Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Amen.
Vi er i dag samlet ved begravelsen af Nn.
Også i dag taler Guds ord til os.
I Mattæus-evangeliet er det sidste, som Jesus siger til sine disciple, at de skal gå hen og gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens i Helligåndens navn, og ved at lære dem alt, hvad han Jesus havde befalet. Og Jesus slutter med at sige: " Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende."
Det er svært at sige farvel, også selv om det er til Nn, som fik et godt langt liv. Det er svært at sige farvel. Det var det også for disciplene, da Jesus sagde sine sidste ord til dem og forlod dem. Eller han forlod dem jo egentlig ikke. Han sagde: " Se, jeg er med jer alle dage." De ord omfatter også os i dag, både nn og os, som er samlet ved hendes kiste. Jesu ord hjælper os, så vi ikke mister håbet, når vi skal sige farvel. Jesu ord peger jo fremad. " Se, jeg er med jer." De ord skal give os håb.
Disciplene mistede jo heller ikke håbet, da Jesus havde sagt sine sidste ord. De gik ud i verden. De gik ud med håb og det håb delte de ud til alle mennesker. Det gjorde de ved at døbe og ved at lære Jesu befalinger fra sig.
Dåben kommer først. Og et bedre grundlag kan vi ikke få til at leve på. Dåben viser nemlig, hvordan Gud er. Det var da vi var små og ikke kunne forstå, hvad der skete, at vi blev døbt. Det viser, at Guds godhed gælder på forhånd. Gud siger god for os, før vi kan sige eller mene noget. Gud kræver ingenting af os, før han vil godtage os.
Dåben viser, at Guds kærlighed gælder os fra begyndelsen og hele vores liv. Nogle jordiske arbejdsgivere strækker sig så langt, at de giver løn en måned forud. Gud strækker sig så langt, at han giver løn et helt liv forud, nemlig i dåben. Og lønnen består i syndernes forladelse og evigt liv. Det fik vi, før vi havde arbejdet eller gjort noget for Gud. Så stor er Guds kærlighed, at han ikke tager efter, hvad vi udretter, men skænker tilgivelse og evigt liv på forskud. Et bedre grundlag end dåben kan vi ikke få. Den betyder, at vi må leve med håb.
Og det er et grundlag vi alle har fået. Det gælder ikke kun nogle enkelte særlig udvalgte. Jesus siger: " Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."
Vi er døbt i tre navne, og det er ikke nogle ringe navne. Faderen er Gud den almægtige, himlens og jordens skaber. Gud, som har skabt himlen, den blå sommerhimmel, som lyser klart og friskt, og den sorte nattehimmel med de utrolig mange lysende stjerner, - Gud, som har skabt vores jord med de utrolig mange grønne plante, som det myldrer med, og de mange slags dyr, som det vrimler med, - Gud, som har givet os livet, er vores himmelske Far. I hans navn er vi døbt.
Og vi er døbt i Sønnens navn. Sønnen er Jesus. Han er Guds søn, fordi han lignede Gud så meget, at vi kan se Gud i ham. Ja, Jesus levede og fortalte om Gud, så det ikke kunne glemmes. Den magt eller den ånd var der i Jesu ord. Den ånd, Helligånden, gør, at Jesu ord stadig taler til os, selv om vi lever i en anden tid og i et andet land. Sønnen, Jesus, er Guds højre hånd. Og Helligånden er Guds venstre. Gud har rakt os begge sine hænder for at give os sin kærlighed. At være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, betyder, at Gud holder om os med begge arme. Et bedre grundlag end dåben kan vi ikke få. Den betyder, at vi må leve med håb.
Men Jesus talte ikke kun om dåben. Han sagde også, at vi skal lære at holde hans befalinger. Han sagde endda, at vi skal lære at holde alt, hvad han har befalet.
Det lyder som en umulig opgave. Bare det at vide alt, hvad Jesus har befalet, det lyder svært. Der er vist ikke mange, som kan det. Nogle af Jesu bud er kendte, f.eks. " Elsk din næste som dig selv." Men hvor meget godt vi end har gjort, er der altid noget vi føler skyld over. Der er altid noget, som vi ikke fik gjort eller sagt.
Men Jesus har nu ikke kun befalet, at vi skal være gode. Han har også befalet, at vi ikke skal være bange. Flere gange sagde han: " Frygt ikke, tro kun." At tro, det er at stole på Guds kærlighed. Det har Jesus befalet os, at vi må.
Et sted siger han også: " I må ikke være bekymrede for jeres liv. Se til himlens fugle, de sår ikke og høster ikke, og dog giver jeres himmelske Far dem føden, er I ikke meget mere værd end de." Vi skal ikke bekymre os for vores liv. Det har Jesus befalet os. Hans befalinger givet os det samme grundlag at leve på som dåben. Jesus befaler os at leve med håb.
Men dåben og Jesu befalinger giver os ikke kun håb i vores liv. De giver også håb i døden. Jesus har lovet, at der er plads til os alle hos Gud. Jesus har endda sagt, at han går til Gud for at gøre en plads parat netop til os. Himlen er åben. Det gælder hver eneste af os. Derfor blev vi døbt for at ingen af os skal kunne tvivle på Guds kærlighed hverken i livet eller i døden. Fra først af og til evig tid er vi omfattet af Guds kærlighed. Det gælder også Nn. Derfor kan vi trygt overgive hende i Guds hånd.