Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag - 1. tekstrække
Tekst: Lukas 1,26-38
Salmer: 89 - 94 - 396 / 63 - 106
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge)
-----
Der var virkelig noget, som kom bag på Maria.
Hun blev mildest talt noget overrasket. Det havde hun ikke ventet.
Forstå det, det kunne hun ikke.
Vi bruger dem - ordene, vi siger jo sådan, når noget sker, som vi ikke
havde planlagt, og som vi ikke troede kunne ske.
Vi siger jo, at noget kom bag på mig. Jeg blev mildest talt noget
overrasket, det havde jeg ikke ventet. Jeg troede ikke mine egne øjne og
ører.
Hvordan kan noget komme bag på os i dag! Vi, som lægger vort liv
tilrette, og får lagt det tilrette lige fra fødslen, ja, endda før, så intet
skulle kunne gå anderledes, end vi havde tænkt os.
Nogle får lagt horoskop, som man har en fornemmelse af, hvor livet
bærer henad. Sundhedsplejersken står parat for at besøge den nybagte
mor og far for at tilse den lille flere måneder fremover. Når barnet er
født, sikrer forældrene sig en plads på ventelisten til dagpleje eller
vuggestue. Og sådan går det så slag i slag med at bane vejen for de små,
som bliver store, og hvis skæbne sådan nogenlunde er fastlagt til og med
det 9. skoleår. Skoletandlægen står parat til at se tænderne efter, når de
er kommet frem. Og det er jo så godt alt sammen. Og hvor mange
drømmer ikke om at planlægge fremtiden med uddannelse eller efterløn,
som er afskaffet børn, og hus, bil og vovse.
Der er bare det, at der pludselig kan komme noget i vejen. - Noget i
vejen, som forhindrer os i at gå den fastlagte livsbane. Og det er det,
som kan være skræmmende for os. For hvad kan vi så regne med, når
noget kommer i vejen? Hvad er så meningen med livet?
Ja, så stort et spørgsmål kan vi komme ud for at spørge os selv, når
noget kommer bag på os eller kommer i vejen.
Vores verden kan bryde sammen, når vi har sikret os så meget, så der
ikke er plads til det uventede, det der overrasker, det, der vender op og
ned på hverdagen. Jo mere vi bryder hjernen med at sikre vor fremtid
for, at der ikke skal komme noget i vejen, jo mere sårbare og svage
bliver vi, når det så kommer, det uventede.
Det er synd for os, hvis vi hver gang skal have krisehjælp, når noget
kommer bag på os eller kommer i vejen.
Det er så ikke kun det skræmmende, der kan komme bag på os. Det kan
kærligheden også, ja, den kommer ikke på anden måde end bag på os,
for ellers er den ikke kærlighed. Den store forelskelse, mødet med et
andet menneske, som vi end ikke havde drømt om skulle have noget
med at gøre - eller vi får fornemmelse - ikke for sne - men for noget
andet, noget værdifuldt, en sandhed i livet, som vi ikke har haft øje for
før, men som pludselig vender op og ned på vor opfattelse af
tilværelsen.
Historien om Maria, der får besøg af englen, bliver for mig en melding
om, at mit liv ikke kan lægges i så faste rammer eller kan sikres så godt
mange år ud i fremtiden, så jeg bevidstløs kan regne med, hvad min
skæbne er. Jeg må i mit liv gøre plads til det, som jeg ikke ved kommer
bag på mig. Jeg må give plads til det, som vi i en kendt talemåde nævner
ved: tro, håb og kærlighed. Noget med at være åben overfor det, som
jeg ikke kender til, det, som jeg ikke ved og ikke kan forudsige, vil
komme. Det kan godt være, jeg gør det meget psykologisk, men den
holdning til livet at gøre plads til det uventede vil jo påvirke min måde at
være sammen med andre mennesker på. For de andre kan jeg så heller
ikke låse fast i nogle rammer og et system, som passer mig. Jeg kan ikke
på forhånd sige, hvordan de andre er eller skal være ved at se på dem og
den måde de ser ud på, går på griner på, men må lære dem at kende, og
det kan meget let komme bag på mig, at den anden er anderledes end jeg
troede, hun var.
Maria, Jesu mors, skæbne var også lagt i faste rammer, før hun blev
mor. Jødiske forældre vidste, at hvis de fik en pige, skulle hun, når hun
kunne få børn, giftes med en mand, som forældrene fandt passende til
hende. Og hendes videre skæbne var at føde børn, mange børn til at føre
hendes mands slægt videre, og den førstefødte skulle helst være en
dreng.
Marias skæbne var som andre jødiske pigers lagt i faste rammer, og det
var trygt og godt.
Men skæbnen eller som vi siger, Gud, ville noget andet med Marias liv,
så vi må nok sige, at Gud i englens skikkelse kom bag på Maria. Og der
kom så sandelig noget i vejen, for piger skulle da være gift, før de fik et
barn.
Så Maria reagerer, som vi alle reagerer på hendes vegne, hun bruger
hovedet: Jamen, hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen
med en mand!
Jomfrufødsel - den hopper hverken Maria eller vi på. Godt nok sker der
mere mellem himmel og jord end vi fatter, men der må da være en
grænse.
Man må nok sige: Brug dog hovedet, kan du ikke forstå, at det er en
umulighed. Enhver kan da lægge to og to sammen og regne ud, at uden
en mand bliver Maria ikke gravid. Reagensglas var ikke opfunden
dengang.
Men da englen siger, at intet er umuligt for Gud, så må vi enten lade
Gud sejle sin egen sø med både jomfrufødsel og opstandelse fra de døde,
begge - hændelser, som vi ikke kan bruge hovedet til at forstå kan ske.
Eller vi må, som Maria gør, tage englens ord som det lyder i tillid til, at
når Gud kommer bag på os, så er det ikke for at slå os ned, men for at
føre vort liv ind på den vej, den livsvej, som han vil, vi skal gå. Maria
siger: Se, jeg er Herrens tjenerinde, Lad det ske mig efter dit ord. Og
hun fødte Jesus, hvis skæbne det var at være den skjulte Gud i et
menneskes skikkelse, Guds søn kaldes han.
Og som Guds søn kommer han altid bag på os mennesker. Han er den
ubegribelige, ham, vi ikke kan gribe om, ham, vi ikke kan bestemme
over eller danne os et billede af.
Han kommer fra Gud altid bag på os, for at sige, at han har banet dit livs
vej, ikke for at ødelægge dit liv, men for at give dig en ny begyndelse,
når alt ser sort ud.
Hvor ofte har mennesker ikke tænkt: Gid jeg kunne begynde helt forfra
igen! når livet gik i sort, og alt så håbløst ud.
Marias søn kom, og i hans Ånd må vi gentage hans ord, som måske
kommer i vejen, måske ikke, men han siger som englen til hver af os, når
vi tegnes med korsets tegn i dåben: Herren er med dig, du benådede. Du
er velsignet af Herren til at gå hans vej.
Jeg ved med mig selv, at jeg ikke er og aldrig kan gøre mig værdig til
velsignelsens ord fra Gud, derfor kommer de altid bag på mig, og sådan
må det være, når Guds kærlighed rører mit hjerte.
Maria er Guds moder, og vores allesammens søster. Ligesom til hende
kommer Gudsenglens ord til os: frygt ikke, menneske, for du har fundet
nåde for Gud. Helligånden skal komme over dig, Gud vil lade troen,
håbet og kærligheden føde i dig.
Om jeg så med Maria tør sige: Lad det ske mig efter dit ord. Hvis jeg
skal bruge hovedet, må jeg sige nej. Hvis jeg har gjort plads i mit hjerte
til det uventede, det, som jeg ikke ved, vil komme bag på mig, kan jeg jo
ikke sige nej - Vel!
|
|