Vi kan sammenligne fortællingen i dag med jødernes 
vandring gennem ørkenen før de kom til det hellige land. Den 
vandring varede i 40 år. Derfor nævnes de 40 døgn ved Jesu 
fristelse i ørkenen. Jesu svar: Mennesket lever ikke af brød 
alene. Det stammer også fra 5. mosebog 8,3. Og når Jesus 
henviser til et vers i et kapitel, så er det godt at se på 
hele det kapitel, som verset står i.  Og kapitel 8 i 5. 
mosebog begynder med at Moses forklarer folket, hvorfor de 
skulle gennem en ørken. " Husk, hvordan Herren din Gud nu i 
40 år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og 
sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i 
sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og 
lod dig sulte og gav dig manna at spise, for at lade dig 
vide, at mennesker ikke lever af brød alene. Så hold da 
Herren din Guds befalinger, gå ad hans veje, og frygt ham. 
Og Moses forklarer videre, at så vil Gud også holde sit 
løfte og lade folket gå ind i herligt land, et rigt land, 
hvor folket ikke vil mangle noget. Og Moses byder folket: " 
Sig ikke til dig selv: Min egen kraft og min hånds styrke 
har skaffet mig hele denne rigdom. Husk på Herren din Gud. 
Det er ham, der giver dig kraft til at skabe rigdom. Og 
Moses advarer: Men glemmer du Herren din Gud og dyrker andre 
guder, så vil I blive udryddet. 
     Jesus blev også sat på prøve i ørkenen. Han blev ydmyg 
og sultede. Og han holdt Guds befalinger. Det gjorde jøderne 
ikke, da de vandrede i ørkenen.  De var bitre på Gud og 
anklagede Gud for at svigte dem, hver gang de var i nød. Og 
på et tidspunkt dyrkede de en guldkalv, fordi de mente, at 
det var en mere herlig og mere nær Gud, end Moses' Gud, som 
var på et bjerg. 
     Vi kan lære noget om vores eget liv ud fra fortællingen 
i dag. Der er perioder i vores liv, hvor vi føler os i en 
ørken. Vi sulter måske ikke i bogstavelig forstand. Men der 
findes en anden sult, som næsten er værre.  Når vi har 
mistet lysten til livet. Når vi synes vores hverdag er trist 
og tom.  Der tales meget om, at mennesker nu om dage har en 
stor trang til åndelige værdier og er meget søgende. Mon det 
er ikke fordi de føler deres liv som en ørken. De føler et 
stort hul i hjertet.  Jesus led nød i ørkenen. Også selv om 
vi tror på Gud, vil der være perioder i livet, hvor vi 
føler, at Gud er fjern og vores hjerte længes efter Gud. 
     Men i fortællingen i dag hører vi, at vi ikke lever af 
brød alene.  Og vi skal huske den situation, hvor jøderne 
fik det at vide.  Gud gav dem rent faktisk brød i deres nød. 
De fik manna fra himlen. Gud sørgede for dem.  Vi lever ikke 
af brød alene. Det betyder ikke, at vi skal forsage alt det 
jordiske. Det betyder, at Gud også vil sørge for det, så vi 
ikke skal bekymre os, selv ikke når det ser værst ud, når 
det ser umuligt ud, vil Gud gøre undere og give os brød 
direkte fra himlen. Men alligevel betyder det også, at der 
er noget andet som er mere vigtigt for vores liv. Guds ord. 
Og Guds ord er os helt nær i hans søn, Jesus. Når vi føler 
os i en ørken, så kommer Guds søn helt ud til os. Og han 
siger noget nyt til os. 
     I gamle dage prøvede Gud jøderne. Og Gud prøvede Jesus, 
men fordi han er Guds søn og fordi han bestod prøven, og 
fordi han levede for vores skyld, så vi i en helt ny 
situation, hvor vi får noget nyt at høre. Vi må nemlig 
aldrig tænke, at Gud prøver os.  Jesus har givet os den bøn: 
Led os ikke i fristelse.  Den bøn må vi bede i vished om, at 
Gud hører vores bøn. Gud leder os ikke i fristelse.  Gud 
lader ikke fristeren prøve os. For over for djævelen kunne 
vi ikke bestå.  Med vores egen kraft og vores hænders styrke 
kan vi ikke kæmpe med djævelen. Men Jesus gør det for os. Og 
han beder også for os.  Til Peter sagde Jesus engang: Jeg 
bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.  Det er Guds 
lydige søn, som beder i vores sted. Det er hans tro og hans 
lydighed vi lever på. 
     Når vi alligevel føler perioder i vores liv som en 
prøvelse, så er det nok mere os selv, som efterprøver vores 
egen måde at leve på. Vi tænker over om vi er på galt spor 
og vi skal ændre noget. Vi standser op, og ser med kristiske 
øjne på det vi gør, for at vi kan gå videre med friske øjne. 
     Når vi har sådanne perioder, hvor vi er i tvivl om os 
selv og vores liv, så ville vi ønske os, at bare en enkelt 
engel dukkede op og styrkede os. Det er den anden fristelse, 
som Jesus udsættes for, at engle skal komme og redde ham. 
Men Jesus svarer: Du må ikke udæske Herren din Gud." Igen 
kan vi lære fra Jødernes ørkenvandring, hvad udæske betyder. 
Det var engang, at folket led af tørst og de anklagede Moses 
og sagde: Skaf os vand at drikke. Hvorfor har du ført os 
herud for at vi skal dø. Moses spurgte Gud til råds og fik 
besked på at slå på klippen med sin stav, så strømmede der 
en kilde ud og hele folket kunne stille sin tørst. Men Moses 
kaldte stedet Massa, fordi jøderne kom med anklager, og 
fordi de udæskede Herren og sagde: " Er Herren hos os eller 
ej?" 
     At udæske, det betyder altså at anklage Gud, at være 
utilfreds med det liv, som Gud har givet os. At udæske det 
er at kræve forholdene ændret øjeblikkelig, så vi kan se med 
vores egne øjne, at Gud er hos os. Men Jesus siger nej til 
den fristelse. Det er ikke os, der står over Gud. Vi må være 
ydmyge over for Gud. Selvfølgelig må vi bede til Gud om alt 
det vi ønsker os.  Men vi skal gøre det i den sikre tro, at 
Gud er hos os. Det må vi leve på, også når vi har sværest 
ved at se det. 
     Så tager djævelen Jesus op på et højt bjerg og vil give 
ham alle verdens riger og deres herlighed, hvis Jesus vil 
tilbede djævelen. Igen kan vi tænke på Moses.  Da han havde 
ført jøderne i 40 år og de nærmede sig det hellige land, som 
Gud havde lovet dem, så bad Moses til Gud: Lad mig få lov at 
komme over og se det herlige land på den anden side af 
Jordan." Men Gud svarede: Gå op på bjergtinden og løft dit 
blik mod vest og mod nord, mod syd og mod øst, og se dig 
omkring. Det er det land, jeg lovede Abraham og Isak og 
Jakob. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover." 
     Når Jesus siger nej til djævelens fristelse om 
alverdens riger, så er det fordi Jesus står og se ind i et 
rige, han meget hellere vil være i, vil være konge i, det er 
Guds rige, Himmeriget. Det er også det første Jesus siger 
efter fristelsen i ørkenen: Omvend jer, for Himmeriget er 
nær. Den store forskel er der mellem Moses og Jesus. Moses 
kom ikke ind i det hellige land. Jesus kommer med 
himmeriget. Han er konge i Guds rige. Derfor siger han nej 
til djævelens fristelse. 
     Det er mærkeligt. Alt det som Jesus siger nej til i 
fortællingen i dag.  Det gjorde han senerehen. Han lavede 
ikke sten om til brød. Men han forvandlede 5 brød og to 
fisk, så de kunne mætte 5000 mennesker. Han sprang ikke ud 
fra et tårn, så engle kunne gribe ham, men vi hører 
alligevel her efter fortællingen i dag, at engle kom og 
sørgede for ham. Det samme hører vi i Getsemane have, dér 
blev han igen fristet af djævelen, og Lukas skriver: Da 
viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.  Og 
endelig fristelsen til sidst i fortællingen i dag om 
alverdens riger og deres herlighed, så er Jesu sidste ord i 
Mattæus-evangeliet: Mig er givet al magten i himlen og på 
jorden. 
     Når Jesus kunne gøre store undere, er det fordi han er 
Guds søn. Men han gør underne på Guds befaling og ikke for 
sin egen skyld.  Netop fordi Jesus afviser djævelen, beviser 
Jesus, at han er Guds søn.  Og når vi følger ham, er det et 
herligt rige vi kommer ind, Guds rige. Dér kommer vi ikke 
med ved vores egen kraft eller ved vore hænders styrke. Nej, 
det er Guds egen søn som fører os ind i Himmeriget. 
 
ny prædiken 
 
     Jesus blev ført af Ånden op i ørkenen. Det var efter 
dåben i Jordan floden. Dér var Guds ånd dalet ned over Jesus 
som en due, og Gud havde sagt: Denne er min søn, den 
elskede. Men hvorfor fører Ånden så Jesus ud i ørkenen.  Det 
er som om Ånden har travlt med at få Jesus derud. Det er som 
om Ånden har travlt med at sætte Jesus i arbejde, og det 
arbejde er hårdt. En ørken, det er ikke noget rart sted at 
være. Alle forhold i en ørken er mod menneskets behov. Solen 
bager ned, tørken får alt til at visne. Det øde landskab får 
sjælen til at skrige efter andre mennesker. Der er nomader, 
som kan krydse ørkener, men kun fordi de holder sammen, kun 
fordi de kæmper mod forholdene i det øde, og kun fordi de 
kommer ud igen til civiliserede egne.  Man tager ikke ud i 
ørkenen uden et forråd af mad og vand.  Men Jesus gjorde 
det.  Han var alene derude. Der var ingen han kunne støtte 
sig til. Til sidst havde han intet tilbage. Han var ved sin 
kræfters endeligt. 
     Hvorfor gjorde ånden det mod Jesus. Hvorfor gjorde Gud 
det mod Jesus.  Hvis Gud elskede Jesus, hvorfor skulle han 
så straks ud i sådan en lidelse Jeg tror ikke, det var for 
at prøve ham. Så havde Gud ikke så sikkert sagt ved dåben: " 
Denne er min søn, den elskede." Gud vidste, at Jesus var 
hans søn.  Det tvivlede Gud ikke på. Det var ikke derfor han 
ville prøve Jesus. 
     Der er nogle kristne, som opfatter Gud som en 
skolelærer eller en pædagog, som går meget psykologisk til 
værks over for os og giver os prøve og opgaver, som skal 
danne os til at blive gode mennesker. Men Gud er ikke en 
sådan pædagog, der arbejder med skjulte planer, som ser ud 
til at være onde, men i virkeligheden stiler efter noget godt i 
sidste ende. Nej, Gud er en kærlig far. Og Gud vil helst 
give os alt godt og lede os uden om alt ondt. 
     Jeg tror, at Ånden førte Jesus ud i ørkenen, fordi det 
var det bedste sted, hvor Jesus kunne kæmpe mod djævelen og 
vinde sin første sejr. Det var for at hjælpe sin søn, at Gud 
førte ham ud i ørkenen. 
     Måske er det, hvad vi selv kender, at når vi er alene, 
så kan vi bedre samle os. Hvis vi har en meget alvorlig 
beslutning at tage, så er det godt at tale med andre om det. 
Men det kan også være godt at gå en tur alene, så ingen kan 
forstyrre ens tanker. Så kan man komme helt ind til kernen 
af problemet. 
     Led os ikke i fristelse. Sådan beder vi i Fadervor. 
Meningen er altså ikke, at Gud er lunefuld, og at han kunne 
finde på, at stille os ud i situationer, hvor vi begår fejl. 
Nej, Gud er en kærlig far, endnu mere kærlig end nogen 
jordisk far kan være. For Gud lader os stå helt frit. Gud 
tager ikke ansvaret fra os. Gud lader os være selvstændige 
mennesker. Hvor må det være svært for Gud, at se at vi måske 
går i en forkert retning og Gud kan ikke rive i os og sige: 
Lad vær med det.  Gud venter tålmodigt på, at vi beder om 
hjælp, beder: led os ikke i fristelse, men fri os fra det 
onde.  Som svar på den bøn kan Gud gribe ind. 
     Jesus er også helt fri over for Gud. Selv Guds søn er 
så fri, at han kunne vælge at gå over til djævelen, hvis han 
ville. Mon ikke Gud ville vise Jesus, hvor meget han holdt 
af ham. Han lod ham stå alene mod det ondes magt.  Så meget 
stolede Gud på Jesus, at han vidste, at Jesus kunne stå 
fast, og at Jesus kendte, hvad han skulle sige nej til, og 
hvad han skulle ja til. 
     I fadervor beder vi om, at Gud ikke vil lede os i 
fristelse, men fri os fra det onde. Vi beder om, at Gud ikke 
vil stille os lige så frit som Jesus i ørkenen, hvor han 
selv skulle kæmpe mod djævelen. For det har vi ikke magt 
til.  Dér er forskellen mellem os og Jesus.  Han kunne sige 
nej til fristelsen. Det kan vi ikke. 
     Der er mange mennesker, som misforstår, hvad fristelser 
er. Eller måske er det med vilje, de misforstår det. For så 
behøver de nemlig ikke bekymrer sig om det, der virkelig er 
fristelser. Mange danskere opfatter det ord " fristelser" 
som ensbetydende med småterier, nemlig, at man ikke må spise 
for meget, eller drikke for meget.  Eller at det er noget 
moralsk, hvor man fristes til at overtræde et bud.  Men vi 
skal lægge mærke til, at ingen af de ti bud er nævnt her i 
samtalen mellem Jesus og djævelen. 
     Nej, fristelser er meget større end det enkle at 
overtræde et bud.  Fristelser er noget meget større end det 
at leve usundt. Og det er jo også derfor, at ingen af os har 
magt til at modstå fristeren, djævelen. Her i fortællingen i 
dag ser vi jo, hvad det er den onde lokker til. Og det er i 
alle tre tilfælde, at få Jesus til at tænke på sig selv. 
Først med hensyn til materielle behov, dernæst med hensyn 
til ære og berømmelse, dernæst med hensyn til magt. Og på et 
af de områder falder vi for fristelsen. Ja, i perioder 
falder vi på alle de tre punkter. 
     Måske er det det materielle. Vi skal da have brød.  Mad 
er da nødvendig.  Tøj skal vi også have. Tøjet må ikke være 
for slidt osv. Sådan bliver vi ved.  Der er ingen grænser. 
Penge skal vi have. Men det er ikke rart, hvis vi kun lige 
har nok. Det er bedst at have overskud.  Endnu bedre hvis 
man har så stort overskud, at man slet ikke behøver at tænke 
på penge; det tror man jo, at jo flere penge man har, desto 
mindre tænker man på dem. Men sådan er det ikke, tværtimod 
er det altfor tit sådan, at jo flere materielle goder man 
har, desto mere er ens tanker bundet til dem. I hvert fald 
vil ens tanker ikke gå i andre baner, hvis man først er 
slået ind på det materielle.  Så bliver livet et jag efter 
at have brød og penge og ting. 
     Eller hvad med æren og berømmelsen. Dér er det også 
sådan, at hvis man giver fanden en lillefinger, så er man 
selv slugt med hud og hår. Hvis man først vil lidt op på 
rangstigen, så man kan se ned på de andre. Så er det jo ikke 
nok. Der vil jo hele tiden være nogle, som er over.  Det 
bliver et jag efter større hæder og større bedrifter. 
     Endelig med hensyn til magt. Det er jo den sidste 
fristelse, Jesus bliver udsat for.  Korruption og 
magtmisbrug er meget udbredt  -   i hvert fald uden for 
vores land. Hvorfor er der så mange diktature i verden. 
Fordi mennesker godt kan lide at have magt og bestemme. 
Herhjemme kan vi allesammen godt lide at bestemme, så det 
ophæver måske sig selv. I andre lande skiftes de til at 
blive onde og tage magten og tænke på sig og slå modstand 
ned. 
     Når vi har svært ved at afvise fristeren, så er det jo, 
fordi fristelsen er en magt i os selv. Nogle steder i 
bibelen bliver det kaldt kødet.  Kødet er altså ikke det i 
os, som får os til at overtræde nogle få bud eller får os 
til at leve usundt. Nej, kødet er noget meget værre. Kødet 
får os til kun at tænke på det materielle eller kun at tænke 
på hæder og berømmelse, at få vores navn frem, eller vi vil 
have vores vilje igennem koste hvad det vil, også om det 
skal gå ud over andre.  Kødet er det i os, så får os til 
hele tiden at se os selv, høre os selv, tænke på os selv. 
     Fortællingen i dag viser, at Jesus har magt til at 
besejre djævelen.  Ja, fortællingen viser, at Jesus virkelig 
kender vores problemer indefra.  Også han blev fristet af 
kødet. Også han, eller måske endnu mere han, var fristet til 
at udnytte sin stilling til egen fordel.  Men Jesus gjorde 
det ikke. Han er nemlig kommet ikke for at hjælpe sig selv, 
men for at hjælpe os.  Det viser fortællingen klart. At 
Jesus vil tjene os, og at han kan. 
     For os kan det se ud, som om Jesus var meget svag, når 
han gik omkring i almindeligt tøj, og spiste almindelig mad, 
og havde brug for hvile og søvn.  Hvordan kan han hjælpe os. 
Og ganske vist gjorde han undere, men det var altsammen 
nogle som kan bortforklares, og som er blevet det i tidens 
løb.  Hvorfor gjorde han ikke et utvetydigt under, kastede 
sig ud fra et højt tårn, uden at tage skade. Det ville jo 
være mod naturlovene. Det ville være et bevis. Hvorfor 
levede Jesus så skjult med sin magt. Ja, han kunne jo have 
begyndt sit kongedømme på en mere tydelig måde. Men Jesus 
gjorde det ved at tjene og være svag. Og det var den 
stærkeste måde. Vi kan jo se det ved, at Jesu kongedømme har 
bredt sig ud over alle verdens riger og deres herlighed. 
Jesus har fået herredømmet, som djævelen fristede ham til. 
Men det er kærlighedens herredømme, og det bygger ikke på 
magt og tvang, men på frihed og glæde. 
     Fortællingen i dag viser, hvordan Jesus er Guds søn, at 
han er det skjult i svaghed og lidelse, men at Jesus 
samtidig har en kongemagt, som overgår alle den ondes 
kræfter og derfor kan frelse os, som ikke selv kan sige nej 
til den onde.