12. januar 1997
1. søndag efter Hellig tre Kongers dag
690 - 267 - 120 = 378 - 366 - 432 - 385

   Verden er fuld af helligsteder, for der er ikke et eneste samfund
uden, der er en eller anden form for helligsted. Vi har vore kirker. De
ligger spredt ud over landet, og efterhånden som byerne vokser, bliver
der bygget nye kirker. Kirkebyggeri var ikke et nyt påfund, da Ansgar og
hans medarbejdere kom til Danmark. Arkæologerne kan fortælle, at ofte er
vore kirker bygget på gamle helligsteder. Mennesker har altid haft det
sådan, at der er nogle steder, hvor det guddommelige er mere nærværende
end andre steder. I asatiden havde danskerne vierne. Helligkilderne kom
til med hele den livlige blanding af tro og handel, der opstår på
valfartssteder. I dag har vi kun kirkerne, siger vi; men der er
alligevel mange, der tager på valfart til helligsteder i Sydeuropa, og
mange af de helt almindelige turister, der tager til Israel, rejser med
klar fornemmelse af, at de ikke bare er på sommerferie, men rejser til
det hellige land, og selv om det ikke siges højt, så opleves rejsen som
en pilgrimsrejse.
   Jøderne havde synagogerne rundt om i landet; men kun ét sted kunne et
menneske komme Gud helt nær: i templet i Jerusalem. Kun i templet kunne
man foretage de ofringer, som Moses havde formidlet som et budskab fra
Gud. Kun tempeltjenesten kunne sikre det rette forhold mellem folket og
Gud, for det var kun i templet, at der måtte foretages ofringer, og én
gang om året - på forsoningsdagen - skulle der foretages det offer, som
skaffede folket soning for dets synder. Templet var ganske enkelt
livsnødvendigt for jøderne. Det er ikke så sært, at ypperpræsterne og
rådsmedlemmerne, opfattede det som en meget alvorlig forbrydelse, da
Jesus blev anklaget for at have sagt, at han ville rive templet ned.
Den, der river templet ned, er skyld i at folket går til grunde, når
templet nu er det eneste sted, hvor præsterne kan foretage det offer,
der skal til for at sone menneskers synd mod Gud.
   Templet var det livsnødvendige sted, og det var samlingsstedet ved de
store højtider. Maria og Josef rejste til Jerusalem for at fejre påsken
der, ligesom alle andre, der overhovedet kunne rejse, gjorde det. Og
selvfølgelig havde de den 12-årige Jesus med. Sådan var det skik og
brug. Det var almindeligt at tage børnene med på valfarten; men for de
tolvårige drenge, var det noget særligt. Det var sidste gang, de var med
som barn. Det vil sige, at det var sidste gang, at fædrene var
ansvarlige for at alt gik rigtigt til. De tretten-årige hørte til blandt
de voksne, for så havde de fået undervisning i Loven og profeternes
skrifter, og de vidste, hvad de skulle, når der var gudstjeneste i
synagogen og fest i templet.
   Når vi hører evangelisten Lukas fortælle om den 12-årige Jesus, der
vakte forundring over den indsigt, han åbenbarede i sin samtale med
lærerne i templet, så kommer vi let til at tænke på vidunderbørn med
usædvanlige evner. Men det har næppe været det, Lukas ville med sin
beretning. Alle de dejlige beretninger i Lukasevangeliet om Jesu fødsel
med engle, hyrder og vise mænd, hører vi som en understregning af noget
overnaturligt og guddommeligt ved Jesu fødsel. Det var jo Guds Søn, der
blev født. Men på Lukas' tid var der en vrimmel af fantastiske
beretninger om, hvordan forskellige guder blev født. Det man lagde mærke
til på Lukas' tid, var det usædvanlige, at Guds søn blev født af en
ganske almindelig jordisk kvinde - at Guds Søn er et menneske, som er
undergivet de samme vilkår som ethvert andet menneske: at fødes og dø og
leve sit liv blandt andre mennesker med glæder og sorger. Derfor gør
Lukas meget ud af at fortælle, hvordan Maria og Josef fulgte alle
forskrifterne i Moseloven, nøjagtig lige som alle andre omhyggelige
forældre: Barnet blev navngivet og omskåret, og de ofrede to duer i
templet, og her i dagens beretning fortræller Lukas, at de rejste til
Jerusalem hvert år, og det, at drengen udviser en stor indsigt i
skriften, viser, at de har gjort meget ud af hans undervisning. Maria og
Josef var ganske enkelt gode jøder, og de gjorde hvad de kunne, for at
drengen også skulle blive en god jøde.
   De havde åbenbart gjort det bedre, end de selv havde forventet - i
hvert fald havde de ikke ventet at finde ham i templet. Det tog dem tre
dage at finde ham, fortæller Lukas, ligesom der gik tre dage fra Jesus
døde på korset og stod op af graven. "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste
I ikke, at jeg bør være hos min fader?" spurgte han. Og der var jo ikke
noget sted, hvor et menneske kunne være Gud nærmere end i templet, Guds
hus. Drengen fulgte med hjem til Nazaret, og han gik frem i visdom,
fortæller Lukas.
   - Og så har Lukas fortalt os, at hver eneste gang Jesus taler om Gud,
da er det ud fra en dyb indsigt i skriften og ud fra en lige så dyb
indlevelse i gudstjenesten, både i synagogen og i templet. Der er ikke
noget tilfældigt i det Jesus siger og gør. Heller ikke den dag han talte
med den samaritanske kvinde Sykar. Da de havde talt sammen et stykke tid
sagde hun til Jesus: "Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har
tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal
tilbede ham, er i Jerusa lem."  Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde,
der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem,
I skal tilbede Faderen. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de
sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er
sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder
ham, skal tilbede i ånd og sandhed."
   Den tid er forbi, hvor der er et sted, hvor mennesker er Gud nærmere
end alle andre steder. Maria og Josef tog deres 12- årige dreng med til
Jerusalem, for at være Gud så nær som muligt under påskefesten; men Gud
er ånd, siger Jesus. Gud er ikke bundet til et bestemt sted; men er
nærværende overalt, hvor mennesker er. Maria og Josef drog op til
templet for at nærme sig Gud. Men med Jesu fødsel er det blevet modsat:
Nu er det ikke længere mennesker, der skal drage op til Gud. Gud steg
ned til os, og er nærværende hos os - i sin søn, Jesus Kristus - og i
Helligånden.
   Den tid er forbi, hvor der kun er én måde, hvorpå mennesker kan
forsones med Gud. Ypperstepræsten skal ikke længere udføre
forsoningsdagens ritual ved at lægge folkets synder på bukkens hoved og
jage syndebukken ud i ørkenen. Da Guds Søn blev født, da blev Guds
barmhjertighed og tilgivelse bragt ind i menneskers liv. Med Jesu død og
opstandelse blev syndens og dødens magt brudt, og Gud forsonede sig med
os mennesker én gang for alle - der skal ikke længere bringes hverken
slagtofre eller brændofre. Templet blev brudt ned. Først i betydning,
for når Gud tilbedes i ånd og sandhed, er der ikke brug for en tem
pelbygning - og senere blev templet jævnet med jorden; men inden da
skrev Paulus, som vi hørte det i epistlen: "Så formaner jeg jer, brødre,
ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og
helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige
gudstjeneste."
   Gud tilbedes - ikke med brændofre og slagtofre og syndebukke; men i
ånd og sandhed. Det eneste offer, vi har at give, er tak. En tak for
livet. En tak for Guds gaver til os. En tak for at Gud sendte sin søn.
En tak for at Gud er nærværende i Helligånden. Bring jeres legemer som
et levende og helligt offer, skriver Paulus - for takken til Gud gives
ikke kun med ord, men i vores måde at leve på i hverdagen. Livet er én
lang åndelig gudstjeneste, for livet er Guds, og hvert eneste menneske
er et Guds barn. Derfor kan det aldrig blive ligegyldigt, hvad vi siger
til hinanden og gør mod hinanden.
   Når Gud tilbedes i ånd og sandhed - hvad så med kirkebygnin gen? Er
den overflødig, når der ikke længere er ét helligsted? Kirkebygningen er
ikke mere hellig end andre steder. Alle kan gå ind i rummet og færdes
over alt i rummet. Det der gør kirken anderledes end andre bygninger,
er, at den er bygget med det ene formål, at her mødes vi for at modtage
dåben og nadveren, for at synge og bede sammen, og for at høre det sagt
endnu en gang, at vi lever vort menneskeliv i Guds nærvær, med Guds
kærlighed og tilgivelse.
   Amen.