Sexagesima 1. række

690 1 356 355 675

Markus 4, 1-20

Aldrig før har vi brugt så mange ord og aldrig før har vi sagt så lidt.
Alle vegne er der ord. Kan man overhovedet forestille sig et sted,
hvor man kan stå uden ord? Hvad nu hvis man stiller sig på stranden
og kigger ud over vandet? Jo, måske. Hvis der da ikke kommer en
mælkekarton flydende, hvor der står "Langtidsholdbar" på!

Vi bruger næsten altid vore ord til at beskrive verden omkring os
med. Og tit pynter vi lidt på oplevelserne og giver dem en lidt mere
underholdende indpakning, inden vi giver dem videre. Eller vi drosler
begivenhederne lidt ned, hvis det bare var for pinligt. Ironi er typisk
dansk og vi kan f.eks sige: bliv endelig bare ude hele natten og tænk
ikke på mig, jeg skal nok klare mig! - og i virkeligheden mener man:
jeg vil gerne have, at du bliver hjemme i aften!

Eller man kan bruge overdrivelse og sige: ’der var en million
mennesker i Brugsen’ sådan som en slags forklaring på, hvorfor det
tog så lang tid. Og det ved man jo, det er i hvert fald løgn. Så mange
mennesker har der ikke været i Brugsen, siden sidst, hvor de alle
sammen og på én gang løb tør for gær!

Jyderne gør det modsatte. De underdriver. Som nu Gunnar og Minna
fra fiskereklamerne. "Jammen Minna, det er jo en grill-kulmule",
siger Gunnar. ’Det er ikke så ringe endda!’ Med mit kendskab til
jysk forstår jeg, at det betyder at fisk er fantastisk!

Ordene imellem os er så vigtige, at når systemet svigter, så er vi på
den. En af mine veninder var for nylig inde i en kiosk, som ejes af en
pakistaner. Hun ville gerne betale med Dankort og indehaveren af
forretningen spurgte hende, om hun ville hæve på beløbet. Men på
grund af hans fremmede accent sagde han ikke ’på beløbet?’ men
noget der lød som po-be-lop. Veninden forstod ikke, hvad det
drejede sig om og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, men hun
ville på den anden side ikke være den, der ikke var med på lidt sjov,
så hun sendte ham et stort smil mens hun meget imødekommende
sagde: bi-be-lip! Nej, hvor blev han tosset. Han troede selvfølgelig,
hun gjorde nar af ham!

Og - nogen gange bliver de bare for meget. Ordene sætter sig
decideret på tværs. Hvem husker ikke den stakkels pige, som engang
i en reklame kom til at sige ’Prøv den, prøv den!’ I mange år efter
var hendes liv så at sige ødelagt. Eller mobilreklamerne som kører i
øjeblikket, og som man er blevet nødt til at lave til en vittighed ud af
for at holde dem ud. I kender den sikkert godt: Hvad siger en
blondine på sin karrieres højdepunkt? "Sonofon godaften!"

Aldrig har vi brugt så mange ord, og aldrig har vi sagt så lidt. 

Men hvis ord er det, der giver vores egne oplevelser videre til resten
af verden og ord er det, der informerer os om, hvad der foregår der,
hvor vi ikke selv kan være til stede, så er ordene jo det, der hæver os
fra at være et individ til at være medlem af fællesskabet. Og oven i
købet på tværs af tiden. Vi kan læse, hvad der foregik for hundreder
eller tusinder af år siden, uden at vi behøvede at være der. Om
samme mulighed vil være til stede i fremtiden er til gengæld mindre
sikkert, fordi vi lagrer alting på computere i øjeblikket og de går som
bekendt ned med jævne mellemrum.

Ord er uundværlige. Tænk på dem, der ikke kan høre. De trækker
ikke bare på skulderen og skriver til hinanden i stedet for. Nej, de
opfinder besværlige tegnsystemer, som de kan sende ord til hinanden
med gennem luften. Nogen gange hurtigere og mere farverigt, end vi
andre kan med almindelige ord. 

Men mere end uundværlige. Ord er magt. I øjeblikket har jeg magten
til at sige min mening mens alle andre tier. For jeg har det - ordet
altså - i øjeblikket. Hvis andre vil sige noget, kræver det en særlig
aftale. Man må så ydmygt ’bede om ordet’. 

Og hvis man er god til det med ord, så siger man at man har ’ordet i
sin magt’. Ja, man kan ligefrem udøve magten, mens man taler, hvis
man giver sig til at tale med ’store ord’. Så ord er magt. 

Og ord er fantastiske. Man kan bygge de utroligste universer af ord.
Lange indviklede historier om guldfugle i bure og issplinter i hjertet
og i vores indre forestillingsevne overgår historierne langt
virkeligheden. Så ord har også skaberkraft. Også på helt konkrete
plan. F.eks blev det på et tidspunkt for beskedent at være
kassedame, så de er nu servicemedarbejdere. Ved at give dem et
andet navn blev de pludselig til nogle mere respektable
medarbejdere. I USA arbejder man ikke i ’rengøringen’, men i
’afdelingen for miljøservice’. Skraldemændene ville man også pynte
på, på et tidspunkt. De skulle være renovations-assistenter, men det
var alligevel for meget. Så protesterede de og sagde, at dem skulle
man ikke lave om på. De VAR simpelthen skraldemænd!

Som læger, der lærer anatomi. Efter at de har svedt dem gennem 2 -
3 - tusinde latinske navne på små knopper på knoglerne og små furer
på organernes overflade fatter de stadig ikke, hvorfor de skal kunne
alt det udenad. Men pludselig en dag går det op for dem, at de aldrig
nogen sinde ville have lagt mærke til knopperne og furerne hvis det
ikke var fordi de skulle lære deres navne. Først da begyndter de at
eksistere for dem. Så ord besidder en skaberkraft.

Ja, hvis de altså ellers kan bære, ordene.

En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min
søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: nej jeg vil
ikke! Bagefter fortrød han det og gik derud alligevel. Så gik han til
den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre!
Men gik ikke derud. Hvilken af de to sønner adlød da sin fars vilje?
Det gjorde selvfølgelig den første. Ham der gav sin far ren besked, så
han vidste, hvad han havde at rette sig efter. At han så senere fik
dårlig samvittighed og alligevel tog en tørn med vinstokkene, var jo
så kun udmærket. Men han lod ordene være det, de var. Han
fordrejede ikke deres betydning og han strakte dem ikke til formålet.
Han lod ordene gælde for det, de var. 

For den anden søn, derimod, ville nogen måske sige, at han ikke talte
sandt. Men måske mente han det bare ikke lige, som det nu blev
sagt, eller måske skete tingene bare på en anden måde. Måske
kommer det hele sig bare ikke så nøje for ham. Det er måske også
lige meget, hvori hans problem består. Men hans venner ved ikke,
hvad de skal tænke eller tro. De bliver utrygge, usikre – ved ikke,
hvor de har ham. For når 

’ja’ betyder ’måske’, 

når ’jeg gør’ betyder ’hvis der ikke kommer noget i vejen’, 

og når ’jeg lover’ betyder ’hvis ikke noget bedre viser sig’ 

så mister ordene deres værdi og alting ender i meningsløshed. Han
bliver utroværdig, mister vennernes tillid og dermed forbindelsen til
fællesskabet.

Manglende forståelse. Det oplevede jeg også forleden, da en af
vennerne fra Nord for Limfjorden sagde: "No hår å seet og jøl(e) og
pangel med det hel natten". Jeg havde ikke den fjerneste ide om,
hvad det kunne betyde. Det viste sig at han havde aset og maset med
computeren og at den stadigvæk ikke virkede. Men den slags
manglende forståelse er kun morsomt. Man spørger, man får svar, og
næste gang betyder jøl og pangel det samme. Men det gør ordene
ikke for den anden søn. Og for mange andre. Det afhænger sådan lidt
af ... omstændighederne. 

Jeg kender en kone på et par og halvfjerds. Hun er et jern. Hun var
lykkelig, da hun blev pensioneret. Så kunne hun nemlig bruge al sin
tid på at arbejde koncentreret. Hun er et topnavn inden for
øjensygdomme, ikke bare i Danmark, men i hele verden. Jeg
arbejdede hos hende for nogle år siden. Det første, jeg fik fortalt om
hende var, at der hvor vi andre havde vandgrød, der havde hun en
supercomputer. Ah, ja, tænkte jeg. Men det viste sig nu hurtigt at
det var helt rigtigt. Der var ikke meget, jeg kunne fortælle hende,
som hun ikke allerede vidste. Og hvis jeg vovede det alligevel,
kiggede hun skarpt på mig og sagde: Er det noget, du tror, eller er
det noget, du ved?? Så.. var det jo faktisk tit noget, man mest
troede, sådan direkte adspurgt. 

For ikke så længe siden fik jeg nu skovlen under hende. Jeg havde
hjulpet hende lidt og hun udbrød begejstret "Årh, Du er en engel".
Og så kunne jeg jo ikke andet end at sige: "Er det noget du tror eller
noget du ved?" Hun tænkte et sekund, mærkede lige efter om jeg
havde fået vinger, og da det ikke var tilfældet måtte hun bide i æblet
og sige "Det er så nok noget jeg tror" Det var hårdt for hende!

Men hun kan ikke bruge tomme ord til noget. Hun vil have garanti
for, at ordene indeholder lige præcis det, de står for. Og hvis hun
ikke kan få det, gider hun overhovedet ikke beskæftige sig med det.
Sådan er det. Enkelt og sikkert og rimeligt nok.

 

Ordet har magt.

Ordet har skaberkraft. 

Og Ordet binder os til fællesskabet.

Så: Ordet .. er Gud. 

Ikke min forklaring, men Bibelens, for der står:

I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Og der står: Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd
på alle dem, som hørte Ordet. 

Så ordet .. er Gud.

Men hvis menneskenes ord er som sønnen, der siger et og gør noget
andet, hvad er da Guds ord? Et liv efter paragraffer og forordninger?
NIX! I ordsprogenes bog står, at Vel går det den, der mærker sig
Ordet; men lykkelig bliver den, der stoler på Herren. Så det er ikke
noget krav til os at have tjek på alting. Det er rigeligt, at vi sætter
vores lid til Gud, - faktisk endnu bedre end at forsøge at kontrollere
vores liv, som vi alligevel ikke har formatet til at overskue.

Når vi køber en ny video, får vi en brugsanvisning med. Men når et
menneske fødes til et kaotisk og ukendt liv på jorden, følger der
ingen brugsanvisning med! Det er nemlig ikke nødvendigt. Samme
model har været her milliarder af gange før, og der findes jo allerede
en brugsanvisning. Som detaljeret beskriver, hvordan mennesket skal
bruges og hvordan mennesket skal bruge verden. Bibelen, hedder
den. En stor tyk bog med mange ord i. Ligesom når man køber en
video undres man måske over, hvorfor der skal være så mange sider.
Så først prøver man som regel, om man ikke kan få skidtet til at køre
uden læsning først. Det samme som regel med livet. Men her kan
man faktisk få hurtig hjælp - i hvert fald så meget, at man kan
komme i gang. De ti bud, hedder den mest kondenserede oversigt.
Og til at svare med har vi fået Fader Vor. Som et tilbud, for Gud kan
tiltales med alle sprog og alle formuleringer. Så vi har fået alle
hjælpemidler og hele brugsanvisningen på, hvordan vi kan binde os
til det evige fællesskab i det lille ubetydelige glimt af evigheden, hvor
vi får lov at være her på jorden. 
Men Guds ord? Guds ord er af en ganske anden støbning. Her
behøves ingen skriftlige aftaler. Hos Gud betyder 

’ja’ ikke ’måske’, 

’jeg gør’ betyder ikke ’hvis der ikke kommer noget i vejen’, og ’jeg
lover’ betyder ikke ’hvis jeg får tid’.

For Guds ord er ikke længere ord. Guds ord blev stof, da han skabte
verden.

For Gud skabte Verden med ord.

Han sagde: der skal være lys! Og der blev lys.

Gud skabte hvælvingen, som han kaldte HIMLEN, og det tørre land
som han kaldte jorden. Med ord.

Gud skabte de grønne planter, ly-sene på himlen. Skabte væsnerne i
vandet og fuglene under himmel hvælvingen. Han skabte alle slags
levende væsener. Alt sammen .. med ord.

Og Gud skabte os. Med ord. Han skabte mennesket i sit billede; i
Guds billede skabte han det, - som mand og kvinde skabte han dem.
Med ord.

Han sagde: lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os.

Og "Guds ord blev Kød og tog Bolig iblandt os", da Gud sendte os
sin søn på jorden. Og Guds ord viste os "hans Herlighed, en
Herlighed, som en eenbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde
og Sandhed".

Så ordet er Gud. Og når ordet falder på klippegrund afviser vi Gud.
Hvordan kan vi da ikke tage imod det?

Guds ord er alting. Guds ord er det, der følger os, hvor vi går og
står. Og det, som binder os til det hellige fællesskab og til den evige
frelse. 

Men med menneskenes ord er det anderledes: jeg tror, vi er ved at
miste ordet.

Der er godt nok masser af dem, ordene. I lykkehjulet, bingo, skrab
mig her og skrab mig der, masser, men ordet er der ikke. Ordet med
indhold. Ordet med nærhed og tillid. Ordet, der skaber og binder os
... til fællesskabet.

Det ord kan vi kun selv lave. Vorherre klarer måske ellers mange
ting for os, men han fritager os ikke for ansvaret for også selv at
gøre noget, når det brænder på. Og det gør det nu, hvis vi skal redde
ordet. Så vi skal passe på det, pleje det, ordet, så det trives og
vokser i vores by.

Vi skal ikke finde os i at sidde og snakke med Klaus Borre når der er
masser af andre rigtigt levende mennesker i byen, som gerne vil
snakke med os, og når nu det eneste, der holder dem tilbage, er, at
de ikke ved, vi er her. 

Vi skal gøre ordet levende iblandt os. 

Det er så fint, når man møder et vildtfremmed menneske, på gaden
og han siger hej!. Det er så skrækkeligt, når et menneske man
kender, ikke gider hilse, når man går forbi.

Det er så fint, når man siger farvel til buschaufføren, når man står af,
eller hun siger, "Godmorgen Susanne, ja jeg regnede godt med, at du
skulle med i dag", når bussen en sort morgen stopper i Bursø. Og det
er fattigt, når man trykker på stop-knappen og lusker ned bagved for
at blive sluset ud i anonymitet. 

Vi skal selv genopdage ordet. Og vi skal starte nu, hvis det hele ikke
skal gå op i lørdagssport og bingo. Vi kan starte med at sige goddag
til naboen, når vi kommer hjem. Vi kan jo spørge ham, om der er
noget, vi kan hjælpe ham med. Her i februar kunne man tilbyde at
hjælpe med at slå græsset, f.eks. Det skulle være helt uden risiko for,
at han siger ja, og alligevel sætte én i et venligt lys. Hvad som helst.
Lad os gøre noget. 

Lad os dyrke ordet mellem mennesker. 

Lad os bruge ordet til at puste liv i vores by. Tænk, hvis Holeby blev
kendt i TV-avisen – ikke som det sted, hvor de skændes om, hvor
fugleudsigtstårnet skal stå – men som det sted, hvor ordet bor. 

Tænk, om vi for et øjeblik glemte, hvad vi skulle gøre for at
tiltrække turisterne og bare brugte ordene til at skabe med. Til at
forme vores by, som vi gerne vil have den. Hvor det aldrig var noget
problem at skaffe en til at lige se efter lille Søren en aftens tid, når
man skulle ud. Hvor de, der ikke længere arbejder aldrig var
hjemme, fordi de havde alt muligt kørende med alle mulige andre.
Eller hvor man måske ligefrem kunne risikere at møde nogen på
gaden, hvis man gik en tur, fordi i aften var der altså nogen, der ikke
gad og sidde og se fjernsyn. 

Men med .. ord? Kan man det med ord? Ja, ... det ka’ man, med ord.
For både i Guds og i vores rige har ord: skaberkraft og magt og
binder os til fællesskabet.

Amen.

  
  
Kirkebøn:Kære Gud, tak fordi vi må opleve dit skaberværk. Tak
fordi du dagligt minder os om, at de største glæder findes i de
mindste ting, som når vi ser et blad springe ud eller en myre malke
en bladlus. Tak fordi solen skinner_i_dag og fordi vi nu igen er på
vej mod de lyse nætters tid. 
Tak, fordi du ikke giver os liv efter fortjeneste, men af kærlighed.
Hjælp os til at være dine børn og lad os ikke tro, at vi skal forstå dig.
Lær os ydmyghed, når vi tror, vi er store - og fortæl os, at vi er
størst, når vi er små. 
Lad os være dine sendebud, Gud, så kornet bliver sået overalt - også
hos dem, der ikke har overskud til at pleje det, mens det vokser.
Styrk dem, der spreder glæde i deres hverdag, så også andre må
opleve, at der bliver sået spirer af håb og liv. Lær os at bruge vore
kræfter til at være noget for andre mennesker i stedet for kun at
tænke på os selv. 
Lad der blive fred i verden. Hjælp os at fordele verdens umådelige
rigdomme ligeligt blandt alle verdens nationer og folkeslag. Hjælp os
med at løse de store problemer som befolkningstilvæksten,
forureningen, analfabetismen og udryddelsen af dyr og planter.
Hjælp dem, der har gode ideer til, hvordan vi alle kan gøre det bedre. 
Vi beder for dronning Margrethe den Anden og hendes familie og
for dem, som styrer vort land. Lad dem regere med kærlighed og
ikke med magt. 
Kære Gud, tak fordi vi måtte komme i din kirke i dag og finde
fordybelse og fred. Hjælp os at bevare dine sakramenter i
gudstjenesten og dine ord i vore hjerter. 
Amen