Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
Festen var ved at udvikle sig til en katastrofe. Vinen var ved
at slippe op. Og det er ikke godt. Tænk bare på, hvis det skulle
ske ved de forestående fester til dåbene eller lidt længere
henne på året ved konfirmationerne. Hvad vil gæsterne ikke
sige... Og værre: Hvad vil gæsterne ikke tænke? Nærigpinde,
gniere og sådan noget. Og i bedste fald: Har de ikke engang styr
over det? 
Og det er ikke godt, når ens image på den måde får ridser i
lakken. Bevares; der kan ske værre ting. Men alligevel.  
Set fra den vinkel kan det jo se ud til, at Jesus laver vand til
vin for at spare brudeparret (eller deres forældre) for at tabe
ansigt.  
Det kan godt være, at det er en del af forklaringen; men det kan
vi ikke bruge til en pind. For det gør han jo nok ikke igen,
hvis vinen skulle slippe op til festen i dag eller den der
konfirmationssøndag i maj.  
Muligvis er en del af forklaringen også, at han godt kan lide
sin mor, og derfor alligevel gør, som hun vil, selv om han
egentlig har afvist det i første omgang. Og det spiller da
muligvis også ind.  
Men hvis vi skal dybere ind i denne her ejendommelige beretning
om et bryllup i en afkrog af verden, så må vi nok se på en lille
bemærkning, som evangelisten Johannes forsyner os med. "Dette
gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen af sine tegn - og
åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham."  
Hele denne begivenhed ved brylluppet er altså et tegn. På hvad,
må vi spørge om!  
For at forstå dette, der må man vide noget om jødedommen. Jesus
var jo ikke kristen, han var jøde. Og det samfund han levede i
og de mennesker han virkede og talte iblandt var ligeledes
jødiske.  
En vigtig ting i jødedommen, det er budene om renhed. Man skulle
ikke bare vaske hænder inden måltidet af hygiejniske grunde. Man
skulle rense sig for at stå ren for Gud. For jøderne mente, og
mener for så vidt stadig, at man skal være ren for Gud. Og for
at sige det groft forenklet, så skulle man være ren for Gud, for
at Gud kan lide én. Det indbefattede selvfølgelig ikke bare, at
man vaskede sig udvendigt, men også en åndelig renselse.  
Men for nu at vende tilbage til brylluppet. Det var et jødisk
bryllup. Og derfor var der også renselseskar, store nok til alle
gæster. Der var plads til cirka 600 liter vand i dem. Det er
netop disse renselseskar, som Jesus bruger til at lave vin i.  
Og deri ligger tegnet, som Johannes kalder det. For når der er
vin i renselseskarrene, så er de faktisk ubrugelige til at rense
sig selv med. Man ville bare lugte som en spritter bagefter. Og
det er der en pointe i! For vi kan ikke rense os med vand, så vi
står rene overfor Gud. Det, der gør, at vi står rene overfor
Gud, det er slet ikke vores egne bedrifter på nogen måde. Den,
der gør os rene overfor Gud, det er Gud selv, der i Jesu
skikkelse var gæst ved brylluppet i Kana. Og det er ikke
tilfældigt, at det er vin, der kommer ud af det. For det var jo
vin, som Jesus brugte den sidste aften sammen med disciplene i
nadveren. Da han sagde, at "dette bæger er den nye pagt ved mit
blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse", som det
også hedder om lidt ved altergangen. Vinen i karrene viser hen
til Jesus selv, på hans korsfæstelse og død; der, hvor han bar
al vor skyld og alle vore fejltrin på sin egen krop; alle de
gange vi kom til at gøre ondt; alle de gange vi mødte en næste
med ligegyldighed eller ringeagt. Alle de gange vi sagde et ondt
ord og gjorde livet surt for os selv og andre. Alt dette blev
hamret fast på korset med syvtommersøm, sammen med Jesus. Og dér
befinder det sig stadigvæk, for hos os er det ikke mere. Vores
skyld, den bærer vi ikke overfor Gud. Det gør Jesus selv. Og
således kan vi stå rene overfor Gud.  
Dette tilbud - for det er hvad det er - det kræver tro for at vi
kan tage imod det. Vi kan jo ikke tage imod noget, som vi ikke
tror findes. Således også med Jesus.  
Der er mange, der har sagt, at kristendommen er moralistisk. Og
vel har kristendommen en moral. Noget, med, at vi skal elske Gud
og elske vores næste. Og det vi hørte om i denne søndags første
læsning. Men hvor moralismen ville sige, at du er et skidt
menneske, når du ikke gør som du bør, dér siger kristendommen
faktisk det modsatte. Du er tilgivet og elsket, også på trods
af, hvad du måske har gjort. Stærkest udtrykkes det vel i
nadveren. Der er ikke adgangskontrol. Og alle kan være med til
at høre og se og smage, når Jesus siger, at dette bæger er hans
blod og er udgydt "til syndernes forladelse". Så at vi er rene.
Ikke fordi vi har vasket os. Men fordi Gud renser os. Vasker
vores indre snavs af.  
Og der bliver døbefonten og alterkalken til Guds vaskefad -
eller renselseskar om man vil. Og det er godt sådan, for så
ender vores livs fest heller ikke med en katastrofe, men med en
viden om, at vi er elsket og tilgivet, og til sidst med en
himmelsk fest, hvis mage vi aldrig har set.  
Og i den forstand vil jeg i særdeleshed ønske jer dåbsfolk en
god fest, og jer alle en velsignet uge. 
Amen. 

Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg