2 søndag efter helligtrekonger; Joh 2,1-11; 17/1 99  

Ligesom man kan opleve en konfirmand, som bliver ked af sin
konfirmationsfest, fordi festen ved vin og spiritus’ mellemkomst bliver
alt for løssluppen, sådan kan vel det samme ske ved et bryllup. Ved den
fest, som Jesus her deltager i, er der i hvert fald skænket så meget, at de
fleste ville synes, at det nok var en god idé at lade bilen stå.
Nu er der jo ikke noget galt i at lade bilen stå, hvis festen har været våd.
Men evangeliet i dag handler om noget andet. Vi skal ikke har have at
vide, at Jesus også godt kunne være med i en fest, hvor man fik rigeligt
af de våde varer. Vi i det lidt mere puritanske Norden har et andet
forhold til fest og vin end dér, hvor vinen hørte med til det almindelige
måltid.
I hvert fald er det utænkeligt at man i middelhavsområdet skulle holde
fest uden vin. ”Hvis vi ikke har vin, har vi ingen glæde,” sådan lader en
jødisk læ-sebog en lille pige sige. Vin og glæde og fest hører sammen.
Og da vinen slip-per op, skaffer Jesus mere vin til huse, endskønt
gæsterne allerede var blevet så berusede, at de efter skafferens mening
ikke mere var i stand til at bedømme vinens kvalitet.
På en måde er situationen, som den foregik i Kana, jo dagligdags. Vi har
ikke svært ved at sætte os ind i, hvordan værtsfolkene har følt, da det
gik op for dem, at der kom til at mangle vin. Og eftersom Maria var klar
over situationen, så må rygtet have bredt sig i hvert fald til nogen af
gæsterne. Og så sker unde-ret: Jesus lader tjenerne fylde de store
renselseskar med vand, og da det bliver båret til skafferen, er det blevet
til den dejligste vin. Festen er reddet, den kan fortsætte og alle er glade.
Nu er det vel ikke bare et lille træk fra dagligdagens små vanskeligheder,
Johs. vil fortælle, så lidt som han beretter fra brylluppet for at vise, at
livets små problemer ikke er Jesus ligegyldige. Og det handler heller
ikke om, at vi skal falde i undren over, ’Hvad Jesus dog kunne’. Hvad
enten man nu falder i beundring, eller forsøger, at overbevise andre om,
at noget sådant aldrig har fundet sted, så har man vel forstået
evangelistens hensigt lige dårlig. 
I øvrigt siger Kaj Munk i en prædiken over denne tekst, at det hele er så
usandsynligt, at det må være virkeligt, for ingen kunne have fundet på et
op-digte noget sådant. Nu er det næppe grænser for, hvad mennesker
kan finde på, selv om virkeligheden ofte er betydelig mere fantasifuld en
fantasien. Og dog  er det slet ikke det, det drejer sig om. Men Jesus gør
her en billedhandling, som viser os forholdet mellem den gamle pagt og
det nye, Han sætter ind i verden.
Det, vi hører om, er en lignelseshandling, et tegn, begyndelsen på Jesu
tegn, der i sig bærer en betydning, som rækker langt ud over selve
underet. Brylluppet er opfyldelsens time, og Jesu komme er tidens fylde
for det hellige ægteskab, dvs. den begivenhed, hvorved Gud bliver ét
med sit folk. Jesus bruger selv udtrykket: Min time er endnu ikke
kommet,  men når den kommer – og den kom nogle år efter på Golgatas
høj –  da fornyer Gud den gamle pagt – ikke forlænger, men fornyer –
og binder sig til sit folk, og de bliver ét.
Vi kan se det af selve hændelsesforløbet. Den gamle pagt er til stede i
karrenens skikkelse. De stod der for at opfylde renselsesbestemmelserne
i loven. Og som loven foreskriver, lader Jesus den gamle pagts kar fylde
med vand, for derefter at forvandle den gamle pagts indhold til noget
nyt. Den gamle lovpagt får et nyt indhold. Det er en ny skabelse. I den
første skabelse skabte Gud af intet. I den anden skabelse forvandler Han
det, som allerede er til noget nyt.
Vandet stod i renselseskarrene for at give mennesker den udvendige ren-
selse. Om vinen hedder det i GT, at den glæder menneskenes hjerte.
Vinen bliver et billedet på Gud Helligånd, som går til menneskerhjerter
og forvandler til liv og lydighed og glæde. Det at ville lade sig forene
med den levende Gud betyder derfor, at lade Gud Helligånd fylde hjerte
og liv som en forvandlende vin, så dit hjerte glædes og dit liv bliver nyt,
bliver et liv i gudsfolkets fælles-skab. 
Og det handler ikke kun om en hjertets forvandling, som var det kun no-
get, der sker i det indre. Det at høre Gud til er ikke en skjult sag, noget
du kan bære inden i dig, og som ikke kommer andre vil. Men det er
netop et liv i Gudsfolkets fællesskab om lovsang og sakrament, et liv i
tjeneste for din næste, men ingen af de dele hver for sig. Kristendom er
ikke et liv i tjeneste for medmennesket, lige så lidt som kristendom er et
liv i lovsang og bøn; men det er disse ting sammen.
Aldrig hører vi om, at Jesus gerning retter sig kun mod den ene side af
menneskelivet. Det er altid hele mennesker, det drejer sig om, både det
ydre og det indre. Jesu gerning for og med mennesker er jo netop det: at
genoprette os til hele mennesker.
I vor verden, som er så bestemt af rationalistiske tankebaner, har vi
meget nemt ved at falde for fristelse til at lukke af for Åndens
virkelighed. Men vi kan kun gribe underet, og vi kan kun forstå Jesu
tegnhandling, hvis vi vil bøje os for, at ikke alene mennesket ånd, men
også alt, hvad der hører vort ydre liv til, står under den almægtige Guds
herredømme. Hvis ikke Gud er den almægtige i ordets egentlig og
bogstavelige forstand, så gives der intet tegn. Hvis ikke vi bøjer os for
den almægtige Guds virkelighed, så finders der for os intet, hvor ud af vi
kan forstå Guds nådige handlen for og med os. Hvis disciplene ikke
havde bøjet sig for den Almægtiges virkelighed, som ville de den dag
ikke have troet på Jesus som den, der bragte dem Guds herlighed; men
de ville i stedet være begyndt på at lede efter såkaldt naturlige
forklaringer.
-----
Det er sjældent, at der i NT blive peget så tydeligt på den kristne
gudstje-neste, som det sker i dagens evangelium, for hvad betyder
alterets sakramente andet, end at Gud løfter det, som efter sit ydre er
brød og vin, og fører det over i en anden dimension, så det menneske,
som knæler ved alterbordet, kan tage imod Jesu Kristi legeme og blod?
Ved Åndens kraft forvandler Gud det gamle – det som er vores – til
noget nyt, til sin frelsende gave.
Og det er ikke kun sakramenterne, vi kan tale om på den måde; men det
gælder hele gudstjenesten. Der et gudstjenestens grundkarakter, at Gud
ved sin Ånd vil handle med og os for os. Det gælder også prædikenen,
som kan høres som oplysning eller opbyggelse, formaning og trøst. Men
det er og bliver gamle menneskeord, som er præstens egne ord, som dog
enhver kan tage imod som Guds eget fornyende og forløsende
skaberord, så det kan blive til mad og drikke til evigt liv.
Og når liturgiens ord lyder i gudstjenesten, så lyder ordene med menne-
skestemme, og dog bliver det ved Åndens kraft til Guds levendegørende
ord, som dømmer, oprejser og sætter fri. Hvis – vel at mærke – du vil
børe os for den almægtige Guds virkelighed, for kun da får du lov at
opleve gudstjenesten som andet og mere end en tilfældig
interessegruppes kedsommelige møde.
Når du derfor kommer til Gudstjeneste, så er det ikke for at høre, hvilke
spændene ting præsten kunne have fundet på at sige, og det er ikke for
at lade dig sætte i stemning af orgelmusik og korsang; men det er, fordi
du er indbudt til bryllup. Det er for at du kan blive genstand for Jesu
forvanlende guddoms-kraft, så du kan se Hans herlighed, komme til tro
på Ham, så dit liv forvandles derved.
Om en af de gamle kirkefædre fra oldtiden, Hieronimus fortælles det, at
en engang havde regnet ud, at i de renselseskar måtte der have været 5-
700 liter, og derefter havde han for at potte spurgt Hieronimus, om han
troede, at al den vin var blevet drukket ved det bryllup.
- Nej, svarede Hieronimus, vi drikke alle sammen af den endnu.