682,6,585,642,185 
 
     Det var almindeligt på Jesu tid at sammenligne paradis 
med en vingård.  Man sammenlignede det sted, hvor Gud 
hersker, med en have. Vi er måske så vant til at høre det, 
at vi ikke tænker meget over det. Men det billede er meget 
udtryksfuldt. En have er ikke nødvendig. I hvert fald ikke 
en blomsterhave. Vi har den kun for vores fornøjelse. De 
smukkeste haver ligger der meget arbejde i. Der er 
mennesker, som bruger al deres fritid på at pusle i deres 
have. De føler det som fritid. Sådan er det at arbejde for 
Gud.  Det er noget smukt, det er fritid. 
     Billedet med vingården udtrykker endnu mere. Der er 
mange i vores land, som aldrig drikker vin. Det er ikke 
nødvendigt at drikke vin. Vi kunne sagtens undvære det. 
Hvorfor sammenligner Jesus Guds rige med en vingård, som er 
helt unødvendig.  Det er fordi alt det smukke og alt det 
glædelige er unødvendigt, men vi kan ikke leve uden det. For 
en jøde betød vin det samme som fest og højtid og glæde. 
Det så han frem til, når han dyrkede sin vingård.  Han så 
frem til et godt måltid mad og hyggelig samvær, gyldne timer 
med familie og venner.  Det tænkte han på, når han passede 
sin vingård. 
     Når vi er nøgterne, mener vi, at vi skal gøre vores 
pligt. Vi skal tjene vores løn og sørge for os selv og vores 
familie og vores land. Selv i vores moderne land sidder den 
frygt i de fleste af os, at vi kunne miste vores arbejde, så 
vi ikke kan sørge for os selv. Mange undersøgelser viser, at 
vi danskere er meget moralske og arbejdsomme og flittige. 
Måske er det grunden til at der er danskere som misbruger 
vinen og alkoholen, for at glemme deres frygt for ikke at 
slå til.  De kan ikke holde til at være så nøgterne. Men det 
vi skal lære, det er at lægge vægt på det smukke og det 
unødvendige, de gyldne timer. Vi skal lade fritiden brede 
sig ind over vores arbejde og vores pligter. Mange firmaer 
har opdaget, at det kan betale sig. Folk arbejder bedre, når 
de ikke ser på deres arbejde som en sur pligt. 
     Alt det handler lignelsen i dag om.  Den tager frygten 
fra os. Den tager den forkerte og nøgterne moral fra os. Den 
giver os overflod af glæde. 
     For det første siger Jesus, at der er én, som kan bruge 
os. Selv når vi føler, at vores evner ikke er så store, så 
er der en som siger til os: Dig kan jeg bruge. Vi hører jo 
om de arbejdere, som blev lejet i den sidste time, at de 
havde stået ledige på torvet hele dagen. Der var ingen, som 
ville have dem. Måske var de for gamle. Måske var de for 
unge. Måske var de kendt for at være dårlige til at plukke 
druer. Men der er en, som siger til dem: dig kan jeg bruge. 
Og det er ikke dårligt arbejde han giver dem. 
     Det er vores frygt, om vi kan bruges. Det er vores 
frygt, om vi kan bruges til noget ordentligt. Men Jesus 
siger, at det er en arbejdsgiver, som kan bruge os til et 
vigtigt job. Og det er ikke en hvilken som helst 
arbejdsgiver. Det er Gud. Det betyder meget, når Gud regner 
med os og vil have os med.  Vi skal ikke begynde dagen med 
frygt for hvordan den vil ende.  Om vi får udrettet noget, 
om vi bliver fyret. I hvert fald ikke over for Gud.  Der må 
vi se frem til, at han tager os i sin tjeneste. Og selv om 
det ser småt ud, det vi får gjort, så giver Gud os fuld løn. 
Tænk at stå op om morgenen og vide, at Gud har lagt dagen 
foran os som en have vi skal arbejde i. Gud er hos os dagen 
igennem, så vi kan snakke med ham om alt det vi gør og få 
råd hos ham. Og om aftenen får vi fuld løn. 
     Jeg læste om en amerikansk skuespiller, som er 99 år, 
at han sagde: I min alder er det bare skønt at være til 
stede.  Men det skulle nu gælde i en hvilken som helst 
alder. Og det gælder i hvert fald også i evigheden, hos Gud 
i himlen, at vi siger: Det er bare skønt at være til stede. 
     Lignelsen om vingården tager også den forkerte og 
nøgterne moral fra os.  Livet er ikke en endeløs række af 
pligter og problemer, som vi skal igennem.  Livet er en have 
vi skal igennem. Der er opgaver som skal løses, men der er 
endnu mere oplevelser. Man skal være sur eller blind for 
ikke at nyde en have. Når der er nogle, som bruger megen tid 
i deres have, så er det vel fordi det er en oplevelse at 
røre ved jorden, dufte den. Sådan skulle vi også se på vores 
dage, som en oplevelse, vi får skænket. Og vi skulle have 
det som vingårdsejere på Jesu tid. De så frem til den vin, 
som var resultet af deres arbejde, og som ville give 
hyggelige og gyldne timer.  En nøgtern moral ødelægger 
dagen, så fritiden bliver dårlig.  Men når vi bruger dagen 
på en frugtbar måde, kan vi slappe af om aftenen. 
     Men lignelsen om vingården handler ikke kun om de 
enkelte dage, men også om hele vores liv. Jesu lignelse i 
dag slutter jo meget opmuntrende. Alle får fuld løn. Og 
lønnen det er evigt liv og evig glæde hos Gud. Gud kan ikke 
dele det op, så han giver lidt evighed til nogle, og mere 
evighed til andre. Gud kan kun give helt og fuldt. Guds 
kærlighed er ikke delvis. 
     Vingårdsejeren siger om sig selv, at han er god. Jesus 
mener om Gud, at han er den gode. Der var en gang en rig 
mand, som spurgte Jesus: Hvad godt skal jeg gøre.  Og Jesus 
svarede: En er den gode. Meningen er, at der er ingen, som 
er så god som Gud. 
     To, som holder af hinanden, føler, at kærligheden 
fylder dem helt og at den aldrig kan høre op. Men Guds 
kærlighed fylder endnu mere. Guds kærlighed gælder for tiden 
som kommer, men den gælder også for tiden, som er gået. 
Guds kærlighed var før verden var til og bliver, når verden 
ikke er mere. Og det er en kærlighed uden skygger. 
     Paulus skriver i 1.Kor. 13, det kapitel som kaldes 
kærlighedens lovsang.  Der skriver Paulus om Guds kærlighed, 
at den er tålmodig. Den er mild.  Den misunder ikke. Den gør 
intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, 
bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder 
alt. 
     To, som elsker hinanden, kan være meget utålmodige med 
hinanden.  Man kan næsten sige, at jo mere to holder af 
hinanden desto mere utålmodige og krævende kan de være. 
     Guds kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt, udholder 
alt. Der er intet, som kan ødelægge den.  Som Paulus skriver 
det i romerbrevet: Jeg er vis på, at hverken død eller liv 
eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget 
kommende kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, 
vor Herre. 
     Vi hvile i Guds kærlighed og altid stole på den, for 
der er ingen, som er så god som Gud. 
 
ny prædiken 
 
     En vingård er som en have, frodig, plejet og passet. 
Når Jesus flere gange taler om Guds rige som en vingård, 
skal man også deri hører en hentydning til paradis, Edens 
have. Det er dejligt at være i en have. Det er dejligt at 
være i Guds rige. Det er at komme tilbage til sit hjem, til 
den fred og glæde, som var i begyndelsen, før synden kom til 
verden. 
     Lignelsen i dag fortæller, at der kan være store 
forskelle mellem os, men at Gud vil have os alle med i sit 
paradis. Gud er bedre end vi tror. Mon ikke de første 
arbejdere følte det som et held at de kunne få en dags arbejde, 
og de sidste følte det som et endnu større held, at de ikke 
skulle gå hjem uden at have udrettet noget den dag. Sådan 
skal vi føle det som et held, at Gud har givet os livet og 
giver os hver ny dag. 
     Vi ved ikke om vi er blandt de første eller de sidste. 
Der er mennesker, som altid er meget aktive. De er fulde af 
gode ideer og altid i sving.  De knokler på og skåner i sig 
selv. Og andre beundrer dem for det som de når. Men mon der 
ikke er mange af dem, som har deres dag besat med mange 
gøremål både i deres erhverv og i deres fritid, mon de ikke 
også nogle gange kan komme i tvivl om de lever deres liv 
rigtigt. Det kan være de føler, at de selv bliver væk i al 
den foretagsomhed. Det kan være de føler de ikke er nok 
sammen med familie og venner. 
     Der er store forskelle mellem os, men alligevel kan vi 
ikke klart sige, hvem der er de første og de sidste.  Og 
lignelsen i dag siger, at vi slet ikke skal prøve at bedømme 
det. Vi er ikke Gud. 
     De første arbejdere i lignelsen føler sig i den grad 
tilfredse med sig selv og deres indsats at de blander sig i 
ejerens dispositioner.  De vil betemme, hvordan Gud skal 
være.  Lignelsen siger til dem, at Gud altid er anderledes 
end vi tror. Og vi selvfølgelig må være glade for vores 
energi og gode humør og gåpåmod, men set i evighedens 
synsvinkel, så skal vi ikke tillægge os selv for stor 
værdi. Den kan kun Gud tillæge os. 
     På samme måde med dem, der er utilfredse med deres liv, 
de skal vide, at de heller ikke må opstille sig selv til Gud 
og frasige sig selv menneskeværd. Når Gud vil godtage os, skal 
vi glemme alt det, som tager livsappetitten fra os.  Livet 
kan forme sig meget forskelligt for os, men hverken når det 
går os godt eller når det går os dårligt, skal vi dømme os 
selv som om vi er Gud. 
     Selvfølgelig prøver vi allesammen at leve som de første 
vi hører om i Jesu lignelse, dem der gør deres pligt og passer 
deres arbejde og lever livet ordentligt og rigtigt. Det 
stræber vi alle efter. Men hvor hurtigt kan det ikke ske og 
hvor tit sker det ikke, at vi kommer i tvivl, om vi 
overhovedet får udrettet noget, om ikke det til sidst viser 
sig, at vores slid og slæb ikke førte til noget. Dagene gik 
bare og til sidst gik solen ned over os og det hele var 
forgæves. 
     Men så er det Jesu lignelse fortæller os om vores 
dommer eller vores arbejdsgiver, som vi alle skal stå til 
ansvar for, hvad enten vi står først eller sidst, -  Jesu 
lignelse fortæller, at Gud er så god, at han giver os sin 
kærlighed. Hvordan vi end kommer, om vi kommer med stolthed, 
fordi vi har brugt de lyse timer til mange nyttige ting, 
eller vi kommer med skam og står som dem der har spildt 
tiden med ingenting, Gud giver os sin kærlighed.  Og Guds 
kærlighed er så overvældende, at den forstyrrer os i al 
vores selvstilfredshed.  Og Guds kærlighed forstyrrer os i 
al vores selvmedlidenhed, når vi tænker: det hele er 
håbløst. 
     Jesu lignelse i dag siger, at det hele ender hos Gud. 
Det er et godt sted.  Dér venter en godhed, som godtager os 
som vi er.  Evangeliet i dag slutter med ordene: Sådan skal 
de sidste blive de første, og de første de sidste.  Det 
lyder som en dom over nogle og en hjælp til andre. Men det i 
virkeligheden en dom over alle og en hjælp til alle.  I 
folkemunde er ordene: de første skal blive de sidste, og de 
sidste de første, de ord bliver tit sagt om situationer, 
hvor rækkefølgen bliver vendt helt om, f.eks.  i en kø, hvis 
de sidste ender med at være de heldigste.  Men det er ikke 
en sådan omvending Jesus taler om.  Vingårdsejeren giver løn 
til både de første og de sidste.  Vingårdsejeren stiller 
alle lige.  Over for Gud står vi alle ens. 
     Fra begyndelsen til slutningen fortæller Jesu lignelse, 
at der kan være store forskelle mellem os, men Gud er lige 
overvældende god mod os alle. 
Vingårdsejeren går selv ud for at finde arbejdere. Gud går 
selv ud for at få mennesker til at arbejde for sig.  Gud 
regner det så vigtigt at få fat i os, at han selv kommer.  I 
Jesus er det Gud selv som kommer til os for at få os ind i 
sit rige. I Jesus er Guds ånd, så det er Gud selv, der taler 
til os gennem Jesus. Han er altså ikke en mellemmand, som om 
Gud gerne vil holde sig lidt fra os.  Tværtimod er Jesus 
Guds søn, som taler Guds eget ord til os. 
     Guds overvældende godhed mod os alle viser sig også i, 
at vingårdsejeren går ud mange gange.  Gud siger ikke, at nu 
er der fyldt op i hans rige. Nu vil han ikke have flere ind. 
Gud bliver ved med at gå ud for at alle, som står ledige på 
torvet, kan komme i arbejde.  Det er en uendelig stor ting, 
som vi måske overhører, fordi vi har hørt den så mange 
gange. Men for jøderne på Jesu tid var det helt nyt, at Gud 
vil have så mange med i sit himmerige. Det er som om Gud vil 
have alle med.  På Jesu tid var jøderne nemlig delt op i 
nogle meget religiøse og mange, som levede i uvished. 
Farisæerne, der brugte meget tid på at læse i bibelen og 
overholde Guds bud, mente, at det kun var nogle få, der 
kunne blive frelst. Det var kun en lille rest af Israel, der 
var gode nok til Gud. Og de prøvede af al magt at komme i 
den gruppe. Uden for var alle taberne, og for dem var der 
ikke noget håb. De kunne jo ikke læse, så de var udelukket 
fra Guds hellige lov.  Men Jesus gik netop til de 
almindelige mennesker og sagde, at Guds rige nu kom til dem 
og de måtte også være med. Der er også plads til dem.  Der 
er plads til taberne. Det er ikke kun nogle få dygtige, som 
kan blive frelst.  Nej, Gud vil frelse os alle. Og vi skal 
ikke først bevise, at vi duer.  Vi skal ikke først have 
opnået et fromt og religiøst resultat. Vi må være med som vi 
er, også selv om vi ikke føler, vores tro er stor. 
     På Jesu tid var der en stor arbejdsløshed. Der blev 
endda sat nødhjælpsarbejde igang, for dog at beskæftige 
nogle af de ledige. Når Jesus fortalte lignelsen om 
arbejderne i vingården, og han gjorde det jo netop til 
almindelige mennesker. De må have tænkt: Bare vi kendte 
den vingårdsejer, der er så god til at give arbejde og vil 
have alle med. Hos ham er der også håb for os. 
     Guds overvældende godhed viser sig også i, at de sidste 
arbejdere, som knap nok er kommet igang med arbejdet og som 
ikke kan regne med noget løn, men måske et måltid mad, de 
får endda deres løn først. Som om de skal fremhæves foran de 
andre. Sådan sker det ikke, når der skal uddeles belønning 
hos os mennesker. I en konkurrence er det sejrherren, som 
bliver kaldt frem og får præmien.  Hos Gud er det lige omvendt. 
Dem, der bliver de sidste i konkurrencen, bliver kaldt frem 
først og får en overvældende belønning. 
     Det skulle gøre os overvældende glade, at Gud er så 
god. Men jeg tror, at der i os allesammen er en protest, når 
vi hører slutningen af lignelsen. Vi er så bundet af de 
forskelle der er mellem os, at vi har svært ved at glæde os 
over Guds overvældende godhed. Vi tænker, at så falder det 
hele jo fra hinanden, hvis alle får lige stor belønning, 
også dem der ikke har udrettet noget.  Vi tænker måske, at 
mennesker bare vil benytte sig af det.  Næste gang den 
vingårdsejer går ud på torvet, vil de allesammen sige: Vi 
kommer en time før fyraften. Det er umuligt at leve efter, 
det vi hører. Og hvad med dem, der flittigt har brugt hvert 
øjeblik af deres liv til fromme og gode ting, de står som 
sorteper.  Vi kan godt forstå, at de første arbejdere bliver 
sure.  Men igen skal vi lægge mærke til, hvor tålmodig Gud 
er.  Han siger ikke: Du kan aflevere din løn igen, hvis du 
er utilfreds, og jeg vil ikke se dig mere.  Nej, Gud er 
tålmodig og giver sig tid til at forklare de sure, hvorfor 
han handler som han gør.  Gud siger endda " min ven" til 
ham. Det viser, at Gud er god mod alle, ikke kun dem, der 
ikke fortjener det, men også dem, der gør oprør mod ham og 
kritiserer ham. 
     Men hvordan kan vi leve efter Jesu lignelse. Ja, for 
det første skal det fjerne al frygt fra vores hjerter. Gud 
er tålmodig med os, også på de dage, hvor vi føler, at 
humøret og energien helt har forladt os. Gud har tålmodighed 
med os på de dage, hvor vi er sure og protestere over alt 
det vi synes er så uretfærdigt i vores liv.  Gud er gavmild 
mod os, også på de dage, hvor vi står som tabere, som ikke 
kan bruges til noget. 
     Jesus fortæller, at vi har hjemme hos Gud, at Gud giver 
sig tid til os. Vi skal ikke tage vores frelse i vores egne 
hænder, men lægge den i Guds hånd. Guds hånd er åben og 
tager imod os alle. Guds hånd er mild og giver os flere gode 
gaver end vi kunne drømme om eller bede om.  Guds hånd er 
fast, så vi kan være trygge, når vi lægger alt i Guds hånd. 
Amen. 
 
 
ny prædiken 
 
 
     Jesus siger mange sandheder om vores verden, sandheder 
som rammer lige i øjet. Det er fantastisk, at Jesus for 2000 
år siden kunne sige sandheder, som fortæller, hvordan vi er. 
Hvis man tager andre bøger som er 2000 år gamle, så er de 
præget af deres samtid, så der er meget i dem, som er 
forældet og ikke siger os noget.  Vi kan simpelthen ikke 
genkende os selv i dem.  Hos Jesus er der selvfølgelig også 
mange ting, som er præget af samfundsforholdene dengang. Men 
det meste rammer lige i øjet, ja, fortæller sandheder om os, 
som vi selv helst ville lukke øjnene for. 
     I lignelsen i dag taler Jesus om arbejderne og 
arbejdsgiveren og om lønforhandlinger og problemer og 
utilfredshed. Det kunne have været os og vores tid Jesus 
talte om. Vingårdsejeren og arbejderne forhandler sig til 
rette om en denar i dagløn, vil arbejderne ikke gå i arbejde. 
     Jesus fortæller også om arbejdsløshed. Hele dagen står 
arbejdere på torvet, som bare venter på, at der kommer én 
som har brug for dem. Ja, endda til allersidst på dagen, 
hvor der kun er én time tilbage at arbejde i, da står der 
stadig nogle, som håber på at få bestilt et eller andet, for 
ellers er deres dag spildt. " Hvorfor står I her ledige hele 
dagen?" spørger vingårdsejeren. Og jeg synes, at der skinner 
en helt moderne holdning ud af de ord. Der er også mange i 
vore dage, som spørger: " Hvorfor er der arbejdsløshed? Kan 
vi være det bekendt. Kan det være rigtigt, at der er 
mennesker, som samfundet ikke har brug for, og som spilder 
deres dage med bare at vente. Kan man behandle mennesker 
sådan."  Og Jesus svarer nej med sin lignelse. Ejeren siger:
" Gå også I hen i min vingård." Det er vel nærmest et 
beskæftigelsesprojekt han sætter dem igang med, sådan som vi også 
gør, hvis nogle har været ledige altfor længe. Jo, det 
ligner vores verden, det som Jesus fortæller. 
     Også dette at nogle er de første og nogle de sidste. 
Sådan har vi det.  Vi opdeler mennesker i nogle, som kan 
være tilfredse med sig selv. De kan sige: " Vi har gjort et 
dagværk. Vi har båret dagens byrde og hede. Vi har udrettet 
noget. Det kan vi være stolte over."  Og så er der de sidste. 
De har ikke noget at være stolte over. De tør ikke se sig 
selv i øjnene. De tør ikke indrømme, hvordan deres liv er og 
hvor lidt de har nået. Da ejeren spørger: Hvorfor står I 
ledige. Så svarer de: fordi ingen lejede os. Men det er da 
ikke noget svar. Det er at svare udenom.  Man kan næsten 
høre det sagt på dansk. Det er altid de andre man giver 
skylden.  Ingen har lejet os.  Det er de andre, som er noget 
i vejen med. For man kan jo ikke se sandheden i øjnene. Hvem 
har lyst til at sige: Jeg har ikke den rigtige uddannelse. 
Jeg har ikke de rigtige evner. Jeg er ikke dygtig nok. Det 
vil ingen da sige om sig selv. Så hellere give de andre 
skylden. Ingen lejede os. 
     De sandheder, som Jesus fortæller, rammer lige i øjet, 
ja, de er så rammende, at de siger noget meget væsentligt 
om, hvordan vi er.  Også at vi let kan blive misundelige og 
at vi er meget nøjeregnende.  Kan vi ikke genkende os i de 
arbejdere, som ganske vist får, hvad de har aftalt om 
morgenen og som de kan være helt tilfredse med, men de 
bliver sure, da andre får akkurat det samme.  Sådan er også 
forholdene på vores arbejdsmarked. Alt bliver regnet ud i 
tariffer og systemer. Det får man løn efter. Hvad ville der 
ske på en sådan arbejdsplads, hvor arbejdere fik en hel 
dagløn for en times arbejde. Den arbejdsplads ville både LO 
og arbejdsgiverforeningen boykotte. 
     Det skal vi lægge mærke til. Det er væsentligt ved Jesu 
lignelse, at den siger mange sandheder om os og de dårlige 
forhold hos os. Men Jesu lignelse tager ikke parti. Jesus er 
hverken socialist eller konservativ, eller han er både og. 
Dvs både venstreorienterede og højreorienterede kan føle sig 
ramt, når de hører fortællingen om arbejderne i vingården. 
     I den forstand er det rigtigt, at det kristne 
evangelium ikke er politisk. Jesus tager ikke parti for en 
politisk retning. Meningen med lignelsen er ikke, at man ved 
midtvejsforhandlingerne skal bruge samme princip, som 
vingårdsejeren bruger, nemlig at give samme løn til alle, 
uanset hvor meget de har bestilt. Man kan ikke føre politik 
ud fra Jesu ord. Men på den anden side betyder det ikke, at 
Jesus er upolitisk.  Han er kritisk mod ethvert parti. 
     Til de venstreorienterede stiller Jesus det spørgsmål, 
om man kan være bekendt, at nogle er arbejdsløse. 
Fagforeningerne eller arbejderne godtager det jo. De siger 
ikke: Vi går kun i arbejde, hvis vi alle sammen kan komme 
med. Nej, hver tænker på sig selv. Også hos de 
venstreorienterede bliver mennesker delt op. Jesus stiller 
det spørgsmål, om man overhovedet kan være denne opdeling 
bekendt, at nogle er de første og nogle de sidste. I 
lignelsen bliver der jo vendt helt om på den opdeling, de 
bliver alle ligestillet. For er det rimeligt, at mennesker, 
som ikke har uddanelse eller evner eller alder eller 
erfaring, bliver regnet for mindre værdifulde end andre. Det 
spørgsmål stiller Jesus? 
     Til de højreorienterede stiller Jesus det spørgsmål: om 
man har lov at gøre som man vil, med det man ejer. Til alle, 
som går ind for stor frihed til den enkelte, stiller Jesus 
det spørgsmål, om man også er fri til at være overvældende 
god. Består friheden, som de højreorienterede værner om, 
ikke tit i, at man vil sørge for sig selv. Ja, det er et 
spørgsmål? Vil vi bruge vores frihed til at være lige så 
gode som arbejdsgiveren i Jesu lignelse. 
     Jesus stiller spørgsmål til os alle, hvilken politisk 
holdning vi end har. Når Jesus kan stå over alle meninger og 
uden for alle partier, så er det fordi han er Guds søn og 
fordi han først og fremmest taler om Gud.  Vingårdsejeren er 
jo Gud.  Og Gud er overvældende god. 
     For selvfølgelig prøver vi allesammen at leve som de 
første vi hører i Jesu lignelse, dem der gør deres pligt og 
passer deres arbejde og lever livet ordentligt og rigtigt. 
Det stræber vi alle efter. Men hvor hurtigt kan det ikke ske 
og hvor tit sker det ikke, at vi kommer i tvivl, om vi 
overhovedet får udrettet noget, om ikke det til sidst viser 
sig, at vores slid og slæb ikke førte til noget. Dagene gik 
bare og til sidst gik solen ned over os og det hele var 
forgæves. 
     Men så er det Jesu lignelse fortæller os om vores 
dommer eller vores arbejdsgiver, som vi alle skal stå til 
ansvar for, hvad enten vi står til højre eller til venstre, 
hvad enten vi står først eller sidst, -  Jesu lignelse 
fortæller, at Gud er så god, at han giver os sin kærlighed.