Sexagesima 

2. Tekstrække, Markus 4 26-32 

693 484 137 12 1

I naturvidenskabens verden skal alting kunne bevises, før nogen tror på
det. Ethvert eksperiment skal kunne gentages af andre, uafhængige
forskere med samme resultat. Det skal omfatte positive og negative
kontroller, der skal falde henholdsvis positivt og negativt ud i
eksperimentet, før man tror på det. 

Når man tester lægemiddler er 5-kroners ordet "dobbelt blindforsøg".
Hverken patienten eller behandleren ved, hvem der får aktivt stof eller
hvem der får kalktabletter. Man prøver altså at udelukke så mange
fremmede påvirkninger som muligt. 

Og alligevel er der i ethvert forsøg parametre, som ikke kan
kontrolleres. Tilfældig variation, kalder man det. Også denne prøver
man at tæmme. Midlet hedder statistik. Hvor meget varierer det, på
hvilken måde osv. Når alle disse ting er opfyldt, siger vi, at nu forstår vi
det. 

Nogen gange støder vi på ting, der virker uden at vi ved hvorfor. Så
præsenteres vi for et udteafkog fra regnskoven, som tilsyneladende kan
helbrede sygdomme. Eller hører om magnetiske strygninger eller
medicinske udtræk, som er fortyndet så meget, at der efter almindelige
kemiske principper ikke er et eneste molekyle tilbage - det er det
homeopatien udnytter - og at også det virker på sygdomme.
Lægevidenskaben har det normalt svært med disse ting, men en del af
virkningen kan i hvert fald forklares med den såkaldte placebo effekt,
altså en gavnlig virkning ved simpelthen at gøre noget. Man mener, at
40% af den samlede virkning af et lægemiddel udgøres af denne
'kalktablet-effekt'. For nylig har man faktisk i fuldt alvor foreslået at
udnytte denne effekt terapeutisk.

Men ellers har videnskaben haft det meget svært med ting, der ikke
sådan lige lader sig forklare. For den er blevet så avanceret, mener
mange. Man kan jo tæmme atomerne, sende folk til månen og man kan
dublikere dyr og snart også mennesker, siger i hvert fald Hr. Seed, som
er læge i USA. Men dels har han jo rent faktisk ikke gjort det, og dels,
ja - selv om det lykkes og dermed kan have uoverskuelige konsekvenser,
hvis det finder anvendelse i større omfang, så må det stadig i den
allermest optimistiske betragtning betegnes som famlende forsøg på at
forstå eller eftergøre skaberværket.

For hvad kan videnskaben i virkeligheden? Kan man bygge en myre?
Nej. Lave bare en enkelt af de celler, myren består af? Nej. Brorson
udtrykte det i salmen, som vi synger om lidt på den måde, at om så alle
konger blev kaldt sammen for at gøre det, så kunne de ikke engang
sætte et blad på en nælde. Det er nogenlunde, hvor vi befinder os.

Og hvad med alle de dagligdags ting? Hvad får træerne til at gro lodret,
f.eks? Også dem, der står på en skråning. Videnskaben kan ikke give
svaret. Og tyngdekraften? Den kraft, der gør at æbler - blandt andet -
falder til jorden, når man slipper dem. Man kan beregne tiden, faldet
tager, men derudover har man ikke den fjerneste anelse om, hvordan det
går til. Ikke skyggen af en forklaring. Det sker bare, uden af vi ved
hvorfor.

Hvis vi har problemer med at forstå den verden, vi er sat i, skulle man
tro, det var lettere at forstå de ting, vi selv har skabt, men heller ikke det
er altid tilfældet. For et øjeblik siden - et øjeblik set i perspektivet af
udviklingshistorien - byggede ægypterne pyramiderne, men vi aner ikke
hvordan de fik bakset tusindvis af flere hundrede tons tunge sten, hver
især tilhugget med millimeters nøjagtighed op i svimlende højder. Eller,
hvad med bare at forstå hinanden? En forsker, der for nylig viste, at
mænd har 16% flere hjerneceller end kvinder, sagde i et foredrag, at
man ikke vidste, hvad mændene brugte de flere hjerneceller til. Efter
foredraget kom en ældre grånende herre op og sagde: Jeg tror, jeg ved
det. Jeg bruger personligt alle mine ekstra celler til at forstå min kone
med! 

Vi er sat her, i en verden fuld af underfulde ting og mirakler. Vi studerer
den indgående, beskriver den og siger derefter, at nu forstår vi den,
samtidig med, at der undervejs er opstået endnu flere spørgsmål, end der
blev givet svar på. 

Det naturlige spørgsmål at stille er, hvorfor vi ikke bliver sindssyge af at
opholde os i en så kaotisk og uforståelig verden. Svaret er dels, at det er
der faktisk også nogle af os, der gør, dels, at man ikke behøver at forstå
alting for at klare sig gennem livet. Et nærliggende eksempel er at kun et
fåtal ved noget om kompressionsforhold, CO-procenter eller kamvinkler
og alligevel klarer de fleste på udmærket vis at køre deres bil rundt på
landevejene. 

Det er nok lidt med Guds rige som med bilerne. Man behøver ikke
forstå alting for at få det fulde udbytte af det. I teksten til i dag hører vi
om bonden, der dyrker sennepsfrø på marken. Han forstår ikke, hvordan
de er groet op, men det er heller ikke nødvendigt. Han høster dem bare,
når de er modne og undervejs har Gud sørget for resten. 

Guds rige er på en og samme tid helt enkelt og helt ufatteligt komplekst.
Det er så enkelt som at der er en, der altid følger os, lige meget hvor vi
går og står, en der altid holder sin hånd over os og som ved sin
umådelige kærlighed til sidst skænker hver enkelt af os det evige liv,
hvor ufortjent det end måtte være. Og så komplekst, at vi overhovedet
ikke kan forstå det. Og ikke nok med, at vi ikke behøver forstå det, vi
skal ikke forstå det, for den, der ikke tager imod guds rige som et lille
barn, han kommer som bekendt slet ikke ind i det. 

Er det så meningen med livet, at vi skal bruge det på at gå og vente på
noget, vi ikke kan forestille os? Det tror jeg ikke, vi behøver. Jeg tror, at
hvis man har øjnene, der kan se det, så skinner smagsprøver på guds rige
igennem hver dag, vi er i live. Jeg tror, at når det lykkes at plante et håb
i en døende eller at sprede glæde i et formørket sind, når det lykkes at så
tryghed i den rastløse eller skabe fred blandt stridende mennesker - eller
størst af alt, når to mennesker tør give slip på alt det sikre og lade en
forelskelse vokse til et livslangt sammenhold i kærlighed, så ved vi at
guds rige også findes midt iblandt os. Så nær på, at vi bare behøver
række ud og gribe det.

Guds rige kan ikke forstås, kun føles.

Amen.