En lukket himmel. Dér tænker vi nok mest på en 
overskygget og grå himmel, som truer med uvejr og storm. 
En lukket himmel, det er når naturen raser og man ikke 
ved, hvordan det ender. En åben himmel, det er lige modsat 
når solen skinner og alt er blå. Det er, når man bliver i 
godt humør og glemmer alt hvad der trykker.  En åben 
himmel, det er foråret. Så kan man høre fuglene synge, 
planterne pible frem, varmen og livet og blomsterne folder 
sig ud. 
     Her i dag i fortællingen om Jesu dåb hører vi om, at 
himlen åbnedes. Og dér skal vi ikke kun tænke på en 
forårshimmel. Vi skal tænke, hvordan det mon ville være, 
hvis forårshimlen gik til side og vi så ind i en endnu 
mere lysende og strålende og varm himmel. 
     Når foråret kan kalde liv frem, hvor meget mere kan 
Guds åbne himmel gøre det. Den hører vi om ved Jesu dåb, 
Det skal give godt humør, så vi glemmer alt hvad der kunne 
trykke os.  Fra den åbne himmel lyder gode ord. " Det er 
min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag." Ikke nok 
med at vi selv føler velvære  og frimodighed.  Vi hører 
endda om, at Gud føler velbehag. Vi kommer vel til at 
tænke på juleaften. Der hørte vi om engle, som sang: Ære 
være Gud i det højeste og fred på jorden i mennesker, som 
har hans velbehag.  Og mon vi ikke tænkte juleaften, om vi 
mon er blandt de mennesker, som har Guds velbehag.  Vi 
kunne vel nok mærke, at Guds glæde og fred strømmer ud fra 
juleevangeliet til mange mennesker, men er vi blandt dem. 
Her ved begyndelsen af Jesu virke hører vi igen om Guds 
velbehag, og her hører vi, at det virkelig gælder os. Det 
er Jesu dåb tegn på. 
     Det som er meningen med Jesu dåb, det er jo at 
fortælle, hvordan hans liv er.  Meningen med Jesu liv er 
at følges med os. Han slår følge med os, for at vi kan 
følges med ham. Jesus går ind under dåben, for at vi kan 
gå med ham ind i himlen. Jesus går ind under syndens 
straf, for at vi kan gå med ham ind i friheden. Jesus går 
med os ind i døden, for at vi kan gå med ham ind til 
livet. 
     Måske er der en skjult mening med, at Jesu virke 
begynder med dåben og ender med dåben. Til sidst i 
Mattæus-evangeliet siger Jesus jo: Gå ud og gør alle 
mennesker til mine disciple, idet I døber dem. Disciple er 
nogle, som lever sammen med Jesus og følges med ham. Der 
sker det samme i Jesu dåb som i vores: han følges med os, 
og vi går med ham. Vi kan slutte, at virkningen for os er 
den samme som for Jesus: himlen åbnes og Guds velbehag 
stråler over os.  Sådan er også begyndelsen til vores liv. 
Som begyndelsen var for Jesu virke.  Vi døbes jo i 
Faderens og sønnens og helligåndens navn.  Og det er jo 
netop de tre navne, vi hører om i dag.  Sønnen er Jesus. 
Han opfylder sin Fars vilje, og Guds ånd daler ned over 
ham.  Guds ånd er både Guds kraft og Guds ord. I Guds ånd 
kan Jesus gøre og sige det sande og det gode.  Uden 
helligånden ville han ikke have kræfter til at hjælpe 
mennesker. Og i fortællingen i dag høre vi om Faderen, 
indirekte, når Røsten fra himlen kalder Jesus sønnen, den 
elskede.  De tre navne Faderen, sønnen og helligånden er 
vi døbt i. 
     Da jøderne gik ud for at blive døbt af Johannes 
Døberen, var det på en sørgelig baggrund.  De ventede at 
dommedag snart ville komme, og de ville gøre,hvad de kunne 
for at de ikke skulle gå fortabt og blive straffet. De gik 
ud til Johannes. De håbede at hans dåb kunne rense dem. 
De var lettede, da de gik fra Johannes. Men de ventede jo 
stadig dommedag, og helt vidste de ikke, hvordan det 
skulle ende med dem selv. De følte altså at himlen var 
lukket, både når de gik ud til Johannes og da de gik hjem. 
De så de mørke skyer i horisonten.  De mærkede, at Guds 
vrede snart ville dukke op og rase og ødelægge, hvis de 
ikke omvendte sig og lod sig døbe. 
     Men med Jesu dåb er det som om De mørke skyer og 
vreden helt forsvinder.  Himlen bliver lys, ja vi ser ind 
bag forårshimlen, ind i et endnu større lys.  Derfra hører 
vi en god stemme, der taler om kærlighed og velbehag.  Da 
vi blev båret til vores dåb, var det ikke på en mørk 
baggrund. Det var ikke for at undgå Guds vrede.  Nej, 
dåben må vi komme til med et lyst sind, for i dåben ser vi 
ind i paradis og vi hører en god stemme, som taler om 
kærlighed og velbehag.  Og sådan går vi også fra dåben. 
     Hvor er det dejligt, at det er Jesu dåb vi er blevet 
døbt til. Den dåb er smuk og glad og befriende. Der skal 
ingen mørke følelser være. Det kan vi undre os over, at vi 
må høre så store og varme ord her i vores verden, hvor 
storm og kulde og mørket ellers plejer at herske.  Sådan 
tænker vi vel ved dåben af et barn.  Vi tænker på at det 
er begyndelsen til et menneskeliv. Og hvad kan der ikke 
ske.  Det ved vi fra os selv. Men det er som om dåben 
jager al denne tvivl og usikkerhed væk. Selv om man intet 
kan sige, om hvordan det vil gå barnet, så er himlen nu 
åben over det barn, og Guds velbehag daler ned.  Guds 
kærlighed er som en ring, vi døbte ikke kan gå ud af, hvor 
vi end går hen. 
     Hvor er det mærkeligt, at dåben kan være et så smukt 
øjeblik. Barnet bliver båret. Barnet er i Guds hånd. 
Barnet knyttes til Gud. Derfor lyder ikke kun Barnets eget 
navn og forældrenes, men også Guds navn. Og mon ikke vi 
alle og forældrene i det øjeblik føler det lille barn som 
et under. I dåbens øjeblik  føler vi tak til Gud og hjælp 
fra Gud. Der er én som bærer med, så vi må være de små 
mennesker, der ikke kan overskue eller klare alting. Vi må 
føle os lige med det lille barn over for Gud. 
     Når vi tænker på vores egen dåb og alle årene, som er 
gået, så ved vi jo heller ikke, hvordan vi har klaret 
vores opgave. Vi kan føle livet og årene som en opgave og 
som krav, det er svært at klare. Og dér kan vi godt være 
helt ærlige. Selv dem som andre ser op til, de ved med sig 
selv inderstinde, at det jo kun var halvt hvad de har 
gjort. Der er ikke meget vi kan sige lykkedes fuldstændig 
for os.  Hvor meget var der ikke, som vi ikke fik nået. 
Hvad ville det ikke være blevet til, hvis vi virkelig 
havde taget os mere sammen. 
     Men alle de tanker opløses som tåge for den sol og 
varme, som stråler ud fra dåben.  Dåben betyder, at der 
over os er en åben himmel, som løfter os oppe. Dåben 
betyder, at der er en åben hånd, som holder os oppe.  Vi 
skal selvfølgelig give os i kast med alle de opgaver vi 
ønsker os, men resultatet har vi allerede nået fra 
begyndelsen af, i dåben, det er jo målet for vores liv 
Guds kærlighed.  Den fik vi fra begyndelsen af. Det er på 
den baggrund vi skal leve vores liv. 
     Jesus gik ind under dåben, for at give os en lys 
baggrund at leve vores liv på. Allerede fra hans dåb 
begyndte Jesus at uddele frelse og forløsning til os. 
     Det er en af forskellen mellem Jesus og alle andre 
religionsstiftere, at Jesus aldrig talte om forløsning, 
som noget han trængte til. Hans ord til Johannes i dag 
betyder jo netop, at Jesus gør noget for vores skyld, og 
ikke for sin egen. Buddha trængte selv til den forløsning, 
han forkyndte for andre. Og meget af Buddhas liv gik med 
at søge denne forløsning. Til sidst fandt han den. Og da 
viste han andre vejen til den. 
     Jesus søgte ikke selv efter forløsning. Han trængte 
ikke selv til den frelse, som han forkyndte for andre. Han 
forkyndte altså ikke kun frelse, han bragte den. Jesus er 
frelseren. 
     Både Muhammed og Buddha var store enere på deres tid. 
Muhammed fik en står åbenbaring, som han fortalte andre. 
Buddha nåede en stor indsigt og viden og fortalte andre om 
den. Jesus var den store ener, ikke fordi han havde fået 
en stor åbenbaring eller nået en stor indsigt, men 
simpelthen ved at være den han var. 
     Da Buddha døde, stod hans disciple omkring ham. Og de 
sørgede over, at han skulle forlade dem. Men Buddha sagde, 
at den lære, han havde givet dem, stadig var hos dem. 
Læren var nu deres mester. 
     Da Jesus skulle forlade sin disciple, da gav han dem 
dåben, som tegn på at ligesom han fra begyndelsen slog 
følge med os i dåben i Jordan, sådan bliver Jesus ved med 
at følges med os, og det er vores dåb tegn og pant på. 
Derfor er de sidste ord i dåbsbefalingen, at Jesus siger: 
Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende. 
     I Buddhismen er det læren eller oplysningen som er 
mesteren. I kristendommen er det Jesus selv, som bliver 
hos os og er vores mester. 
     En kristen inder blev engang spurgt: " Hvad har du 
fundet i kristendommen, som du ikke havde i sin barndoms 
religion?" Hans svarede: "Kristus. " " Jamen, hvilke 
lærdomme har du fundet, som ikke findes i den indiske 
religion?" blev han igen spurgt. " Jeg har fundet 
Kristus," svarede han, " det er ham, der er forskellen." 
     I Kristus og dåben i hans navn er himlen åbnet over 
os til frelse og glæde. Det er endnu større og bedre end 
forårshimlen. Det er frelse. 
 
ny prædiken 
 
 
 
 
     Der er en anden historie, som også handler om vand og 
om en due. Det er fortællingen om Noa. Det var dengang 
syndfloden havde udslettet alle mennesker. I 40 dage lod 
Gud det regne, så vandet steg og udslettede alt. Gud havde 
nemlig fortrudt, at han havde skabt menneskene. Det skar 
ham i hjertet, når han så, hvordan de levede. Deres 
hjertes higen og tragten var kun ond dagen lang. Derfor 
kom syndfloden over jorden, fordi alle var syndere. Men 
Noa blev reddet i arken. Og da var gået lang tid, og 
vandet begyndte at synke, sendte Noa en due ud, men den 
vendte tilbage til arken, for der stadig ingen steder den 
kunne sætte sig. En uge efter sendte Noa igen en due ud, 
og da den kom tilbage, havde den et frisk olieblad i 
næbbet. Og en uge efter Noa igen en due ud, og den kom 
ikke tilbage. Så kunne Noa se, at det igen var til at leve 
på jorden. Og Gud oprettede en pagt med Noa og sagde: Jeg 
vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, for 
menneskene er onde fra ungdommen af. Herefter skal, så 
længe jorden står, forår og høst, kulde og hede, sommer og 
vinter, dag og nat ikke ophøre. Og Gud satte en tegn på 
himlen på den nye pagt: regnbuen.  Regnbuen har alle de 
rene farver. Den er tegn på, at Gud lader sin renhed og 
sine himmelske farver omspænde menneskenes blandede og 
snuskede liv. 
     Egentlig handler fortællingen om Jesu dåb i 
Jordanfloden også om synd og død og om en ny pagt.  Med 
sin dåb går Jesus ind under Guds vilje og det omfatter 
døden på korset. Jesus siger et sted: En dåb skal jeg 
døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er 
fuldbragt. Det er døden Jesus taler om.  Med den tager han 
synden og forbandelsen på sig og opretter en ny og bedre 
pagt end regnbuens. For nu er det ikke kun sommer og 
vinter, som skal følge efter hinanden. Nu skal det evige 
liv følge efter det jordiske liv for alle dem, der tror på 
Jesus. Regnbuens pagt gjaldt jorden. Regnbuen begynder og 
slutter på jorden. Men Korset står på vores jord og når 
ind i Himmeriget.  Korset er det evige livs tegn. 
     Menneskene har nemlig ikke ændret sig siden Noas 
dage. Det er stadig sådan, at menneskene er onde fra 
ungdommen af. Det lyder overdrevet. Det lyder for groft. 
Alle mennesker går da ikke rundt og slår ihjel. De fleste 
mennesker gør da også gode og kærlige ting. Ja, men 
ondskaben består i, at alle mennesker helst ikke vil tro 
på Gud og holde sig til ham. Alle mennesker vil hellere 
tro på sig selv og regner det for højere. Det gennemsyrer 
alt, hvad vi gør, at vi sætter os selv højest og ikke Gud. 
     Det havde Johannes Døberen indset. Derfor prædikede 
han ikke kun dåb og omvendelse til dem, man dengang kaldte 
syndere. Han sagde også til de fromme, dem man dengang 
kaldte de retfærdige, også til dem sagde han, at de skulle 
omvende sig og lade sig døbe til syndernes forladelse. De 
var lige så store syndere, selv om de gjorde sig stor 
umage med deres fromhed og bad meget til Gud og gjorde 
mange gode lovgerninger. Det må have gippet i farisæerne, 
der regnede sig for troende, at Johannes sagde til dem: I 
øgleunger, hvem har bragt jer på den tanke, at I kan undgå 
den kommende vrede. I skal omvende jer og lade jer døbe. 
Det var alle Johannes kaldte syndere. Det var alle, som 
havde brug for syndernes forladelse. 
     Og vi kan i prædikestykket i dag se, at Johannes også 
regnede sig selv for en synder. Han siger til Jesus: Jeg 
trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig. 
Johannes følte sig så meget mindre end Jesus, at han end 
ikke følge sig værdig til at binde Jesu skorem.  Hos 
kongerne var det den ringeste slave, som skulle bukke sig 
og binde Kongens sko. Så ringe følte Johannes sig. Og 
Jesus gør sig endnu ringere. Sådan var Guds vilje. 
     Vi kan se det en anden gang i Jesu liv, få dage før 
hans død. Da fortæller Johannes evangeliet, at Jesus og 
hans disciple var sammen skærtorsdag aften, og Jesus tog 
sin kjortel af, og bandt et klæde om sig. Han hældte vand 
op i et fad og gav sig til at vaske disciplenes fødder og 
tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Jesus 
gjorde sig til den ringeste slave. Og Peter protesterede 
da også. Ligesom Johannes Døberen gør i prædikestykket i 
dag. Peter sagde: Aldrig i evighed skal du vaske mine 
fødder. Men Jesus svarede, at det var nødvendigt for, at 
Peter kunne blive ren. Og her tænkte Jesus jo ikke på 
snavsede fødder, men på vores snavsede sjæl. Ved at gøre 
sig til den ringeste slave renser Jesus os for vores synd. 
For det var Guds vilje, at menneskesønnen skal tjene og 
give sit liv som løsesum for os. Jesus viser, at han vil 
gøre alt for os. Så stor er Guds kærlighed, at han vil 
gøre hvad det skal være for at rense os, så vi kan være 
med i det evige liv i Himmeriget. 
     For os er det svære tanker, både at alle mennesker er 
syndere, og at det var nødvendigt for Jesus, at han blev 
døbt og døde på et kors. Han var jo allerede Guds barn. 
Det som vi bliver i dåben. Men Jesus behøvede ikke dåbe 
for at blive Guds barn.  Og hvorfor var det nødvendigt, at 
han gjorde sin så ringe som en dødsdømt og henrettet 
forbryder.  Længere ned kunne man ikke komme i det jødiske 
folk. En henrettet forbryder regnede man for udskudt af 
Guds Hellige folk. 
     Men selv om det er svære tanker, så hænger de sammen. 
Det viser, hvor stor en magt synden er, at Jesus måtte gå 
så langt for at befri os ud af syndens magt. Og det viser, 
hvor stor Guds kærlighed er, at han sendte sin eneste søn 
i døden for os. Det er virkelig en omvendelse der sker, en 
omvendelse af vores skæbne. Jesus dør, for at vi skal 
leve. Og Jesus, Guds barn, lader sig døbe og gør sig til 
synder, for at vi syndere i vores dåb kan blive Guds børn. 
Jordan floden var jo ikke særlig ren, i hvert fald ikke 
det sted, hvor Johannes stod, for dér var mange synder 
blevet vasket af. Men vandet var dog så rent, at en 
snavset synder, som trådte ned i vandet, kunne blive 
renere. Med Jesus var det modsat. Han var den rene. Da 
Jesus trådte ned i Jordanfloden og lod sig døbe, da var 
han ikke ren mere. Snavset fra de andre døbte klæbede ved 
ham. Men det var netop Guds vilje. Ikke, at de urene 
skrubbede deres synder af sig, men at den rene fik dem på 
sig. Jesus bytter med os. Netop derfor er han Guds elskede 
søn, som stemmen fra himlen siger det. 
     Noas due bragte bud om liv på jorden. Den havde et 
grøn blad i næbbet.  Duen ved Jesu dåb bringer bud om, at 
der liv i himlen. Man kan sige, at helligåndens due ved 
Jesu dåb også kommer med et grønt blad.  Det blad er fra 
livets træ, som står i paradis.  Det er tegn på det nye 
liv, som Gud vil give os. Vi sejler også i en ark, som 
noa. Det er kirken. Og vi lander på livets kyst.