Det er som om alt fortættes omkring Jesus. Dér hvor 
han er er luften mættet af betydning omkring ham. Det 
kommer frem også ved ganske enkle ting, f.eks. når der 
står i beretningen om langfredag, at de giver Jesus eddike 
at drikke, så gør de det for at håne Jesus. Han tørster og 
de giver ham noget der er så surt at det ikke er til at 
drikke. Men i virkeligheden er det også en forudsigelse, 
som de ufrivilligt kommer til at opfylde. Der står nemlig 
i en salme i GT: Deres hån har knust mit hjerte. De gav 
mig eddike til at slukke min tørst. Eller når Jesus siger 
på korset: Far, i dine hænder betror jeg min ånd. Så er 
det også en sætning fra en salme i det GT. Der står: I 
dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du 
trofaste Gud. 
     De to salmer skal i dag fortælle os om Jesu følelser 
langfredag. Det er salme 31 og salme 69 i GT. De to salmer 
fortæller om Jesu fortvivlelse, men de fortæller lige så 
meget om Jesu faste tro. De fortæller, at Jesus ser frem. 
Han ved, at Gud vil frelse. 
     I salme 31 er Jesu mørke tanker udtrykt med følgende 
ord: Vær mig nådig Herre, for jeg er i nød. Mit øje er 
sløret af sorg." Da Jesus hang på korset, var han i nød. 
Jesus var ikke overmenneskelig, så han ikke følte smerten. 
Og hans sind var ikke umenneskeligt, så han ikke blev 
berørt af menneskers ondskab. Nej, hans sind var fyldt af 
sorg over mennesker, at de ikke ville tro på, når han 
bragte hele Guds kærlighed. Jesus sørgede over, at 
mennesker kan være så blinde og fanget af mørket, at de 
bliver glader over lyset fra Gud, men gør alt for at dræbe 
den, som kommer fra Gud. 
     I salme 31 står der: Min kraft er nedbrudt i min nød, 
min krop sygner hen. Jeg bliver spottet af alle mine 
fjender. Jeg hører mange hviske, alle vegne er der rædsel, 
de rotter sig sammen mod mig, lægger planer om at tage mit 
liv." Da Jesus hænger på korset langfredag, er det ikke 
åndelig smerte han føler. Det er også legemlig smerte. 
Selv om Jesus er Guds søn, så er han ikke hævet over det 
jordiske. Sådan er vi mennesker jo hele personer med krop 
og sjæl, og hvis vores krop sygner hen, ja, så er det os 
som person der er i nød. Sådan har Jesus det, for han er 
menneske som os.  Det kan vi også se af, at han føler 
dybt, at han er sat uden for. Han hører andre hviske om 
sig, rotte sig sammen mod ham. Hvor vigtig er det ikke for 
os mennesker at have nogen vi hører til, så vi ikke føler 
os alene. Sådan har Jesus det også.  Derfor føler han det 
dybt, da han er alene, forladt af sine venner, og udsat 
for sine fjenders forfølgelse. 
     I salme 69 kan vi også høre hvor stor angst Jesus 
har. Salmen begynder sådan: Frels mig, Gud, for vandet når 
mig til halsen. Jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke 
få fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen 
skyller sammen over mig. Jeg er udmattet af at råbe. 
     Sådan er det at være overvældet af frygt, som at 
drukne. At kæmpe for at komme op til overfalden, men ikke 
kunne finde fodfæste, og strømmen skyller ind over. Den 
frygt er Jesus overvældet af på korset langfredag. Og han 
råber på hjælp fra Gud. Han har råbt så længe, at han er 
blev udmattet af at råbe.  Hans strube er blevet hæs, hans 
øjne har stirret sig trætte af at vente på min Gud. 
     Også i salme 69 bliver der talt om modstandere og 
fjender: De, der hader mig uden grund, er flere end hårene 
på mit hoved. Mange vil gøre det af med mig, med urette er 
de mine fjender. Jeg er blevet en fremmed for mine brødre, 
en udlænding for min mors sønner." Jesus er ikke kun 
fortvivlet over de mange fjender, men også at det er uden 
grund, de hader ham, det er med urette, at de er mod ham. 
Jesus har ikke gjort noget forkert. Han har kun bragt 
himmelske godhed, og så hader de ham. Selv hans nærmeste 
vil ikke se til hans side. De anser ham som en fremmed, en 
udlænding. 
     Salme 69 fortsætter om fjenderne: deres hån har knust 
mit hjerte. Jeg håbede på medfølelse, der var ingen; på 
nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen. De gav mig 
eddike til at slukke min tørst. Jeg er hjælpeløs, jeg 
lider. 
     Så håbløse er Jesu følelser langfredag. Men i de to 
salmer, hvor vi hører om eddike og hvor vi hører Jesu 
korsord: Far i dine hænder betror jeg min ånd. I de to 
salmer hører vi også om Jesu faste tro. I salme 31 står 
der om Gud: Du er min klippe og min borg. Du udfrier mig, 
Herre, du trofaste Gud.  Jeg stoler på Herren." Selv når 
alt ser mest håbløst ud, så bevarer Jesus troen på Gud, 
for Gud er trofast, Gud er til at stole på. Gud er en 
klippe og en borg, der beskytter os mod, hvad ondt der kan 
komme. I salme 31 står der videre: Jeg stoler på dig 
Herre, jeg siger: du er min Gud. Mit livsløb er i din 
hånd. Hvor stor er dog din godhed. Du viser den mod dem, 
der søger tilflugt hos dig. Du skjuler dem hos dig."  Selv 
langfredag hvor Jesus er udsat for det værste angreb man 
kan tænke sig. Alle er mod ham. Han er helt alene. Da er 
han tryg hos Gud og lægger sit livsløb i Guds hånd. Og 
salme 31 slutter med de stærke ord: Vær stærke, fat mod, 
alle I som venter på Herren." Det siger Jesus til os fra 
korset langfredag.  Vær stærke.  Hvordan kan Jesus sige 
det, da han hænger i svaghed og usselhed på et kors.  Fat 
mod, alle I som venter på Herren. Det er fordi Jesus er 
Guds søn og stoler trygt på Guds frelse. Og Jesus giver 
den samme tro til os. 
     I salme 69, hvor der står om hånen og spotten, at de 
gav Jesus eddike at drikke. Dér står: Jeg er hjælpeløs, 
jeg lider. Lad din hjælp beskytte mig, Gud. 
     Hvordan kan Jesus tro, at Gud kan hjælpe ham. Jesus 
hænger jo på korset.  Han har ikke langt igen før han skal 
dø, og han ved, at Gud ikke tager ham ned fra korset. 
Hvordan kan Gud så hjælpe. Det ser helt umuligt ud. Men 
Jesus tror alligevel på Guds beskyttende hjælp. Og salme 
69 slutter med ordene: Jeg vil lovprise Guds navn med sang 
og ophøje ham med tak. I, der søger Gud, skal få nyt mod. 
For Herren hører på de fattige. Himmel og jord skal 
lovprise ham. 
     Hvordan kan Jesus sige det fra korset. I, der søger 
Gud, skal få nyt mod. Hvordan vi få det ved at se på den 
korsfæstede. 
     Det er netop fordi han bevarer troen og viser os, at 
det må vi også. Gud vil høre os. Gud vil frelse. Så håbløs 
slutningen end ser ud, så ved Jesus, at Gud kan gøre det 
umulige at vende alt til det gode. Den tro må vi have til 
Gud, og vi må netop have den her langfredag, at alt vil 
ende så vi kan lovprise og takke Gud, ja, himmel og jord 
vil lovprise ham. 
     Det er forkert at kalde den dag den sorteste i 
historien. Man skulle hellere kalde den for den lyste dag. 
Det er jo derfor Jesus siger inden han dør: Det er 
fuldbragt. Det var jo meningen med Jesu liv, at han ikke 
kun skulle hjælpe de få mennesker, som han mødte, nogle af 
dem gav han sundhed, nogle gav han tilgivelse, nogle gav 
han en fortælling, som kunne opmuntre.  Men meningen med 
Jesu liv var ikke kun, at han skulle hjælpe dem han mødte 
dengang mod det onde, som de led af.  Nej, han skal hjælpe 
alle mennesker til alle tider. 
     Det er derfor Jesus kan sige de mærkelige ord: Det er 
fuldbragt. Det er som om han mener, at der er sket noget 
godt langfredag, at først da har han udrettet det, som var 
meningen med hans liv. 
     Ligesom jesus hjalp selv den usleste, da han vandrede 
omkring, sådan viser korset, at han vil hjælpe os alle, 
hvem vi end er. Biskop Johannes Johansen skriver i en 
salme om langfredag: Hvorfor blev Jesus slå't ihjel/ så 
milde var hans øjne./ Hans hænder gjorde alting vel/ Hans 
ord var aldrig løgne. - Fordi han tog sig af de små/ de 
syge og de svage/ og dem som alle spytted på/ som ingen 
ku' fordrage. 
     Derfor må vi kalde langfredag den lyseste dag i 
hisotrien. Selv om alt ser håbløst ud den dag, så bliver 
Jesus ved med at være god, og han bevarer en fast tro på 
Guds kærlighed og frelse.  Biskop Johannes Johansen 
fortsætter i sin salme: Lad hele verden være vred/ i 
ondskab gå til grunde/ dog Jesu far er kærlighed/ og 
tilgir selv de onde/  -Gud gjorde godt hvad vi gør ondt/ 
så ingen mer skal græde/ Han lyser hele kloden rundt/ med 
ordet som er glæde. 
 
ny prædiken 
 
Langfredag 175,190,164,171,185 
 
     Man har mest lyst til at sige, at langfredag er den 
sorteste dag i historien. Ikke fordi der ikke er andre 
dage, hvor der også er sket store katastrofer. Den dag, 
hvor den anden verdenskrig begyndte. Den dag hvor den 
første atombombe faldt. Der er en hel række sorte dage. 
Men det er som om de allesammen er samlet på langfredag. 
Her er alt det samlet, som til andre tider har blusset op 
med mellemrum i krige og vold og ondskab. 
     Det, som sker langfredag, kender vi fra mange 
diktaturstater: tortur, hån og nedværdigelse. Ofrene 
bliver skadet for livstid. Jesus er et sådant offer.  Han 
blev forfulgt. Han blev taget til fange, selv om han ikke 
havde gjort noget kriminelt. Og de pinte ham for deres 
fornøjelses skyld. 
     Og Jesus har det, som de, der har det værst. Alt er 
taget fra ham, og han er fuldstændig alene, og det gør 
ondt i ham. Det er det samme chock som vi mærker, når vi 
møder vold og ulykke. Så er det som om alt standser og der 
bliver en isnende stilhed. Det skete også langfredag. Da 
den skjette time kom, blev der mørke over hele landet 
indtil den niende time, solen formørkedes. Fuglene holdt 
op med at synge. Alt liv holdt vejret. Alt lå i det ondes 
skygge. 
     Den stilhed er ikke til at holde ud. Det kunne Jesus 
heller ikke. Han råbte: Min Gud, min Gud hvorfor har du 
forladt mig. Sådan er det jo, når vi ser noget ondt ske, 
at vi synes det er meningsløst. Det gør livet helt tomt 
som om der ingen Gud er til. Når vi bliver ramt af det 
onde, så råber vi indeni os: Gud, hvor er du. Ja, der er 
mennesker som er så forpinte og bitre, at de bliver vrede 
på Gud og siger, at Gud er intet værd. Og de mener jo 
dermed, at livet er uretfærdigt og tomt og i det ondes 
knusende hånd. 
     Det er den samme pine, Jesus er i, ja, endnu værre. 
Han havde større ret til at råbe: Min Gud, min Gud, 
hvorfor har du forladt mig. Jesus havde levet i 
fuldstændig tro på Gud. Han havde elsket Gud og følt Guds 
nærhed, så det kunne mærkes både på Jesu ord og gerninger. 
Der var simpelthen ingen grund til, at Gud skulle forlade 
Jesus. Jesus havde ikke gjort noget, som kunne begrunde 
det. Og derfor kan han heller ikke forstå, hvorfor alt er 
mørke. 
     Akkurat som vi ikke kan forstå, når det onde sker. 
Selv om vi ikke har levet i fuldstændig tro og kærlighed, 
kan vi ikke forstå det som rammerj os.  Vi råber også: 
hvorfor. Jesus gjorde det med rette. Og derfor er hans 
pine større end vores. Det er ikke kun legemtligt, at han 
pine er stor, også sjæleligt. 
     Man har lyst til at sige, at langfredag er den 
sorteste dag i historien.  Ikke fordi et menneske bliver 
henrettet, men fordi det menneske er Jesus. Det er som om 
både hans folk og gud slår ham ihjel.  Og det er dog det 
mest uretfærdige. Hverken over for mennesker eller over 
for Gud havde han gjort noget forbryderisk. Det er som om 
al uretfærdighed er samlet langfredag. 
     Men det er forkert at kalde den dag den sorteste. Man 
skulle hellere kalde den for den lyste dag i historien. 
Netop fordi al uretfærdighed er samlet dér. Det er jo 
derfor Jesus siger inden han dør: Det er fuldbragt. Det 
var jo meningen med Jesu liv, at han ikke kun skulle 
hjælpe de få mennesker, som han mødte, nogle af dem gav 
han sundhed, nogle gav han tilgivelse, nogle gav han en 
fortælling, som kunne opmuntre dem. Men meningen med Jesu 
liv var ikke kun, at han skulle hjælpe dem han mødte 
dengang mod det onde, som de led af.  Nej, han skulle 
hjælpe alle mennesker til alle tider. Derfor er al 
uretfærdighed og ondskab samlet langfredag og lagt på 
Jesus, for at han også kan give os sundhed og tilgivelse 
og opmuntring. 
     Det er derfor Jesus kan sige de mærkelige ord: Det er 
fuldbragt. Det er som om han mener, at der er sket noget 
godt langfredag, at først da har han udrettet det, som var 
meningen med hans liv. Ja, et sted i Johannes evangeliet 
siger Jesus endda, at korsfærstelsen ikke er en 
nedværdigelse af ham, men en ophøjelse. Jesus siger: 
Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må 
Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have 
evigt liv i ham. Den fortælling, som Jesus henviser til, 
handler om engang, mens jøderne vandrede i ørkenen, da de 
var på vej fra Ægypten til det land, som var lovet dem. Så 
skete det, at det vrimlede med giftslanger og mange jøder 
døde. Så bad de Gud om hjælp og Moses fik den besked: lav 
en kobberslange og sæt den på en stang, og enhver 
slangebidt, som ser hen på den, lever. 
     Når vi bliver bidt af den onde giftslange skal vi 
altså se hen til Jesus som han hænger på korset 
langfredag, så bliver vi hjulpet mod alt ondt. 
     Ligesom jesus hjalp selv den usleste, da han vandrede 
omkring, sådan viser korset, at han vil hjælpe os alle, 
hvem vi end er. Biskop Johannes Johansen skriver i en 
salme om langfredag: Hvorfor blev Jesus slå't ihjel/ så 
milde var hans øjne./ Hans hænder gjorde alting vel/ Hans 
ord var aldrig løgne. - Fordi han tog sig af de små/ de 
syge og de svage/ og dem som alle spytted på/ som ingen 
ku'fordrage. 
     Derfor må vi kalde langfredag den lyseste dag i 
hisotrien. Selv om så megen uretfærdighed var samlet den 
dag, så blev Jesus ved med at være god.  Hans hjælp må vi 
stole på, hvor dårlige vi end synes vi er.  Biskop 
Johannes Johansen fortsætter i sin salme: Lad hele verden 
være vred/ i ondskab gå til grunde/ dog Jesu far er 
kærlighed/ og tilgir selv de onde/  -  Gud gjordegodt hvad 
vi gør ondt/ så ingen mer skal græde/ Han lyser hele 
kloden rundt/ med ordet som er glæde. 
     Den dag, som ser ud til at være den mørkeste i 
historien, den er den lyseste. Man kan endda se det af de 
ord, som Jesus først sagde på korset og som lød så 
håbløse: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Det 
er nemlig begyndelsen på salme 22 i GT, og den slutter 
meget lyst med glæde over GUd, men jublende lovsang. Den 
slutter med ordene: Jeg er i live og min efterkommere skal 
tjene Gud. Der skal forkyndes om Gud for kommende slægter, 
til dem, der fødes i fremtiden, skal man fortælle: Han 
greb ind. 
     Korset betyder altså ikke, at Gud er væk, men 
tværtimod at Gud griber ind. Gud gjorde godt, hvad vi gør 
ondt, så ingen mere skal græde. Det er derfor man i gamle 
dage slog et korstegn foran sig, når man var bange for 
noget ondt og ville beskyttes mod det. Det er også derfor 
der ved dåben bliver slået korsets tegn for ansigt og 
bryst, for at vise at hele det lille barn er under Jesu 
beskyttelse. 
     Det er ikke forkert, når nogle malerier og 
træfigurer, som forestiller korsfæstelsen, ikke giver 
Jesus en tornekrone på, men derimod en guld kongekrone. 
Netop langfredag viser Jesus sin kongemagt, at han vil 
være konge for os alle, hvor små og svage vi end. 
 
ny prædiken 
 
     Jesu død på korset er en gåde, som vi aldrig kommer 
til at fatte med vores forstand. Jesu død langfredag 
indeholder en dyb hemmelighed, som vi aldrig kommer til at 
fatte helt. Vi kan forklare meget af det, som korset 
rummer. Men det er kun med troen vi kan tage imod den 
fulde gave fra Jesu død, den gave, som er evigt liv til 
os. Som Grundtvig synger det i salmen Hil dig frelser: Ja, 
jeg tror på korsets gåde, gør det frelser af din nåde. Stå 
mig bi, når fjender frister. Ræk mig hånd, når øjet 
brister. Sig: vi går til Paradis. Gåden i Jesu død er jo, 
at han døde for os. Hans død er vores frelse. 
     Det er altså ikke nok, at vi hører om et menneske, 
Jesus fra Nazareth, som blev henrettet på et tidspunkt i 
Kejser Tiberius' regeringstid.  Det er en historisk 
kendsgerning. Man kan bevise det ud fra mange forskellige 
kilder. Men der var mange andre, som led samme død på den 
tid. Jøderne var en undertrykt folk og mange blev 
henrettet for at forhindre ethvert oprør. Jesu historiske 
død ligner alle de andre, som blev korsfæstet. Men der 
skete meget mere i Jesu død. Han døde vores død. Det 
fortæller troen os. Ja, de første kristne begyndte deres 
prædiken med at fortælle om Jesu død og opstandelse.  Det 
var midtpunktet i deres forkyndelse. Jesus var ikke en 
afdød. Jesus er levende og møder os nu i ordene om ham. 
Derfor gælder hans liv og død også nu for os. Ja, de 
første kristne så alt hvad Jesus havde gjort og sagt, hans 
liv og hans død, - det så de i lyset af korset.  Det var 
de briller, de havde på og med dem de så, alt det der var 
sket. De kristne så, at Jesu undere, hans kamp med alt det 
der ødelægger menneskelivet, - de så det som tegn, der 
peger frem på Jesu opstandelse. Og de kristne så i den 
modstand, som Jesus mødte, den vantro og tvivl, som både 
hans tilhængere og modstandere havde -  alt det pegede 
frem mod Jesu død. Jesu lidelser begyndte ikke først 
langfredag. Hele hans liv er fyldt med lidelser. Det er 
sandheden, som lider, når den møder usandhed. Der var 
ingen, som troede helt på ham, og mange troede endda, at 
han stod i ledtog med djævelen. Allerede da Jesus blev 
født, begyndte hans lidelser. Stalden og krybben og 
flugten til Ægypten peger frem mod langfredag. 
     Jesu død er mere end et almindeligt menneskes død. 
Det er sandheden og kærligheden, som lider. Der er mere på 
spil langfredag end et menneskeliv.  Det er alle de 
værdier, som bærer vores menneskeliv, godhed, kærlighed og 
sandhed, som står på spil, og som Jesus sætter ind i 
kampen mod alt det, som truer menneskelivet, tomhed, 
meningsløshed og mørke. Og troen på korset og på 
opstandelsen fortæller, at Jesus vandt den kamp, netop ved 
at lide den helt ud i den yderste svaghed. Derved vandt 
kærligheden, ved at den ikke satte sig til modstand, men 
tålte lidelsen. Kærligheden forandrede sig ikke i mødet 
med den dræbende ondskab. Derfor vandt kærligheden, fordi 
den holdt ud. Så meget er på spil i Jesu død langfredag. 
Så vores død blegner i forhold til jesu død. Da han døde, 
var det selve døden han overvandt. Det var ikke kun hans 
egen død han tog på sig, men selve døden. Så det vi skal 
igennem engang, nu kun er en skyggedød. For Jesus døde i 
alles sted. Den egentlige død er bag os. Den har Jesus 
overvundet. Allerede ved Jesu død og opstandelse er vi 
gået over fra døden til livet. 
     Det, som sker langfredag er en forsoning. Når to 
parter bliver forsonet, så forsvinder det, som skiller 
dem. Når to, som lever tæt sammen og ikke kan undvære 
hinanden, bliver forsonet, så fortæller det jo, at der har 
været noget, som skilte dem ad og gav dem en dyb smerte, 
de ikke kunne leve med. Og den smerte forsvinder, når de 
to forsones. De to parter, som forsones langfredag er Gud 
og mennesker. Det, som skilte dem ad, var synden og døden. 
Vi er jo Guds skabninger. Det er Gud, som giver os livet 
og alt godt. Men menneskene vil ikke modtage det af Guds 
hånd. Jorden er en have og et hjem, som Gud har givet os. 
Men vi vil selv skabe vores hjem. Det gav Gud en uendelig 
smerte, at vi ikke vil leve af hans gaver. Vi kender det 
selv i det små, hvis vi har fundet en god gave, som vi vil 
glæde en anden med, og så vi kan mærke, at den anden er 
utilfreds og hellere selv ville have købt noget for 
pengene. Gud har givet os alt, men menneskene var 
utilfredse og ville forandre på alt det, som Gud i sin 
visdom har givet os. Menneskene afviste Gud. De lukkede 
Gud ude af deres liv. I fortællingen om Edens have er der 
en dyb hemmelighed. Da Adam og Eva blev sat uden for 
paradis, og keruberne blev sat på vagt ved porten ind til 
Paradis, var det menneskenes eget ønske, som gik i 
opfyldelse.  Dermed havde de lukket Gud ude af deres liv, 
mente de. De havde lukket Gud inde i Paradis, så 
menneskene kunne leve deres eget liv.  Men det er en 
umulig situatione. Gud er jo livet. At leve uden Gud er en 
umulighed. Det er ensbetydende med død. Derfor måtte Gud, 
for at redde os mennesker, skabe forsoning. Gud måtte 
ophæve det, som skiller os fra ham. Gud måtte fjerne 
synden, som er at vi mennesker havde lukket Gud ude. Gud 
måtte komme os helt nær og give os en gave, som nåede helt 
ind til vores hjerte.  Det gjorde Gud i sin søn Jesus og 
ved at give sin søns liv. Gud kunne ikke bare erklære, at 
nu gjaldt forsoningen. Nej, Gud måtte føre den igennem ved 
selv at komme til os i sin søn Jesus og ved at vise den 
smerte, som Gud led, på grund af vores synd og død. Det 
var ikke nok, at Gud bare erklærede sin kærlighed til os, 
og at han ville glemme vores synd. For synden er ikke 
noget, man sådan kan overse. Det er synden for 
gennemgribende til. Gud tager netop synden meget tungt, 
fordi Gud elsker os. Derfor var det ikke nok, at Gud bar 
over med vores synd. Gud måtte lide for vores synd. Gud 
gennemfører ikke forsoningen, ved at slå af på syndens 
alvor. Gud tager synden så tungt, at han må sende sin søn 
gennem lidelse og død for at bryde igennem til vores 
hjerte og skabe forsoning. 
     Sådan kan vi prøve at forklare Jesu død langfredag. 
Men fatte Jesu død kan vi ikke. Det er kun i troen vi kan 
modtage korsets gave. Derfor er det også mest i billeder, 
at bibelen taler om Jesu død. Han er lammet, som bærer 
verdens synd. Han er påskelammet, som bliver slagtet, for 
at vi kan blive frelst fra døden, ligesom jøderne blev 
frelst fra dødens engel, da de smurte blodet fra et lam på 
deres dørstolpe. Eller der er det billede, som Jesus selv 
bruger, at han betaler en løsesum for os for at vi kan 
blive frie. Med sin død betaler Jesus prisen, så vi kan 
købes fri.  Ved at lukke Gud ude af vores liv, er 
menneskenes ikke gået ind i deres eget hus, men derimod 
gået ind i dødens hus, og der kan man ikke komme ud igen 
uden at betale, at prisen er døden. Men Jesus betaler for 
os, så vi kan gå frelst ud igen. Man kan også bruge det 
billede, at døden er som et giftigt dyr, der har stukket 
os med sin brod. Men Jesus trækker broden ud og giver os 
modgift, så døden ikke mere kan skade os. Som Paulus 
skriver det i sit første brev til korintierne: Døden er 
opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er 
din brod. Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre 
Jesus Kristus. 
     Men det er netop med billeder vi må tale om Jesu død. 
Derfor er vores salmer gode at gå til, når vi vil høre om 
den gåde, som er i korset. Og jeg vil slutte med nogle af 
versene fra Grundtvigs salme Hil dig frelser. Dér skriver 
han netop, at på korset vinder Jesu kærlighed over døden. 
Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden, 
heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets 
død i vores sted. Og den kærlighed er så stor, at vi først 
da opdager, hvor alvorlig synden er, når Gud måtte give 
sin søn i vores sted. Ak, nu føler jeg til fulde hjertets 
hårdhed, hjertets kulde. Men det er også en kærlighed, som 
er så stor, at den kan smelte et koldt hjerte, ja, endda 
til at smelte isbjerge. Og vores synd, vores kulde over 
for Gud, er som isbjerge. Dog jeg tror, af dine vunder 
væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at 
vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet 
rent. Fordi Jesu kærlighed på korset er en sådan smeltende 
magt, kan den skabe en forsoning, som når helt ind i vores 
hjerter og varmer dem og renser dem. Så selv om vi skal 
dø, så har døden mistet sin magt over os. Selv om jeg skal 
visne som blomsten, så tror jeg, at jeg døden ej skal 
smage, for Jesus betalte syndens sold, syndens straf. 
Jesus rakte sin arme ud på korset. Ja, han rækker sin hånd 
ud til os, og siger: Vi går til Paradis. Det er 
forsoningen, at Gud ind i Guds himmel. 
 
ny prædiken 
 
                        Langfredag. 
     Der er flere gange langfredag, hvor det er som om 
tiden står stille. En af gangene er da Jesus med høj røst 
råber: " Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" De 
ord er ikke udtryk for tvivl. De betyder ikke, at Jesus 
taber troen på, at der er en Gud til.  Tværtimod. Jesus 
råber: " Min Gud." Så stærk er Jesu tro, at han midt i 
mørket langfredag stadig kan kalde Gud sin.  Det så ud som 
Gud holdt med de andre, men Jesus kalder ham stadig: " Min 
Gud." Og han råber for at få svar. Det er ikke et tomt 
mørke Jesus råber ud i, hvor han ved, at der ikke kan 
komme noget svar.  Nej, Jesus råber til Gud og han ved, at 
Gud svarer den, som råber. Ordene som Jesus siger i sin 
forladthed er altså udtryk for en meget stor tro. Han 
fornægter ikke Gud.  Selv i den forfærdelig situation 
bliver Jesus ved med at tro og hænge ved Gud: " Min Gud, 
min Gud, hvorfor har du forladt mig?" 
     I lang tid havde Jesus vidst, at han skulle dø. Han 
var forberedt på det. Ikke kun fordi han kunne læse sine 
modstanderes tanker, når de hørte evangeliet om Guds 
tilgivelse, så blev deres hjerter så onde, at de tænkte på 
mord. Sådan var deres vilje. Men Jesus kan jo også se ind 
i Guds tanker og se, at hans død er Guds vilje. Det offer 
skal Jesus give, sit liv. Det vidste han. Flere gange, 
mens de var på vej til Jerusalem, sagde han til sine 
disciple, at han gik mod sin død.  Han sagde til dem: " 
Se, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som står 
skrevet hos profeterne om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes. 
Han skal overgives til hedningerne og blive spottet, hånet 
og spyttet på, og de skal piske ham og dræbe ham og på den 
tredje dag skal han opstå." Jesus vidste det, at det 
skulle gå sådan, at der var en mening med det.  Hvor svær 
en vej det end var at gå, så vidste Jesus, at Gud var med 
ham på den vej og at det derfor ville ende med sejr, 
livets sejr.  Derfor kunne Jesus også gå vejen op til 
Jerusalem, vejen gennem forhør og pinsler og hån.  Alt det 
kunne han bære. 
     Men så kommer der et øjeblik, hvor alt står stille, 
hvor Jesus føler, at Gud ikke mere er med ham, hvor Jesus 
føler, at Gud har forladt ham.  Jesus vidste, at det først 
var 3 dage efter at han skulle opstå fra døden, så han 
ventede ikke, at Gud ville gribe ind, dér langfredag. Det 
var ikke deri han følte Guds fravær og tavshed. Nej, 
forladtheden er indvendig i Jesus. Det er som om Guds ånd 
forlader ham, eller at Gud trækker sig væk.  Det var ikke 
sket en eneste gang før i hele Jesu liv. Så nær havde 
Jesus følt Gud, at han altid kunne bede til ham som et 
barn til sin far. Nu han følte, at Gud trak sig væk fra 
ham. Og han forstod det ikke.Derfor spørger han: Hvorfor 
gør du det? I hele sit liv, i alt hvad han havde gjort, i 
alt hvad han havde sagt havde Jesus bragt Guds rige til 
mennesker. Han havde været ét med Gud.  Hvordan kan Gud da 
lade ham alene.  Det er jo som Gud går fra sig selv. 
     Gud går fra sig selv. Det er, hvad der sker på Jesu 
kors. Alt det rummer Jesu ord: " Min Gud, min Gud, hvorfor 
har du forladt mig." Derfor står tiden stille. Gud vil 
være så nær ved os, at han går fra sig selv. Han går ind i 
vores tomhed og gudsforladthed. Jesus blev alene, for at 
vi aldrig skal være det. Efter langfredag kan vi aldrig 
komme så langt ud, at Gud ikke alligevel kan være hos os. 
Gud selv har været helt derude, hvor der ingen Gud er. Den 
kraft indeholder Jesu ord på korset. Så smertelige er 
ordene. 
     Der er et andet tidspunkt, hvor det er som om tiden 
står stille, langfredag. Det er da Jesus siger: " Det er 
fuldbragt. Far, i dine hænder overgiver jeg min ånd." Det 
er mærkeligt, at Jesus dér på korset kan sige: " Jeg har 
fuldført min opgave." Ordene modsiges af alt det, som sker 
langfredag. Det havde været mere forståeligt, hvis Jesus 
havde sagt, at alt for mislykkedes for ham. Hvad var det 
hele blevet til? Hvor var alle de allesammen henne, som 
havde fulgt ham og hørt ham. Nogle gange i de tre år, hvor 
Jesus gik omkring i Galilæa, havde der samlet sig store 
skare, som hang ved hans læber og ikke kunne få nok af at 
høre på ham. De følte, at han talte lige ind i deres 
hjerte. De følte, at han gav dem livet med sine ord.  Og 
de ikke bare følte det. De så det ske, når han talte 
sygdomme ud af ødelagte mennesker. 
     Med hele sin energi havde Jesus talt. Det var 
magtfulde ord han havde givet. Men havde de forstået ham. 
Sådan så det ikke ud langfredag.  Da havde alle glemt ham. 
Ingen ville have med ham at gøre. Hvem lyttede til hans 
ord.  Det er som om han siger dem ud i en stor stilhed. Ud 
i stilheden siger han: " Nu er min opgave ført til ende." 
     Det er altså ikke vores forståelse og anerkendelse 
Gud vil have. Det var ikke den opgave Jesus fik, at vinde 
tilslutning og anerkendelse, for så levede han ikke levet 
op til opgaven. Nej, Gud vidste, hvordan vi mennesker er. 
At når vi hører Guds ord, så forstår vi dem ikke.  Når vi 
ser Guds gerninger, lukker vi øjene og glemmer. Gud 
vidste, at han måtte frelse os på trods af al vores 
uforstand, hån og spot. Jesus måtte gøre det alene, tage 
hånen og og spotten på sig, tage gudsforladtheden på sig. 
Først da var vejen fri mellem mennesker og Gud. Det var 
opgaven at gå helt derud, hvor mennesker står i deres 
afvisning af det gode og Gud. Selv dér i vores mørke og 
tomhed er der håb og frelse, for Jesus har bragt det 
derud. 
     Jesus gjorde, at intet kan komme mellem os og Gud, 
ikke vores egen synd og vantro.  Derfor kan han sige: " 
Det er fuldbragt." Derfor kan han overgive sig til Gud. 
Det, som han blev sendt for, har han gjort, gjort med sin 
død.  Han har frelst os fra vores uforstand, ondskab og 
tomhed. Han har overgivet os i Guds hånd. 
     Der er et andet tidspunkt, hvor tiden står stille 
langfredag. Det er da Jesus bøjer hovedet og dør. Da siger 
en romersk soldat, som står neden for korset: " Sandelig, 
den mand var Guds søn." Både tiden og vores forstand står 
stille i det øjeblik. Det er et mærkeligt tidspunkt, den 
romerske soldat siger sine ord, da alt ser ud til at være 
forbi, siger han om Jesus: " Han var Guds søn." De rummer 
meget, de ord, en stor tro og så på den anden side en 
erkendelse, at det er forbi, en tro på Jesus som Guds søn, 
men at det desværre er fortid. " Han var Guds søn." 
Forstanden står stille over for de ord.  Guds søn, det må 
da være noget som er evigt, det kan man ikke være i 30 år 
og så dø. Guds søn, kan han dø. 
     Jo, den romerske soldat har ret. Det er af Jesu død, 
vi skal se, at han er Guds søn.  Ikke fordi hans død er 
forskellig fra vores. Han var ikke hævet over det, som 
skete. Også for ham var døden hård og meningsløs. Men han 
lod det ske. Han fandt sig i det uden at fornægte Gud og 
uden at fornægte mennesker. 
     Det var forståeligt, hvis Jesus var blevet bitter på 
menneskene, fordi de ikke tog imod hans ord, fordi de ikke 
troede på ham og holdt fast ved troen. Det var 
forståeligt, hvis Jesus havde sagt på korset, at 
menneskene ville han ikke have mere med at gøre. Men han 
sagde: " Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." 
Selv i døden ophører Jesus ikke med at vise kærlighed. 
Selv da alle har afvist ham, vil han ikke afvise nogen. 
Derfor er han Guds søn. Det er beviset på, at han er Guds 
søn, at han viser os samme kærlighed, som Gud gør. 
     Tiden står stille og forstanden står stille i de 
øjeblikke langfredag, hvor menneskers ondskab bliver 
tydelig og hvor Guds kærlighed og tålmodighed bliver endnu 
mere tydelig. For det sker i samme øjeblik, menneskers 
ondskab i al dens grus, og Guds kærlighed i al dens 
lysende glans. Centrum i kristendommen er den korsfæstede 
Jesus. Han er Guds søn. På ham ser man, hvor forfærdelig 
menneskers synd er, og hvor langt Gud går, for at vi ikke 
skal fortabes i gudløshed. 
     Derfor kunne den kristne Paulus sige, at ordet om 
korset er Guds kraft, hvor tåbeligt og svagt det end ser 
ud, for når Gud er tåbeligst, er han visere end mennesker, 
og når Gud svagest, er han stærkere end mennesker.  Sådan 
skriver Paulus. 
     Derfor hører vi også om korset, når et lille barn 
døbes. " Modtag det hellige korsets tegn både for din 
ansigt og for din bryst til et vidnesbyrd om, at du skal 
tilhøre dne korsfæstede Herre, Jesus Kristus.  Det er et 
stærkt tegn, som vi er døbt under. Det viser jo, at Jesus 
døde for os, så intet ondt kan gribe os. Korsets tegn 
betyder, at vi aldrig kan komme så langt ud, at Gud 
forlader os. 
     Derfor er Jesus Guds søn, fordi han har givet os 
korsets tegn at leve under. Hans død er tegnet på Guds 
kærlighed, at Gud ikke afviser nogen.  Gud tænker ikke på 
sig selv. Han vil hellere dø end bringe noget ondt over 
os.  Gud vil dø for at frelse os fra det onde. Det viste 
Jesus. Han er Guds søn, fordi han tager os ind i Guds 
kærlighed. Han dør, for at vi aldrig skal være i tvivl om 
Guds overstrømmende og grænseløse kærlighed til os. 
     Vores tanker må stå stille over for, det som sker 
langfredag. Gud går fra sig selv for at være hos os i 
vores gudsforladthed. Med sin død gør Jesus, at der aldrig 
kan komme noget ivejen mellem os og Gud. Al vores 
afvisning og uforstand ryddes væk af Jesu tålmodighed lige 
til døden. Han bar over med os. Han bar os over i Gud, vor 
himmelske Fars hænder.