Sidste søndag efter Helligtrekonger, 1. tekstrække.
(2. Mos. 34,27-35); 2. Pet.1,16-18; Matt. 17,1-9
Salmer 686 - 858 - 149 / 871 - 279 vers 6  - 189
_____________________________________________ 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium til den sidste søndag efter 
Helligtrekonger står skrevet hos evangelisten Mattæus.......

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jacob og hans bror Johannes med sig
og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev
forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans
klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem
og talte med ham. 
Så udbrød Peter og sagde til Jesus: Herre, det er godt, at vi er her.
Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én
til Elias. 
Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød
en røst fra skyen: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet
velbehag. Hør ham! 
Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af
stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: Rejs jer og
frygt ikke! Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: Fortæl ikke nogen om
dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.
Amen.

Den evangelietekst, som vi lige har hørt,- forklarelsen på bjerget, som
afsnittet kaldes,- den tekst handler om et syn. 

Den beskriver en meget voldsom oplevelse for Peter og de to andre
disciple, Jakob og Johannes - 

en oplevelse hvor de, som i et syn, pludselig kan se det, som de ikke
før har kunnet se,- hvor det, de før kun har anet, nu folder sig ud for
dem. 

De ser en lysende sky som tegnet på Guds tilstedeværelse, og de hører en
stemme, Guds egen stemme, lyde fra skyen: Det er min elskede søn, i ham
har jeg fundet velbehag. Hør ham!
____________________

Jesus udråbes her som Guds søn - og rammen er så sandelig i orden. På
bjerget, et ophøjet sted, så tæt ved himlen man vel kan komme -

oven i købet med to værdige vidner: Moses og Elias, der er
repræsentanter for loven og profeterne, - det er dér, det sker - den
lysende sky og stemmen.

Det er der trådene så at sige samles. Alt det, de allerede har oplevet
sammen med Jesus, og alt det der skal komme,- rejsen til Jerusalem -
korsfæstelse, død og opstandelse, det hele samles under én overskrift.

Én overskrift, som giver en særlig mening til det alt sammen - fortid
såvel som fremtid - for Jesus er Guds  søn - det er overskriften for det
hele.
__________________________

Der er i teksten to vigtige ting, som specielt skal fremhæves i dag, to
ting, som teksten vil sige os. 

Teksten vil som det første - og som allerede sagt,- der vil teksten 
fortælle os det helt centrale, at Jesus er Guds søn - og den anden ting,
som teksten vil,- det er faktisk at give os et fingerpeg om
konsekvenserne heraf.
______________________________

Jesus er Guds søn - ja, det er selvfølgelig i forlængelse heraf, eller
det er en umiddelbar konsekvens heraf, at vi er lige her i kirken i dag. 

Derfor fejrer vi gudstjeneste sammen, derfor har vi i dag været samlet
om en lille pige, der blev døbt - derfor kan vi om lidt samles om
alteret. Fordi Jesus ikke er en tilfældig person, men Guds søn.

Sådan som vi har fået det at vide i evangeliet i dag,- at dét skal stå
som overskrift og forklaring til alt, hvad vi i øvrigt hører om ham.
__________________

Men konsekvenserne af at Jesus er Guds søn rækker jo betydeligt længere
end lige til kirke og gudstjeneste. At Jesus er Guds søn rækker videre
end til den ro og harmoni, vi måtte finde her.

det rækker ind i dagligdagen - ind i vores liv med hinanden,-  hvor og
hvordan det så end må være. Og det giver teksten altså også et fingerpeg
om.
_________________________________________

Som det så ofte er, så er Peter en god indgang i historien for os - han
er så helt og fuldt menneskelig, han er det på godt og på ondt- 

og han kommer på den måde til at være et billede på os alle,- hvad der
sker med ham kan så sige noget vigtigt til os,

Og Peter,- om ham fortælles det, at han vil bygge en hytte - eller
rettere tre - for Peter vil nemlig blive i højderne. Her er godt at være
- her må vi hellere blive,- tænker han. 

For der er jo i virkeligheden helt perfekt - Guds stemme lyder direkte -
der er ro og harmoni - alt er afklaret. Jo, der er sandelig godt at være
på det bjerg.

Men som det så ofte går med Peter, så kommer han til at tænke om igen.
De skal ikke blive i højderne, de skal ned igen og fortsætte deres
vandring,- som sandt at sige bliver alt andet end rolig og harmonisk.
___________________________

Det ER som sædvanlig nemt at kende sig selv i Peter. Vi har også vores
idealer, vore forestillinger om det helt perfekte - 

der hvor der er ro og harmoni - der hvor alting står frit fremme i lyset
og er åbenbart for os - der hvor vi har orden på alt og alle - der hvor
der ingen flossede kanter er, og hvor alle de løse ender er bundet
sammen.

Ja, kort sagt, det rigtige - perfekte - ideelle liv. Dér, hvor vi har
fred med Gud og med os selv. Og dér, ja, dér kunne det nu være rart at
være. Og ikke mindst da, at blive dér for altid.
______________________________

Men af evangeliet til i dag kan vi så høre, at som Peter ikke kunne
blive på bjerget, sådan kan vi heller ikke blive i eller leve det
perfekte - ideele liv.

Som Peter ikke kunne leve afsondret fra besværligheder og problemer -
ja, som Peter ikke kunne undgå alt det, der også følger med at leve
sammen med andre mennesker,-

sådan skal vi det heller ikke. Vi skal heller ikke lukke os inde for os
selv i et forsøg på at undgå besværligheder, sorger og lidelse,- i et
forsøg på kun at ville det perfekte, det problemløse og det fantastiske
________________________________________

Det kunne jo ellers være fristende kun at ville det problemløse og det
perfekte. 

Men det er vel ofte sådan, at vores forestilling om det perfekte, vore
idealer,- de kan ligefrem komme til at stå i vejen for os i livet med
andre mennesker..

Hvis vi kun vil det perfekte, så opdager vi slet ikke det mulige,- det
forbigår vi, for det lever ikke op til vore idealer. Og så er der meget,
der går vores næse forbi.

Hvis vi kun vil det perfekte, det problemløse,- så vil det meste nok
nærmest gå os forbi, for sådan - perfekt og problemløst - er det
simpelthen ikke at være menneske blandt andre mennesker.
_______________________

Hvis vi kun vil det perfekte og problemløse, så misforstår vi
simpelthen  forholdet til Gud og vore medmennesker - ja, så misforstår
vi vores opgave i det liv, vi har fået - det er en anden måde at sige
det samme på. 

For som Peter ikke kunne blive på bjerget, sådan må vi heller ikke blive
i de luftkasteller, som vi bygger med vore idealer og med vore drømme om
det perfekte.

Som Peter skulle ned fra bjerget og ud mellem mennesker og kaos og
uorden, sådan skal vi det også. Vi skal heller ikke skue mod højderne - 

nej, det vi i virkeligheden skal have for øje er de mennesker, som vi
lever vores liv sammen med. 

Blikket skal ikke rettes opad - det skal rettes lige ud. Så vi ser på
hinanden i øjenhøjde - så vi griber de muligheder, der er hér og lever i
den virkelighed, der er vores.

Vi skal simpelthen vare os i vore liv og i vores  forhold til hinanden.
Ikke bygge luftkasteller men beholde begge ben på jorden. Ikke skue opad
men ligeud.

For hvis vi forventer, at andre lever op til vore idealer for det
perfekte,-  den perfekte mand eller kone,- de perfekte børn og børnebørn
- de perfekte kolleger og ikke mindst da de perfekte venner,-

ja, så bliver vi skuffede. Og så kommer vore idealer til at stå i vejen
for det mulige - nemlig livet med den ikke perfekte mand eller kone - de
ikke perfekte børn og børnebørn - og de heller ikke spor perfekte
venner.

Som Peter ikke blev i højderne skal vi heller ikke tage bolig i
luftkasteller. 

Nej,  det er lige her i den foreliggende verden, vi skal være, det er
her vi skal finde os til rette med os selv og alle de andre - om ikke
altid lige godt, så i hvert fald nogenlunde og af og til.
___________________________

Selvom det kunne være nok så godt at leve det perfekt liv - at få
opfyldt alle sine drømme og visioner, så kommer vi til at indse, at
sådan er verden ikke skruet sammen.

Lige så umuligt det var, at Peter kunne blive på bjerget, lige så
umuligt er det, at vi kan bo i luftkasteller,- hvis vi skal tage livet
med hinanden alvorligt og leve det, så kan det simpelthen ikke lade sig
gøre at bo i luftkasteller.

Og han, som er Guds søn,- han har altså også vist os en anden vej. En
vej, der fører os ud blandt andre mennesker - en vej med fællesskab og
ansvar, opgaver og problemer.

På den vej må vi ikke lade vores forestillinger om det perfekte stå i
vejen for det mulige og det virkelige. 

Vi skal derimod gribe det mulige - gribe det virkelige - og være
taknemmelige når det lykkes for os, gennem det mulige, gennem det
virkelige, gennem andre ikke perfekte  mennesker,- 

da skal vi være taknemmelige når det lykkes os at finde ro og glæde.

Vi er aldrig blevet lovet et perfekt liv. Vi er aldrig blevet lovet at
vi kan bo i en hytte på bjerget, i ro og harmoni. Jesus  blev heller
ikke på bjerget - han gik ud i verden igen.

Sådan skal vi også gøre. Vi skal gå ud i den virkelige  verden der
ligger foran os fuld af muligheder - ikke med nogen forvisning om at alt
vil blive perfekt - ideelt og uden problemer -

men med troen på, at det er lige her vores liv og vores opgave ligger -
og med troen på, at ham der gik ned af bjerget den dag - han går lige
ved siden af os både når alt går temmelig godt og når alt går os imod.

Amen