Der er en særlig stemning over nadveren eller 
altergangen. Vi er helt stille, når vi knæler. Vi snakker 
ikke sammen som vi ellers gør ved fester, hvor vi spiser 
og drikker sammen. Ved nadveren hører vi ord. Det er dybe 
ord.  Det er sande ord. Det er gode ord. 
     Det stille og højtidelige ved altergangen stammer 
helt fra første gang, den aften, hvor Jesus spiste 
påskemåltidet med sine venner, før han skulle dø. 
     Det højtidelige dengang begyndte allerede ved 
forberedelsen af festen.  Det skete på en overnaturlig 
måde. I Lukas evangeliet fortælles det, at Peter og 
Johannes skal gå ind til Jerusalem og Jesus siger: Når I 
kommer ind i beyn, vil I møde en mand, som bærer på en 
vandkrukke. Følg efter ham til det hus han går ind i. Dér 
bliver I vist op til en festsal, hvor vi må være.  I 
forvejen er det dejligt at forberede en fest.  Men Jesu 
venner har følt en særlig glæde.  De følte, at Gud selv 
var med ved forberedelserne.  Det var overnaturligt det 
som skete. 
     Det viste også at der er noget særligt over Jesus. 
Han er ganske vist ikke rig. Han ejer ikke selv et hus i 
Jerusalem og han har ikke penge til at leje en festsal. 
Men alligevel er han som en konge, der bare kan udpege det 
sted han vil være og så sker det. 
     Det samme viser Jesu ord ved begyndelsen af festen. 
De ord kommer ellers som et chock for hans venner. Jesus 
siger: " En af jer vil forråde mig." Det kan ske ved 
fester, at der er en, som vil provokere og siger noget, 
som ødelægger feststemningen og måske starter en stor 
diskussion. Det var helt uden for feststemningen, at Jesus 
sagde: en af jer vil forråde mig. Jødernes påske handlede 
om frelse og frihed, at de tusind år før blev reddet ud af 
slaveriet i Ægypten.  Jødernes påske var en trøst og en 
styrke: Gud havde udvalgt dem og ville hjælpe dem under 
alle forhold. De var Guds folk.  Men Jesus begynder 
påskefesten negativt: Han taler om forræderi, fangeskab, 
død. 
     Og så er der dog en stor styrke over Jesu ord. Han 
ved, hvad der vil ske. Han bliver svigtet. Men det er som 
om han styrer det selv. I Johannes-evangeliet siger Jesus 
endda til Judas: Hvad du gør, gør det snart. Jesus virker 
ikke som en, der er svag og usikker, selv han står over 
for forræderi.  Det er ikke som om Jesus er skuffet over 
det som skal ske.  Han regner med det. Han vil det. 
     Der var ellers god grund til at Jesus var skuffet 
over Judas. Judas havde fulgt Jesus lige fra begyndelsen. 
Hvordan kan han hjælpe Jesu fjender.  Og endda gøre det 
for penge. Det er som om Judas intet har lært af at gå 
sammen med Jesus. Man kunne forstå, at Judas ikke mente, 
at Jesus havde levet op til hans forventninger. Judas 
havde måske ventet, at Jesus var en oprører, som ville 
starte en opstand mod romerne. Og nu indser Judas, at 
Jesus ikke har den ringeste interesse i det. Men det er 
nedrigt, at Judas forlanger penge for at forråde Jesus. 
     Man har ville gøre Judas til en helt særlig skurk. 
Men forskellen til de andre disciple er ikke så stor. De 
svigter også Jesus. Peter forråder ikke.  Men han 
benægter, at han kender til Jesus. Og det går næsten ud på 
et. Ja, påskedag hører vi om to disciple, som er på flugt 
væk fra Jerusalem. Og de går netop og taler om, at de 
havde håbet, at Jesus skulle befri Israel. De mente ikke, 
at han havde levet op til deres forventninger. De havde 
sammen følelser som Judas.  De går ikke så langt som han. 
Men de kunne have gjort det. 
     Det må de selv mene. For da Jesus siger: " En af jer 
vil forråde mig".  Så spørger de alle: " Det er vel ikke 
mig." Så usikre er de på sig selv.  De er bange for, at de 
selv er den feje forrædder. Dermed stiller de sig selv på 
linje med Judas. Det må vi også indrømme. At vi ikke 
kender os selv og hvad vi kunne finde på. Men Jesus kender 
os. Derfor siger de alle ham: Er det mig, som er 
forræderen." De mener, at Jesus må vide det. 
     Måske er det derfor der er en dyb stilhed over 
nadveren. Vi hører sandheden om os selv. At vi har svigtet 
eller at vi ikke er til at stole på.  Vi kan ikke engang 
stole på os selv. 
     Stilheden ved nadveren kommer af, at vi må sørge over 
os selv, vi må sørge over det, som Jesus måtte gennemgå 
for at frelse os. Han blev alene og hele hans livsværk 
faldt sammen. Alle dem han havde lært om troen, de tænkte 
kun på sig selv. 
     Men stilheden ved nadveren kommer også af en undren 
over, at Jesus bliver ved med at være den givende. Han 
giver sig selv.  Han giver syndernes forladelse. Han giver 
det eneste, som vi mennesker kan leve på, hvad enten vi er 
som Judas eller vi kun er almindeligt feje.  Jesus giver 
os Guds tilgivelse. 
     Selv om altergangen er et begravlsesmåltid og selv om 
disciplene var bedrøvede over deres liv, så fik de lov til 
at se frem til tilgivelse.  Den fik de alle.  Den har vi 
alle brug for. Nu er døren åben til det evige liv. 
     Derfor er altergangen også en dejlig fest. I en salme 
i GT står der om brødet, at det styrker menneskets hjerte. 
I samme salme står der om vinen, at den glæder menneskets 
hjerte. Det gælder i særlig grad brødet og vinen ved 
altergangen. Den styrker og den glæder. Det er ganske vist 
det sidste måltid Jesus har med sine disciple, men han 
taler om Guds rige, hvor han igen skal holde fest med os. 
Nadveren er, at vi er sammen med hinanden og med Jesus og 
får glæde og styrke fra det. Egentlig kan man sige, at det 
er den opstandne Jesus, der rækker os brødet og vinen og 
gør sig til brødet og vinen, for at være helt sammen med 
os. Det ligner festen i himmeriget, i Guds evige rige, 
hvor vi skal være fulkommen et og intet kan skille os. 
     En af de dejligste fester, som findes, er et bryllup. 
Det er så livsbekræftende, at to siger ja til hinanden. De 
siger ikke måske. De siger kort og klart Ja. Og det giver 
en tro på fremtiden, at to vil leve sammen og hjælpe 
hinanden og være til glæde for hinanden. 
     Nadveren er som et bryllup. Vi kan se det til sidst i 
Johannes evangeliet. Der er nogle taler som man kalder 
Jesu afskedstaler. Måske stammer nogle af ordene fra 
skærtorsdag. Dér siger Jesus: Jeg kalder jer venner. Det 
er mig, der har udvalgt jer.  Men det ligner jo 
fuldstændig et bryllup, hvor to har udvalgt hinanden til 
at være venner og kærester. I afskedstalerne siger Jesus 
også: som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. 
Bliv i min kærlighed." Og det er helt som et bryllup, som 
kun handler om kærlighed. Og ved sådan en fest er det som 
om alles øjne har en særlig glans, det gælder selvfølgelig 
især for brudeparret. I afskedstalerne siger Jesus det så 
stærkt: sådan har jeg talt til jer, for at min glæde skal 
være i jer og jeres glæde blive fuldkommen."  Og Jesus har 
omsorg for os. Han siger: Jeg vil ikke efterlade jer 
faderløse. Og han beder Gud om at bevare os fra det onde. 
Også det ligner et bryllup, hvor to har omsorg for 
hinanden og vil gøre alt for hinanden, så livet må lykkes. 
Jesus siger det endda så stærkt: Far, jeg vil, at hvor jeg 
er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig." To, 
som bliver gift, kan ikke leve uden hinanden. De vil leve 
deres dage sammen. Det siger Jesus også om os. Han vil 
ikke leve uden os.  Jesus siger: Far, jeg vil, at hvor jeg 
er, skal også de, som du har givet mig være hos mig. 
     Nadveren er som den dejligste fest, der findes, selv 
om nadveren indeholder både sorg og glæde.  Vi må sørge 
over os selv.  Vi må sørge over det, som Jesus måtte 
gennemgå for at frelse os. Og vi må glæde over det som 
Jesus giver. Vi må føle en dyb lettelse over at vi er 
frelst.  Jesus har gjort det.  Al vores synd er fjernet. 
Vi er med i den himmelske fest. 
 
ny prædiken 
 
     Judas er med ved nadveren skærtorsdag. Det fortæller 
evangelisten Mattæus. Judas er med ved den hellige nadver. 
Hvordan kan det lade sig gøre?  Man kunne forstå det, hvis 
ingen af de andre vidste, hvad Judas var i færd med, at 
forråde Jesus og overgive ham til dødsfjenderne. Men Jesus 
vidste jo, hvad Judas havde i tankerne. 
     Men ingen af evangelisterne fortæller, at Judas var 
gået før nadveren, og da slet ikke at Jesus sendte ham 
bort inden han rakte sine disciple sig selv i brødet og 
vinen. Det viser, at ingen er udelukket fra nadveren, ikke 
engang forræderen. Judas er med. Det er vigtigt. Det 
viser, at nadveren ikke er et helligt måltid kun for de 
rene. Nadveren er for os alle. 
     " Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev 
forrådt, et brød" - 
 i den nat, da han blev forrådt. Og på en måde blev han 
forrådt af dem alle.  Og han vidste det. Han vidste, at de 
ikke ville våge med ham. Han vidste, at de ville flygte, 
og at Peter ville fornæte. Han vidste, at Thomas ville 
tvivle, og at det eneste kys han vil få var Judas`. 
     Hvor må Jesus have følt sig alene - i den nat, da han 
blev forrådt. Hvor var det forståeligt, hvis han havde 
rejst sig fra bordet og sagt, at dem ville han ikke spise 
sammen med, at han var skuffet over dem. Han havde troet 
på dem, men de havde vist sig uværdige. 
     Engang da Jesus havde bespist 5000 mennesker med fem 
brød og to fisk, og folkeskaren kom for at gøre ham til 
deres konge, da gik han fra dem op i bjergene, alene. I 
denne nat, da han ved, at de uden at røre en finger vil 
lade ham dø under hån og spot på et kors som en forbryder. 
I denne nat bliver han hos dem og siger, at han er deres. 
     Jesus følte sig ikke alene. I den nat da han blev 
forrådt. Netop i den nat gav han tegnet, som hæver det 
over al tvivl, at han vil være sammen med os, som er 
uværdige til det. 
     De skriftkloge og farisæerne, Jesu dødsfjender, var 
blev forarget hver gang han spiste med toldere og syndere, 
de mennesker, som havde levet forkasteligt og som ikke 
duede. Nu gør Jesus det igen, så det er næsten forargeligt 
eller uforståeligt selv for troende. Jesus spiser sammen 
med dem, der svigter totalt. Og Jesus siger, at dette hans 
fællesskab med dem også gælder, når de selv erkender og må 
skamme sig over deres falskhed og svigt, nemlig da Jesus 
dør på Golgata forladt og alene. Ved sit sidste måltid med 
dem giver han et håndgribeligt tegn på, at han dør for os, 
netop som vi er, syndere. 
     Ligesom Jesus brækker brødet og giver det til os, 
sådan blev hans legeme brækket for os langfredag. Og 
ligesom vinen flyder, og skænkes til hver enkelt, og 
bægeret tømmes, sådan giver Jesus sit blod, sig selv, helt 
for os.  Og vi ligner disciplene, forrædere, fornægtere, 
tvivlere. Større kærlighedserklæring kan ikke gives end 
det Jesus siger skærtorsdag og som han gør langfredag. 
     Det hænder vel, at forældre giver deres liv for at 
beskytte deres børn, eller at nogen får betaling for at 
kaste sig imellem, hvis der bliver skudt på deres 
præsident. Der er mennesker, som er døde for deres land, 
men er der nogen, som ville give sit liv for at redde en 
stikker eller en forræder?  Ville man dø for dem, der 
havde skuffet og endda prisgivet én? 
     Det gjorde Jesus. Netop dér på korset langfredag på 
Golgata, hvor det var allertydeligst, at de ikke ville 
følge ham, ikke ville tro ham, da er det for dem han dør. 
Det er nadveren tegn på. Den er et håndgribeligt tegn, som 
vi må holde os til, når vi kun ser synd og falskhed og 
svigt hos os selv. 
     I vores tid og i vores verden tales der meget om, at 
mennesker skal kunne fungere. Der er psykologer, som 
mener, at mange af os almindelige mennesker er psykisk 
sårbare. Vi fungerer godt under normale forhold, men der 
skal ikke meget til at ryste os, så vi ikke kan fungere. 
     I kristendommen hører vi noget helt andet. Vi må 
erkende og skamme os over vores fallit med hensyn til 
kærligheden og troen. Vi er ikke kun sårbare.  Vi er 
dødeligt såret. Og det eneste, som kan frelse os, det er 
at der er én, som elsker os akkurat som vi er. Og det gør 
Jesus. Han elsker os, selv om vi er syndere og ikke 
fungere som hele mennesker. Nadveren er et håndgribeligt 
tegn, som vi må holde os til, når vi kun ser synd og 
falskhed og svigt hos os selv. Jesus døde for os, netop 
som vi er, syndere. 
     Det vil altid være en ny pagt, som kommer til udtryk 
i nadveren: det forbund, det løfte, at Jesus binder sig 
til os, nøjagtig som vi er, og i sin død udfører Guds 
kærlighed og tilgivelse til os. Det er den nye pagt ved 
Jesu blod, som udgydes for os til syndernes forladelse. 
     Luther siger det sådan i sin lille katekismus: Det er 
så vist ikke at spise og drikke, der gør det, men de ord, 
der står: Givet og udgydt for jer til synderesnes 
forladelse. For disse ord er sammen med det, legemligt at 
spise og drikke, hovedsagen i sakramentet og den, som tror 
disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig 
syndernes forladelse. 
     Der er mennesker som førhen mente, at man skulle være 
værdig til at gå til alters og være med i den hellige 
handling. De ville gerne have et andagtsfuldt sind den dag 
de gjorde det. Hvis der var problemer i hverdagen, som 
stjal deres tanker, så følte de sig ikke værdige til at 
deltage i nadveren. Men det var meget forkert. Vi skal 
ikke gøre os værdige til at spise det lille stykke brød og 
drikke det lille glas vin. Vi skal ikke tænke bestemte 
tanker. Vi må endda gerne tænke, at det er noget mærkeligt 
vi deltager i. For det gjorde disciplene første gang. De 
forstod ikke det mindste af, hvad Jesus sagde og gjorde 
skærtorsdag aften. Og det var dem næsten imod, at han 
sagde, at han nu gav sig til dem. 
     Vi må være ligesom de første disciple, vantro 
syndere, når vi går op til alteret. Vi skal ikke være 
hellige og rene og værdige. Det kan vi aldrig gøre os selv 
til. Vi må netop være som vi er og bringe alle vores 
tanker frem for Jesus, også når de er fyldt med hverdagens 
problemer.  Jesus kender os, bedre end vi kender os selv. 
I den forstand skal vi ikke gøre noget bestemt i vores 
tanker.  Vi må være helt os selv selv og alligevel helt 
nær ved Jesus. 
     Herre Jesus, vor Bror og Frelser. - i vor verden 
gælder det om at have helbred og indsigt, at have fremgang 
og succes. Du stiller ikke de samme hårde krav. Du tager 
imod alle, der ikke kan klare sig på egen hånd. Derfor 
vender vi os til dig. Løs os fra alle de bånd, som vil 
kvæle os. Lad os hvile ud i dit evangelium i den 
tilgivelse, som du har vundet langfredag og skænker os i 
nadveren. 
 

 
 
ny prædiken 
 
 
     Domine Sanctus. Sådan synger Kim Larsen i en af sine 
sange. Det er latin. " Domine Sanctus." Domine har vi i et 
andet ord, nemlig dominere, det betyder at herske over, 
undertrykke. Domine betyder Hersker, men uden den dårlige 
klang. Der er jo nogle herskere, som er kloge og gode og 
som ikke dominerer, men tværtimod sørger for fred og gode 
dage for folket.  Sanctus kender vi også fra sankt Peter. 
Det betyder helgen eller hellig. " Domine Sanctus". Det 
lyder smukt og fyldt med mening. Derfor kunne Kim Larsen 
bruge ordene i sin sang, fordi der er et eller andet 
særligt over de ord. " Domine Sanctus." 
     Men sangen forstår man først, når man har set hans 
film " Midt om natten." Den handler om to venner, som 
prøver at opbygge noget godt sammen, men der er så meget 
ondt, som er mod dem. De to venner har holdt sammen lige 
fra børn. Og i filmen er der en scene, hvor de leger 
sammen som børn, og så bestemmer de, at de vil sværge 
hinanden evigt venskab. For at vise det er alvor og ikke 
kun tomme ord, men at de virkelig vil gøre alt for at 
holde sammen og hjælpe hinanden.  For at gøre det til en 
hellig venskabspagt, så bestemmer de, at de vil ridse sig 
i armen med en kniv, så der kommer lidt blod, og så skal 
de trykke sårene mod hinanden, blande blod, og imens skal 
de sige ordene " domine sanctus." 
     De ord er latin og betyder " Hellige Herre". De er 
taget fra kristendommen, og de står også i 
altergangsordene. Lige i begyndelsen af altergangen siger 
præsten: " Hellig, hellig, hellig er Herren." Længere inde 
i altergangen siger præsten: " Vor Herre, Jesus Kristus." 
Det er altså Jesus som er vores hellige Herre, Domine 
Sanctus. Det er mærkeligt, netop dér står at Vor Herre 
Jesus tog i den nat han blev forrådt, et brød.  Midt om 
natten tog Jesus brødet og delte det ud. Midt om natten, 
jamen det var jo også titlen på Kim Larsens film. Det er 
ikke sikkert at han med den titel vil have os til at tænke 
på altergangen, Det er måske ikke derfor han bruger ordene 
Domine Sanctus. Men i hvert fald kan vi bruge den scene, 
hvor de to drenge leger og sværger hinanden venskab, den 
scene kan vi bruge som billede på, hvad der sker i 
altergangen eller nadveren. 
     Skærtorsdag svor Jesus også venskab til sine venner. 
Og han blandede blod med dem og sagde kraftfyldte ord. 
Jesus sagde om vinen, at det var hans blod.  Og de fik det 
ved at drikke det. Og Jesus sagde om brødet, at det var 
hans legeme.  Også det er kraftfyldte ord.  På latin lyder 
ordene om brødet sådan: " Hoc est corpus meum." Dette er 
mit legeme. I gamle dage følte man at de ord var fyldt med 
kraft, så tryllekunstnere eller magikere brugte ordene, 
når de skulle gøre indtryk på mennesker, de sagde ikke hoc 
est corpus, de sagde hokuspokus.  Når de ville gøre et 
under. 
     Man kunne også godt synes om det Jesus siger 
skærtorsdag og om det han giver, et stykke brød og lidt 
vin, at det er lidt kunstigt, og at det i virkeligheden er 
ingenting, ligesom en tryllekunst jo bare er bedrag. 
Tryllekunstneren gør et stort nummer, men i virkeligheden 
er det ikke hvad det ser ud til. 
     Det er mærkeligt hvad Jesus gør skærtorsdag, men det 
er ikke mere mærkeligt end hvad de to drenge gør, da de 
sværger hinanden venskab. De synes ikke, det er nok bare 
at sige det til hinanden: " Jeg vil være din ven. Jeg vil 
være det altid." Nej, man skal gøre et eller andet, så man 
ved det er alvor og så man kan huske det altid. 
     Det er derfor Jesus siger de mærkelige ord og giver 
vinen som sit blod, for at vise, at det er alvor, og at 
det altid vil stå fast, venskabet. " Jeg vil være din 
ven." De ord kunne man godt glemme. Men Jesus siger dem på 
en sådan måde, at vi aldrig kan glemme dem eller glemme, 
hvad de betyder, et evigt venskab. 
     Altergangen er altså ikke noget kunstigt og 
intetsigende, nej, det er noget meget vigtigt, noget som 
vi aldrig må glemme, og som betyder en masse.  Det er en 
billedhandling, som Jesus gør. 
     Det er også en billedehandling, da de to drenge i Kim 
Larsens film skal lægge deres arme mod hinanden og lade 
deres blod løbe sammen. Det betyder jo, at de nu er så 
fælles, at de har samme blod i deres årer. De er brødre, 
og de er det gennem tykt og tyndt. De mener det, så 
alvorligt at de vil gøre sig selv ondt for det, ja, det 
skal måske vise, at de vil dø for hinanden, hvis det 
skulle komme til det.  De vil stå ved siden af hinanden, 
hvad der end kommer. De må vide, at de altid kan stole på 
den anden. 
     Og det er jo akkurat hvad Jesus vil med den 
billedhandling, som han gør skærtorsdag.  Når han giver os 
vinen at drikke som sit blod, er det for at vise, at han 
er i os. Vi er ét med ham, og intet kan mere skille os fra 
Jesus, for venskabet fylder os helt og trængt ud i alle 
dele af vores krop. 
     Ja, den billedhandling, som Jesus gør skærtorsdag, 
betyder, at han vil dø for os. Han vil altid stå ved vores 
side. Vi må stole på ham under alle forhold. Så meget vil 
han tage sig af os, at han vil give sit liv for os. Så 
meget betyder pagten for ham. Vi er hans søstre og brødre. 
     I Kim Larsens film er det kun drenge, som leger. Og 
man kunne sige, at det er helt forkert at sammenligne 
sådan en drengeleg med noget så helligt og smukt som 
nadveren. Men dér har Kim Larsen en helt anden mening. I 
hans film husker hovedpersonerne mange år efter, da de er 
blevet voksne, de husker den situation fra deres barndom. 
Det er meget vigtigt for dem. Ja, måske bruger Kim Larsen 
endda den gamle skik at sværge blodsvenskab, han bruger 
den, fordi han mener, at vi savner ritualer, som kan være 
hellige og kraftfyldte for os og fortælle os om evigt 
venskab. 
     Selvfølgelig er der også forskelle mellem drengelegen 
i filmen og nadveren i kirken.  Jesus giver os ikke kun 
sit eget venskab. Han giver os Guds venskab. I 
nadverritualet hedder det, at pagten er til syndernes 
forladelse, dvs. den betyder tilgivelse. Gud fjerner alt 
det onde, som er kommet mellem ham og os. Nu kan intet 
mere skille os fra ham. 
     En anden forskel mellem filmen og nadveren, er at 
Jesus ikke kun ridser sig i armen, så der kommer lidt 
blod.  Nej, han lader sig korsfæste. Han giver alt sit 
blod. Det er jo for at venskabet virkelig skal være evigt. 
Han tager alt det onde på sig. Han giver sit liv for os, 
for at vi skal leve.  Vores død kan ikke sætte et punktum 
på vores venskab med Jesus og Gud. Han bliver i os og vi i 
ham på trods af døden. Det er den evige pagt Jesus har 
oprettet, som nadveren er tegn på. 
     Jesus giver sig selv, så vi kan leve. Det har 
dronning Margrethe skildret smukt på et af alterklæderne 
til Haderslev domkirke. Det billede hun har sat på én af 
messekapperne, forestiller en pelikan, som prikker sig med 
sit næb i hjertet, så der kommer blod. Det fortælles 
nemlig, at pelikanmødre ikke kan se til, at deres unger 
sulter. Så hvis der et år ikke er mad og ungerne er ved at 
dø, så prikker pelikanen sig i hjertet, så blodet flyder 
og ungerne får så det, så de kan leve. 
     Jesus giver sig selv helt for os, for at vi kan leve. 
Den kærlighed må vi høre ud af altergangen. 
     Domine Sanctus. De ord har I sikkert hørt mange 
gange, når I hørte Kim Larsens sang.  Men I har sikkert 
ikke forstået dem. Alligevel kunne I måske godt lide 
sangen og synes, at den er smuk. På samme måde skal I ikke 
kun forstå alt, hvad der sker i nadveren, for at den kan 
blive smuk og højtidelig for jer. 
     Men hvis vi altså kort skal sige, hvad nadveren, 
betyder, så er det altså, at vi synger " domine Sanctus." 
                                    
Amen.