Søndag septuagesima; Matt 20,1-16; Thisted 31/1 99 
”Du kan vel forstå dansk!” Det lyder som et spørgsmål; men det er det
slet ikke. Det er en sætning, som ikke kræver noget svar. Den fordrer
alene, at den tiltalte bøjer hovedet, falde til føje og retter ind efter den
besked han får. ”Du kan vel forstå dansk!” Efter den sætning skal man
næppe sætte et spørgsmålstegn, men i stedet et udråbstegn. 
Det er sådan et spørgsmål, som står ubesvaret, når vi har læst dagens
evangelium til ende. har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det,
der er mit.  Ordene ligner i deres tonefald til forveksling sætningen:
”Du kan vel forstå dansk!” Og ordene har i lignelsen alene den
funktion, at de skal få den arbejder, som var utilfreds med, at han kun
fik en denar, og ikke fik mere end dem, som kun havde arbejdet én
time – han skulle bringes til tavshed, og det blev han.
har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit. Når
ordene overhovedet kan bruges på den måde - som en kæp, der slår
den, den rammer, så hænger det sammen med, at vi uden videre giver
dem ret. ”Selvfølgelig”, tænker tilhøreren til lignelsen, ”Selvfølgelig har
ejeren lov til at gøre, som han vil med det, der er hans.” Det er vel
betydningen af at eje noget, at ejer jeg noget, kan jeg gøre med det,
hvad jeg vil.
Men selv om den tanke tilsyneladende er lige så selvfølgelig for os,
som den var for Jesu tilhørere, at det, der er mit, kan jeg behandle, som
jeg vil; er den så rigtig?
”Du kan vel forstå dansk!” Det skal slet ikke få nogen til at overveje,
om man kan forstå dansk. Men hvis vi nu alligevel overvejer, hvorvidt
den enkelte uindskrænket har lov at gøre, som han vil med det, han
ejer. Er det så rigtigt?
Måske har nogen herinde set filmen: ”Den enfoldige morder”. I den er
der en episode, hvor en fattig husmand er kommet i stor gæld til den
rige fabrikant. Husmanden kan ikke betale og beder om henstand, så
han ikke skal sættes på gaden; men fabrikanten afslår. Så gør
husmanden alt, hvad han kan for at skaffe pengene. Han sælger bl.a.
familiens eneste ko, deres overlevelsesmulighed og bringer så – fulgt af
sin dreng – pengene til fabrikanten.
Fabrikanten holder en pæn tale til ham om, at det hele handler om
principper, som man ikke bare sådan kan lade hånt om. Og for at vise,
at det ikke er, fordi han selv er pengegrisk, så ender han med at kaste
husmandens penge i den åbne kaminen. Det gør forfærdelig ondt på
drengen, og tilskueren protesterer vildt i sit indre: Hvilken ondskab;
det var den ko, de skulle leve af, og så ender det hele bare i ilden. Men
bag ved klinger ordene: har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med
det, der er mit.  
Og vi behøver slet ikke at gå til opdigtede situationer. Tænk bare på,
hvad vi selv smider ud, mens store dele af verden mangler. I en anden
af Jesu kendte lignelser hedder det: Hvor mange daglejere hos min far
har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel (Luk 15,17).  I
dagens Danmark kunne vi i stedet vende sætningen om, så den kom til
at lyde: ”Her har vi mad i over-flod; hvor mange daglejere i verden er
ikke ved at sulte ihjel?”  Men har vi så lov til at gøre med vores, hvad
vi vil?
Denne tekst har været prædiketekst siden den tidlige middelalder, og
dvs. ca. 1500 år, så ingen kan vel mistænke folkekirken for gennem
søndagens tekst at komme med et indlæg i overenskomstsituationen.
Men er bagrunden for at social bevidsthed og indignation ikke netop
det, at vi ikke har lov at gøre, som vi vil med det, vi mener,  er vores?
Og når Jesus siger: Den, der har to kjortler, skal dele med den, der
ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså (Luk 3,11),  er det så
ikke netop et ord om, at du ikke har lov at gøre, som du vil med det,
som er dit?
Nu kunne der nok være en, som tænker, om jeg er i gang med at
argumentere for, at det ikke er sandt, hvad Jesus siger i lignelsen i dag;
men sådan er det ikke. Det, jeg gerne vil have frem, er derimod dette:
Fald ikke for fristelse til at tænke, at der er noget, der er dit i den
betydning, at du kan gøre ved det, hvad du vil. Det er netop den
grundlæggende misforståelse, at vi tror, der er noget, som er vores, og
som vi kan gøre ved, hvad vi vil. Og det omfatter både vore ting og
hinanden.
Der er en fortælling om, hvordan det gik til, da mennesket blev vist ud
af paradiset efter at have spist af kundskabens træ. De blev fulgt til
grænsen af en engel, som viste dem verden, hvor de nu skulle leve. 
- Det er dit, sagde engelen; men engelen talte ellers kun til Gud og
mente derfor, at det alt sammen var Guds. 
Men menneskene misforstod det.
- Er det mit? sagde mennesket
- Nej, svarede engelen, det er dit (og han mente: Guds)
Og det kom de aldrig til rette med.
Det misforhold, at vi glemmer, at vi er forvaltere, det kommer vi aldrig
til rette med. Derfor har vi skabt en verden, hvor det er sådan (for at
tale omvendt med Grundtvig), at mange har for meget og endnu flere
for lidt. har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit. 
Hvor den sætning praktiseres, bliver der grædt meget, for den sætning
betyder aldrig, at det er mit, og jeg giver til hvem, jeg vil. I vor verden
betyder den altid: Det er mit, og jeg bruger det til gavn for mig selv om
mine egne uanset, om du mangler, sulter eller fryser. Barnet siger også
om sit legetøj: ”Det er mit!” og det betyder: ’Det må du ikke lege
med’.
Men dagens lignelse er da heller ikke en retfærdiggørelse af
vilkårlighed hos en tilfældig arbejdsgiver. Jesus begynder med ordene:
Himmeriget ligner en vingårdsejer,  Vi får altså et glimt ind i Guds rige,
som er den virkelighed, der alene bestemmes af Gud. Vi er på torvet i
en lille by i Palæstina. Det er høsttid, og daglejerne står i en klynge og
venter på at komme i arbejde. De er stået tidligt op, deres familier er
helt afhængige af, hvad der kan tjenes. Så dukker jordejerne op. De
lejer først de unge, der ser ud til at kunne arbejde hårdt. Vingårdsejeren
henter den arbejdskraft, som han skal bruge til at få plukket druerne.
Han kommer flere gange i løbet af dagen. Vel fordi han har brug for
mere arbejdskraft. Selv i den sidste time, inden mørket falder på,
kommer han til torvet og henter arbejdere til sin vingård.
Det var sikkert for Jesu tilhørere lidt underligt, men nok ikke helt
usædvanligt, når vingårdsejeren ønskede høsten i hus, inden mørket
falder på. Jesus har indtil nu malet et billede af deres egen verden, som
svarer til deres egne erfaringer.
Men så tager fortællingen en uventet vending. Da lønnen skal
udbetales, er det ikke mere en retfærdig afvejning af sammenhængen
mellem arbejde og løn. Alle får lige meget. dette er jeres time, og
mørket har magten (Luk 22,53).  sagde Jesus i Getsemane. Her gælder
det modsat: Det er Guds time, og kærligheden har magten. Og Gud
kan med rette sige:  har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det,
der er mit.  Og så deler Han ud til alle, så de hver for sig får nok til at
kunne leve. 
Jesus giver os her et glimt af, at i Guds rige er det, som i mødet med
Jesus; det kommer ikke an på ydelse eller værdighed. Guds kærlighed
lader sig ikke prostituere, ikke købe. Og kom du med i den 1. time eller
den 11. time, Gud giver ud af sin egen ubegribelige godhed, nok til at
du kan leve. Så lad da den knurre, som ikke vil lade kærligheden råde.
Eskil Agger