Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Søndag Seksagesima 1999
Epistellæsning: 1. Kor. 18-25
Evangelium: Mark. 4,1-20.
Salmer: 642, 383 - 307/35, (27) og 7
Prædiken:
“Festina Lente!” er et latinsk udtryk.
Den, der kender til cykelsport og Tour De France kender nok
Festina-holdet. Festina betyder: Skynd dig!
Og Festina er naturligvis navnet på et resultatorienteret hold, der
forsøger at vinde over sine konkurrenter.
Er konkurrenterne hurtige, må Festina være hurtigere,
for ellers opnår de ingen resultater - og penge!
Men nu er udtrykket “Festina Lente” imidlertid ikke en opfordring
til at skynde sig, så man kan vinde over sine konkurrenter.
“Festina Lente” betyder derimod: “Skynd dig langsomt!”
Men, det er jo selvmodsigende.
Det giver ingen mening, at skynde sig langsomt - det er jo den rene
og skære dårskab!
Og tåbeligt er det især, hvis det, det kommer an på er at være
hurtig, handlekraftig og resultatorienteret.
Hvis det er det, vi stræber efter, giver det ingen mening at skynde
sig langsomt, for tænk, hvad man kunne gå glip af!
Men hvor har vi egentligt denne opfattelse fra?
Dette at det første og fremmest drejer sig om at være stærk,
hurtigt og resulatetorienteret?
Jo, mine børn - og de behøver selvfølgelig ikke være som andres -
de har det fra den store børne- og voksenopdrager; Fjernsynet og
videoen.
Efter deres opfattelse har det ikke været en god fredag eller lørdag
aften uden en ordentlig action-film.
Og ikke en god film uden at antallet af eksplosioner og hurtige klip
er forøget i forhold til den forrige film.
Der skal være fart og tempo, imponerende effekter og hårdtslående
og handlekraftige hovedpersoner; More, Cornory, Eastwood og
Schwartznegger.
Det skal gå stærkt og vi vil se handling og resultater.
For sådan er tiden og vi lever jo alle i tiden og med tiden.
Men hvad er det så der sker, når vi kommer til gudstjeneste?
Ja, i dag begyndte vi jo med at synge:
“Her vil ties og her vil bies”.
Langsomt, jævnt og stilfærdigt.
Vi har hørt bønner og tekster læst op fra alteret og fra
prædikestolen - men altså uden billeder og lydeffekter.
Kun billedet - nej, han er vist rigtig nok - af en mand i sort med
hovedet på et hvidt fad, der bare står og taler.
GAB - og så måske en hel time!
Og hvad med indholdet af det, der skal prædikes over i dag?
Den, der er til action og knaldeffekter bliver slemt skuffet:
“En sædemand gik ud for at så. Og da han såede...... ”.
Kan I mærke det? Blikket flakker og koncentrationen viger?
Marken er stor og hvis han skal nå det hele med håndkraft, kan vi
lige så godt slå over på et andet program så længe.
For i en kultur, hvis skabelsesmyte er “The Big Bang”,
hvis ritualer hovedsageligt udspilles i biografen eller foran
fjernsynets linde strøm af dramatiske actionfilm,
og hvis frelserskikkelse er den hårtslående ener imod alle,
i en sådan kultur må lignelsen om en landmand, der tilsår sin mark
med hånden, nødvendigvis være en ren fuser!
Men hvis nogen alligevel hænger på, så lyder det på et et
tidspunkt; “Den, der har øren at høre med, skal høre!”
Med andre ord; den, der holder ud til enden, vil måske møde noget
helt andet og mere end det, de umiddelbart var sporet ind på fra
begyndelsen.
Måske det er sådan, som en præst en gang kom til at sige, da han
lyste velsignelsen over menigheden.
I stedet for: “Herren velsigne dig og bevare dig!”,
lød ordene den dag; “Herren velsigne og forbavse dig!”
Hvad forbavsende kan der da vel være ved en fortælling om en
landmand, der sår sin mark til?
Tja, netop for de af os, der er vandt til opskruet tempo og
overrumplende effekter, kan det da godt forbavse at blive
præsenteret for en landmand, der skridter hen over marken og
spreder korn, oven i købet på temmelig sjusket måde, for derefter
at gå hjem og drive den af indtil til høst.
End ikke Morten Kock ville have gjort ham til hovedperson i en af
sine romaner - havde det være Poul Richardt, der skridtede ud
over marken og spredte økologiske sædekorn, kunne vi være helt
sikre på, at der lå et par banditter og planlagde at sprede gift på
marken den næste dag.
Og bortset fra at han spreder korn ud over marken, er landmanden
i lignelsen så passiv, at det næsten gør ondt. Alligevel får han en
ganske god høst i hus!
Og det kunne da være usædvanligt!
Man kunne så spørge sig selv, om denne fortælling skulle være en
påmindelse om, at det væsentlige ikke altid er identisk med det
usædvanlige, det anderledes og det bemærkelsesværdige.
For af det usædvanlige og det bemærkelsesværdige kan ingen leve
- måske bortset fra filmindustrien?
Men vi andre, alle vi ganske almindelige mennesker - hvis det altså
er det vi er og vil være? - vi lever dog dybest set af et helt andet
tempo.
De biologiske processor, som vi lever af, og den daglige
trummerum, som trods er hverdagen for de fleste af os, kan og skal
næppe sammenlignes med en amerikansk Tv-serie, hvor hvert 20
min-afsnit helst skal have sit eget højdepunkt.
Den stille vækst og en dagligdag levet i opmærksomhed og
indlevelse er alt andet end en eksplosiv følgeton.
Og hvorfor så overhovedet fremhæve det?
Jo, for hvis man ser på Jesu mange lignelser om Himmeriget, som
den virkelighed, hvor Guds kærlighed råder, kan man overraskes
af, hvor ofte han tager udgangspunkt i dagligdagen, hvor ofte
ganske almindelige mennesker og ganske almindelige begivenheder
fremhæves som det, vi bør tage bestik.
Her er ikke mange kejsere eller generaler, politikere eller
teaterstjerne.
Her er derimod en kvinde, der taber en mønt,
en mand, der køber en mark,
en søn, der løber hjemmefra, fædre, der har besvær med deres
dovne sønner, og så bønder, der sår og høster.
Og bag disse ganske almindelige tildragelser udsagnet om, at den,
der vil, i dette kan høre - om ikke græsset gro, så idet mindste den
virkelighed, som Guds kærligheds Rige vokser ud af.
For det er jo ene og alene det, der er på spil, når Jesus taler.
Hvordan er den Gud så, som Jesus hævder har et mål og en
mening, som vi ganske almindelige mennesker med en ganske
almindelig hverdag skal søge at hage os fast til?
Jo, han er såmænd som en tåbelig landmand, der skridter ud over
sin stenede mark, og skødesløst smider til højre og venstre med de
sædekorn, som har overlevet vinteren,
og nu skal i jorden for at sikre landmanden og hans familie det
daglige brød indtil næste høst.
Hvis det er perspektivet, står vi faktisk alligevel overfor en ganske
usædvanlig fremgangsmåde.
I stedet for at sikre sig, at kornet nu også falder i den jord, som
han ved kan bære høsten i hus, smider landmanden i Jesu lignelse
den gudhjælpemig overalt - også dér, hvor enhver kunne sige sig
selv, at det ikke giver nogen mening.
- Hvorfor spilde sine gode sædekorn på klippegrund, hvor kun
fuglene får glæde af det?
- Hvorfor smide dem på den tynde jord, som vandet damper bort
fra allerede inden kornet når at slå rod?
- Og hvorfor ødsle med de kostbare frø der, hvor allerede ukrudtet
gror uden at gøre sig besvær med at rive det op?
Ja, for os er det tåbeligt - sådan ville vi bestemt aldrig gøre!
Men da skal vi huske på, at Gud jo heller ikke er som os.
Gud har tid og Gud har tålmodighed.
Både med at få jordens planter til at vokse,
men ikke mindst med at få mennesker i tale.
Og Gud er faktisk tåbeligt godtroende.
Han tror, at bare han bliver ved med at henvende sig til os, nøde
sig på, gentage sig selv i en uendelighed, så får han os nok i tale og
når til sidst ind til os med sin kærlighed.
- Den kærlighed, som fik sit ypperste og meste overraskende
udtryk i Jesu liv og hans død på korset.
- Den kærlighed, som ikke udtrykker sig i fart, tempo og
hårdtslående action, men som stille og roligt, dag efter dag,
søndage efter søndag og år efter år, lade sig bære frem med ordene
i kirken, i dåben og nadveren og gennem de handlinger, de føder i
den, der hører, hvad det handler om, og gør derefter i sin
dagligdag.
Og lyder det stadig tåbeligt og uden forbindelse til den dagligdag,
vi hver især lever, da er der næppe andet at sige end “Festina
Lente”: Skynd dig langsomt.
Giv dig lejlighed og tid til at høre og gribe det Ord,
som Gud så tåbeligt og rundhåndet strør omkring i verden!
Og se, måske er det en dag dig, der møder det overraskende - at
noget er vokset frem, som du ikke selv havde sået!
Måske det giver tredive, tres, måske et hundrede fold?
Ja, måske den tåbeligt tålmodige Gud kan gøre mere i og med os
end vi selv sådan går og tror!
Amen.
|
|