Først var det Maria, som blev bange, fordi hun skulle have et barn, så ung hun var og uden at hun var gift. Dengang var det forfærdeligt, og hun tænkte om ikke Josef ville forlade hende, så hun bare skulle klare sig selv. Alene i verden, det føler hun sig. Maria og tænker: Nu svigter han mig, min Josef, og smider mig ud som et skarn, og lader mig stene, for jeg er med barn.

Men også for Josef var det svært. Man ville jo se ned på ham, hvis han blev sammen med Maria. Hans familie, hans venner. Hvad ville de sige. Og han vidste jo, at han ikke var skyld i at Maria var gravid. Var det ikke at indrømme noget, hvis han blev sammen med hende. Hvad skulle han dog gøre? Ja, den beslutning måtte han helt selv tage. Den stod han alene med. Og det trak i ham fra begge sider: Hvad ville de andre sige. Deres foragtende mening trak ham væk fra Maria. Men til gengæld trak hans kærlighed til hende så stærkt, at han blev sammen med hende, ja, endda tog hende med til Betlehem. Det var jo ikke hende, som indskrives på mandtalslisten, som man kan høre at ordet, mandtalsliste, så var det kun mændene, der blev skrevet op og skulle betale skat. Men for Josef talte Maria så meget, at han ikke ville hun skulle være alene tilbage. Hun skulle med ham.

Alene i verden er Josef, fordi han elsker Maria, tar hendes parti mod bogen, mod loven, mod fædrenes gud. Familie og venner de fryser ham ud. Alene i verden, det føler de sig, Maria og Josef på Betlehemvej, for hundrede døre blev lukket med " nej!" og tiden er inde og barnet på vej.

Man kan nemlig også være alene, når man er to. Og mon ikke Maria og Josef, så unge de var, følte at der ikke var nogen hjælp til dem. Dørene var lukket. Og de var uden for, hvor man skal klare sig selv. Hvordan kunne de det. I en fremmed by, alene.

Hvor er det mærkeligt dér i den håbløshed og fortvivlelse bliver Guds søn født. Vi skal nok passe på, at vi ikke gør det altfor idylisk og smukt, det der sker julenat. Der er jo en mening med det. Den mening, at Gud bøjer sig helt ned til os, hvor alene vi end kan føle os. Gud er også hos dem, som er uden for, og som alle døre er lukket for. Guds søn er frelser for os alle. Det skal julenat vise med al klarhed. Gud er hos de nederste små, Gud er hos dem, som står uden for og banker på. Alene i verden blandt dyrenes skarn, der føder Maria det dejligste barn: Den højeste selv på det usleste sted. En underfuld konge for frihed og fred. Alene i verden, det er du dog tit, min Jesus og tænker: Nu går det for vidt: de synger så kont om min pude af hø, og lader mig ligge herude og dø. Alene i verden er du overalt i byer og lade som lys og som salt. Du er i de nederste nyfødte små. Du er i den flygtning, der nu banker på. Alene iv erden kan du ikke dø. Du lyser din fred på den natsorte sø. Når tusinde døre blev lukket fo rmig, står dørene åbne til livet med dig. Sådan slutter Hans Anker Jørgensen sin salme.

Vi skal jo ikke midt i julehyggen overse, at vi også selv om der ikke sker store ulykker for os, så kan vi alligevel føle os alene. Men juleevangeliet vil fortælle os, at hvor alene og hvor små vi end føler os, så blev Jesus født til verden, for at være vores konge. Han er en underfuld konge, og sammen med ham kan vi gå gennem selv de tykkeste porte, hvor låste de end er. Ja, om det så er tusinde døre, som lukker os ude, så åbner de sig, fordi Jesus er vores frelser og går sammen med os, når vi føler os i et fremmed land.

Og det er det ægte juleevangelium. Det er kernen i juleglæden, at Jesus bruger sin kongemagt til at skabe et varmt fællesskab, et fællesskab, som omfatter alle. Juleaften er himlen og jorden sammen, engle og mennesker, ja, endda er dyrene også nævnt. I nogle takketaler bruges den vending: ingen nævnt, ingen glemt. I juleevangeliet kan man sige : alle nævnt, alle husket. Der er både nævnt de højeste og de laveste: kejseren og hyrderne. Børn og voksen. Ja, egentlig også døde og levende, for mon der ikke blandt englekoret var mange, som havde levet før på jorden, men nu var i Guds sangkor. Både fortid og fremtid er holdt sammen julenat.

Derfor er det ikke kun dårlige ord vi skal bruge juleaften, om hvor alene Maria og Josef var. Nej, juleaften må vi bruge de bedste ord der findes, om at vi alle er sammen. Som englekoret synger: " Ære være Gud i det højeste og på jorden fred." Æren er Guds, dvs. det er fra Gud det som sker, derfor bliver det godt, derfor er det lille barn i krybben en rig og underfuld konge. Fordi det kommer fra Gud, kan det, der sker, blive til fred for os alle. Gud giver jo sit hjerte i det lille barn. Gud giver sit hjerte til os. Når vi er alene, så savner vi andre og længes efter dem. Julenat er det Guds savn og Guds længsel vi ser, Gud åbner sit hjerte for at være hos os.

Fordi det hele julenat holdes sammen i Guds kærlighed, giver det en fred, som kan vare ved. Fred har vi, når vi føler at der en god mening med det hele. Fred har vi, når vi kan se sammenhængen med verden og livet. Juleevangliet giver os fred, fordi vi hører, at vi må se sammenhængen med alt i Guds kærlighed.

Det lille barn i krybben vil med sin kongemagt skabe sammenhæng og sammenhold, som ikke kan brydes af mørket og kulden og ensomheden. Jesus vil frelse os ind til glæde og fest. Det kan der ikke bruges for gode og for smukke ord om. Alt det vi skal opleve denne helt særlige aften. Alt det som vi nyder sammen, det fortæller os om frelsen og freden. Og det er ikke kun i aften det gælder, det gælder hele det næste år. Der er en skjult visdom i, at advent og jul ligger i december. Det ser jo ud som om det er slutningen af året, og med januar begynder så et nyt år med nye problemer og ny ufred. Men i virkeligheden ligger advent og jul i begyndelsen af det ny kirkeår. Året begynder med juleglæde og julefred. Den er fortegn for hele det næste år. Den er ikke forbi. Den er begyndelsen. Ligesom en fødsel er en begyndelse.

Ny prædiken

Hvordan forestiller I jer Guds himmel. Hvordan er der i Himmeriget. Vi tænker nok på noget lyst og strålende og godt. I vores bibel fortælles nogle få steder, hvordan der er i himlen. Næsten lige før biblen slutter, fortæller Johannes åbenbaring om, hvor smukt der er i Guds by. Han skriver, at bymuren er af jaspis og byen af det pure guld. De 12 porte er 12 perler, hver af portene er én perle. Og byens gade er af pure guld som gennemsigtigt glas. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den.

Hvis vi skulle forestille os Guds rige i himlen, så måtte vi nok tænke på det dyreste som findes på jorden, guld, perler og ædelsten.

Jo, vi må jo bruge det som er på jorden for at vi kan forestille os Guds himmel. Og det er jo rigtigt, at der er meget herligt og strålende og rigt på jorden. Tænk bare på alle de mange slags træer. I alle jordens lande findes flere slags træer og planter og dyr end vi kan lære udenad. Der findes så mange utrolige blomster og frugter, som vi slet har hørt om endnu, - enten fordi vi ikke har været i de lande eller fordi der ikke har været nogle fjernsynshold fra Danmark dér. Hvis vi i tankerne kunne besøge alle lande på jorden, så ville vi se så megen skønhed og herlighed, at vi ville føle os i himmerig. Noget i den retning må himmerig i hvert fald være.

Men tilgengæld hvis vi kunne se hele jorden under ét, så ville vi også se megen ondskab og fattigdom. Det hele både i menneskenes verden og i naturens verden ser ud som en kamp, de stærke mod de svage. Og de stærke kan ikke engang vinde kampen. Der kan sagtens komme noget, som er stærke end dem: uheld, sygdom, katastrofe. Det kan vi godt gå og glemme i vores lille by, at der er kræfter, som er så voldsomme, at vi ikke kan stille noget op mod dem. Og så føler man det strålende og himmerig ret langt væk.

Ja, hvis vi skal bruge jordiske forhold til at gætte os til Gud, så kan vi ikke være sikker på, hvordan Gud er.

Det er grunden til, at Gud kommer til os i skikkelse af et fattigt menneske. Gud kan godt lide alt det smukke, ædelsten og blomster i al deres pragt. Ellers havde Gud ikke skabt det hele. Ellers havde Gud ikke skabt en sådan rigdom af liv og ting. Men Gud kommer til os rippet for alt, i et nøgent lille fattigt barn, for at vi skal være sikker på, hvordan Gud er, også når vi ikke kan se noget smukt i vores liv.

Gud kommer til os, så vi alle, hvordan vi end har, kan være sikker på, hvordan Gud er. Det er vigtigt for os, som er svage, at Gud ikke lader os blive alene i alle vores nederlag og fald. Gud er selv hos den mindste. Det viste han julenat. Selv den som har mistet sit hus og som ikke har en seng at sove i. Den som ikke har et hjem, men hele tiden føler sig på ukendt vej. Selv hos den, som har tabt alt, er Gud. Det viste han julenat, da Jesus blev født i en stald og lagt i en krybbe. Selv dyrene, som vel er endnu svagere end os mennesker, dyrene kan ikke gøre oprør. De bliver skudt, de bliver udryddet. Der er dyr som bliver mishandlet. Men julenat viste Gud, at det er hele hans skabning som han elsker, for dyrene er jo med dér i stalden. De var de første vidner og tilskuere til Jesu fødsel. Fårene ude på marken så sammen med hyrderne englenes herlighed. I et billede siger Jesus det da han bliver voksen. Han siger: " Sælges ikke 2 spurve for et par småmønter? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Far. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve." Det er for at give alle svage mod, at Jesus blev født som fattig og gik rundt som fattig. Det betyder at Gud er hos os, også når vi synes det er umuligt, når vi føler os fortabt og forladt, så må vi vide at Gud er hos os. Og det er han selvfølgelig med det formål, at føre os frelst igennem det som vi ingen vej kan se igennem.

Men Gud kom også i fattigdom til os, for at hjælpe os, der er stærke, eller mener vi er. Vi kan jo let være stærke, når alt går godt. Men alligevel sidder frygten gemt inderst i sindet. Selv de allermest stærke, som ser ud til at klare deres liv til ug, de skjuler på megen frygt. Men de forstår bare at skjule det godt, måske endda så de selv ikke ser det.

Det er et billede, at det var om aftenen, at Jesus blev født. Det var i mørket, alle menneskers mørke, at Gud tændte et lys. Det var for at gøre os alle sikre på, hvordan Gud er. Glæden er til hele folket, både de svage og de stærke, de voksne og børnene. Ja, freden er til hele jorden.

Julenat viser Gud, at han elsker os alle. Englene synger: " Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred med mennesker, som han elsker."

Derfor må vi allesammen holde julefest. Vi fester ved at være sammen. Også de som er alene, må mørke et usynligt fællesskab, som forbinder jord og himmel. For os andre er det lettere, som kan se vores familie, som vi fester med. Sådan er det meningen at vi skal feste.

Man skal feste med helt hjerte. Der er mennesker, som er moralske, iden forstand at de siger, det er frådseri at spise så meget at tænde så mange lys, at give så mange gaver. Der var engang en kvinde købte en meget dyur salve, alt parfume, noget helt unyttigt og luksusaftigt og hun hældte det over Jesus på engang. Hun sparede ikke på det, men brugte det på et sekund. Disciplene sagde, at penge hellere skulle være givet til de fattige. Men Jesus roste hende, og sagde at det aldrig skulle glemmes, hvad hun havde gjort. Man kunne godt forstå, hvis hun havde givet alt hvad hun ejede væk for at hjælpe andre, at hun så var blevet rost. Men Jesus roste hende altså for at hun gjorde noget helt overflødigt.

For Jesu skyld skal vi feste. Mon ikke det var derfor Jesus tit sammenlignede himmeriget med en fest. I lignelsen om den fortabte søn hører vi endda, at faderen giver den søn, som har brugt alle sine penge og har levet dårligt, den søn giver faderen festtøj på og ring på fingere og sko på fødderne og det bedste kød bliver sat på bordet og der kommer musik og dans, for at fejre at sønnen er blevet levendej igen, at han som var fortabt er fundet igen.

For Jesu skyld skal vi feste og tage det bedste tøj på og tage alle vores smykker på og dække fint bord og spise og høre julemusik og danse omkring juletræet.

Ny prædiken
Der er mange, som gerne vil vide, hvem de er i slægt med. Det kunne være spændende, at se hvem man stammer fra langt tilbage. Det kunne jo være, at man var af kongelig slægt. Der er også mange børn, som drømmer om, at de måske er blevet forbyttet, og at de i virkeligheden er prinser eller prinsesser. Det ville være som i et eventyr. Sådan et eventyr hører vi om juleaften. Jesus var af meget fin slægt. Langt tilbage stammede han fra kong David. Og endnu mere: Jesus var ikke kun af kongelig familie. Han var i familie med Gud. Det er mere end i eventyrerne. Gud var far til Jesus. Jesus var som et forbyttet barn. Maria fødte ham men han kom fra Gud.

Når vi forsker i vores slægt og gerne vil stamme fra adelige, så er det fordi vi gerne vil være fine. Men det er som om Jesus er det modsatte af fin. Han blev født i en stald. Hvis vi blev født under så fattige forhold og af så fattige forældre, ville vi ikke være stolte af det. Men det er som om det er et af tegnene på Jesu storhed, at han blev født i en stald og lagt i en krybbe. Hyrderne fik det direkte at vide: Tegnet på, at Jesus er Kristus, er at han ligger i en krybbe. Det er et mærkeligt tegn at fremhæve.

Når en kongesøn bliver født, så bliver han lagt i en guldseng og måske er der en sengehimmel af silke over sengen. Det er tegn på barnets høje stand. Det er tegn på, at barnet vil få magt over store rigdomme. Der venter kongebarnet en strålende fremtid. Da Jesus blev født, blev han lagt i en krybbe af træ og over ham var et staldloft. Der var ikke fine tæpper på gulvet, men halm. Hvad er det tegn på. Det er tegn på, at Jesus har en anden magt end jordiske konger. Det er tegn på, at hans fremtid er strålende på en anden måde end jordiske fyrstesønner. Jesus blev ikke født for selv at få rigdomme, han blev ikke født for selv at få det godt og behageligt. Han blev født for at give os en stor rigdom. Jesus vil gøre vores liv godt. Han giver os en strålende fremtid. Ja, Jesus kom for at give os evigheden. Derfor får hyrderne ikke kun at vide, at de vil se en konge ligge i en krybbe. Det er frelseren de vil få at se.

En frelser er mere end en konge. Når en konge får sin første søn, så bliver kongen glad, fordi magten så er sikret i hans slægt. Men folket er ved ikke, om de skal være glade. De ved ikke, hvordan barnet bliver som konge og skal til at regere. Det kan jo blive en ond konge, som kun tænker på sig selv, og ikke vil hjælpe sit folk. Frelseren tænker ikke på sig selv, men kun på os. Frelseren kan vi være helt sikker på vil hjælpe os. Og han vil hjælpe os alle. Det er krybben tegnet på. Derfor var hyrderne så glade for det tegn, som de fik. De kunne tydeligt se, at Jesus vil frelse også de allermindste og ubetydeligste.

Det er som et eventyr det vi hører juleaften, og alligevel er det forskelligt fra eventyrerne. Der er historier om, at et fattigt barn bliver fundet i en kurv og vokser op i en fin familie. Men Jesus var et rigt barn og hyrderne fandt ham i en stald og Jesus vokser op i en fattig familie og levede fattigt som voksen. Det er tegn på, hvilken frelse Jesus giver os. Den består ikke i jordisk rigdom og i jordisk ære og magt. Han kommer ikke for at give os en høj stand, så vi kan føle os som prinser og prinsesser. Det er først og fremmmest ord, som Jesus giver os. Det er et budskab han vil give os. Et evangelium. På den måde har vi det ligesom hyrderne. De fik jo kun nogle ord. De fik at vide, at frelseren er født. De så et barn ligge i en krybbe. Og så gik de tilbage til marken. Og derefter var deres liv akkurat som det hele tiden havde været. De fik ikke ret meget i løn. De levede ikke særlig behageligt. Og der var ingen, som så op til dem. De var kun nogle sølle hyrder og det blev de ved med at være. Og alligevel var deres liv fuldstændig forandret, fordi de havde set frelseren. Der var kommet noget eventyrligt over deres liv. Der var sket et under for dem. Det kunne de leve på. Det kunne de glæde sig over.

Sådan har vi også fået juleevangeliet. Og vi har fået Jesu ord, som han sagde, da han blev voksen. Der er sket et under for os. Hvordan vi end har det, også selv om vi har det dårligt og ikke ejer det mindste, som om vi boede i en stald, der er alligevel sket et under for os allesammen. Vi er blevet børn af Gud. Det er Jesus budskab, at Gud er vores himmelske Far. Jesus er en mærkelig frelser. Han giver os det, han selv er. Han er Guds søn. Han stammer fra Gud. Det giver han os, at vi bliver Guds børn, at vi tilhører Gud og må føle os hjemme hos Gud. Jesus giver os en stor værdighed, større end jordisk rigdom og ære. Jesus giver os at vi må være helt os selv og samtidig vide, at Gud holder os af os og regner os som sine børn. Det er et under. Det er ikke et synligt under endnu. Hyrderne kom ind fra marken i beskidt tøj og tøjet var lige så beskidt da de gik tilbage til marken. Vi kommer til Jesus med alt det snavs vi har rodet os ud i og vi bliver ikke nogen helt andre mennesker af at høre hans ord. Men alligevel er der sket et under med os. Himlen er kommet ned til os. Vi skal ikke drømme os langt væk til et helt andet liv. Det er krybben i Betlehem tegnet på. Jesus kom for at hæve vores sølle liv ind i Guds himmel. Og Jesus gør det med ord. Han siger til os: du er tilgivet. Og straks bryder himlen igennem helt ind til os, hvem vi end er.

Det er endnu bedre end i eventyrerne. Jesus er ikke kun som et forbyttet barn. Han bytter plads med os. Han giver os sin plads. Han giver os sit liv. Han blev født dybt nede som et fattigt barn for at gøre os rige og give os plads højt oppe i Guds lyse himmel. Jesus døde i vores sted som en synder og forbryder, for at vi kan få hans renhed og tro, så himlen står åben for os.

Ny prædiken
Vi kan hører juleevangeliet på to måder. Vi kan høre det som en trist historie. Maria og Josef er fattige. Og deres land er fattigt, når der ikke er sygehuse til fødende kvinder. Maria og Josef er hjemløse og ensomme. De må klare sig som de bedst kan. Og det lyder utrygt. Ganske vist kommer der nogle for at besøge dem. Men det er nogle fremmede. Det er hyrder ude fra en mark. Og det er udlændinge fra Østen. På en fødegang ville de nok kigge, hvis der kom nogle arbejdsfolk i arbejdstøj og ville ind og besøge et nyfødt barn, som de slet ikke var i familie med. Eller hvis der kom nogle indvandrere, som ikke kunne tale rigtig dansk og ville ind på en fødestue og forklarede det med, at de havde set en stjerne på himlen. Jeg tror ikke man ville byde dem velkommen.

Men vi kan også hører juleevangeliet som en smuk fortælling. Det er ikke kun Maria og Josef, som er glade for det nyfødte barn. Nej, også i himlen er der glæde og sang. Vi hører om et lysende fællesskab mellem engle og mennesker. Ja, alle er velkomne i det fællesskab. Det er til hele jorden. Både arbejdsfolk og indvandrere må være med. I sig selv er det ikke usædvanligt, at et barn kommer til verden, selv om alle, som bliver forældre synes det er en enestående begivenhed. Men den aften i Betlehem er det noget helt usædvanligt som sker. Det er ikke kun et nyt lille menneskeliv, som kommer til verden. Det er et nyt menneskeliv for os alle. Guds søn kommer til verden, for at gøre os til Guds børn. Vi bliver i familie med Gud. Vi må føle os hjemme hos Gud. Vi er ikke hjemløse i en ensom verden. Vi er omsluttet af Guds fred og Guds kærlighed og beskyttelse, som det lille barn i krybben var det.

Når vi hører juleevangeliet i tro, er det ikke en trist fortælling, men den mest glade og festlige historie, som giver os håb og dejlig forventning.

Man kan også se på vores julegudstjeneste på to måder. Vi er her i kirken en halv time. Vi hører nogle ord og synger nogle ord. Der er tændt mange lys, men de bliver slukket om lidt igen. Det er mennesker, som har bygget vores kirke. De har lavet døbefonten og alteret og prædikestolen. Og selv om det er det bedste håndværk de har præsteret, så er det netop menneskelige hænders værk. Det er menneskeord vi hører. Det er så jordisk, at vi med vores forstand ikke kan forstå, hvordan det kan løfte os op.

Men når vi ser på vores julegudstjeneste med tro, så er den halve time her i kirke noget helt usædvanligt. Det er evigheden vi mærker. Det er de smukkeste ord vi hører. " Det skete i de dage". Juleevangeliet er fyldt med højtid. Og det er alle vores julesalmer også. Julen har bragt velsignet bud. Ordene fylder os med mange følelser. Det er ikke kun på juletræet lysene tændes. Det er også i vores øjne og hjerter. Vi føler os med i julehistorien, som om vi er hyrderne, der oplever det helt ufattelige. Vi giver os lov til at være børn og opgiver vores voksen forstand for en gangs skyld. Vi hører juleevangeliet med barnesind. Vi fyldes af en stor tryghed.

Vi er ellers bange for at være alene. Og når det mørkt er vi endnu mere ene. Derfor snakker en mor eller far altid lidt med sit barn, når det vågner om natten og ikke kan sove, og barnet hører de milde ord og falder til ro. Julenat hører vi Guds stemme midt i mørket som en mors milde stemme og vi bliver fyldt med fred.

Det er en helt usædvanligt aften i aften. Vi oplever juleordene som nogle af de smukkeste som findes. Vi oplever julegudstjenesten som noget af det mest stemningsfyldte. Det er en helt usædvanlig aften. Vi viser det med alle vores forberedelser. Vi fejrer Jesu fødselsdag endnu mere end vores egen. Vi har talt dagene en hel måned op til juleaften. Vi har pyntet vores hjem. Og der er ikke andre aftner året rundt, hvor vi tænder så mange levende lys. Vi giver flere gaver end ved nogen andre lejligheder. Og vi spiser bedre. Og festen kan aldrig blive for stor eller forberedelserne for mange, for med dem viser vi jo, at juleaften er en helt enestående aften, hvor vi fejrer det mest glædelige, som er sket på jorden.

Mon ikke mange af os i aften tænker tilbage på andre juleaftner, hvor vi var sammen med familien. Vi føler en sammenhæng, som rækker helt tilbage til den første juleaften i Betlehem. Den sammenhæng er himmelsk. Den samler slægterne, og den peger frem på, hvordan der er i Guds himmel. At vi alle må være med. At vi alle må være glade. Guds himmel er fyldt med levende lys og sang og fest, hvor vi alle er i familie med hinanden.

Jeg vil slutte med en julesang, som lyder sådan: Vi vil synge højt om glæde stor: det var julenat Jesus kom til jord.

Højt på himlens blå lyste stjernen klar over Betlehem, det var dér han var.

Det var mørkt og koldt, men den lille dreng fødtes i en stald, der var ingen seng.

Tænk, det var Guds søn der blev født dengang for at hjælpe os. Tak ham nu med sang.

Vi vil takke Gud for en glæde stor: det var julenat Jesus kom til jord.

Ny prædiken
Er vi i julestemning? Er det lykkedes for os at komme i julestemning? Når man læser aviser og ser fjernsyn her i adventstiden, synes jeg ikke de hjælper på humøret. De giver snarere mange grunde til at man skulle være i dårligt humør. Det er endda ret almindeligt hvert år i advent at der er indlæg, som gør nar af julen. De indlæg er der flere af end dem, der stille og naturligt fortæller julens budskab.

Hvis vi er i julehumør, er det næsten på trods af alt det vi hører og ser.

Men det er netop også sådan vores juleglæde skal være. Først fortæller Lukas intet om Maria og Josefs følelser. Maria og Josef gør det, som de er nødt til. De rejser til Betlehem, fordi Kejseren befaler det. På den tid tænkte almindelige mennesker nok ikke så meget over myndighedernes befalinger. Dem måtte man adlyde.

Og så skulle Maria føde og de var nødt til at finde et sted hvor de kunne være. Og da der ikke var nogen seng i stalden, måtte de lægge den nyfødte i krybben. Mon de tænkte så meget over det. De måtte klare sig som de bedst kunne. De måtte være glade for, at forholdene ikke var endnu værre. Deres juleglæde var også på trods af de svære forhold.

Og hyrderne ude på marken. Der står ikke, at de blev fyldt med stor begejstring da englen viste sig for dem. Nej, hyrderne blev grebet af stor frygt. Hyrderne holdt vagt over deres får. Og man kunne forstå, hvis hyrderne blev bange når de hørte lyde fra rovdyr, som gik ude i mørket omkring bålet. Men det var den lysende engel hyrderne blev bange for. Et rovdyr kunne man jo kæmpe med eller jage væk. Men en engel lammede hyrderne, så de ikke turde røre sig.

Først da englene var forsvundet op i himlen, kunne hyrderne igen bevæge sig og de skyndte sig ind til Betlehem og fandt barnet i krybben, og da står der et ord, som viser, hvordan den ægte juleglæde er. Der står, at alle den nat i stalden undrede sig. De undrede sig. Undren er en stille indre glæde, som man ikke selv forstår. Det er et under man glæder sig over og som man ikke kan fatte. Juleglæden er på trods af vores forstand. Mange af dem, som skriver i aviserne eller taler i fjernsynet i advent, er gode til at bruge deres forstand. De siger det er hyklerisk at vi køber gaver og laver god mad. De gør nar ad, at vi denne ene måned på året prøver at have gode følelser. De regner det for intet. Det er mærkeligt, at de, som bruger deres forstand, tit er mere moralske og hellige end de troende. Det at tro er nemlig det modsatte af at bedømme og fordømme. Det at tro er at give plads for undren. At tro det er at glæde sig over det, som forstanden ikke kan fatte.

Og det er virkelig ikke til at forstå, at vi må fejre jul. Der er nok at problemer både ude i verden og her i vores lille land, som kan tage det gode julehumør fra os, så vi hverken glæder os over at give eller modtage gaver. Der er nok at triste kendsgerninger, som forstanden kan pege på, og som kan tage appetitten fra os, så vi ikke tør nyde den gode mad, men er fyldt med dårlig samvittighed.

Det er ikke til at forstå at vi må fejre jul af hele vores hjerte. Det sprænger alle de rammer, som vores moralske forstand sætter. Det er egentlig ligesom i tv's julekaldender i år. Julemanden havde mistet sit gode humør og det skulle de finde. De prøvede at putte det i poser. Og hvad var det de fik i poserne? Det var f.eks. lyden af knasende flæskesvær eller lyden fra børn, som ler og klapper - og meget mere, men det var noget bestemt, som sprængte poserne. Sådan er det ægte julehumør. Det er vores poser for små til. De bliver spærngt. Vi må undre os.

For juleevangeliet er netop, at vi alle må fejre jul og vi må gøre det af hele vores hjerte. Englen siger jo til hyrderne: Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Om ikke for andet, så må vi være glade fordi englen siger, at vi skal være det, at vi alle skal være det. Glæden skal være for hele folket. Gud regner med os. Gud regner os med, hvem vi end er. Det sprænger alle fornuftens rammer. For Gud tæller på en anden måde end kejseren.

Det har Johannes Møllehave skrevet et juledigt om: På den ene mandtalsliste er et menneske et tal, om du fødes blandt de rige eller fødes i en stald

Du skal bare stå på listen. Det var sådan ordren faldt. Folket tæller selvsagt ikke. Man skal kun ha folket talt

Kejseren forlanger listen for at kræve mer i skat. Sådan var de hårde vilkår denne første julenat.

Tunge ny skattebyrder. Kejseren har underskud. - Men på marken var der hyrder og et andet julebud.

På den anden mandtalsliste er du mere end et tal, om du fødes blandt de rige eller fødes i en stald.

På den ene mandtaltsliste er hver enkelt slettet ud. På den anden mandtalsliste er hver enkelt kendt af Gud.

På den ene mandtalsliste tæller kun en romersk hær. På den anden mandtalsliste lyser håbet for enhver.

Også vi er anonyme og blir talt i by og stat. Tæller vi for kærligheden? eller for en datamat?

Skal vi tro på markens hyrder? Stjernen over Betlehem? Der er to slags mandtalslister. Vi må vælge mellem dem.

Ny prædiken
Jeg har hørt en historie om juletræet. Gud sendte engang 4 engle ud for at forberede julen. Det var troens, håbets, kærlighedens og glædens engle. De skulle finde et træ, der kunne være billede på julens evangelium.

De fire engle fløj ned gennem stjernehimle til de mørke skoves lande. Troens engel sagde straks: Når jeg skal vælge et juletræ, så må det være et, som bærer korsets hellige mærke på sine grene.

Håbets engel tænkte lidt og sagde så: Det træ, jeg vil vælge, må ikke visne. Det skal stå grønt og levende og frodigt vinteren igennem som et billede på det liv, som selv døden ikke kan vinde over.

Så tog kærlighedens engel til orde: Det træ, som jeg synes om, må være et lunt træ, der kærligt breder sine grene ud som beskyttelse for alle skovens små, frysende dyr og fugle.

Og glædens engel sagde til sidst: Det er godt - det træ, som I vælger, og det træ vil jeg velsigne så det spreder glæde både i slot og hytte, både hos rige og fattige, raske og syge, gamle og unge.

Sådan gik det til, at de fire engle fandt granen, det træ, som bærer korsets mærke på alle sine grene, og som står grønt midt i vinterens sne og kulde, og som beskytter alle skovens dyr.

Men nu ville de fire engle også hver for sig give grantræet en gave. Troens engel smykkede det med lys på alle dets grene, lys der kunne glimte som stjernerne over Betlehems marker i deN hellige julenat. Håbets engel satte en stor, klar stjerne i grantræets top. Kærlighedens engel lagde dejlige gaver under træets fod. Og glædens engel velsignede grantræet og gav det en forunderlig magt til at glæde menneskenes hjerter og holde en stille prædiken om julens under, om julebarnet i krybben, som skulle blive korsets herre, livets fyrste, kærlighedens og glædens konge.

Jeg har hørt, at juletræerne i år ikke er så fine, fordi der ikke var gode frø at opdrive dengang de skulle sås. Lige så vigtigt er det for os mennesker, at det er gode frø, som bliver sået i os. De gode frø får vi her i kirken. Det er gode frø, fordi det er Guds ord, som bliver sået i os. Og Guds ord giver et sandt liv og en sund glæde. Det sande består i troen og håbet og kærligheden. Og det er en sund glæde, fordi den går dybt ind i vores menneskehjerte.

Der står om hyrderne, da de vendte tilbage til marken efter at de havde set det lille Jesusbarn, der står, at de priste og lovede Gud for alt hvad de havde hørt og set. De havde fået en sund glæde, som rørte ved noget dybt inde i dem. Hvad havde de at være glade for i det ydre? De var stadig væk hyrder. De havde ikke fået en højere jordisk stilling med højere løn. De skulle tilbage til kulden og mørket. Og de vidste, at englene ikke kom igen. Marken var den samme som den altid havde været. Og dog lovede og priste de Gud, for deres liv var et helt andet. Nu vidste hyrderne, at deres frelser var kommet til verden. Derfor var deres stilling og løn helt forandret. Frelseren gav dem en evig rigdom. Frelseren gav dem en stilling, hvor de aldrig kunne fyres, stillingen som Guds børn.

Der står også om Maria, da hun hørte hyrderne fortælle om englenes budskab og sang, at hun gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Det var jo en stor glæde hun havde fået, at hendes barn var frelseren, Kristus, Herren. Hvad havde hun at være glad for i det ydre? Hendes barn var stadig fattigt og lå i en krybbe. Hun var selv i en stald. Dér var ingen pynt og glans. Mon der ikke var ret mørkt i stalden. Måske havde Josef skaffet et enkelt stearinlys. Og dog følte Maria en strålende glæde. Selvfølgelig var hun glad for, at hendes barn var sundt og rask. Men hendes glæde var endnu større, fordi den gav hende tro og håb og kærlighed. Glæden var så stor, at hun måtte grunde over den. Den var så dyb, at hun ikke kunne fatte den.

Det sande og det sunde består netop i, at kristendommen er dybere end det, som vi jordiske mennesker går op i. Vi stræber efter jordisk fremgang: stadig bedre løn og bedre hus. Hvad ville vi sige til at bo på en mark eller i en stald. Vi ville være dybt ulykkelige. Det er netop bagsiden ved at stræbe efter fremgang. Hvis vi ikke får den, så bliver vi dybt fortvivlede. Så synes vi, at vores liv er spildt. Men der skal vi lære af Maria og hyrderne. Da de hørte Guds ord julenat og så det lille Guds ord i krybben, da følte de ikke, at deres liv var spildt. De følte deres liv fyldt. Det gode frø var sået i deres hjerte og de gemte det godt og levede på det. Og det gjorde stalden til et slot, selv om den stadig var mørk og snavset. Og det gjorde marken til en paradisets have, selv om marken stadig var kold og hård.

Vi må selvfølgelig glæde os, hvis vi har et arbejde og et sted at bo. Vi må glæde os over, at vi får mad på bordet hver dag. Men den sunde og sande glæde, som Guds ord giver os, den forandrer vores arbejde eller vores arbejdsløshed, fordi Gud har taget os i sin tjeneste. Og dér er vores titel ikke afhængig af, hvad vi udretter. Hvilke forskelle som end kan være mellem os, så har vi samme titel i Guds tjeneste: nemlig Guds barn. Og hvor vi end befinder os, på en mark eller i en stald eller i en by, så får vi samme løn, nemlig frelsen, at Gud tager os ind i sine arme. For det kan vi sætte lighedstegn imellem: at Gud tager os i sin tjeneste og Gud tager os i sine arme. Det forandrer vores daglige mad så det bliver kostelige gaver og festmad, som vi må fryde os over, ligeså meget som vi her ved julemiddagen i aften må frådse i dejlige retter. Den sunde og den sande glæde, som Guds ord giver os, forandrer vores hverdag og vores flade leverpostej mader, fordi de er Guds gaver til os.

Den sande og sunde glæde får vi, når det gode frø er sået i vores hjerter. Og det sker her i kirken. Det er godt I er kommet her i dag. Det er godt I har hørt Guds ord, for i Guds ord er der en stor kraft til frelse. Hvis ikke vi hører Guds ord, så bliver vores liv koldt og mørkt og fladt, hvor stor en jordisk fremgang vi måske oplever. Derfor skal vi værne om Guds ord, gemme det i vores hjerte og grunde over det.

Har I tænkt over, at den første juleaften var det meget få mennesker, som kom i kirke. Kirken er jo dér, hvor Jesus er. Den første juleaften var det 3 - 4 hyrder og 3 vismænd, som kom i kirke, og vismændene var slet ikke fra det sogn, hvor kirken lå. Hvis aviserne havde skrevet om det dengang, så var hele forsiden fyldt med store overskrifter om kejserens folketælling. Se, det var noget, der kunne batte. Se, det var menneskeopbud. Alle folk var tvunget ud på vejene. De skulle hen til den by, de stammede fra. De skulle stå ret og sige deres navn og det blev skrevet ned i en bog.

Vi kender ikke hyrdernes navne eller vismændenes navne, og de var ikke tvunget til at komme i kirke. Men da de bøjede sig over krybben og så ned til det lille barn, frelseren, så sagde de små barneøjne deres navne. Deres navne var prentet i frelserens øjne. For det er jo Gud, som siger vores navn: Du er mit barn. Og Gud skriver sit navn i vores hjerte.

Her juleaften kommer der flere mennesker i kirke end der kommer mennesker i alle landets teatre gennem hele året. Se, det er et menneskeopbud. Se, det er noget der batter. Jamen, I kommer ligesom de 4 hyrder og de 3 vismænd den første juleaften. Der er ingen, som har tvunget jer. Der er ingen lov, som har påbudt jer at stå ret ved kirken. Det kommer ikke på avisernes forsider. Og hvis de overhovedet nævner det, så er det med hånende bemærkninger: hvad skal alle de folk i kirke.

Ja, vi kommer her for at få den sande og den sunde glæde, troen, håbet og kærligheden. Vi kommer for at få det gode frø sået i vores hjerter, så vores juleaften og vores liv ikke bliver fladt og koldt og mørkt. Selvfølgelig er I også velkommen til andre gudstjenester i årets løb. På den måde værner vi om Guds ord og bevarer det i vores hjerte, ved at vi kommer til kirke. Men desværre må jeg som præst sige, at vi i bibelen ikke hører, at hyrderne igen kom til Jesus. Vi hører ikke, at vismændene tog på flere rejser til Israel og opsøgte Jesus. Den første juleaften var den første og eneste gang de var i kirke. Det kan ikke engang præster forstå, for vi vil jo gerne at der året igennem kommer folk i kirke, ellers hører det hele jo op, tænker vi. Men det er en utrolig frihed og velsignelse, som stråler ud fra den første juleaften. Alle I, som er her i vores dejlige kirke, hvor vi er samlet om Jesusbarnet, I må gå hjem med frelsen og den sunde glæde, som skal gøre jeres juleaften til en fest. Ny prædiken
Når vi hører en god historie, lever vi med i den. Vi tænker, at vi er de mennesker vi hører om. Vi lever os ind i, hvordan Josef havde det julenat. Han skulle passe på Maria. Det ville han, fordi han var en god mand. Men hvis vi var Josef, så ville vi nok føle det hele lidt fremmed. Han rejste kun til Betlehem, fordi kejseren befalede det. Josef var tvunget til at rejse. Måske var han også bekymret for sin tømrerforretning. Hvordan ville det gå, hvis han skulle betale mere skat til kejseren. Det hele var så surt. Han var ikke i julestemning. Han tænkte på alle problemerne. Det kan vi godt sætte os ind i.

Og så skulle Maria have et barn. Også det følte Josef sig lidt fremmed for. Han var ikke far til barnet. Skulle han bare lade som ingenting og kunne han virkelig holde af sådan et barn. Maria og han var ikke gift. Og fødslen skulle ikke foregå hjemme i deres trygge hjem, hvor kvinderne i familien kunne hjælpe Maria. Nu var der kun Josef til at hjælpe. Og han kendte intet til fødsler. Hvordan skulle det dog gå. Josef var bekymret. Det kan vi godt sætte os ind i. Mange gange går livet ikke som vi havde planlagt det. Det kan være andre, der tvinger os til noget, som vi ikke vil. Det kan være vi skal gøre noget, som vi ingen forstand har på.

Vi kan leve os ind i, hvordan Maria har det. Hun er så ung. De er på rejse og hun skal føde. De når kun lige frem og får lov til at være i en stald. Mon hun føler at verden er ond og usikker. Hvem vil hjælpe hende andre end Josef. Hun kender ingen i Betlehem. De er alene. Sådan kan vi også have det nogle gange, at vi ser andre løbe omkring og have travlt og ikke have øje for hinanden eller for os, så vi føler os alene. Hvordan skal vi klare os. Er vi bare overladt til os selv. Gælder det kun om, at enhver klarer sig som han bedst kan. Er vores verden sådan, at nogle klarer sig godt og lever for sig selv og nogle klarer sig dårligt og er overladt til sig selv. Nogle får de fineste værelser på det fineste hotel. Andre må tage til takke med stalden, hvor der ikke er bad og toilet. Kan vi også leve os ind, hvordan det er at være et lille barn, som ligger i en krybbe. Et barn tænker og føler mere end man tror. Barnet mærker sin fars og mors bekymringer og usikkerhed. Og samtidig kræver barnet ikke andet, end at forældrene holder barnet i deres arme. For der er jo noget af en oplevelse at blive født. At komme til verden. Alt det som pludselig sker. Alle de intryk. Så er det dejligt at se op i sin mors øjne og føle sig tryg. Et lille barn har ikke de store forventninger til forholdene. Det betyder ikke noget, om der er rent og pænt. Men varmen i stalden, lydene fra de tyggende dyr, er hyggelig. Kan vi sætte os ind i at være så lille og hjælpeløs og samtidig tryg sammen med sin mor og far.

Når vi hører om hyrderne, så tænker vi, hvordan det er at være på en mørk mark. De havde intet hjem. Fårene var deres familie. Hyrderne var uden for. De talte slet ikke med. Mon det overhovedet var nået til dem på marken, at kejseren befalede hele verden at rejse til den by, som enhver stammede fra. Måske havde hyrderne hørt det, men de følte ikke de hørte med til verden. De var udenfor. Og der var ingen chancer for, at det nogensinde ville ændre sig. Hyrder kan ikke se frem til en karriere, hvor de får en bedre stilling. Nej, det som de kunne se frem til, det var arbejdet på marken, dag efter dag, nat efter nat. Der ville intet ske.

Og dog lige pludselig sker det uventede. En lysende engel. Strålende ord: Frygt ikke. Glæd jer. Frelseren er født. Mon ikke hyrderne føler glæden endnu større, fordi de følte, at de var de sidste, som kunne vente en sådan glæde. Frelseren. Det betød jo deres frelser, han ville tage sig af dem. Han ville være deres konge. De blev regnet med til hans folk. Og så skulle de gå til en stald for at hylde ham. Der ville de gerne gå hen. Hvis det havde været i et fint hus den nye konge var født, så havde hyrderne været bange for at banke på. Dér kunne de ikke vide, om de blev lukket ind, når de stod i deres slidte og beskidte tøj. Og hvis de kom ind, så ville de kun have tænkt på at komme ud så hurtigt som muligt. Men en stald der kunne hyrderne gå lige ind. Der skulle de ikke banke på. Dér følte de sig hjemme. De var jo vant til at passe dyr og finde græsning til fårene. Nu var det en krybbe de skulle finde, jo det kendte de til. Det var tegn på, at frelseren var deres. Lige så glade hyrderne var over de strålende engle, lige så glade var hyrderne over at de ikke skulle ind i byen, men kunne gå uden om den og ud til stalden. De behøvede ikke at skamme sig over sig selv, men kunne give glæden frit løb. Vi kan godt sætte os ind i, hvordan de havde det.

Kan vi leve os ind, hvordan englene havde det. At synge for fuld hals: Ære være Gud. Ja, i himlen der synger englene nok hele tiden. Men virkningen er større på jorden. Og så på en mørk mark, dér kommer englenes herlighed og pragt rigtig til sin ret. Dér hvor ingen lyd høres andet end de sovende får, dér høres englesang ekstra højt. Og englene glædede sig virkelig over frelseren, for han blev født til verden for at åbne himlen, så alle mennesker måtte føle sig hjemme hos Gud. Englene glædede sig over, at der ville komme endnu flere engle, ja, himmeriget ville blive fyldt med sang. Englene glædede sig over, at det lille barn bringer himlen ned til jorden, så vi allerede her må synge til Guds ære.

Det er måske svært for os at sætte os ind i, hvordan englene havde det julenat. Men kan vi leve os ind i, hvordan Gud følte det, da det lille Jesusbarn lå i krybben. Vi hører om Guds velbehag. Velbehag, det er en stor følelse. Når vi føler os godt tilpas, så er vi lykkelige og trygge og føler ikke der er nogen problemer. Så slapper vi af og længes ikke efter noget bedre. Velbehag er en endnu mere fyldt følelse. Og når det er Gud som har den, så kan vi næsten ikke forestille os, hvordan det er. Og endnu en ting, som gør det svært for os at leve os ind i Gud. Gud føler ikke velbehag på sine egne vegne. Selvfølgelig glæder Gud sig over sin nyfødte søn. Gud glæder sig over, at der nu er et menneske i verden, som Gud kan tale frit med og som Gud ikke bliver skuffet over. Men vi skal lægge mærke til, at englen ikke siger: I dag er der født Gud en søn. Nej, englen siger: i dag er der født jer en frelser. Gud glæder sig på vores vegne, så det stråler ud af Gud. Gud glæder sig til, at hans søn skal give det trygge forhold, som Jesus har til sin himmelske Far, at Jesus skal give samme tryghed til alle mennesker. Kan vi leve os ind i det, at glæde sig sådan på andres vegne som Gud gør det.

Eller har vi det mere som menneskene i Betlehem. De ved ikke, hvad der sker ude på marken. Og hvis de hørte det, så ville de tænke: Hyrder kan vi ikke regne med. Og de ved ikke, hvad der sker i stalden. Og hvis de vidste det, så ville de ikke gå derhen.

Det er mærkeligt. Det sker tit i evangelierne, at der bliver vendt op og ned på alting. Hyrderne er uden for, og så er det dog dem, der kommer med, hvor det vigtige sker. Folk i Betlehem har deres på det tørre. De sidder i deres fine og lune huse eller på kroen. Og så er det alligevel dem, der er uden for. De lever ikke med i den verdens sensation, som er sket i stalden og som har præget hele verden lige siden. Og så det mest mærkelige, det er englens ord: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er også til menneskene i Betlehem, dem der er udenfor, dem der intet har hørt og intet ved. Glæden skal være for hele folket. Det har Gud bestemt. Og folket det er Guds folk, det er alle mennesker.

Kejser August befaler, at der skal holdes folketælling i hele verden. Det er de tvunget til, hvor meget de end er imod det. Gud bestemmer, at glæden skal være til hele folket. Det kan vi ikke tvinges til. Men det kan vi heller ikke være imod. Et folk, det betyder jo, at vi hører sammen. Det betyder dér hvor vi hører hjemme. At vi kender hinanden og ikke er overladt til os selv.

Vi kan leve med i personerne i julehistorien, Maria og Josef, barnet i krybben. Hyrderne på marken. Vi kan næsten sætte os ind i englenes og Guds følelser julenat. Men vi er os selv. Og dog når vi kommer ud af fortællingen, når vi kommer ud af kirken, og det gælder hver juleaften, så bærer vi på lidt af de samme følelser, som herskede den første julenat. Frygten er forsvundet. Glæden er fundet. Jorden og himlen ikke er et fremmed sted, hvor vi skal bekymre os. Nej, vi må føle os hjemme og trygge. Vi er ikke udenfor. Vi er med. Det har Gud bestemt. Vi må juble med engle og undre os over Guds fred og Guds velbehag.

Tryk her tilbage til forside

Siden er opdateret den 171297
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email