Da de nærmede sig Jerusalem. Det lyder som om Jesus 
og hans disciple vandrer langsomt mod den hellige by. Det 
lyder som om Jesus føler det er en lang rejse. Han ved, at 
han skal dø en pinefuld død. Hvert skridt han tager, er et 
skridt nærmere døden. Og samtidig ved han, at lidelsen er 
nødvendig.  Det er meningen, at han skal bære alverdens 
synd for at bringe fred.  Det er Guds vilje, at Jesus skal 
give sit liv og forandre døden indefra. 
     Det er med tunge skridt Jesus vandrer til den hellige 
by, for han kender den tunge byrde han skal bære. Han 
forudser dem kamp han skal kæmpe med døden. Det er ikke en 
kamp han kunne vinde med gyldne våben. Han kan kun vinde 
ved at være den svage, den altopofrende, den sagtmodige, 
som ydmygt og stille gik ind i døden. Kun det kan forandre 
døden indefra, fordi den dermed forsluger sig. Døden er så 
grådig at den tager hvad den ikke kan fortære, den eneste 
uskyldige, Guds søn, livets fyrste. 
     Paulus skriver om Jesu død og opstandelse: Døden er 
opslugt og besejret.  Død, hvor er din sejr? Død, hvor er 
din brod?" Paulus skriver om døden, som den altfortærende, 
der selv er blevet opslugt og besejret. Døden er farlig 
som et giftigt dyr med brod. Når døden stikker, er der 
ingen redning. Og dog efter Jesu død og opstandelse, kan 
vi håne døden og sige: Død, hvor er din sejr? Død, hvor er 
din brod?" Det er Jesus som trak dødens brod ud og han 
gjorde det ved at ofre sig selv. Han måtte gå gennem hån 
og nederlag og spot.  Han måtte gå gennem angst og 
ensomhed. Han måtte gå gennem det yderste mørke for at 
besejre døden. 
     Det forudser Jesus, da han nærmer sig Jerusalem: 
lidelsen og sejren.  Hans sidste ridt ligner i 
forbløffende grad det første ridt han var med til, endnu 
før han var født; da hans mor rejste til Betlehem. Vi ser 
hende altid for os ridende på et æsel. Egentlig står der 
intet om det i juleevangeliet, hvordan hun kom til 
Betlehem. Men det må have været på et æsel. Hun skulle 
snart føde. Hun var så besværet, at hun ikke selv kunne 
vandre. Det er forkert at kalde et foster for en byrde. 
Men mon ikke Maria på rejsen følte sit barn som en tung 
byrde hun bar og at fødslen ville blive en befrielse.  Hun 
var bange for smerten, som skulle komme, og hun glædede 
sig til det lille barn, det nye liv, som snart skulle 
komme til verden. 
     Mon ikke Jesus havde de samme følelser, da han 
nærmere sig Jerusalem.  Han bar på en byrde, som tyngede 
hans skridt. Men han glædede sig også til det nye liv, som 
skulle komme til verden. Han glædede sig til den herlighed 
og den sejr og den befrielse, som skulle blive enden på 
det hele. 
     Mærkelig nok har Jesus selv sammenlignet sin død og 
opstandelse med en fødsel. Han sagde til sine venner kort 
før sin død: Når kvinden skal føde, har hun det svært, 
fordi hendes time er kommet. Men når hun har født sit 
barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at 
et menneske er født til verden. 
     Da Jesus nærmede sig Jerusalem, vidste han, at hans 
time var kommet. Og han var fyldt med sorg, men han vidste 
også, at sorgen skulle vendes til glæde. Jo, en af 
julesalmerne beskriver det dækkende: Sorg er til glæde 
vendt, klagen endt. Syng med Guds engleskare om fred, 
trods nød og fare. Gud faders velbehag, som vil al sorgen 
vende til glæde uden ende, bær os på børnevis ind i 
Paradis. 
     Sådan er følelserne palmesøndag: fest og 
fortvivlelse. Sorg og glæde. På den ene side nød og fare, 
på den anden side paradis og glæde uden ende. 
     I Lukas-evangeliet står der, at Jesus græd, da han 
kom nærmere og så byen. Men det var ikke sig selv han græd 
over. Det var byen han græd over og sagde: Vidste blot 
også du på denne dag, hvad der tjener til din fred." Hvad 
mon der ligger i det lille ord " også": Vidste blot også 
du. Mon der ligger, at Jesus ved, hvad der tjener til 
freden. Og Jesus tænker på sin død og opstandelse. Derfra 
vil freden komme. Og Jesus græder over byen, fordi den 
tænker lige modsat, at den kun vil skaffe Jesus af vejen 
for at få fred for ham. Og Jesus græder fordi han elsker 
byen som en konge elsker sin by og gerne vil frelse den. 
Det er det gennemgående fra palmesøndag til påskedag, at 
Jesus aldrig taler om hævn, men han er fyldt af 
medlidenhed med mennesker.  Det er ud af medlidenhed, at 
Jesus giver sit liv. 
     I dag den 9. april tænker vi tilbage i 
Danmarkshistorien på det mørke dag, hvor tyskerne besatte 
Danmark. Men hvis vi skal sammenligne Jesu indtog i 
Jerusalem med vores egen historie, så må det blive 
befrielsen for 50 år siden. 
     Jeg læste en bog om 4. maj, hvor der stod, at vi blev 
befriet pr. radio med ord og uden våben. Den 4. maj rejste 
folkehavet sig i en vældig glædesbølge, der skyllede 
besættelsen bort. I bogen stod der om de engelske 
kampvogne, da de kørte op gennem Sønderjylland, der var 
sat friske bøgekviste på dem og folk hilste englænderne 
med dannebrog. Og i bogen var der et fotografi af 
Montgommery, Danmarks befrier, da han i kongens bil drog i 
sejrstog gennem København og blev hyldet med hurraråb og 
flag. 
     Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, rejste der 
sig også en glædesbølge og folk viftede med friske 
palmegrene og råbte hossianna.  Det var også uden våben 
befrielsen kom til den hellige by. For det var Guds ord 
Jesus bragte med sig, det ord, som er stærkere end døden, 
det ord som skaber frihed og fred i menneskehjerter. 
     Der er bare den forskel. Da feltmarskal Montgomery 
drog gennem København, da var han selv uden for fare, da 
var krigen forbi også for ham.  Men da Jesus drog ind i 
Jerusalem, da var det for at kæmpe med mørkets magter og 
vinde sejren. 
     Der er en skjult hentydning dertil, når vi hører at 
folkeskaren lagde deres kapper på vejen, hvor Jesus red. 
Det er udtryk for deres ærefrygt for ham. De hylder ham 
som konge. Men det skal få os til at tænke på langfredag, 
hvor alt blev taget fra Jesus, også hans tøj. Soldaterne 
tog hans klæder og delte dem i 4 dele, en del til hver 
soldat. Også kjortlen tog de, men den var vævet i ét 
stykke, så soldaterne sagde: Lad os ikke rive den i 
stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." Så 
dybt blev Jesus ydmyget, som der står i et skriftord i GT: 
De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min 
klædning. Det er et billede på, at Jesus gav alt.  Han 
gjorde det for vores skyld. 
     Det onde er stadig i verden. Der er krig og ufred. 
Jesus gik lidelsens vej til herlighed, for at vise at han 
går med os i vores verden for at føre os ind i Guds 
herlige rige. Derfor må vi hylde ham 
     Netop da folkeskaren hylder Jesus palmesøndag og 
udråber ham som konge, da viser Jesus, hvordan han vil 
være konge, nemlig som en ydmyg tjener, der vil gøre alt 
for os, endda give sit liv. Det er meget smukt, når vi 
hører, at folkeskaren både gik foran ham og fulgte efter 
ham og sang. Han er midt i folkeskaren. Han er ikke hævet 
over os.  Jesus vil være midt imellem os, selv om vi er 
syndere og fortabte og ikke forstår meget af det hele. 
Jesus er midt imellem os, som vores konge der frelser os 
fra synd og død.  Derfor må vi hylde ham som folkeskaren 
hyldede ham palmesøndag.  Han kalder selv hyldesten frem. 
Han vil den. Vi syndere må gerne hylde Jesus.  Det er 
rigtigt at gøre det, fordi han vil være vores konge og 
være midt iblandt os og frelse os. 
 
ny prædiken 
 
     Her i kirken er vi sat ind i en sammenhæng. Den 
rækker langt tilbage i kirkens historie, ja, vi sættes ind 
i en tæt sammenhæng med Jesu livsløb. 
     I dag hører vi om, at Jesus rider ind i Jerusalem. 
Men i den fortællinger klinger både Jesu fødsel og hans 
liv og død med.  Fortællingen bliver også læst 1. søndag i 
advent 4 uger før jul.  Når den kan bruges kort før jul så 
er det jo fordi julenat fortæller os det samme som 
palmesøndag, at vores konge kommer til os og at vi hylder 
ham med sang.  Julenat hører vi jo, at vismændene kom for 
at tilbede den nyfødte konge.  Hyrderne gik ind til 
Betlehem, Davids by, for at se frelseren, kongen, som 
skulle udgå af Davids slægt. Og det er jo netop også, hvad 
skarerne palmesøndag hylder Jesus som: Hosianna, du Davids 
søn, synger de.  Det peger også frem mod Jesu død, hvor 
soldaterne hånede ham og råbte: Hil dig, jødekonge. Og 
indskriften på korset over Jesu hoved lød sådan: Jesus fra 
Nazareth, jødernes konge. Han havde jo også en krone på, 
men den var ikke af guld. Den var af torne. 
     Og det er den anden sammenhæng mellem påske og jul: 
Jesu fattigdom.  Ved fødslen ser vi det jo tydeligt, fordi 
Jesu fødes under de ringeste forhold, i en stald og bliver 
lagt i en krybbe. Det var dér æslerne fik deres mad. Ved 
indtoget i Jerusalem, da han nærmede sig Oliebjerget, da 
gik han.  Han ejede ikke engang et ridedyr. Og da han fik 
et, var det et æsel, og ikke en kongelig hest. Og da Jesus 
hang på korset, havde de taget hans kjortel.  Den kastede 
soldaterne lod om. Alt havde de taget fra ham. Og de tog 
hans liv.  Men konge var han. Vi ser det julenat ved en 
himmelsk rigdom af lys, englene som synger for hyrderne, 
og en jordisk rigdom af gaver: vismændene giver guld og 
røgelse og myrra til den nyfødte. Palmesøndag sker det 
samme under. Jesus der kommer vandrende, får straks 
stillet et æsel til rådighed. Og folkeskarens lyse stemmer 
lovsynger ham med englesang og de bøjer sig for ham, som 
vismændene havde gjort. Og i påsken sker det himmelske 
under påskedag, hvor det viser sig, at Jesu kongedømme er 
evigt. Hvor fattig Jesus end var, da han blev født og da 
han døde, så er han konge, himlens konge. 
     Man kan høre det i et ord, som også forbinder påske 
og jul. Folkeskaren synger palmesøndag: Hosianna i det 
højeste. Men det var jo netop, hvad engleskaren sang 
julenat: ære være Gud i det højeste. Ordet det højeste 
betyder himlen. Lovsangen som hylder Jesus lyder ikke kun 
på jorden men også i himlen, for han er himmerigets konge. 
Han bringer Guds himmel til os.  Han er ikke en almindelig 
konge. Det ved folket godt, da de modtager ham ved 
Jerusalems porte. De ved, at de ikke har udpeget og valgt 
ham. De ved, at det er Guds, som har valgt ham og indsat 
ham, så Jesus kommer på Guds vegne, og i Guds navn. Det 
ved folkeskaren. Vi kan høre det ud af deres sang: 
Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Det er 
nemlig en gammeltestamentlig salme, de synger. Salme 118, 
og dér står bl.a.: Denne dag har Herren skabt.  Lad os 
juble og glæde os over den. 
     Det er underet, som sker, da folkeskaren lovsynger 
Jesus, at de ikke kun hylder ham som deres jordiske konge, 
men som Guds himmelske konge, der bringer lys. 
     Så stor en sammenhæng er der i Jesu liv, fra fødsel 
til død og opstandelse. Det siger altsammen til os: Se, 
din konge kommer til dig. Det hele hænger sammen på en 
helt enestående måde. Andre jordiske stormænd, som har 
udrettet meget til gavn for menneskeheden, de kunne måske 
selv se en sammenhæng i deres liv, så de allerede fra barn 
af blev forberedt til det, som de skulle yde, men døden 
satte jo en stopper fra dem. Da var deres tid omme. Men 
Jesu død giver os det samme som hans liv fra fødslen af, 
at Jesus vil være konge for os, en ydmyg og sagtmodig 
konge, som bringer tilgivelse og kærlighed, som lyser ind 
i vores mørke, ja, selv ind i dødens mørke.  Den 
enestående sammenhæng er der hos Jesus, at han kom for at 
dø. Med døden fuldbringer han, hvad han levede for, nemlig 
at åbne himlen for os syndere.  hans rige er evigt. Den 
enestående sammenhæng er der i Jesus, så den rækker ud 
over ham og samler os. Den samler os med slægterne før os, 
som har holdt gudstjenester som vi. Den samler os i vores 
slægt, så vi kommer sammen og i troen på Jesus bliver til 
ét folk, hvilke grænser der end kan være mellem os i det 
daglige.  Og Jesus samler himlen og jorden, så lovsangen 
over ham ikke kun lyder her i vores kirke, men også i de 
højeste himlen. Hosianna i det højeste. 
     Palmesøndag er en god indledning på påskeugen. Den 
peger frem mod langfredag og påskedag. Ja, der er samme 
stemning af højtid over palmesøndag som over påskedag, den 
samme lysende jubel og sang. Sammenhængen mellem påskedag 
og palmesøndag kan vi se af et ord, som står lige efter 
prædikestykket i dag.  Da Jesus nåede ind i Jerusalem blev 
der røre i hele byen og folk spurgte: hvem er han?  Dette 
ord: at der blev røre. Det møder vi igen langfredag: da 
Jesus døde flængedes forhænget i templet fra øverst til 
nederst og jorden skælvede. Det ord skælvede er på græsk 
det samme som at der blev røre i Jerusalem, da Jesus gik 
derind. Påskedag hører vi også at der blev et kraftigt 
jordskælv og en herrens engel steg ned fra himlen og 
væltede stenen bort fra graven. Dette ord jordskælv er på 
græsk det samme som at der blev røre, da Jesus gik ind i 
byen. Det er store kræfter som er på spil, og vi mærker 
dem allerede palmesøndag. 
     Påskedag hører vi om engle, og mange af os 
forestiller os engle som hvide væsener med palmegrene fra 
paradisets have.  Men her palmesøndag hører vi om 
mennesker, som skærer palmegrene af træerne og lægger dem 
på vejen foran Jesus og vifter med dem, samtidig med at de 
hylder ham.  Der har også været børn i skaren. Og det 
kender vi, at når børn har sunget en sang, så kan de blive 
ved med det.  Og der står også senere i Mattæusevangeliet, 
at børnene fulgte med Jesus ind i templet og de blev ved 
med at synge: Hossiana Davids søn. 
     Man kunne sige meget dårligt om folkeskarens hyldest. 
Man kunne kalde den løgn og hykleri, for vi ved jo, at de 
samme mennesker som om søndagen råbte hossianna og bredte 
deres kapper på vejen foran Jesus, de råbte nogle få dage 
senere: På korset med ham. De svigtede ham. Deres hyldest 
var tom.  Men Jesus viste netop palmesøndag, hvad vi også 
hører langfredag, at Jesus vil modtages af de mennesker på 
vejen op til Jerusalem, selv om han ved, at de senere vil 
forkaste ham. Han vil høre den lovsang, som de giver ham, 
selv om han ved, at den snart vil høre op.  Sådan er det 
jo også langfredag, at det netop er for os syndere og 
fortabte at Jesus giver sit liv. Han vil frelse de 
fortabte, og det er folkeskaren palmesøndag og det er os. 
     Tegnet på frelsen - det er korset langfredag. Og Her 
palmesøndag er tegnet på frelsen, at Jesus rider på et 
æsel. Jesus er ikke en konge, der kommer på en stolt 
stridshingst. Nej, han er en ydmyg tjener, der kommer på 
et æset, et trældyr, et lastdyr, som kun fattige mennesker 
brugte til at ride på.  Det er tegnet på, at Jesus vil 
frelse os, fortabte. Jesus gør sig fattig for os og vil 
bære vores synd. 
     Netop da folkeskaren hylder ham som konge og udråber 
ham som konge, da viser Jesus, hvordan han vil være det, 
som en ydmyg tjener, der vil gøre alt for sit folk, endda 
give sit liv. Det er meget smukt, når vi hører, at 
folkeskaren både gik foran ham og fulgte efter ham og 
sang. Han er midti folket. Han er ikke hævet over folket 
på en stridshingst, men det er som om han går mellem dem, 
rider på et lavt æsel. Jesus vil være midt imellem os, 
selv om vi er syndere og fortabte og ikke forstår meget af 
det hele.  Selv om vi også er løgnere og hyklere og vores 
sindstemning også kan skifte fra den ene dag til den 
anden, så vil Jesus være midt imellem os, som vores konge 
der frelser os fra synd og død. Derfor var det ikke 
forkert, at folkeskaren hyldede Jesus palmesøndag.  Han 
kaldte selv deres hyldest frem. Han ville den. Med vores 
halve hjerter og vores manglende forstand må vi også gerne 
hylde Jesus.  Det er rigtigt at gøre det, fordi han vil 
være vores konge og være midt iblandt os, selv om vi er 
syndere.