Nytårsdag 1999 - Sct. Clemens kirke kl. 16.00
1. Mos. 12,1-3; Gal. 3,23-29; Lukas 2,21
Salmer - 666 - 11 - 47 / 46 - 432 - 664
_______________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium til nytårsdag står skrevet hos evangelisten
Lukas..............

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som
han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders skød.
Amen. 

På et af de plejehjem, hvor jeg for nogle år siden jævnligt kom som
præst for at holde gudstjeneste,- der er der en ganske bestemt dame, som
jeg ikke kan undgå at komme til at tænke på, når det korte evangelium
til i dag lyder -

evangeliet om barnet, der kommer til templet for at blive omskåret, og
dér får navnet Jesus, som det allerede var bestemt lang tid i forvejen.

Det er dét, med navnet Jesus, der sætter tankerne i gang - for hver gang
vi havde bedt fadervor, så havde hun en lille tilføjelse efter amen -
nemlig et - "I Jesu navn - amen".

Og hun havde også sin egen måde at tage afsked  på, for hver gang lød
der både et "farvel" og et "Gud velsigne dig" - som naturligvis ikke kan
besvares med andet og mindre end - "og Gud velsigne dig."
______________________

I går afsluttede vi det gamle kalenderår - året 1998 - og netop i Jesu
navn - ja, med ønsket om Guds velsignelse over det - da tager vi i dag
hul på det nye år - 1999. 

Det kan evangeliet til i dag minde os alle om. Evangeliet om barnet, der
får navn. 

Og det er faktisk godt at huske på, at det netop er i Jesu navn, vi både
lægger det gamle år bag os og ser frem til det nye,-

men lige så vigtigt er det jo at holde fast i, at dagen i dag - nuet -
at dét leves i Jesu navn. Og det er nok det, som den ældre dame, som jeg
nævnte før, formår at holde fast i - 

at det vi gør - når vi beder - og for den sags skyld også når vi handler
- så må det være i Jesu navn. Og når vi skilles, så er ethvert farvel
samtidig et ønske om, at Gud vil velsigne dig på din vej, når du går
herfra.

Det er det værd at holde fast i, ikke kun når vi er højtidelige, men
altid.
_________________________

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som
han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders skød.

Det er kirkeårets korteste tekst, vi har her på kalenderårets første
dag. Den giver os to oplysninger:
_______________________________

For det første at barnet blev bragt af forældrene til templet, hvor det
blev omskåret. Dermed får vi at vide, at forældrene overholdt jødernes
lov - 

og derved satte deres søn ind i den pagt med Gud, som vi kan høre om i
1. Mosebog - hvor omskærelsen er et tegn på den pagt Gud indgår med
Abraham og alle hans efterkommere. 

At han vil være deres Gud og de skal være hans folk, der har hans
velsignelse.

Barnet bliver ved omskærelsen sat ind i et folk - sat ind i en tradition
og en historie - og barnet bliver sat ind i et forhold til Gud.
______________________

Den anden ting vi får at vide i evangeliet til i dag, det er at han også
får navn,- han får - som vi hører - navnet Jesus, som englen havde kaldt
ham, da den kom til Maria.

Det er langt fra noget tilfældigt navn, Jesus. Det har, som alle navne,
en betydning, men hvor vi ofte ikke tænker nærmere over navnes
betydning, så skal vi alligevel gøre det her.

Han fik navnet Jesus, og det betyder "Herren er hjælp" - "Herren er
befrielse" - "Herren er frelse". Hans navn er i sig selv en forkyndelse
af hvem han er. 

Han er et menneske, der har et navn, som vi kan kende ham på,- et navn,
der giver identitet - dén person og dét navn hører sammen. 

Han er samtidig den, der,- som navnet siger,- er frelser og befrier.
Hans navn er nemlig en besked om hvad hans opgave er. Hans navn er
udtryk for en relation,- et forhold.

Det er et navn, der giver ham hans identitet,-  men det gør mere, det
siger også, hvad han er i forhold til os: nemlig frelser og befrier.
_____________________________

Som Jesus blev det ved omskærelsen,- på lignende vis sættes vi ved
livets begyndelse også ind i en tradition og en historie - og vi sættes
ind i et forhold til Gud,- ikke ved nogen omskærelse selvfølgelig, men
ved dåben.

Det er på den ene side et folks historie, vi sættes ind i, for "sådan
gør vi nu her hos os, vi får vore børn døbt". Vi kan kalde det for en
tradition, - vi følger traditionen, når vi lader vore børn døbe

Men på den anden side  rækker det videre end som så, videre end et folks
historie - eller et folks tradition. Vi sættes nemlig også i en anden
forstand ind i en historie. Vi sættes ind i Gud historie med mennesker.

Det er en lang historie. Den går fra  skabelse over syndefald - og til
det vi nu i julen har hørt om. Guds Søns komme til jorden. Jesus, der
som navnet siger er vores frelser og befrier.

Ved dåben bliver vi også en del af den historie, Guds historie med
mennesker.
________________________

Vi sættes altså ind i en tradition ved dåben, et folks tradition. Og ind
i et forhold til Gud.  

Og som Jesus fik et navn den dag han blev omskåret, således får vi også
et navn ved dåben. Navnets betydning,- det er nok ikke noget, som vi går
så forfærdelig meget op i, når et barn skal have sit navn.

Men derfor er navnet jo ikke mindre vigtigt for os.  Navnet siger for os
ikke noget om, hvad vi er, men det siger hvem vi er.  

Vi ville ikke blive et andet menneske, hvis i havde fået et andet navn,-
men det at vi har et navn er alligevel vigtigt, vigtigere end vore
forskellige egenskaber, for navnet giver os identitet. 

Noget af det mest nedværdigende ved koncentrationslejrene var, at man
gav fanger numre, - og kaldte dem ved deres numre, ikke deres navne. 

Det er umenneskeligt, for til at være menneske hører, at vi har et navn
og bliver kaldt ved det navn,- kun derved føler vi os respekteret. 
_____________________

At have navn og bruge hinandens navne hører netop til fællesskab og
menneskeliv. Derfor er det en vigtig begivenhed at give et barn navn, og
det er vigtigt at blive kaldt ved navn.

Og når et barn bæres til dåben, så føjes der, som sagt, en anden vigtig
dimension til. Barnet har sit eget navn,- og det døbes i Jesu navn,- i
Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til et fællesskab også med Gud.

Ved at få et navn - og ved at blive døbt i Jesu navn - da får vi vores
identitet OG vi sættes ind i fællesskabet - med  andre mennesker og med
Gud.
_________________________________

Tilbage til at vi i går lagde det gamle år bag os og i dag er trådt ind
i det nye, helt nye og ubrugte år - 1999.

Et tilbageblik på det gamle år - 1998 - det tilbageblik vil givetvis
bringe mange tanker frem. Det kan være taknemmeligheden over det gode,
som året bragte os,- de gode muligheder, som blev grebet mens tid var- 

måske især det som vi formåede at få til at lykkes i forholdet til andre
mennesker og os selv. Fællesskabet og glæderne derved.

Samtidig blander vemoden sig nok også, - først og fremmeste vemoden over
dem, vi måtte have  mistet,- men det kan også være vemoden over det
gode, der så hurtigt er forbi, nogle gange alt for hurtigt efter vores
mening - 

eller måske skuffelsen over de muligheder, som vi ikke formåede at
gribe, mens de var der,- sorgen over de fejl, som vi begik,- det som vi
ikke kan gøre om igen, om vi nok så gerne ville.
_______________________________

Det kommende år kan ligeledes kalde både optimistiske og pessimistiske
tanker frem - der er meget, vi ser frem til med forventning,- men
iblandet er nok også en smule bekymring for det nye år,- og hvad det mon
vil bringe.
___________________________

Men der kan det være godt at komme tilbage til det med navnet igen.

For selvfølgelig handler og taler og lever vi da i vores eget navn,- vi
må selv lægge navn til det, som vi har gjort og det, som vi vil gøre.

Det kaldes også ansvar - vi taler og handler på eget ansvar,- vi må selv
stå inde for det, som vi gør, og så sandelig også det som vi ikke gør,
hvad der er lige så vigtigt at huske på.

Men som døbte skal vi huske på, som vi også begyndte med her i dag,- da
skal vi huske på, at vi taler og handler også altid i Jesu navn. 

Og det er godt at det er sådan, for det totale ansvar kan intet menneske
leve med.

Tænk bare på det at sætte et barn i verden - hvem kan i virkeligheden
tage ansvaret for det? - Og sådan er der så meget - vi ville ikke turde
leve, hvis vi skulle tage det hele ansvar for livet og fremtiden.

Så det er godt at huske på, at vi har lov til at bære ansvaret i Jesu
navn,- han som bærer vore nederlag og vores skyld. 

Dermed kan vi bevare glæden og modet, både når vi ser tilbage på det år,
som er gået, og når vi ser frem til det år, som kommer.
_______________________________

Til slut skal vi høre et digt fra Poul Borums digtsamling - Digte til
musik. Digtet hedder simpelthen Nytår 1995/96 efter årsskiftet, hvortil
det er skrevet.

Digtet rummer, synes jeg, på en meget fin måde begge sider af livet -
det vi glædes ved og det vi sørger over - det vi ser frem til og det vi
frygter. 

(Det er et rigtigt nytårsdigt, der rammer.)

Poul Borum skriver således:

Et år mere, herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.



Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper, der blev til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv.

Et år mere
at samle grunde til at ville
et år mere, Herre!       (Digte til musik - Nytår 1995/96)
Amen