Tale ved bisættelse
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge)
Tekster: matt.28,1-10 + 18-20
---
NN. fik god omsorg det sidste års, hun har været på plejehjemmet,
hvor hun boede i en lille afdeling af den store bygning, hvor plejerne
kunne tage sig kærligt af hende, fordi hun ikke selv kunne tage sig af
sig selv og ikke kunne finde ud af noget i hverdagen.
Det er ikke rart at se sin mor og farmor åndelig talt forsvinde væk på
den måde. Ikke til at kende, ikke til at få kontakt med. Men det har jo
kun en kort tid af hendes lange liv på over 80 år, hun har været ude af
den. Det må være vigtigt at skønne på og erindre jer om.
Selv om det er sådan, at vi i almindelighed ønsker og satser på have
styr på tilværelsen, - vi skulle gerne kunne magte den, det hører
ligesom til det at være menneske, for hvis vi ikke magter livet, har vi
spillet fallit. Men vi må erkende, at vi til syvende og sidst kommer til
kort.
Selv om vi til daglig kan synes, at vi ved meget og ved egne kræfter
skaber os en tilværelse, vi er herre over, så vil der altid være mere, vi
ikke fatter og ikke selv kan magte.
Der er jo en grænse for os allesammen. En grænse for vor formåen, en
grænse for vort liv her på jorden sammen med hinanden. Døden er
grænsen for os, som definitivt adskiller os fra at tale sammen, være
sammen, holde om hinanden. Ja, et sted i bibelen står der: Alting har en
tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at
fødes, en tid til at dø. En tid til at græde, en tid til at le, En tid til at
omfavne, en tid til ikke at omfavne, en tid til at opsøge, en tid til at
miste, en tid til at elske, en tid til at hade, en tid til krig, en tid til fred.
Jeg ser denne tid, denne vor tilværelse som en linie, der har sin
begyndelse og sin slutning.
Små dele er den stykket sammen af, hvert sekund, minut og time og
dag, og vi ved ikke på forhånd, hvor lang denne linie bliver.
Og jeg ser de enkelte dele som en broget blanding af mørke og lyse
dele. Nogle er fulde af glæde, andre er smertefulde, nogle er lysende
klare af varme og kærlighed, andre er kolde og angstfulde.
Vi hørte før, at der til kvinderne ved Jesu grav blev sagt, at Jesus, den
døde men opstandne Herre ville møde sine venner i Galilæa, som på
den ene side er et konkret sted i Israel, men som på den anden side
også er det sted, hvor kvinderne og disciplene hører hjemme i
hverdagen.
Det var i Galilæa, Jesus første gang mødte disciplene og kaldte dem til
at følge ham. Nu hører vi så, at han sender dem tilbage til deres eget,
hvor han vil møde dem og vandre sammen med dem.
Og det er også sådan jeg i dag forstår Jesu tale til os om Galilæa.
At det er vores sted, stedet, hvor vi fødes og dør, hvor vi mødes og
skilles, de levendes og dødes sted, hvor vor Herre Jesus kommer os i
møde med sit ord om, at hvor vi end er, og hvordan vort liv end former
sig, hvad enten vi kan magte det eller ej, er vi velsignet af Gud og
omgivet af Guds kærlighed. For se, siger Jesus, jeg er med jer alle
dage, indtil verdens ende. For når vi er allermest forladt, ja selv i
dødens sorte nat, selv da har vor Gud ikke forladt os.