paulus' brev til romerne: Så formaner jeg jer,
brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som
et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal
være jeres åndelige gudstjeneste.  
At bringe jeres legeme som et levende helligt offer. Det er skam
store ord, som Paulus bruger, når han skal fortælle os, hvad vi
skal bruge vores kroppe til. Og at bringe legemerne som offer,
det er "vores åndelige gudstjeneste".  
Man må studse. For hvordan kan det, at bringe sit legeme som et
offer, hvordan kan det være en åndelig gudsdyrkelse?  
Nuvel. Her gælder det, som gælder alle mulige andre steder. At
det sværeste ofte er, at tage sig sammen. Ikke at finde grunde
til ikke at gøre det. Det sværeste er ikke at ville lade være.  
Og det med at tage sig sammen, det sidder jo ikke i kroppen, det
sidder nu mest i hovedet. Der, hvor viljen sidder. Der, hvor
menneskers ånd sidder. Nu ved jeg godt, at menneskers ånd er et
gammelt udtryk. Men Paulus teksten er også gammel. Men
menneskets ånd, det er der, hvor menneskets tanker, menneskets
sjæl og fornuft har til huse. Og derfor er det en "åndelig
gudstjeneste", når vi får taget os sammen, og bruger vores
kroppe Gud til behag.  
At bruge kroppen Gud til behag. Det kan lyde mærkeligt. Da
specielt, når vi tænker på kristendom som en tro, som noget, man
kan - og bør - tro på. At tro, det er skam ganske fremragende.
Det er bare ikke hele kristendommen. Der mangler den halvdel,
der hedder at leve. Kristendom er at tro og at leve. ikke tro og
love, for så ender vi i nytårsforsæt igen, men tro og leve.
Kristendommen skal ikke kun tros, den skal også leves. Det
ligger i Jesu kendte ord om, at du skal elske Herren din Gud af
hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind, og du
skal elske din næste som dig selv. At elske Gud, det er, lidt
forenklet sagt, troen, at elske sin næste, det er at leve -
troen.  
Det er givetvis ikke altid let. Det er der ingen, der har sagt.
Men jeg tror det værste er, at tage sig sammen. At begynde at
tænke og leve anderledes end det, vi plejer. At leve anderledes
end det, som vi plejer. At holde op med at tilpasse os denne
verden, ved at sindet fornys, så vi kan skønne, hvad der er Guds
vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne - og gør
det. Det kan være et offer at bringe. Det kan være hårdt at være
anderledes og utilpasset. Og det er en både åndelig og kropslig
gudstjeneste. Men det er ikke desto mindre det, der forlanges.  
Og så kan man jo spørge sig selv: Hvad har alt dette med dagens
evangelium om den tolvårige Jesus i templet at gøre? 
Jo, det har det med det at gøre, at vores gudsforhold ikke er et
spørgsmål om at tage åndelige skyklapper på, at melde sig ud af
den verden vi lever i, for at føre åndelige samtaler, synge
åndelige sange og bede inderlige bønner uafbrudt. Nej, vores
gudsforhold er et  spørgsmål om den rette balance mellem
åndelighed og det at leve i den verden vi lever i.  
Det måtte Jesus sande, da han havde gemt sig i templets åndelige
hule i flere dage, at der minsandten ude i verden var nogle
mennesker, der havde brug for ham. i første omgang var det hans
forældre. Og da han så, mens han levede i Nazaret var gået frem
i visdom og vækst og yndest både hos Gud og mennesker, da var
der pludselig en hel verden, der havde brug for ham. En hel
verden, der havde brug for, at han levede et liv, hvor han ikke
tilpassede sig denne verden, men i stedet skønnede, hvad der er
Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne, og
levede efter det -uanfægtet af følgerne. Og dermed viste han
Guds uudsigelige kærlighed ved at bringe sit legeme som et
offer. Og dermed var han Guds kærlighed, ved at han gjorde det
for os.  
Det er store fodspor at træde i. For store også. Heldigvis
udtrykte hans skridt Guds uendeligt tilgivende kærlighed til os.
Den kærlighed som vi også er sat til at leve og være. Og dér kan
vi jo begynde at stille os det spørgsmål: Hvor er der brug for
mig? Og finde svaret, og tage os sammen.  
Amen. 

 
Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg