1. søndag efter Helligtrekonger 1999



GT-læsning: Salme 84

Evangelium : Luk. 2,41-52

DDS 91, 396 - 121, (432), 378.



Prædiken:



Som mennesker er vi bundet ind i tid og rum.

Vi fødes i et bestemt land og af forældre, som gør og lever, som det

er tradition, skik og brug der, hvor de blev født.

Som danske er vi placeret under ganske bestemte kulturelle, sociale

og økonomiske forhold. 

Og som danskere er vi bl.a. kristne - eller i det mindste er vor kultur

gennemtrængt af kristne værdier og traditioner.



Ligeledes er også vort liv bestemt af tiden.

Tiden forandrer hele tiden alt - og tiden sætter grænser. 

En dag begyndte vort liv og før eller siden skal vi dø. 

Men netop derfor er alt, hvad der sker mellem fødsel og død, også

enestående og uigenkaldeligt.

Ikke en dag vender ikke, ingen handling kan gøres om.

Alt er og vil altid være det, som vi gjorde det til. 

Tiden og rummet er de grænser, vi er tvunget ind under.



Set i det lys vil vi se tilbage på den fortsatte fortælling, 

der har lydt her i kirken siden 1. søndag advent.

I kirken er det jo sådan, at de tekster og det evangelium, som møder

os her, ikke er resultatet af præstens tilfældige valg eller lune, men er

fastlagt for hundrede år siden.

Den første tekstrække, som vi følger i de ulige årstal, har rødder helt

tilbage til det 4. århundrede efter Kristi fødsel.

Den fortælling, som vi har lyttet til i dag, har altså lydt for mange

mennesker til forskellige tider og under forskellige livsvilkår.

Dermed skaber de tekster vi hører og det evangelium, 

som forkyndes her, en form for kontinuitet og sammenhæng over tid

og rum, som er anderledes end de vilkår, vi som mennesker er

underlagt.



Men ud over dette, har fortællingen også andre træk.

For nok er der tale om en enkeltstående fortælling om en

enkeltstående begivenhed i et enkeltstående liv, men som alle andre

begivenheder er også den forbundet med det, 

der gik forud og det, der siden fulgte efter.

Så når den lyder her i kirken giver den os mulighed for at sætte os i

forhold til den samlede fortælling om Jesus fra Nazareth, der på den

ene side var et ganske almindeligt menneske, men om hvem

forkyndelse hævder at det almindelige i ham var enestående i en

ganske særlig grad.



Og hvis vi ser på fortællingen om denne Jesus, sådan som det har lydt

her i kirken siden kirkeårets begyndelse, har vi nu fået samlet en

række brikker til en mosaik:

- I adventstiden hørte vi om Johannes Døber og folkets forventninger

til en kommende Messias - en frelser.

- I julen hørte vi om Jesu fødsel i Betlehem og hvordan de fattige

hyrder opsøgte barnet for at se Guds “frelse”.

- Julesøndag hørte vi, hvordan han som spæd blev båret til templet og

lovprist af Simeon og Anna som opfyldelse af deres og jødedommens

håb om Guds frelse.

- Nytårsdag konstateredes det kort og godt, at Jesus som enhver

anden jøde på 8. dagen blev omskåret og fik sit navnet “Jesus”, som

betyder “Frelseren”.

- Og nu i dag er vi ved den næste skelsættende begivenhed i enhver

jødes liv - overgangen fra barn til voksen.

For også for Jesu gjaldt det, at han efter sit 12 år blev regnet for

voksen og ansvarlig i forhold de datidens sociale og religiøse normer. 



I dette korte rids er der to træk, som springer i øjnene.

Det ene er, hvor ofte fortællingerne om Jesus understreger

“almindeligheden” i hans liv dvs. fremhæver, hvordan han levede

under tidens og rummets begrænsninger.

Jesus var jo et menneske. 

Han blev født i tiden og under bestemte historiske forhold.

Han blev født i et politisk og militært besat land med en bestemt

religion, kultur og forventninger.

Han var med andre ord underlagt de begrænsninger, der kendetegner

ethvert menneskes liv. 

Hans liv var som vort “enestående” i den forstand, 

at det var udspændt mellem fødsel og død.

På den anden side rummer selvsamme fortællinger påstanden om, at i

hans liv møder vi det, 

som er enestående i en helt anden forstand af dette ord 

- noget, der kun kendetegner Ham og inden anden.



I det lys kan vi f.eks. se evangeliernes paradoksale tale om hans

undfangelse ved Helligånden; 

englens ord til Maria om, at det barn, hun skulle føde, skulle stå i et

enestående forhold til den Gud, 

som Jøderne kendte som deres forfædres Gud. 

Men hvor jøderne kun kendte Gud som den, der engang havde frelst

folket fra Egyptens slaveri, der skulle der i Jesus ikke være nogen

formidlende indstanser, ingen historier og ingen forfædre, men kun

det umiddelbare og spontane møde med Gud - det frelsende nærvær.

I Ham skulle det almindelige, vi kender, bliver brudt og

gemmemtrængt af det enestående.

I Jesus ville Gud i særlig grad møde mennesker under de rammer og

begrænsninger, som vi altid er bundet til. 

I ham ville tid og rum blive sprængt, så Gud skulle være ethvert

menneske så nær, som overhovedet tænkes kunne.

Og af denne grund og i denne betydning er det altså, 

at Jesus bærer sit navn: Frelseren.



Det er tillige i denne brydning mellem det almindelige og kender og

det nye og anderledes, vi skal høre og forstå 

den fortælling, som vi står overfor i dag.

På den ene side kan vi nemlig sagtens forstå beretningen om Maria og

Josefs selvrådige søn som fortælling om, hvordan det er at have et

pubertetsbarn i huset, der lige har fået at vide, at det nu er voksent og

selv kan bestemme.

Under denne påskefest i Jerusalem går Jesus nemlig for første gang

sine egne veje - han frigør sig fra sine forældre og træder ind i nye

sammenhænge.

Han prøver kræfter med autoriteterne, han diskuterer religion med de

religiøse ledere og de skriftkloge, 

han prøver og afprøver det grundlag, som hans forældre har givet han

gennem deres opdragelse af ham.

Her er Jesus ganske almindelig og under dette synspunkt er der tale

om en frigørelse, som forældrene naturligvis har svært ved at

acceptere. De bebrejder og irettesætter ham - for sådan er vi jo også,

vi voksne - vi vil helst altid have at vore børn forbliver vore - helst

velopdragne - børn.



På den anden side er samme begivenhed et tegn på kon- tinuitet med

det, der er gået forud og det, der følger efter.

Med Jesu underfulde undfangelse er der sat et paradoksalt ord på den

nærhed til Gud, Jesus nu er ved at nærme sig.

På eget initiativ begynder han at nærme sig indholdet af de ord, som

englen bragte Maria og hyrderne på marken, 

og som Simeon og den gamle Anna talte om i templet. 

For hvad alt dette usædvanlige og enestående skulle betyde for ham,

det må Jesus som et almindelig menneske kæmpe sig til rette med -

han må prøve at forstå det og i sidste ende acceptere eller forkaste det

som Guds vilje med ham.

Og hvad kom det da til at betyde for ham?

Skulle jeg svare på det i dag, ville jeg foregribe alt det, 

som skal forkyndes resten af året.

Men kort og præcist kan det sammenfattes i Jesus egne ord til sine

forurettede forældre, da de kræver ham til regnskab:

“Vidst I ikke, at jeg bør være her hos min fader”.

Vidste I ikke, at det vigtigste for en jøde - ja, for ethvert menneske -

er at lære Gud at kende og leve sit liv i tryg tillid og lydighed mod

Ham, der er livets ophav. 



Og denne forståelse af meningen med sit og menneskers liv fastholdt

Jesus livet igennem. 

Jesus forstod og talte altid om Gud som sin Far.

Det var Ham, der lærte os at bede; Fadervor!

Som en lydig Søn lærte han sin Faders vilje at kende, men ikke nok

med det, han levede den - realiserede den i sit liv:

I mødet med de religiøse autoriteter, der satte snærende grænser for

livets udfoldelse hos andre, konfronterede han dem med kravet om

kærlighed, som det største og det vigtigste af de bud, de så nidkært

vogtede over.

I mødet mennesker, hvis liv var kørt af sporet, gjorde han dem fri af

den skyld, de ikke selv kunne komme fri af, 

gav dem livet og håbet tilbage ved atter at lukke atter op for den

kærlighedens kilde, som han selv øste af.

Og da alle vendte sig mod ham og krævede hans liv, fastholdt han den

kærlighed vi hverken kan forstå eller rumme, når han bad: 

“Fader: tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”

Overfor Ham kender vi næppe rækkevidden af de store ord om Gud,

kærlighed, nåde og tilgivelse, men set i lyset af hans liv og død

betyder det heller ikke mere så meget.

For som kronen på værket har han med sin død sat sit liv ind for vort.

Hvad han som Guds Søn kæmpede for og vandt, er i hans død og

opstandelse blevet tilgængeligt for den, der klynger sig til, at kun han

er i stand til at fri os fra vort liv fallit. 

Vi skal ikke længere være et andet sted eller være en anden person,

end vi er.

Han er, hvor vi er - og hvor han er, der er hans Fader også.



Og skal kirken, vi er samlet i, have en berettigelse, 

så er det at være stedet, hvor dette til stadighed bliver gentaget og

forkyndt i tiden.

For hvis ingen lægger ord, krop og rum til dette budskab, ender det

med at være enestående i den historiske forstand af ordet; at tidens

tand kvæler det og det forsvinder!



Uden dette evangelium er vi uden håb og uden fremtid.

Evangeliet har vi modtaget for at det gennem tid og rum må lyde, at

Gud i vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, har overskredet alle

grænser for at møde os der, hvor vi er.

Så lad det altid være sandheden, vi klynger os til!



Amen.