Tale ved bisættelse 
(Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge) 
Tekst: 1. Kor. 13,4-7
Salmer: 511 - 60 - 722
-----
For 58 år siden stod et ungt par i H Kirke den 24. november og gav
hinanden deres ja. Ja, til at leve som ægtemand og ægtehustru, ja til at
elske og ære hinanden indtil døden skiller dem ad.
Det var dig, K, med A., som stod dér. Fremtiden kendte I ikke, vidste
ikke, hvordan den ville forme sig. Men det er gået for jer næsten som i
eventyret, at de levede lykkeligt til deres dages ende. Lykke blev ikke
noget med at være fri for bekymringer og sorger. Lykke er vel glæden
ved at leve trods al modgang.
Glæden ved at være sammen, glæden ved at blive forældre. Glæden
ved at kunne følge børnebørnene på meget nært hold, være der, når der
var brug for jeres omsorg og hjælp.
Sammen har I været om dette. Sammen tog I på rejser, som har givet
jer megen glæde. Sammen flyttede I ind på L-vej i et lille hus, som med
tiden blev større og større, så der er plads til hele familien og gode
venner.
Indtil døden skiller jer ad. - Den første søndag i advent skete det.
Denne uafvendelige adskillelse, som gør så ondt i hjertet, ja i hele krop
og sjæl. Og dog formår du at glæde dig over alt det, du fik sammen
med A, og du formår at give udtryk for din store tillid til og
taknemmelighed for dine sønner og svigerdøtre og børnebørn, som
giver dig tryghed midt i denne omvæltning af dit liv.
Men styrken i denne smerte kommer ikke af sig selv. Den kommer
heller inde fra dig selv, den kommer fra vor Far i himlen. Hans styrke
er din styrke, som ingen må kunne undgå at blive smittet af.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, kærligheden tåler alt,
tro alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.
Tænk at der findes en sådan fuldkommen kærlighed. En kærlighed,
som aldrig ophører. Vores kærlighed har en grænse, dødens grænse, til
døden skiller os ad.
Men kærligheden, der aldrig ophører,  er en kærlighed, som skjuler en
mangfoldighed af synder, en kærlighed, som kan rumme os alle med al
vor mangfoldighed, vores skæve kanter, vor tvivl, vor smerte og vor
hjælpeløshed.
En kærlighed, som vi aldrig kan komme om bag ved og forstå
meningen med, fordi den var før os, fordi Gud er kærlighed.
Og det siges os, at vor himmelske far kender os helt derind i os selv, i
de dybe grunde, hvor vi så at sige ikke kommer til daglig, helt ind i det,
vi ikke er bevidste om, og som ikke altid er rart at få frem i
bevidstheden.
Kærligheden tåler alt. Den tåler os, når vi ikke slår til, når vi ikke
magter tilværelsen.
Kærligheden udholder alt. Den udholder at bære alt det, som tynger os,
alt vor mørke udholder den at bære. 
Kærligheden finder os i al vor magtesløshed.
Den kærlighed, vi skal fejre julen for. For den fuldkomne kærlighed
viste sig i Jesus Kristus. Han kom til vores verden fra Gud for at
fortælle os det gode nyt, at vi trygt kan lægge vort liv i hans hånd. Og
ikke mindst - kalde Gud Vor Far, du som er i himlene. Han, som var
før verden blev til, som er midt iblandt os med sit kærlighedsord, og
som kommer os i møde ved verdens ende, så vi ikke skal fortabes, men
have evigt liv med ham.
Og tror du på den kærlighed, han elsker støvet med, da læg og rejs dig
i hans Ånd, vær ej for trussel ræd.