Prædiken til seksagesima søndag - 1. tekstrække
Tekst: Mark. 4,1-20
Salmer: 368 - 268 - 133 / 278 - 488
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge)
----
Dit ord, o Gud, som duggen kvæger
den svage sjæl med kraft og fred;
o, lad i hvert et hjertebæger
din himmels balsam dryppe ned;
lad Jesu ager grønnes smukt,
lad ordet bringe troens frugt!
----
Forestil jer en flygtningelejr med hundrede tusinde mennesker i alle
aldre, kvinder og mænd, drenge og pige. De har alle brug for noget at
spise. Hjælpeorganisationer lander med deres store maskiner med
fødevarer, lastbiler kører det ud til lejren, og maden bliver fordelt. 
Forestil jer, at man på forhånd har lavet en plan. Denne plan går ud på,
at kun de unge og raske skal have mad, fordi man skønner, at der er en
fremtid for dem. De gamle og døende - i alle aldre dør jo alligevel inden
længe. hvorfor så spilde mad på dem, den mad, som kan gavne de raske
og unge.
Er det strengt og uretfærdigt at forestille sig en sådan plan.
Måske foregår det ikke sådan i en flygtningelejr, men det foregår sådan
andre steder i andre sammenhænge. Dem, der er unge og effektive
skønnes at have en fremtid til forskel for de gamle og noget mere
langsomme i arbejdet. 
Effektivitet og tanken om, hvad der bedst kan betale sig, er ikke
fremmed i vort samfund.
Fortjenesten skal stå mål med, hvad man yder.
Du skal yde noget for at få noget.
Også tanken om, at man bør gengælde hinanden hører med til det med
ydelse og fortjeneste.
Man indbyder mennesker til middag. Og det kan da godt fornærme en,
hvis man ikke bagefter får en tak for sidst, og endnu bedre, at man bliver
inviteret igen.  
Og så er det meget almindeligt, at vi overfører denne forståelse af ydelse
og fortjeneste til den religiøse verden, for vi ved af os selv ikke bedre.
Det må derfor også have noget med vort forhold til Gud at gøre, eller
hvis man ikke tror på en Gud, så i forholdet til sig selv, at jo mere man
yder, jo mere ren og retfærdig man bliver, jo mere man udvikler sig selv,
jo bedre liv få man, når man skal på den igen i næste reinkarnation.
Lignelsen om sædemanden handler om en bonde, der sår sit korn ved at
strø om sig uden at interessere sig for, om jorden nu også tager imod
kornet, om der overhovedet er noget jord, om jorden er renset for
ukrudt. Som om sædemanden heller ikke har nogen interesse i at få et
godt udbytte. Som om han har sædekorn nok i uudtømmelig mængde.
Vi kan ikke bruge ham til noget i vort hverdags samfund og i vor
religiøse selvoptagethed.
Men Jesus kan bruge den til at fortælle os om Guds rige, som vi ikke
kan gætte os til ud fra vor egen hverdag. Det er en helt anden verden,
Jesus åbner vore øjne for. Det er Guds verden, som vi har fået del i ved
ham.
Og det er en verden, som griber ind i vor egen verden, for at vi skal se
os selv og hinanden med Guds øjne og leve i frihed med hinanden som
Guds børn.
Evangeliet skal jo forkyndes, for at vi skal forandres, for at vi skal
omvendes.
Vi ved inderst inde godt, hvad sandheden er om os selv og hinanden, at
vi beklageligvis meget nemt fokuserer på, hvad vi yder, og hvad vi
fortjener, og at det ikke i den yderste konsekvens gavner nogen. Vi ved i
hvert fald, hvad de andre ikke har fortjent.
Vi ved, hvordan de andre skal være. Hvordan de skal se ud, hvilken
natur de må have, om de er til mænd eller kvinder, eller om de spytter på
gulvtæppet. 
Hvis vi så kunne lade os selv og hinanden i fred bare engang imellem og
leve med os selv og hinanden i lyset af Guds ordet sådan som det i dag
fortælles os i lignelsen om den ødsle sædemand, der ikke laver jorden
om, før han sår. 
Han sår ordet, kærlighedsordet. Lignelsen handler om, at det er Gud,
der sår sit kærlighedsord i menneskehjertet. Og det er ordet, der skal
gøre os rene. Det er ordet, der skal luge ud og rense os. Det er ordet,
der forlader vore syndere.
Det kan vi ikke gøre selv!
Det er det befriende ved Guds ord, kommet til os i Jesus Kristus, og
som stadig kommer til os i ånd og ord.
Menneskehjertet kan være som en klippe, ikke til at sprænge i stykker,
ikke til at rokke. Menneskehjertet kan være skrøbeligt og ikke særlig
troværdigt. Og menneskehjertet kan være særlig egnet for at modtage
ordet.
Men ordet har en sådan magt og kraft, at det er i stand til at vælte den
hårdeste modstand og smelte det mest genstridige hjerte. 
Vi kan aldrig vide os sikre på, hvornår Gudsordet rammer os og gør os
bløde i knæene. Vi kan holde os nok så langt væk fra det med kirke og
kristendom. Men Gudsordet kan ramme os dér, hvor vi allermindst
venter det, hvor vi tager afstand fra en guddommelig myndighed og
magt. Det kan ske dér, hvor vi synes, vi er allermest gudsforladt.
Gud har en plan med os alle. Han har haft den, før vi blev til, før verdens
grundvold blev lagt. Og denne plan går ud på, at vi skal arve det evige
liv.
Planen er så godt som realiseret. Jesus har med sin død og opstandelse
åbnet paradisets dør, og han vil komme igen og tage os til sig  for at vi
skal se Gud ansigt til ansigt, ikke efter fortjeneste, men fordi Gud vil det
sådan, af nåde.