Denne bryllupsberetning bæres af et lille ord: herlighed. Og han -
åbenbarede sin herlighed - står der. Brylluppet i Kana har en
overtone: at vise os Jesu herlighed. For østerlændingen er
sammenligningen mellem brylluppet og Jesu herlighed langt mere
iøjnefaldende. På Jesu tid fremkaldte bryllupsfesten og al den virak
omkring festen en vild, ustyrlig og herlig stemning, og kunne
derfor med lethed pege henimod noget, som var endnu størrere:
Jesu herlighed. Ludvig Schneller skriver i sin bog Kender du
landet, udførligt om den store glæde og herlighed, som
bryllupsfesterne afstedkom: 

Der ringdansedes og festedes i et væk til langt ud paa natten i en
hel uge. Feks. holdt Samson bryllup i hele syv Dage. (Dom. Bog
14, 12). Der var i bryllupsfesternes tid en jublen og klingen af
musikinstrumenter i de stjerneklare nætter! Klangen af pauker og
fløjter lød over tagene og gennem byens gader. Atter og atter drog
de jublende mennesker gennem gaderne, og deres fryderaab fyldte
hele byen. Saa meget var et bryllup på Jesu tid indbegrebet af al
glæde, at man kort og godt kaldte den, "Glæden" og
bryllupssangene for "Glædens Røst" jf Jesu ord: Kan
brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem?"
(Matth. 9, 15). Paa Jerusalems blomstringstid klang og rungede
denne glade syngen og jublen næsten hvert nat gennem gaderne og
hen over tagene i Jerusalem; ,,Glædens Røst", klangen af pauker,
harpetoner og frydefulde bryllups-viser tog ingen ende hos det
lykkelige folk. Hvor bedrøveligt måtte det derfor forekomme
profeterne, da der blev saa dødsstille i Jerusalems gader efter
jødernes bortførelse til Babylon! Paukernes lystige lyd hører op,
larmen fra de jublende forstummer, citerens lystige klang hører
op.v (Es 24,8) I Judas byer og Jerusalems gader gør jeg ende på
fryderåb og glædesråb, brudgoms og bruds stemme, for landet skal
ligge i ruiner. (Jer 7,34)

Citat slut.

Som dengang er der også i dag noget af den samme dybe oplevelse
af glæde og herlighed gennem de bryllupsfester vi oplever, og for
den sags skyld også sølvbryllupper!, og mange møder også deres
livs største oplevelser netop i ægteskabet med de mange
glædesfacetter, der ligger gemt i samlivets sødme og samlivets
frugt, og den personlige oplevelse af ægteskabets dejlighed og
herlighed er Guds pædagogiske værktøj til at vende vort blik mod
ham, som har skabt disse livets skønne ting. I Hans nærhed tænker
vi, må der være meget mere af denne herlighed og apostlen Jacok
hjælper os på vej: Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra
oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller
skiftende skygge. Jak 1,17. Alt godt hvad vi får lov til at opleve
skal trække os mod Jesus og hans herlighed, for som Rom 2,4
siger det: Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og
overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil
føre dig til omvendelse?

For evangelisten Johannes er det om at gøre at efterspore Jesu
herlighed. Vi så hans herlighed - det er mottoet for ham. Det er
ikke undergerningerne alene, der interesserer ham, men underne
kaster et herlighedens skær over Jesus, og gennem underet
bundfælder der sig noget værdifuldt i disciplen Johannes sind. Han
ser et nedslag af guddomskræfterne. Han ser i Jesus Guds
herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede. Det er for
Johannes så vigtigt at vi også ser Jesu herlighed. Og hvordan gør vi
så det?

1. Vi ser han hans herlighed, når vore hjerter kan opfange hans
frelsende kærlighed, der er stærkere end alle de ødelæggende
magter på jorden. 

Vi er i en verden, hvor man indtil dato har troet - selv om det er
ubegribeligt, at mennesker kan blive ved med at tro det -, at magt
er det samme som herlighed. Derfor ser verden ud i dag, som den
gør. Vore blikke er vendt mod de falske herligheder.

Når vi opmærksomt følger hans færd, hans kærlighed mod alle,
mod syge, besatte, fattige, mod Nikodemus i en nattetime, mod
Zakæus i et morbærfigentræ, mod en Flok tungnemme,
egensindige disciple, mod en røver på et kors. Da ser vi hans
herlighed og betages af den.

2. At se Herrens herlighed kræver en åbenbaring. Eller sagt med
ordene fra dagens tekst: Han - åbenbarede sin herlighed. Disciplene
spekulerede sig ikke til den. De begav sig blot ind i det, de så.
Sådan også med os. Hvad vi ser Jesus gøre fylder os med glæde og
fred, og han ønsker at vi skal se hans herlighed, og det kan fint lade
sig gøre selv om han er ovenfra og vi er nedefra. Egentlig kom en
af vore gamle og nu afdøde biskopper (Ostenfeld) med et godt
billede. Han sagde: "Mineralriget og planteriget er adskilte riger.
En sten er en sten, og en rose er en rose. Men hvad er det, der
sker, naar rosens rødder henter næring fra muldjordens kræfter?
Sker der da ikke et hemmelighedsfuldt samvirke?" Citat slut. Et
udmærket billede. Jesus åbenbarer sin Herlighed. Han tilfører vores
verden sin verden, så vi kan se hans herlighed, som her vinunderet i
Kana. 

3. Vi skal som Maria gå til ham og bede ham om hans nærvær. Så
vil han helt sikkert overraske os med at "finde" på måder han kan
vise sin herlighed på. Maria sagde bare: De har ikke mere vin. Så
var det op til Jesus. Det er dette mariasind vi må tilegne os, om det
skal lykkes os at se herrens herlighed.

4. At se Guds Herlighed er det samme som at erkende at han kan
forvandle. 

Han største ønske er ikke at forvandle vand til vin, men at
forvandle en fejg Simon til klippen Peter, en tordensøn Johannes til
kærlighedens apostel. Lærer vi at se ind i Herrens Herlighed,
aflejres der kræfter, hvorved vi forvandles til det samme billede fra
herlighed til herlighed.

5. Et står tilbage: Vor lovsang og tilbedelse af hans herlighed.
Gennem vor lovsang, tilbedelse og bøn kommer han til os og viser
os sin herlighed. Og indtil han kommer igen må vi opmuntre
hinanden til at se hans herlighed og glæde os til at vi en dag skal se
og opleve den totale herlighed, opleve den himmelske bryllupsfest,
hvor vinen ikke slipper og hvor de gode og stærke oplevelser vi
har her i vore liv i vore ægteskaber og fællesskaber ikke skal slippe
op, men fortsætte ikke blot i en uge med cympelklang og
kædedanse, men da skal vi danse på gyldne gader, just som vi
synger det i en ny lovsang.

Niels Peder Nielsen. Hjarup kirke 2.sø. e. H. 3. K. 1997