Vi kan høre Jesu lignelse på to måder. Først hører 
vi, hvordan vi tager i mod Guds ord og det er vi dårlige 
til. Og for det andet hører vi, hvordan det går med Guds 
ord, at Guds ord vil virke en stor og god høst, hvor 
håbløst det hele kan se ud. 
     Først er der grupper af mennesker, som hører Guds ord 
forskelligt.  Nogle, som slet ikke hører efter eller 
husker. Nogle, som straks bliver begejstret over Guds 
dejlige evangelium, men hurtigt vender sig mod noget 
andet. Nogle, som hører og tror på Guds ord, men som får 
så megen modgang og bekymringer, at de kommer i tvivl om 
Gud. Det kunne være grupper af mennesker, som Jesus talte 
om. Men egentlig tror jeg, at det er os alle, han mener. 
Og vi må føle os ramt, hvem vi end er. Hører vi mon Guds 
ord eller har djævelen mange gange taget Guds ord ud af 
vores sind uden at vi lagde mærke til det.  Vi kender det 
jo fra dagligdagen, fra familien, at man kan bebrejdende 
kan sige til sine nærmeste: Det har du ikke fortalt mig. 
Og så er det måske fordi man har glemt hvad man fik at 
vide. Sådan også med Guds ord.  Hvor meget har vi ikke 
hørt om Guds dejlige rige, og hvor meget har vi glemt. 
Det ved vi vel slet ikke selv. 
     Vi kender også, at vi går hjem fra en gudstjeneste 
eller et møde med kristent indhold, at vi var begejstrede 
og fulde af alle de dejlige sandheder vi hørte og det 
samvær, som gav os så meget. Men der skulle ikke gå mange 
dage, så var begejstringen forsvundet, som om den aldrig 
havde været der. 
     Vi kender også til bekymringer og rigdommens 
blændværk. Det er tit, når vi er urolige, at vi har svært 
ved holde fast ved det, som er det vigtige her i livet, at 
det ikke er problemerne eller alle de ting vi kan købe og 
eje, men det er hjerterne, at vi har hørt, hvad Gud har på 
hjerte: vores frelse.  Og at vi må leve i den hjertelighed 
med hinanden. 
     Vi kender os selv. Vi ved, at der ikke kun er god 
jordbund i os, og at vi mange gange mere bruger hjernens 
kulde end hjertets varme.  Vi har lettere ved at bruge 
fornuften til kritik og tvivl end at bruge hjertet til tro 
og tillid. 
     Men så skal vi også høre i Jesu lignelse om 
sædemanden, at han giver ikke op. Han bliver ved at så. 
Han ved at Guds ord vil nå sit mål, en stor og god høst. 
Og det må jo ikke være fordi, vi mennesker er gode til at 
tage imod evangeliet. Det må være fordi der er noget 
underfuldt ved Guds ord. 
     Det hørte vi også i stykket fra GT, som blev læst fra 
alteret. Gud siger: Som regnen og sneen falder fra himlen 
og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter 
denog får den til at spire, sådan er mit ord, som udgør af 
min mund. Det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, 
men det gør min vilje og udføre mit ærinde. 
     Og Guds ærinde er jo at frelse os. Det kan Guds ord. 
Det gør Guds ord, hvor sort det end ser ud med vores 
modtagelighed. Jesus forklarede også i andre lignelser at 
Guds ord har underfuld kraft, som vi må stole på. Guds ord 
er som en lille frø, der er skjult i jorden, men det vil 
vokse op og blive til et stort træ, hvor vi kan finde 
tryghed. 
     Jesus viste det med sin egen person. Han var som et 
frø, der døde og blev lagt i jorden, men påskemorgen 
opstod Jesus fra graven til himmelsk herlighed. Og den 
opstandelse har han også sået i os og den gror og vokser 
til høstens tid, hvor vi vil møde Jesus og Gud i 
himmeriget. 
     Når vi ser på os selv og vores modtagelighed og om 
der er nogen god bund i os, så må vi fortvivle. Men når vi 
ser på Guds ord, så må vi overvældes af den underfulde 
kraft, som Guds ord har og som kan frelse syndere. 
     I har Guds ord i jeres hjerte. Det er sået i jeres 
hjerte. Dér vil det vokse. Der er lagt en god lille kerne 
i jer og den vil spire og gro og give god høst. 
     Johannes Møllehave har skrevet et digt om det. Han 
skriver: Det lille bitte sennepskorn, 
det mindste frø på hele jorden, 
har mere tro og spirekraft, 
end noget menneske har haft. 
 
Det lille bitte sennepsfrø 
tror ikke døden er at dø. 
Det gror i jord og løfter jord, 
fordi det tror, imens det gror. 
 
Det griber trods sin lidenhed 
sol, blæst og regn at spires ved. 
Det mindste frø på denne jord 
tror kraften i sin skabers ord. 
 
Det gør kun som dets skaber vil. 
Det tror, at underet er til, 
og det får undere at se, 
som ingen troede kunne ske. 
 
Se sennepsfrø og lær af dem. 
De tror på lys og finder frem. 
De spirer frem og løfter jord, 
fordi de tror, imens de gror. 
 
Tit blev for gammel og for ung 
den lette jord ubærlig tung. 
Lær troen af et sennepskorn 
som tror, at det kan løfte jorden. 
 
     Den kerne, det underfulde korn, den tro, som frelser, 
er ikke langt fra os. Gud sendte sit ord i kød og blod til 
vores jord, i Jesus. I dåben bliver vi knyttet til det 
ord. Og i nadveren indtager vi det ord. 
     Jeg tænkter tit under altergangen på det, som vi 
beder Jesus om: styrk os i det indre menneske, at du må bo 
ved troen i vores hjerter. Så nær er Jesus os.  Så nær er 
Ordet os. Det er i vores hjerte og i vores mund. 
     Det skriver Paulus også i romerbrevet: Med hjertet 
tror man til retfærdighed, med munden bekender man til 
frelse, for Skriften siger: Ingen, som tror på ham, skal 
blive til skamme. Der er ingen forskel på jøde og græker. 
Alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder 
ham. 
     Derfor skal vi ikke se på os selv og fortvivles over 
vores hårdhed og kulde og synd, men vi må se bort fra os 
selv og stole på Gud, som er rig nok til at frelse os, som 
påkalder ham. 
     Med sin lignelse om sædemanden vil Jesus have os til 
at se realistisk på os selv, men han vil samtidig give os 
tro og åbenbare Guds herlighed for os.  Det sidste som 
står i lignelsen: noget faldt i god jord og gav udbytte. 
Det voksede op og groede, og noget bar 30 og noget 60 og 
noget 100 fold. Det er en fantastisk høst og det 
overskygger fuldstændig alt det håbløse i begyndelsen af 
lignelsen. 
     Vi, som påkalder den Herre, som er rig nok til at 
frelse os, vi er også med i den fantastiske høst. Også 
selv om vi må indrømme om os selv, at der ikke kun er god 
bund i os, men at vores synd er bundløs. 
     Vi får en forklaring også i prædikestykket i dag. Der 
er en hemmelighed indbygget i vores prædikestykke. 
Tolkningen af lignelsen taler jo først om, at kornet, som 
bliver sået, er Guds Ord. Men umærkeligt ændrer tolkningen 
sig, så den taler om de mennesker, som bliver sået på 
klippegrund, eller dem, der bliver sået mellem tidsler, og 
dem, der bliver sået i den gode jord. 
     Og det betyder i virkeligheden, at Guds ord ikke kun 
bliver sået i os, men Guds ord er selv den grobund, som vi 
må bygge på. Jesus sagde det engang, at enhver, som hører 
hans ord og handler efter dem, ligner en klog mand, der 
har bygget sit hus på klippen. Og det hus faldt ikke. 
     Guds ord bliver sået i os, men Guds ord er også den 
gode grobund og den faste grund, som vi må leve på, så 
vores liv vil bestå. For Guds ord er underfuldt og 
fantastisk virksomt. Guds ord gør Guds vilje og udfører 
Guds ændrinde, at frelse os. 
 
ny prædiken 
 
 
 
     Jesus fortæller om Guds ord. Jesus er nødt til at 
fortælle os om Guds ord, for vi kan ikke selv se, hvilken 
kraft der er i Guds Ord. Det ser så småt ud, det som sker, 
når vi hører om Gud. For det meste ser det ikke ud som om 
det har nogen virkning, at vi hører om Gud. For det første 
kan man spørge, om det overhovedet bider sig fast, om det 
overhovedet når ind til os, når vi hører om Guds 
kærlighed. Bliver det bare liggende på overfladen, som 
korn der falder på vejen og det forsvinder hurtigt. Der 
skal ikke meget til. Små fugle kommer og spiser frøet. Så 
mange hundrede år er der fortalt om Gud, men hvad kan folk 
huske. Forsvinder det bare som dug for solen. Det er som 
som der ingen kraft er i Guds ord. Der skal ikke megen 
modstand udefra eller indefra, så slipper troen op. Udefra 
kan modstanden mod Guds Ord bestå i prøvelser.  Det er når 
vores liv ikke går som vi kunne ønske os. Så tænker vi at 
ordene om Guds kærlighed ikke passer. Hvordan kan der ske 
sygdom og ulykker og ondskab og krig, hvis Ordet om GUd er 
rigtigt. Modstanden kan også komme indefra vores tanker, 
enten når vi er fyldt af bekymringer. Det er vi jo, når vi 
ikke stoler på Guds ord. Men der skal ikke mange problemer 
til, før vi bekymrer os og vi tænker om ikke det hele vil 
ende dårligt. Så tror vi ikke, at GUd vil beskytte os. 
Eller vi kan være fyldt af nydelser, så vi har det så godt 
og nyder alt det vi har, så vi glemmer Gud, og synes det 
er mere vigtigt hvad vi kan få for vores penge og hvad vi 
skal have til middag. Hvor er Guds ord henne i vores 
hverdag.  Vi har svært ved at se det. Vi har svært ved at 
se at ordene om Gud har nogen virkning i vores hverdag. 
     Men Jesus siger, at GUds ord vil bære frugt. Det vil 
endda bringe 100 fold frugt. Høsten vil langt opveje 
tabet. Og det må jo være fordi der er en stor kraft i Guds 
ord.  Hvor småt Guds ord end ser ud, som et livløst frø, 
så har det en stor spirekraft i sig og vil bringe en stor 
høst. Jesus giver os ret i, at Guds ord ser småt ud, men 
Jesus stoler på, at Guds ord kan virke undere i det stille 
og det skjulte. Det er jo kendetegnende for et frø, at det 
virker i det stille og det skjulte. Det tager lang tid før 
det viser sig, hvilken kraft og hvilket liv der er i 
frøet. 
     Hvorfor er Guds ord ikke mere klart. Dengang Gud 
skabte himlen og jorden, da sagde Gud bare et ord, og så 
skete det som han sagde. Gud sagde: der blive lys. Og der 
blev lys. Hvorfor kan Gud ikke sige: der blive tro og 
glæde. Og så ville al mørket forsvinde. Jesus siger endda 
midt i prædikestykket om tilhørerne, at de skal se, og 
ingenting se og høre og intet fatte. Hvorfor vil Jesus 
taler i lignelser, som folk ikke helt ved, hvad de skal 
stille op. Det var jo meget klarere det som Johannes 
Døberen prædikede, at øksen ligger ved roden af træet. 
Dommedag er nær og den som ikke har omvendt sig og er 
døbt, bliver kastet i ilden. Jesus prædikede ikke, at Guds 
rige kommer med så voldsom virkning. Nej, Guds rige gror 
stille frem, uden at man klart kan se det eller fatte det. 
     Jesus fortæller, hvordan Gud er, fordi Gud er sådan. 
Johannes Døberen havde ret i, at Gud har magt, og at Gud 
afgør menneskers liv og død. Og Johannes havde ret i, at 
det er troen, som giver os adgang til Gud. Derfor talte 
Johannes mod farisæerne, som byggede deres frelser på ydre 
fromhed. Men Johannes tog fejl, når han mente, at Gud vil 
handle med stor synlig voldsomhed, som når en skovarbejder 
fælder et træ, eller landmanden, der kaster avnerne på 
ilden. Derfor sagde Jesus også, at den mindste i Guds 
rige, den mindste kristne, er større end Johannes. 
Johannes tog fejl fordi han stadig hang ved det ydre og 
synlige. Deri er han meget menneskelig Deter vel også 
derfor mennesker til alle tider har lettere ved at tro på 
afguder.  Afguderne er altid mere strålende.  En 
guldstatue kan man se er flot. Men Gud som er ånd kan man 
kun tale om i billedord. Vi har ikke noget synligt at 
holde os til.  Vi har Guds ord.  Men Jesus fortæller, at 
vi aldrig må foragte eller skamme os ved Guds ord. For det 
er kun ved at holde os til Guds ord, at vi bliver frelst. 
     Jesu lignelse om landmanden, som sår, er et argument 
for at vi altid skal stole på Guds ord, også når vi ikke 
kan se nogen ydre grunde til det.  Jesus fortæller, hvor 
meget vi under alle forhold, både når djævelen nipper til 
vores hjerte, eller når prøvelser får vores hjerte til at 
forstene, eller bekymringer kvæler vores håb, under alle 
forhold skal vi bare holde os til og respektere Guds ord. 
Det gælder for os i vores kirkelige liv og det gælder for 
os i vores personlige liv. 
     Med hensyn til kirken fortæller Jesu lignelse, at vi 
aldrig må holde status over Guds riges fremgang. Hvis man 
midt i Jesu lignelse skulle afgøre, hvordan landmandens 
arbejdede lykkedes, så måtte man jo sige, at det kun kunne 
ende dårligt. Noget af hans korn faldt på vejen, hvor det 
ikke havde en chance, noget faldt på klippegrund, så det 
ikke kunne vokse sig højt, og noget faldt mellem tidsler 
og var altfor svagt til at kæmpe mod udkrudtet.  Hvis man 
da skulle gøre status, så måtte man sige, at landmanden 
heller skulle opgive sit såarbejde. Det havde ingen nytte. 
Det ville ikke bringe nogen frugt. Sådan er der også 
nogen, som gør status over vores kirke, og siger, at 
arbejdet ikke vil lykkes. Og de argumenterer med mange 
synlige grunde: tomme kirker, manglende virkninger i 
folket af forkyndelsen. Jesus siger jo også, at man 
lettest får øje på alt det negative. Det kan lettere få 
store overskrifter i aviserne. Jeg læste lige, at en 
biskop skrev, at dåbstallet og konfirmandantallet er 
stigende. Han skrev endda, at han ville vove den påstand, 
at der ikke findes noget  - end ikke bingo  - der samler 
så mange mennesker dag ud og dag ind som Folkekirken. Og 
mit spørgsmål er: Hvorfor skriver aviserne ikke om det. 
Fordi det er lettere at få øje på alt det negative. Fordi 
mennesker venter sig noget andet af Gud. I følge mennesker 
må Gud da arbejde sådan, at når han sår et frø, så gør han 
det under, at frøet i løbet af et sekund er fuldvoksent og 
klar til høst. Det kan da ikke passe, at Gud har den 
tålmodighed, at han lader frøet gro i det stille og 
skjulte. Jo, sådan er Gud. Og vi kan trygt overlade til 
Gud at gøre status over kirken. For Jesus siger, at når 
høsten kommer, og det er Gud, som bestemmer hvornår det 
sker, så finder Gud ikke en tom kirke. Nej, Gud finder 
mange, som har bevaret hans ord i deres hjerte og levet i 
troen på det. 
     Jesu lignelse giver os lov til at arbejde stille og 
roligt videre i vores kirker med at synge salmerne og høre 
bibelens fortællinger, og vi må gøre det uden at ville 
finde de store virkninger hverken i os selv eller omkring 
os. Vi skal have nok i Guds ord. Det vil vokse. Det vil 
bringe os frem til en god høst, hvor negativt det hele end 
ser ud. Ja, det er et spørgsmål om vi overhovedet skal se 
noget negativt. Mon ikke landmanden i Jesu lignelse sår 
helt ud til landevejen, fordi han vil udnytte hver lille 
stykke jord. Der var dog en chance for at noget af kornet 
kunne gro. At så nogen af kornet falder på vejen, det ser 
han stort på. Det opfatter han ikke som negativt. Og han 
undersøger ikke nidkært jordbunden, om den nu er dyb nok 
til modtage et frø. Også der hvor der er klippegrund sår 
han løs. Vi skal ikke granske i hinanden, om der er nogen, 
som det er ikke er værd at give Guds hellige ord. Nej, vi 
må dele ud til højre og venstre uden at sorterer mennesker 
fra. Guds ord er jo netop til os syndere, os som har 
stenhjerter. 
     Vi kan bruge Jesu lignelse i vores eget liv.  Når det 
hele ser ud til at visne og ende dårligt, får vi troen på, 
at Gud vil gøre det under også med os, at høsten bliver 
overvældende stor.  Paulus skriver det sådan i 
Romerbrevet: Jeg skammer mig ikke over evangeliet.  For 
det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Det 
skal vi huske. Det er ikke det, som ser, der frelser os. 
Om vi så så det mest strålende i vores eget liv. Det kunne 
ikke frelse os. Det er det vi hører, Guds ord, evangeliet 
om tilgivelse til os syndere, som vi skal holde os til, 
bevare i vores hjerter i tro. 


ny prædiken 
 
                               . 
     Hvordan vil det går kristendommen. I menighedsrådenes 
blad er der fem unge, som vil gøre noget for folkekirken. 
Det er fem unge, som læser på handelshøjskolen. Og de er 
meget bange på folkekirkens vegne, fordi som de skriver 
der er et jævnt fald om året på 0,3 % af medlemmer i 
folkekirken.  Og de mener, at løsningen er, at markedsføre 
kirken ligesom jo også fabrikker og foreninger markedsfører 
sig. Man skal f.eks. købe reklameplads medierne og deltage 
målbevidst i den aktuelle debat. Man skal have 
professionel vejledning. Man skal have en professionel 
marketingmand til at ændre kirkebladets udseende og 
indhold. 
     Sidste søndag sang vi kirken den er et gammelt hus, 
og i vers 3 tænkte jeg, at Grundtvig er meget nutidig. Han 
skriver om Gud og os kristne: Var vi på jord ej mer end 
to, bygge dog ville han og bo, hos os i hele sin vælde. 
Mon der også på Grundtvigs tid, var mange, som sagde at 
kirkens dage er talte og at det går tilbage, og til sidst 
er der ingen kristne. Og så er det Grundtvig skriver: var 
vi på jord ej mer end to, bygge dog ville han og bo, hos 
os i hele sin vælde. Og hvem er det som tvivler på Guds 
vælde. Det gør ingen af os vel. Det er vel ikke derfor de 
fem unge udtaler sig om folkekirkens tilbagegang, fordi de 
tvivler på Guds vælde. Det er vel ikke derfor, nogen taler 
om hvor håbløst det hele ser ud, fordi de tvivler på Guds 
vælde. 
     Fortællingen i dag handler om Guds ord og Guds vælde 
og hvordan det vil gå om hvad vi skal gøre. Jesus giver os 
jo ret i, at hvis man ser på menneskers modtagelse af 
kristendommen, så ser det dårligt ud, så er det ikke kun 
0,3 % der falder fra, så er det 75 % der taber Ordet. 
     Ja, først ser det ikke ud til, at Der er nogen kraft 
i Guds ord. Hvad er Guds ord, som et frø, der kastes til 
os. Det havde set ud af mere, hvis Guds ord havde været 
som sten, der blev kastet i hovedet på os. Eller hvis Guds 
ord havde været store redningskranse, som blev kastet ud 
til os, der drukner i tvivl og håbløshed og ligegyldighed. 
Men Guds ord er som et frø. Det er ikke til at se. En 
mark, som er tilsået, dér kan man ikke se frøene, først 
hen på sommeren kan man konstatere om landmanden havde 
ret, da han sagde, at han såede sine marker til. Og måske 
viser det sig, at nogle steder var såmaskinen gået i 
styskker, så der slet ikke blev sået noget korn. For frø 
kan man ikke se, når de er sået. Sådan er Guds ord. Vi kan 
ikke se dem, eller virkningen af dem, i hvert fald ikke 
til at begynde med. Først når høsten kommer viser, det 
sig, om der er noget korn. 
     Så småt er Guds ord. Hvor er kraften og vælden? Ja, 
truslerne og farerne som er mod Ordet er større. Djævelen 
kan bare komme og nippe ordet ud af hjerterne på 
menneskene. Hvad kan ordet gøre mod det. Selv om djævelen 
bare kommer som små fugle, så er ordet så lille, at det 
intet kan gøre mod fuglene. Eller hvis Guds ord endelig 
kommer lidt igang, så skal der ikke mange fristelser til, 
at troen visner og  ordet dør. Hvordan kan Ordet kæmpe 
imod. Fristelserne er altfor stærke. Og under fristelser 
skal vi ikke tænke på store ting. Vi skal bare tænke på 
vores middagsmad, mon ikke det betyder mere for, hvad vi 
skal have at spise i dag, end hvad vi får at høre i dag i 
kirken. Det, som frister, er altså alt det, som vi tænker 
har større betydning end Guds ord. Og det ser ud som om vi 
bare skal uden for kirkedøren, så tænker vi på alt andet 
end det vi har hørt her inde. Så er det alle de mål i 
vores arbejde og fritid, der optager vores tanker. Så er 
det forholdet til vores venner og bekendte, vi lægger 
vores sjæl i. Hvor er Guds ord blevet af. Det er 
forsvundet. Forholdet til Gud er ude af vores sjæl. 
     Har Guds ord da ingen kraft til at hage sig fast. 
Nej, selv om det endda vokser inden i os og bliver stort, 
så kan bekymringer og rigdom og nydelser hurtigt kvæle 
Guds ord, så det ikke bliver til noget. Guds ord kan 
ingenting stille op. Sådan ser det ud. 
     Jamen, så bliver der ikke noget ud af Guds ord. Det 
nytter ikke. Det er håbløst. Nej, siger Jesus: " Der er 
noget af Guds ord, en lille del, så giver en høst, ja, som 
giver en høst der er større end alt det som gik tabt, som 
er større end man overhovedet kunne have forventet i sin 
vildeste fantasi.  Hvordan kan det dog gå til, at høsten 
til sidst bliver så stor, til trods for al den modgang fra 
ukrudt og tørke og fugle. Er det fordi landmanden gør 
noget særligt ved den gode jord, eller er det fordi jorden 
gør noget særligt ved frøene, løfter dem op, beskytter 
dem. Nej, kornet ligger bare i jorden og spirer og bliver 
højt. Den gode jord gemmer frøene og bærer frugt i 
udholdenhed. 
     Det er det vi skal: gemme og holde ud. Så vil Guds 
ord give en umådelig stor høst og give i overflod til 
trods for alle trusler og farer og selv om Guds ord ser 
nok så småt og nøgent ud. 
     Det skal lære os, vi skal ikke være bekymrede på 
kristendommens vegne eller på kirkens vegne. Når vi 
fortæller om Jesus og Gud og giver Jesu ord videre, skal 
det altså på den baggrund, at det hele ser håbløst ud og 
at vi tvivler på, at det hele ender godt. Vi skal være som 
landmanden, der bare strør løs. 
     Jeg må indrømme, at jeg ikke tror helt på den med 
marketingsmanden, som skal vise os, hvordan kirken bliver 
reddet fra undergang. Jeg tror mere på Gud. Det er Gud, 
som i hele sin vælde vil frelse sin kirke, om den så kun 
består af to mennesker i hele verden. Jeg må indrømme, at 
jeg ikke tror på professionel vejledning fra 
markedsføringsbureauer. Den vejledning jeg har brug for i 
kristen henseend, den finder jeg så rigeligt i Guds ord og 
Jesu fortællinger. Ja, han er den eneste professionelle, 
som jeg har tænkt mig at gå til, når djævelen nipper til 
mit hjerte, eller når tørken udhungrer mit sind og når 
bekymring og behagelighed kvæler mine tanker. 
     Og når vi går til Jesus, så får vi hjælp. Paulus 
skriver i romerbrevet: Enhver, som påkalder Herrens navn, 
skal frelses. Det er i kap 9, i linjerne lige før siger 
Paulus, at vi ikke gå langt op eller langt ned for at 
komme til frelsen. For " Ordet er dig nær, i din mund og i 
dit hjerte ( nemlig det troend ord, som vi prædiker)." 
Sådan skriver Paulus. Ordet er dig nær. Det ord, som 
frelser. Jesu navn. Ja, Jesus selv er nær ved dig. 
     Paulus beder i Efeserbrevet om at Kristus må bo ved 
troen i jeres hjerter, så I må kender Kristi kærlighed, 
som overgår al forstand. Han formår med sin kraft, der 
virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om 
eller forstår. 
     Skulle han ikke være professionel nok. Den mand, som 
kan gøre undere selv med stenhjerter som vores.