Tale ved bisættelse
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge)
Tekster: Mark.15,33-34 + 16,1-8
Salmer: 700 - 98 - 167 - 727
----
Vi er ved at nærme os påsketiden, hvor begivenhederne om Jesu død
og opstandelse lyder i al sin gru og velsignelse.
Sådan har jeg valgt, vi skulle høre om påsken i dag ved Johanne
Iversens bisættelse.
Beretningen om Jesu død er en skildring af den menneskelige lidelse og
afmagt, som vi alt for godt kan identificere os med.
Skriget, der flænser himlen, min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt
mig, er skriget, råbet i stor hjælpeløshed og håbløshed på vores vegne
og i vores sted. 
Selv om vi måske ikke tager de konkrete ord i vor mund, selv om vi
måske ikke aner, hvad vi skal råbe, men må nøjes med at sukke og lade
hænderne synke i afmagt, så kender vi selv til den hjælpeløshed, når vi
står ved vore kæres dødsleje og intet kan stille op mod livets
undergang.
I har meget voldsomt denne hjælpeløshed inde på livet med jeres mors
død. Foruden har I for et år siden mistet en moster, og inden for denne
måned har I måttet tage afsked med jeres bror, og nu jeres mor. 
Og I befinder jer selv i en hjerteskærende tomhed.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!
Jesu råb, lidelse og død bliver gang på gang tolket  i vore salmer, også
dem, vi synger i dag, og skal også forstås og tages til hjertet som
budskabet om, at han bærer vor smerte, vor lidelse og død. - Hvad
elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live -
Eller som vi sang før: Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for frelseren
græder, så får I vor Jesus i tale, thi roserne vokser i dale. - så er det i
vor afmagt og tomhed der er rum for at høre guddomsordet, høre at
Gud ikke har forladt os. Høre, at døden ikke bandt Jesus til undergang
og fortabelse, men at Gud lod ham opstå af de døde. At kærligheden er
stærkere end døden.
Et gammelt ordsprog siger: Når enden er god, er alting godt.
Med andre ord, at det gode, der skal komme til os til sidst, giver dagen
håb og fortrøstning midt i tomheden.
Det, der skal komme, lyser ind i det mørke og den tomhed, vi i sorg og
smerte befinder os i.
At vi kan ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang og takke ham, at
dagen fryder os, trods synd og død.
Der er i dag så mange røster om, at det, der sker med os i live  skulle
være forudbestemt enten af skæbnen eller af Vorherre.
Men det er jo en stakket trøst, om det overhovedet er en trøst, vi kan
bruge til noget, endsige leve på.
Vorherre taler godt nok om, at noget er forudbestemt, men det er
noget ganske andet. Vel er døden forudbestemt, fordi vi nu engang er
mennesker og ikke Gud. Men det, som Vorherre har lagt tilrette for os
og forudbestemt os til, er til velsignelse og trøst af en himmelsk art.
Han har forudbestemt os til frelse, til Paradis.
Trøsteordene hører vi allerede i dåben. I korsets tegn siges: Modtag
det hellige korsets tegn til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den
korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Når vi tilhører det korsfæstede,
tilhører vi også den opstandne Herre og skal med ham gå til Paradis.