lø. d. 7. januar 1995, Vojens, kl 15.00, nytårsparade
664, 696, 258; 113 & 111

"I faderens og sønnens og helligåndens navn" sagde jeg, det gør jeg hver gang
jeg står på en prædikestol og skal til at begynde på en prædiken. Jeg skal før
hver prædiken bede en bøn, og det er ikke bare en bøn, for en bøn betyder
noget.

Jeg bad om, at I og jeg også idag må kunne høre, hvad der er Guds, det er
faderens, og Jesu, det er sønnens, og helligåndens ord, sådan som de lyder til
os, der er kommet til Vojens kirke i forbindelse med nytårsparaden 1995.

Meningen med den lille indledende bøn er altså, at prædiken skal være og skal
forstås som den treenige Guds ord til os - derfor skal I alle, sålænge jeg
står her på prædikestolen, sidde nogenlunde stille og høre efter - ikke bare
hvad jeg, men også efter hvad Gud har at sige.

I gudstjenesten siger vi på skift noget, vi taler til Gud og han taler til os.
Lige nu er det mig der taler - og kun mig - men det er ikke kun mig der siger
noget. Jeg kan ikke holde gudstjeneste alene og det kan I heller ikke, der
skal både præst og menighed til. Under gudstjenesten taler vi på skift og
sammen, I taler nemlig også til Gud: når vi synger! I salmerne, som vi har
sunget, har vi allerede takket Gud for det nye år som han har ladet komme til
os, og vi har - ligesom jeg gjorde det i min bøn - bedt ham også lade sin Ånd,
det er Helligånden, komme til os.

I år har vi lånt Vojens kirke til vores nytårsparade, vi er kommet mange
steder fra og er samlet her i kirken, men ikke engang det er nok, til, at det
vi gør nu, bliver til en gudstjeneste, der skal mere til, jo det er da rart at
her er levende lys, blomster, orgel og kor, men heller ikke det gør det til en
gudstjeneste - der skal selvfølgelig også "Gud" til og Gud er her! Det har han
lovet og sagt, at han vil være - hver eneste gang vi beder ham om det! Men vi
kan ikke se Gud, for Gud er usynlig - ellers kunne han jo ikke være overalt.
Det kan godt være at det lyder underligt, men det er jo egentligt ganske
enkelt, at sådan må det være.

De gamle jøder havde det på en måde lettere end vi. De vidste at mennesker
ikke kunne tåle at se Gud. De troede, at hvis de kom til at se Gud, ville de
dø. Det havde Gud jo selv sagt til Moses ved den brændende tornebusk i
ørkenen; Gud kunne vise sig f. eks. i en busk, der så gav sig til at brænde,
Gud kunne være i en sky eller en drøm, der så talte til mennesker, men jøderne
havde en syvarmet lysestage i deres tempel og i synagogerne, og når der var
tændt lys i den lyststage vidste de, at Gud var nær, så nær som mennesker -
mente de - kunne tåle, at Gud kom almindelige mennesker.

Også i mange danske kirker står der - på alterbordet - en syvarmet lysestage,
men det gør der ikke her, for siger de mennesker der til dagligt bestemmer her
i Vojens kirke: "Vi er ikke jøder, men kristne. Vi har ikke brug for et
gammelt jødisk tegn på, at Gud er nær, det veed vi nemlig at han er. Det har
han "i det med Kristus" selv sagt, at han vil være!"

Den tændte syvarmede lysestage er stadig i kirken, den står, som nogen af jer
måske kan se det, på en sokkel deroppe i koret, men den er altså blevet
fjernet fra dens gamle plads på alterbordet. Vi behøver ikke noget tegn på at
Gud er os nær, det har han nemlig både sagt og vist os at han vil, og Gud er
og kan, hvad han vil - det skal vi når jeg bliver færdig med at sige det jeg
vil synge om. Vi skal nemlig synge "Dejlig er den himmelblå," det er en salme,
som mange af jer nok har sunget i julen, men egentlig hører den først til i
tiden her efter jul.

Salmen handler om de tre vise mænd, eller konger fra østerland. Den handler om
den stjerne som gav sig til at lyse mere end alle de andre stjerner på himlen,
den blev til en hel stjernesol som lyste midt om natten da Jesus blev født.
Den stjerne fulgte de tre i tretten dage, og de kom, fordi de fulgte den
derhen, hvor de skulle, nemlig til den nyfødte Jesus i stalden ved Betlehem.
Det handler salmen om - og så handler den om os. Stjernen var de vise mænds
ledestjerne, men, skal vi synge, også vi har en ledestjerne, den ledestjerne,
som vi, når vi den følger gerne - så kommer også vi til Jesus Krist. Vores
ledestjerne er: Hans guddomsord det klare, som lyser for vor fod.