Tale ved bisættelse
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge) 
Tekst: Joh 1,1-4
-----
På julemærkearket for julen 1998 stod et vers af Johannes V. Jensens
vintersang:
Vor sol er bleven kold, vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er
nedgang endt og håbet tændt, ja håbet tændt, for nu er solen vendt, nu
kommer lyset og den lange dag tilbage.
Vi befinder os nu i de dunkle dage, skumringstiden, mørketiden, hvor
solen næsten ikke når at stå op, før den igen går ned.
Set i menneskelivets perspektiv bliver det et billede både på
menneskelivets endeligt og sorgen over tabet af et menneske.
(31. december 1907 kom din mor til verden ... personlig omtale)Netop
midt i de dunkle dage og mørketid og dødens tid lyder budskabet om,
at mørket vil vende. Der er lys forude.
Ja, lyset kommer til os, kommer os i møde for at lyse i mørket og drive
mørket og døden bort.
Derfor kan vi tro, at vi ikke er ladt alene, hverken i livet eller i døden.
Jesus som solen vender sit ansigt mod os og velsigner os med sin
varme, sin kærlighed og tager os i sin favn, som en mor tager sit barn i
sit skød for at beskytte det. 
Det er ikke nogen vittighed at sige, at julen varer til påske. For i
påsken sker opfyldelsen af julens budskab: I dag er en frelse fød, han er
Kristus Herre. Han bæev født for at finde et hvert menneske til Gud.
Han døde og opstod af graven og meldte, at vi ikke skal vente
forgæves. Han har sagt, at han har fundet os, men vi må selv høre det
og opleve det på vor egen krop og i vor sjæl for at fatte det. Det er
godt at blive fundet. 
I kender nok at lege skjul med et lille barn. Barnet gemmer sig bag en
sofa, og man lader, som om man leder og man leder. Men der må ikke
gå for lang tid, så bliver barnet bekymret for, om det bliver fundet,
rejser sig op og siger: Her er jeg, kan du ikke finde mig. Og
selvfølgelig kan vi finde dig, siger vi.
På den måde ser jeg vores forhold både til hinanden og til Gud.
Vi vil alle gerne findes af dem, vi har brug for og lever med, ellers
bliver tilværelsen mørk og ond. Vi har brug for at blive set og elsket af
vore nærmeste, blive kaldt ved navn. Vide, at der er nogen, som vil
kendes ved os, som vi er. Det er der tryghed ved.
Vor sol er bleven kold, vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er
nedgang endt og håbet tændt, ja håbet tændt, for nu er solen vendt, nu
kommer lyset og den lange dag tilbage.
Håbet er tændt, lyset skinner i mørket. Ikke nok med at den lange dag
vender tilbage. Den skal engang forblive lang, hvis man kan sige det
om evigheden. 
Men vi må bære troen i os, bære håbet med os, og bære kærligheden
videre til dem, som kalder på os for at vi skal finde dem.
For vi er selv fundet af kærligheden, som har trodset og besejret døden
og den uendelige tomhed, lyset skinner nu i mørket. Solen er vendt, nu
kommer lyset og den lange dag tilbage, den dag, hvor solen aldrig går
ned.