Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger - 1. tekstrække
Tekst: Matt.17,1-9
Salmer: 350 - 360 - 149 / 292 - 7
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge)
----
Herre, fyld dette hus og vore hjerter med dit ords herlighed!
Der skal være en fantastisk udsigt på en bjergtop. Jeg har ikke selv
været på en sådan, det skulle da lige være på Himmelbjerget, derovre i
Jylland. Og dér er der skam også en fin udsigt ud over marker og skove
og søer. Jo, man kan godt blive høj af at være oppe i højderne. Det var
også det, Peter, Jakob og Johannes blev.
Jesus havde taget dem med op på et højt bjerg. Man kalder det
forklarelsens bjerg, hvor de tre disciple ser Jesus blive forvandlet for
deres øjne. Han fremtræder i forklaret skikkelse, dvs. at han står
omstrålet af en guddommelig herlighed. Jesu ansigt lyser som solen.  Og
Mattæusevangeliet ser det gamle billede for sig af Moses, som vi hørte
før, komme ned fra bjerget, og det strålede fra hans ansigt, fordi Herren
havde talt med ham. 
Da Gud sluttede pagt med Moses, så man Moses med strålekrans om
tinde. Hans ansigt strålede som solen.
Og så var der profeten Elias, om hvem der fortælles, at han ikke døde,
men blev optaget direkte til himlen. Og der går også rygte om, at Moses
ikke døde helt almindelig på menneskevis. Man kender ikke hans grav.
Rygter og historier om gamle tiders store mænd, som har en
guddommelig glorie om sig.
Der måtte være noget om snakken, da Jesus forudsagde sin egen lidelse,
død og opstandelse. Jesus skulle ikke forblive i dødsriget, men opstå til
en himmelsk herlighed. Det var det Peter, Jakob og Johannes så. De så,
hvad der skal ske engang, at vi også skal opstå til en himmelsk herlighed
med ansigter, der stråler som solen.
Men de turde ikke blive ved med at se på Jesus. Disciplene blev bange
for al den herlighed, de kastede sig ned på jorden og gemte deres ansigt.
For det er farligt at se Gud. Et sted i det gamle testamente står der om
Gud: Ingen kan se mig og leve.
Jesus befaler disciplene rejse sig, som når han helbreder en syg eller
opvækker en død, og på vejen ned fra bjerget befaler han dem ikke at
nævne det herlige syn for nogen, før Jesus, Menneskesønnen er opstået
fra de døde.
Hele dette skue på bjerget er en bekendtgørelse, en proklamation af Jesu
identitet. Vi får at vide, hvem han er, han, som blev født julenat. Han,
som fik navnet Jesus. Han, der som 12-årig forsvandt fra sine forældre i
Jerusalem for at blive fundet i templet, hvor han talte med de lærde og
skriftkloge og sagde, at han bør være i sin fars hus.
Om ham lyder det fra den lysende sky, fra Gud: Det er min elskede søn,
i ham har jeg fundet velbehag. Disse ord lød også ved Jesu dåb i
Jordanfloden, da himlen åbnedes og Guds ånd dalede ned over ham som
en due. Ham er det, vi skal høre. Hør ham! lyder det.
Det kan forekomme meget svært, ja, utroligt og usandsynligt at
fastholde det, der skete på bjerget, som noget virkeligt, noget, der i
virkeligheden har fundet sted. Det overgår vores forestillingsevne at
fatte, at Gud kan tale gennem skyer. Det overgår vores forestillingsevne
at fatte, at denne Jesus omstrålet af det guddommelige lys på bjerget har
noget med vores liv og hverdag at gøre. 
Denne forklarelse på bjerget er så uforklarlig, så ulogisk, ja, ligefrem
overspændt og ubegribelig mærkelig.
Men det, som også er selve mysteriet og det ubegribelige ved Jesus er,
at han har noget med Gud at gøre. Det lille barn i krybben er Gud, der
blev menneske. Vorherres vej til det jordiske, til os går gennem Jesus,
født af en kvinde, født til et liv med os og på de betingelser, som gælder
for os. Det begyndte som en solstrålehistorie julenat. Også i dag hører vi
om en solstrålehistorie. Men herefter bliver solstrålerne formørket.
Vorherres vej på jorden er alt andet end en solstrålehistorie. Den ender i
fornedrelse, i afmagt, lidelse og død.
Vorherres vej fører fra det høje på bjergets tinde, hvor himmelglansen
stråler og skyen lyser, den fører fra det høje til det lave, fra det strålende
til det disede og gråmelerede, fra himlens glans til jordens skygger.
Jesus gik ned fra bjerget. På bjergets tinde er der kun plads til de få
udvalgte. For foden af bjerget venter de mange. Dem, der ikke har
kræfter til at gå op af bjerget. Jesus går ned af bjerget. Går fra det
himmelske til det jordiske, for at ingen skal være uden for hans
himmelske lys. Det er her, Jesus fødes, lever og dør. Det er her, han
bygger sin kirke, det er her, vi skal høre ham og ikke i det himmelblå.
Disciplene gik glade op på bjerget. I hvertfald syntes Peter, det havde
været dejligt at blive på bjerget, oppe i højderne, i det ekstastiske, i nuet,
hvor intet kan gøre os ondt, og hvor døden ikke lægger sig som en
skygge over vort liv, og hvor man kan være fri for dem, man ikke bryder
sig om at leve sammen med.
Oppe i højderne med drømmen om en virkelighed fjernt fra dagligdagens
trædemølle. Sådan har mennesker altid drømt, og anderledes er vi ikke,
end at vi kan blive sørgmodige, når virkeligheden ikke bliver, som vi har
drømt. 
Hør ham, som kommer til os, her i det lave, her i mørket og dødens
skygge i vor ganske almindelige dagligdag. Det er her, han vil finde os,
det er her, han vil tage os til nåde. Det er her, vi skal høre hans ord til
trøst. Det er her, han modtager de mindste med korsets tegn og dåbens
vand. Det er her han bryder brødet og skænker vinen til syndernes
forladelse. Det er her, vi skal høre ham, som siger, at han er kommet
med evighedens lys for at oplyse vort mørke.
Det er her midt iblandt os, Guds rige er kommet nær.
Hør ham!