Hvis du har kommentarer så skriv hertil







1.s.e.H3K d. 12.1.97 Fredenskirken kl. 8.30 og 10.00

Salmer: 2, 378, 383, 280, 838, 385

Tekster: Lissner, Ps.84; Rm.12,1-5; Lk.2,41-52


Først var de lidt urolige. Så blev de bange. Virkelig bange. For
havde de mistet det dyrebareste de ejede. Deres dreng. - De
vidste ikke hvor han var. Det eneste de vidste var, at de ikke
vidste hvor han var. Pludselig var de kun sig selv, og så var de
ikke sig selv. For de var ude af sig selv, når de var uden ham.
Han var en del af deres liv og identitet. De kunne ikke forstå
eller tænke sig selv uden ham. Uden ham følte de, at deres
verden ville synke i grus. Hvis de havde mistet deres dreng -
havde de mistet næsten alt, hvad de gik op i, stod for og levede
for. I hvert fald mistede alt det andet sin betydning, hvis han var
væk. 

Sådan tror jeg de fleste forældre ville have det, hvis de oplevede,
det som Maria og Josef oplevede. Angsten for at miste det
dyrebareste vi har, kan gå os til marv og ben, og mange
frygtelige tanker kan i den angstens og håbets periode, der går
indtil vi forhåbentlig genforenes - løbe igennem hovedet på os.
Tanker om mening og meningsløshed, om skyld og straf, om
hvad, der har været, og hvad der kunne have været gjort
anderledes.

At miste den, man elsker højest er på mange måder at miste sin
identitet. Når derfor vores identitet er truet sættes livet på
spidsen og pludselig kan vi se klarere end ellers, hvad vi skulle
have gjort, hvad vi gerne ville have gjort, og hvad der virkelig
har værdi.

Det er egentlig tragisk det er sådan for det betyder i alt for
mange tilfælde, at vi kommer for sent med vores erkendelser.
Det betyder ærgrelser, fortrydelser, og skyldfølelser. - Vi kender
disse følelser.

Derfor kan det heller ikke siges tit nok og kraftigt nok, at det er
vigtigt, at vi i tide bliver bevidste om, hvem og hvad vi er, og
hvad der har gjort os til dem vi er. Vi skal overveje, hvad der har
værdi og er vigtigt for os og vi skal turde og ville søge det. Det
er vigtigt, at vi vil prøve tage livet i vore egne hænder i stedet
for bare at leve det som tilskuer og lade andre, tilfældet eller
skæbnen bestemme for os. - Det eneste man så bare kan håbe på,
er at vi har ører at høre med, hjerter at føle med og hjerner at
forstå med og mod til at søge det vigtige og det rigtige. Sådan
som Jesus gjorde det, da han satte sig i templet hos sin far, hvor
han havde hjemme. 

Der er et godt gammelt bibelsk begreb, der hedder at forhærde
sig. Dvs. at gøre sig hård overfor det man hører og ser. Det er vi
allesammen nok nødt til at gøre indimellem, for ellers ville vi gå
til grunde i den rå og ubarmhjertige verden vi lever i, men det
må ikke betyde, at vi altid går med gardinerne trukket ned og
høreværn for ørerne, når der er mulighed for at vi får at se eller
høre et eller andet, der kunne finde på at røre ved noget af det
dybeste i os. Et andet menneskes nød. Vores egne svigt. Et
andet menneskes kærlighed eller råb på samme – eller Guds tale
til os. 

Et at de største problemer i verden i dag er at vi har gjort os
døve og blinde overfor hinandens nød og problemer, men også
overfor hinandens iboende trang til at vise og give kærlighed.
Måske ikke af ond vilje, men af nød for at overleve selv. For
ingen kan forholde sig til alle, og når alle skriger på en, må man
lukke ørerne for ikke at miste sig selv.

Men faren er, at vi bliver os selv nok, i sådan en grad, at det
truer vores liv og sjælefred. For der er ikke langt fra at ville være
sig selv, til at være sig selv nok og til at man sygner hen i
ensomhed og afmagt. For ene er man svag og sårbar. Man bliver
ude af sig selv. Men mister sin identitet. 

Livet er en balancegang mellem mange mulige og umulige valg,
hvor det er umuligt i alle situationer at se, hvad der er de rigtige
valg. Men når man sådan svajer i vinden og føler at livet
smuldrer omkring en, så er det, man skal huske, hvor man har
rod hvor man har hjemme, hvorfra ens verden går. 

Eller sagt med andre ord. Det er som med et barn, som
forældrene har ledt længe efter og lidt alverdens kvaler for, fordi
de ikke kunne finde det, og så når de af deres hjertet nød råber:
"Hvor har du dog været? Du var blevet væk og vi var så bange
for dig." må lægge øre til barnets kolde og klare konstatering.
"Jeg har da ikke været væk, jeg har været her hele tiden. Det var
jer, der var væk.!"

Fortællingen om Jesus som 12-årig i templet er en fortælling,
hvor pegefingeren bliver vendt. Hvor var I henne, Jeg var da har.
Her, hvor jeg har hjemme. 

Hvem, der er hjemme og rodfæstede, og hvem, der er ude af sig
selv og har været tæt på at miste sin identitet, - det er let at
afgøre i fortællingen om Jesus som 12-årig i templet, men har vi
lige så let ved at afgøre det for vores eget vedkommende. 

Forstået på den måde: Ved vi hvem er er i forhold til hinanden, i
forhold til det liv vi lever og i forhold til Gud. Og kan vi stå inde
for - kan vi i bund og grund identificere os med det liv vi lever,
hvis vi begynder at tænke nærmere over det. 

Nogle kan måske, men for de fleste gælder det vist, at hvis de
prøver på overskue deres liv, og den måde de lever på, så var
der mange steder, de kunne få øje på, at der var brug for
korrektioner. Ikke med hensyn til banale drømme og
forhåbninger om materiel velfærd og sikkerhed - det er der
sikkert også, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng -
men med hensyn til ens etiske, holdningsmæssige og åndelige liv.
Altså med hensyn til den side af vores liv, der giver os identitet
og selvværd. Den side af vores liv, der giver os mål og mening
med vores liv. 

Jesus satte sig ikke i templet fordi han ville gøre oprør eller være
ulydig, men fordi han fandt ud af at det var her han hørte han
hjemme. Her var hans fristed, hvor han kunne være sig selv. Han
tog livet i sine egne hænder og vedkendte sig hvem han var.
Også selv om det kom til at betyde, at han måtte gøre op med
den selvfølgelighed, der var hverdagen i hans liv, at han var
Maria og Josef søn. 

Hvis vi skal gøre det samme som Jesus i vores liv, kræver det
enten en stensikker overbevisning, eller en lede ved det hidtidige
liv eller en usædvanlig styrke - noget som de færreste af os er i
besiddelse af. Hverken det ene eller det andet. I stedet gør vi
nok, det som jeg omtalte før. Vi forhærder os, og siger, at det er
godt nok, som det er, for det er det nemmeste. Og så gemmer vi
vores søgen efter sandhed og mening hen i det hjørne af vores
bevidsthed, hvor også den dårlige samvittighed bor, for dernæst
at gøre alt, hvad vi kan for at glemme, at der er noget alvorligt
på færde. 

Og der befinder vi os så indtil vores liv pludselig bliver sat på
spidsen, og alt det selvfølgelige ikke mere bare er så selvfølgeligt
som vi troede. Der er vi så, indtil vi bliver ude af os selv - og
skal finde os selv igen. 

Og der, lige præcis der bliver vi mødt med det indlysende svar,
som børn kan give os og som Jesus gav sine forældre, da de
fandt ham i templet. "Jeg har da ikke været væk, jeg har været
her hele tiden. Det var jer, der var væk.!"

Det er svaret til os, når vi er ude af os selv. Når vi er ved at
miste vores identitet. Det er svaret til os når vi svajer hid og did
for tidens vinde og strømninger. Der er et sted, hvor vi har
hjemme, hvor vi har rod. Der er et sted, hvortil vi altid kan
vende tiltage, og hvorfra vi på ny kan vende os mod livet og dets
udfordringer i en sikker forvisning om, at hvad der end sker, så
har vi hjemme hos Gud. 

Det eneste, der kræves af os, er at vi vil erkende det. Og det er
da i grunden så lidt. Amen!

 
                                             


  			
Siden er opdateret den 080199
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email