Sidste søndag efter H3K 1995



Salmer

DDS 396 "Alle mine kilder" (6)

DDS 251 "Talsmand, som på jorderige" (4)

------

DDS 149 "Med strålekrans om tinde" (11)

DDS 350 "Himlene Herre fortælle din ære"(6)



Prædiken:

"Forklarelsen på bjerget", kaldes den beretning, vi netop

har hørt, men er jeg den eneste, der spørger, hvad det

egentligt er, der bliver afklaret den dag, hvor Peter, Jacob

og Johannes overværede Jesu himmelske stævnemøde med

Moses og Elias?

Ordet "forklarelse" må have noget med afklaring at gøre; 

at få noget forklaret, så man med ét bliver i stand til at for¬

stå og begribe det, som før var dunkelt og tvetydigt.

Billedligt talt handler det om at få kastet lys ind over mør¬

ket, og Jesus beskrives jo også som forvandlet med et an¬

sigt, der lyste som solen og klæder så hvide som lyset.

Går vi imidlertid beretningen nøjere efter, er der ingen, der

forklarer, og ingen, som forstår. Der er nok lys, men lyset

forsvinder og efterlader sig tilsyneladende ingen varig

virkning i de undrende disciple.

Dog sker der alligevel et eller andet. I et kort sekund er det

som om Peter har fat i noget - noget, der er så dyrebart og

vigtigt, at han af al magt forsøger at holde det fast;

"Herre, det er godt, at vi er her. 

Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her.."

Og så alligevel - på trods af Peters velmente tilbud er der

stadig noget stødende og provokerende ved at tale om begi¬

venheden på bjerget som en forklarelse. Selvom synet af

den forvandlede Jesus med Moses og Elias ved sin side

suppleres af røsten fra himlen, så vil jeg godt møde den, der

alene ud fra disse fænomener er blevet ret meget klogere på,

hvad det egentligt var, der skete den dag

Det tvetydige i begivenheden bekræftes af det afsluttende

udsagn, hvor Jesus forbyder disciplene at sige noget om

det, de har oplevet, før han er opstået fra de døde. Hvis

den oplevelse, disciplene måtte have haft, virkeligt havde

afklaret noget som helst, kan jeg ikke forestille mig, hvor¬

dan at de kunne have holdt mund, da de kom ned igen.

Eller hvordan skulle vi kunne forklare Peters optræden

under påskens begivenheder - hans trefoldige benægtelse

af at kende Jesus og hans fortvivlede flugt væk fra det hele,

hvis synet på bjerget havde afklaret noget som helst for

ham?

Mon ikke det snarere er sådan, at hverken han, Jacob eller

Johannes har fattet noget som helst af det, der skete?

Mon ikke sandheden er den, at de har været ude af stand til

at forbinde noget som helst meningsfuldt og forklarende

med den oplevelse, de havde på bjerget, og at de netop der¬

for har lagt den til side og fortsat som om intet var hændt?

At de senere - i lyset af Jesu opstandelse og som en første

frugt af Talsmandens - Den hellige Ånds virke - alligevel

har fundet mening med det passerede, det stemmer derimod

ganske godt med andre af NT´s beretninger og med den

troserfaring, der sammenfattes i kirkens bekendelse på den

Hellige Ånd.

Men da var det også først efter påske disciplene virkeligt

blev i stand til at sætte ord og begreber på den tro, som nu

var blevet den akse, hvorom alle deres oplevelser med Jesus

blev tolket og forstået.

Nu kunne der imidlertid også være andre årsager til, at vi i

dag står tvivlende overfor, hvad der skete på bjerget den

dag.

Årsagen til vor usikkerhed kunne også være den, at vi ikke

har fattet pointen i selve fortællingen om det, der skete.

Jeg forsøger her at skelne mellem begivenheden selv og

fortællingen om det, der skete. Det er i virkeligheden to

forskellige ting: Begivenheden i sig selv har vi ikke adgang

til - vi har kun beretningen om det, der skete. Og denne be¬

retningen har fortællingens form og følger et ganske be¬

stemt mønster.

Som vi nu læser eller lytter til beretningen, fæster vores

opmærksomhed sig vel uvilkårligt på det, der bryder med

erfaringen - det underfulde - det, vi ikke forstår, fordi vi

ikke er i stand til at forbinde det med noget fra vor daglig¬

dag. Her er det forvandlingen - det uforklarlige lys - Moses

og Elias, der nok er døde og borte, men nu pludseligt duk¬

ker op igen - og røsten fra himlen.

Billederne og begreberne kender vi, men erfaringen deler vi

ikke. Her sker der mere end vi har plads til i vor afgrænsede

og forudsigelige opfattelse af, hvad virkeligheden er i stand

til at rumme. Vi lever i en tid og en kultur, der har ind¬

skrænket virkeligheden til et aflukket rum, hvor kun noget

og ikke andet giver mening. Som mennesker har en mere

eller mindre begrundet skepsis overfor fænomener, som de,

der udfolder sig på forklarelsens bjerg, og vi kan næsten

føle det som et offer at skulle give afkald på denne skepsis,

fornuft eller hvad, vi nu måtte kalde den.

Men bliver nu vi stående ved disse spørgsmål, og læser vi

ikke fortællingen færdig, så mister vi i virkeligheden det,

som den peger hen imod og i sin form søger at kaste lys

over.

For pointen i enhver fortælling finder vi altid til sidst.

Lad os for et kort øjeblik stoppe op og kaste et blik på en

anden fortælling, nemlig den om Abrahams ofring af sin

eneste søn, Isak.

Denne fortælling har mange meningslag og den udtømmes

ikke ved at blive udlagt som en barsk prøvelse af Abrahams

tro på Gud - et håndfast bevis på, at han i var parat til at

ofre det dyrebareste, han havde, til Gud. 

En sådan udlægning skal ikke vendes ret mange grader før

Gud ikke bliver til at skelne fra det dæmoniske element i

alle totalitære religioner og ideologier - de, der kræver blind

lydighed og villighed til at ofre det kæreste, man ejer for

sagens skyld.

Hvis vi derimod holder fast ved, at pointen findes i det va¬

rige resultat af fortællingen, så finder vi netop der et afgø¬

rende opgør med enhver form for totalitær tankegang om¬

kring dyrkelsen af Israels Gud. Nok har han som skaber ret

til ethvert menneske, men fortællingen slutter jo helt tyde¬

ligt med, at Gud afviser at gøre brug af denne ret.

Gud ønsker ikke, at Abraham skal ofre sin eneste søn

for hans skyld, og fra den dag af har jøderne og siden også

vi kristne været lykkeligt befriede fra tanken om ofring af

både mennesker eller noget som helst ægte menneskeligt -

også vores skepsis og begrænsede virkelighedsopfattelse - 

for Guds skyld.

For en tid kunne Gud nøjes med mindre. Først på et langt

senere tidspunkt gør han sin ret gældende. Men da viser han

som på Moria bjerg også selv hen til det offer, han ønsker at

tage imod. 

Fra det tidspunkt, hvor Jesus døde og atter opstod har en¬

hver form for offer ophørt med at give mening overfor Gud.

Fra da af blev der kastet et virkeligt forklarelsens lys hen

over alle ofrer som foreløbige og utilstrækkelige i forhold

til Guds eget offer i sin elskede Søn..

I fortællingen om Abrahams tro ligger den varige forkla¬

relse altså til sidst, ja egentligt helt udenfor begivenheden

selv.

Med denne iagttagelse kan vi nu vende tilbage til den

begivenhed, som kaldes for forklarelsen på et bjerg.

Hvis det også her gælder, at pointen og afklaringen ligger

til sidst, kan vi med god samvittighed lade de storslåede sy¬

ner oppe i det høje luftlag være, hvad de end måtte være, og

frimodigt erkende, at der færdes vi alligevel sjældent. Vores

tilværelse udfolder sig nu engang på det jævne , hvor den

slags hører til de absolutte undtagelser. 

Dermed har vi også fat i det, som er vigtigt for fortællingen

selv. Jesus reagerer jo ikke på Peters tilbud om at bygge

hytte og tage varig bolig på bjerget - han afviser derimod at

fastholde øjeblikkets klarhed. Jesus ønsker ikke at leve i

den himmelske afklaring, hvor al tvetydighed og mørke er

vist bort. Han går ned fra bjerget igen - ned til hverdagen

og dagligdagen på Palæstinas støvede landeveje - ned til de

syge, de spedalske, de vantro, de, der vil ham til livs og de,

der hånligt vender ryggen til ham, fordi de i hans person og

gerning ikke ser den ringeste klarhed og det mindste glimt

af lys.

Det er med andre ord nede i den verden, vi alt for godt ken¬

der til, at Jesus vil være - det er ikke på forklarelsens strå¬

lende bjerg. Det er til os i al vores skepsis og begrænsede

opfattelse af, hvad der giver mening og afklaring, han

kommer - det er ham, der har bygget sin hytte hos os.

Den forklarelse, som udstråler fra forklarelsens bjerg, skal

ikke forblive der i de høje religiøse luftlag, men den skal

konfronteres med og leves i den tvetydige verden, som om¬

fatter det meste af vor liv. Det er på jorden og i alt den jor¬

diske begrænsning forklarelsen skal hævde sin ret.

Måske dette kan formuleres endnu skarpere i form af et pa¬

radoks - det paradoks, der siger, at forklarelsen ligger i

tvetydigheden.

Dermed er blot sagt, at tvetydigheden er vores livsvilkår, og

at det er på disse vilkår Gud har sat os stævne  - det er vores

egen begrænsede verden, han møder os.



Den indsigt skaber frihed og frimodighed. Den betyder

nemlig at vi ikke længere behøver at længes efter eller

flygte op på de religiøse bjergtoppe, som man tilstadighed

tilbyder os fra alle sider. Vi behøver ikke at svælge i hen¬

rykkelse og ekstatiske oplevelser for at komme Gud nær.

For han er os allerede nær i den tvetydige og fordunklede

verden, hvor vi lever vort liv.

Den egentlige forklarelse ligger ikke på bjerget - den ligger

derimod nedenfor bjerget - der, hvor vantro og afmægtige

mennesker håber og råber efter Guds nærhed.

Derfor slutter dagens beretning også med Jesus opfordring

til sine forvirrede disciple; "Rejs jer og frygt ikke"

Efter de ord går han selv ned af bjerget og følger derfra den

vej, der fører til hans sande forklarelse - vejen gennem

kors og død til opstandelsens liv. Og først da han havde

nået dette mål, kunne disciplene se, hvem han var - Guds

elskede Søn - og først da blev det forklaret, som indtil da

var forblevet en dyb og uudgrundelig gåde.

Amen.