Søndag Seksagesima 1999



Epistellæsning: 1. Kor. 18-25

Evangelium: Mark. 4,1-20.

Salmer: 642, 383 - 307/35, (27) og 7



Prædiken:



“Festina Lente!” er et latinsk udtryk.

Den, der kender til cykelsport og Tour De France kender nok

Festina-holdet. Festina betyder: Skynd dig!

Og Festina er naturligvis navnet på et resultatorienteret hold, der

forsøger at vinde over sine konkurrenter.

Er konkurrenterne hurtige, må Festina være hurtigere, 

for ellers opnår de ingen resultater - og penge!



Men nu er udtrykket “Festina Lente” imidlertid ikke en opfordring

til at skynde sig, så man kan vinde over sine konkurrenter. 

“Festina Lente” betyder derimod: “Skynd dig langsomt!”

Men, det er jo selvmodsigende.

Det giver ingen mening, at skynde sig langsomt - det er jo den rene

og skære dårskab!

Og tåbeligt er det især, hvis det, det kommer an på er at være

hurtig, handlekraftig og resultatorienteret. 

Hvis det er det, vi stræber efter, giver det ingen mening at skynde

sig langsomt, for tænk, hvad man kunne gå glip af!



Men hvor har vi egentligt denne opfattelse fra?

Dette at det første og fremmest drejer sig om at være stærk,

hurtigt og resulatetorienteret?

Jo, mine børn - og de behøver selvfølgelig ikke være som andres -

de har det fra den store børne- og voksenopdrager; Fjernsynet og

videoen.

Efter deres opfattelse har det ikke været en god fredag eller lørdag

aften uden en ordentlig action-film.

Og ikke en god film uden at antallet af eksplosioner og hurtige klip

er forøget i forhold til den forrige film.  

Der skal være fart og tempo, imponerende effekter og hårdtslående

og handlekraftige hovedpersoner; More, Cornory, Eastwood og

Schwartznegger.

Det skal gå stærkt og vi vil se handling og resultater.

For sådan er tiden og vi lever jo alle i tiden og med tiden.



Men hvad er det så der sker, når vi kommer til gudstjeneste?

Ja, i dag begyndte vi jo med at synge: 

“Her vil ties og her vil bies”.

Langsomt, jævnt og stilfærdigt.

Vi har hørt bønner og tekster læst op fra alteret og fra

prædikestolen - men altså uden billeder og lydeffekter.

Kun billedet - nej, han er vist rigtig nok - af en mand i sort med

hovedet på et hvidt fad, der bare står og taler.

GAB - og så måske en hel time!



Og hvad med indholdet af det, der skal prædikes over i dag?

Den, der er til action og knaldeffekter bliver slemt skuffet:

“En sædemand gik ud for at så. Og da han såede...... ”.

Kan I mærke det? Blikket flakker og koncentrationen viger? 

Marken er stor og hvis han skal nå det hele med håndkraft, kan vi

lige så godt slå over på et andet program så længe.

For i en kultur, hvis skabelsesmyte er “The Big Bang”, 

hvis ritualer hovedsageligt udspilles i biografen eller foran

fjernsynets linde strøm af dramatiske actionfilm,  

og hvis frelserskikkelse er den hårtslående ener imod alle,

i en sådan kultur må lignelsen om en landmand, der tilsår sin mark

med hånden, nødvendigvis være en ren fuser!



Men hvis nogen alligevel hænger på, så lyder det på et et

tidspunkt; “Den, der har øren at høre med, skal høre!”

Med andre ord; den, der holder ud til enden, vil måske møde noget

helt andet og mere end det, de umiddelbart var sporet ind på fra

begyndelsen.

Måske det er sådan, som en præst en gang kom til at sige, da han

lyste velsignelsen over menigheden.

I stedet for: “Herren velsigne dig og bevare dig!”,

lød ordene den dag; “Herren velsigne og forbavse dig!”

Hvad forbavsende kan der da vel være ved en fortælling om en

landmand, der sår sin mark til?

Tja, netop for de af os, der er vandt til opskruet tempo og 

overrumplende effekter, kan det da godt forbavse at blive

præsenteret for en landmand, der skridter hen over marken og

spreder korn, oven i købet på temmelig sjusket måde, for derefter

at gå hjem og drive den af indtil til høst. 



End ikke Morten Kock ville have gjort ham til hovedperson i en af

sine romaner - havde det være Poul Richardt, der skridtede ud

over marken og spredte økologiske sædekorn, kunne vi være helt

sikre på, at der lå et par banditter og planlagde at sprede gift på

marken den næste dag.

Og bortset fra at han spreder korn ud over marken, er landmanden

i lignelsen så passiv, at det næsten gør ondt. Alligevel får han en

ganske god høst i hus!

Og det kunne da være usædvanligt!



Man kunne så spørge sig selv, om denne fortælling skulle være en

påmindelse om, at det væsentlige ikke altid er identisk med det

usædvanlige, det anderledes og det bemærkelsesværdige.

For af det usædvanlige og det bemærkelsesværdige kan ingen leve

- måske bortset fra filmindustrien?

Men vi andre, alle vi ganske almindelige mennesker - hvis det altså

er det vi er og vil være? - vi lever dog dybest set af et helt andet

tempo.



De biologiske processor, som vi lever af, og den daglige

trummerum, som trods er hverdagen for de fleste af os, kan og skal

næppe sammenlignes med en amerikansk Tv-serie, hvor hvert 20

min-afsnit helst skal have sit eget højdepunkt.

Den stille vækst og en dagligdag levet i opmærksomhed og

indlevelse er alt andet end en eksplosiv følgeton.



Og hvorfor så overhovedet fremhæve det?

Jo, for hvis man ser på Jesu mange lignelser om Himmeriget, som

den virkelighed, hvor Guds kærlighed råder, kan man overraskes

af, hvor ofte han tager udgangspunkt i dagligdagen, hvor ofte

ganske almindelige mennesker og ganske almindelige begivenheder

fremhæves som det, vi bør tage bestik.



Her er ikke mange kejsere eller generaler, politikere eller

teaterstjerne. 

Her er derimod en kvinde, der taber en mønt, 

en mand, der køber en mark, 

en søn, der løber hjemmefra, fædre, der har besvær med deres

dovne sønner, og så bønder, der sår og høster.

Og bag disse ganske almindelige tildragelser udsagnet om, at den,

der vil, i dette kan høre - om ikke græsset gro, så idet mindste den

virkelighed, som Guds kærligheds Rige vokser ud af. 

For det er jo ene og alene det, der er på spil, når Jesus taler.



Hvordan er den Gud så, som Jesus hævder har et mål og en

mening, som vi ganske almindelige mennesker med en ganske

almindelig hverdag skal søge at hage os fast til?

Jo, han er såmænd som en tåbelig landmand, der skridter ud over

sin stenede mark, og skødesløst smider til højre og venstre med de

sædekorn, som har overlevet vinteren, 

og nu skal i jorden for at sikre landmanden og hans familie det

daglige brød indtil næste høst.



Hvis det er perspektivet, står vi faktisk alligevel overfor en ganske

usædvanlig fremgangsmåde.

I stedet for at sikre sig, at kornet nu også falder i den jord, som

han ved kan bære høsten i hus, smider landmanden i Jesu lignelse

den gudhjælpemig overalt - også dér, hvor enhver kunne sige sig

selv, at det ikke giver nogen mening.

- Hvorfor spilde sine gode sædekorn på klippegrund, hvor kun

fuglene får glæde af det?

- Hvorfor smide dem på den tynde jord, som vandet damper bort

fra allerede inden kornet når at slå rod?

- Og hvorfor ødsle med de kostbare frø der, hvor allerede ukrudtet

gror uden at gøre sig besvær med at rive det op?

Ja, for os er det tåbeligt - sådan ville vi bestemt aldrig gøre!



Men da skal vi huske på, at Gud jo heller ikke er som os.

Gud har tid og Gud har tålmodighed.

Både med at få jordens planter til at vokse, 

men ikke mindst med at få mennesker i tale.

Og Gud er faktisk tåbeligt godtroende. 

Han tror, at bare han bliver ved med at henvende sig til os, nøde

sig på, gentage sig selv i en uendelighed, så får han os nok i tale og

når til sidst ind til os med sin kærlighed.



- Den kærlighed, som fik sit ypperste og meste overraskende

udtryk i Jesu liv og hans død på korset.

- Den kærlighed, som ikke udtrykker sig i fart, tempo og

hårdtslående action, men som stille og roligt, dag efter dag,

søndage efter søndag og år efter år, lade sig bære frem med ordene

i kirken, i dåben og nadveren og gennem de handlinger, de føder i

den, der hører, hvad det handler om, og gør derefter i sin

dagligdag.



Og lyder det stadig tåbeligt og uden forbindelse til den dagligdag,

vi hver især lever, da er der næppe andet at sige end “Festina

Lente”: Skynd dig langsomt.

Giv dig lejlighed og tid til at høre og gribe det Ord, 

som Gud så tåbeligt og rundhåndet strør omkring i verden!

Og se, måske er det en dag dig, der møder det overraskende  - at

noget er vokset frem, som du ikke selv havde sået!

Måske det giver tredive, tres, måske et hundrede fold?

Ja, måske den tåbeligt tålmodige Gud kan gøre mere i og med os

end vi selv sådan går og tror!



Amen.