195,190,206,196,204 ( kollekt) 
 
     Det er strålende solskin, da kvinderne går ud til 
graven. Når der er sket et uhyggeligt dødsfald og det er 
forår og solen skinner, så tænker man: hvordan kan solen 
skinne. Det er ikke rigtigt. Den strålende sol gør alting 
uvirkeligt, både døden og livet. Det er næsten ikke til at 
bære, det strålende lys, når sindet er fyldt med mørke. 
     Vi hører ikke, at kvinderne tænkte sådan. Mon de 
overhovedet tænkte. De prøvede at dulme deres tanker med 
praktiske gøremål. De havde købt vellugtende salver. De 
ville ud og salve Jesu lig. De tænkte kun på praktiske 
problemer: Hvordan skulle de komme ind i graven. Der lå en 
stor sten for gravhulen. 
     Men så ser kvinderne, at stenen er væltet væk. Mon 
det ikke er med bange anelser de ser ind i graven og går 
derind. Hvad er der sket?  Og de ser en ung mand sidde 
inde i graven. Dér hvor de havde ventet at se den døde 
Jesus, dér ser de en ung mand i hvide klæder og han siger: 
Vær ikke forfærdede." Det er netop hvad man bliver: 
forskrækket, når man er i et tomt rum og pludselig får øje 
på et menneske. 
     Kvinderne kom for at gøre noget, de kom for at gøre 
noget praktisk for på den måde at komme gennem deres sorg. 
Men englen siger: I søger Jesus, den korsfæstede. Han er 
opstået. Han er ikke her." Og først da vælder tankerne ind 
over kvinderne. Da bliver de bange, rystede, ude af sig 
selv. Det var sådan de skulle have været, da de gik ud til 
graven. Men det er sådan de er da de løber fra graven. 
     Det kan ikke være englen de er bange for. Den unge 
mand i de hvide klæder så ikke overnaturlig eller 
uhyggelig ud. Og englen bruger ikke store armbevægelser. 
Englen sidder stille ved den højre side. Det må være 
englens ord, som gør kvinderne bange. Og så kan vi igen 
spørge: Hvorfor blev de ude af sig selv. Fordi de troede 
englens ord, at Jesus er opstået. Eller fordi de ikke 
kunne tro. Eller måske begge dele samtidig. 
     De blev måske også bange, fordi Jesus ikke var der. 
Graven var tom.  De kunne ikke se ham. Hvor var Jesus. 
Allerede den første påskedag er det en usynlig måde, at 
Jesus lever på. Og dog får kvinderne at vide, at de skal 
komme til at se ham. Han er gået i forvejen. 
     En af de første forårsdag på året, hvor solen får 
magt og luner og lyset driver vinterens regn og mørke væk, 
da kan man føle det som om man svæver.  Forårslyset er 
uvirkeligt og gør alligevel, at alting står skarpt, så det 
er som om man først nu rigtig får øje på det hele, 
træerne, husene, farverne.  Den første forårssol gør, at 
vi ser det hele som i et febersyn, og samtidig ser vi, 
hvor meget verden er til. Mon det ikke var med de 
følelser, at kvinderne løb fra graven. 
     Det himmelske og det jordiske. Det hører vi om 
påskemorgen. Det himmelske, det er solen og englen. De er 
lysende hvide. De er fredfyldte. En tidlig morgen, hvor 
solen skinner og der ikke høres en lyd, det er strålende 
dejligt. Og englen udstråler fred. Den unge mand i hvide 
klæder sidder stille ved den højre side i graven og siger 
sine ord stille til kvinderne. Det er som om verden 
hviler, fordi livets sejr er vundet. 
     Mærkeligt nok hører vi ikke i de første påskedage 
dengang at disciplene blev ude af sig selv af begejstring. 
Vi hører ikke, at disciplene jublede.  Sådan er det 
jordiske i påskefortællingerne.  Sorg og tvivl. Frygt.  Da 
Jesus gik omkring i Galilæa og prædikede, da måtte han 
mange gange kalde sine venner lidettroende. Men det er de 
stadigvæk. Det er de også nu, da Jesus er opstået fra de 
døde. Sådan er det jordiske. Selv påskedag bliver det 
klart, hvor meget vi trænger til frelse. Vi trænger til 
tro. Vi trænger til fred i vores splittede sind. Vi 
trænger til håb, der kan modstå dødens angreb. Vi trænger 
så meget til det, at vi har svært ved at tage imod troen 
og freden og håbet, når det bliver rakt til os. Kvinderne 
flygtede. Og de sagde ikke noget til nogen. 
     Det er store ord, som er i påskeevangeliet: Jesus er 
opstået. Jesus lever. Men det er egentlig lige så stort, 
at ordene bliver sagt til små mennesker. De 3 kvinder, som 
kommer ud til graven, er ikke de mest troende og mest 
modige af Jesu venner. Alligevel lyder påskebudskabet til 
dem. Selv om de prøver at flygte, så griber påskeordene 
fat i dem og slipper dem ikke. Og selv om de først ikke 
siger noget til nogen, så kan de alligevel ikke lade være. 
Da Jesus havde vist sig for de andre disciple, har 
kvinderne også sagt, hvad de fik besked på. 
     Og læg mærke til den besked de fik: Gå hen og sig til 
disciplene og til Peter, at Jesus går i forvejen for jer 
til Galilæa." Peter er udtrykkelig nævnt. Ham måtte de 
ikke glemme at fortælle påskebudskabet til. Ham gjaldt 
påskeordene helt særligt. Og det var fordi han havde 
svigtet mere end de andre. Han havde fornægtet Jesus. 
     Jesus lever. Det er budskabet til Peter. Det er 
budskabet til os syndere. Det gælder helt særlig os 
syndere, som har prøvet at flygte fra livet og fra Gud. 
     Jakob Knudsen skriver et sted om det liv, som Jesus 
giver os: Kristenlivet er ikke som en selskabssal, hvor vi 
kun tør tage grumme lidt af vort hele væsen med os ind, 
for de andres skyld. Nej, det er som en stor skov, hvor vi 
kan leve vort væsen helt igennem, ene og sammen med andre. 
Der er plads for den glade, når han jubler. Der er plads 
for den bedrøvede, når han græder sin mserte ud. Der er 
plads for det hele store menneskeliv, blot vi tror og 
stoler på ham, som er menneskesønnen og Guds søn, den 
store forstående. Der er plads til at strække sig, til at 
være sig selv, til at være ærlig. 
     Tænk, vi må være med hos den opstandne Herre Jesus. 
Også selv om vi har svært ved at tro. Sådan havde 
kvinderne det. Jesus var usynlig for dem og de vidste ikke 
hvor han var. Da Jesus senere samme dag pludselig kom til 
syne for disciplene, da troede de det var et spøgelse 
eller en ånde de så, og Jesus måtte sige: Hvorfor er I 
rystede? Hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på 
mine hænder og fødder. Det er mig." Og Thomas, som ikke 
var der første gang Jesus viste sig, han sagde til de 
andre disciple: Hvis ikke jeg stikker min finger i 
naglemærkerne, så tror jeg det ikke." Og Jesus måtte komme 
igen netop for hans skyld, for at han kunne se, at det var 
sandt: Jesus lever. 
     Selv om vi ligner disciplene i deres tvivl, så må vi 
også være med hos den opstandne Herre Jesus. Den opstandne 
er os helt nær. Han har selv sagt det: Jeg er med jer alle 
dage indtil verdens ende. Han kommer med det himmelske til 
os. Han kommer med fred og tro og håb. Kun det kan tage 
livsangsten og dødsangsten fra os. Kun den himmelske fred, 
som den opstandne rækker os, kan give os rum og plads, så 
vi kan være sammen og være os selv. 
     At være i himmerig, at være i den syvende himmel. Det 
er udtryk, som drejer sig om lykke. Og vi bruger altid de 
udtryk i forbindelse med kærlighed. Vi bruger udtrykkene 
om det, at være sammen med andre og være lykkelig sammen. 
To, som tilbeder hinanden og er ovenud forelskede, de 
føler sig i himmerig. Men egentlig er det først Jesu 
opstandelse, som virkelig bringer os himmerig. Jesu 
opstandelse viser jo, at vi aldrig skal skilles fra dem vi 
elsker. Jesu opstandelse gør, at vi må elske livet uden 
forbehold.  Allerede nu må vi være salige i troen på 
Jesus, som er os helt nær og som vi må tilbede. Og engang 
må vi være fyldt med salighed, engang må vi være helt i 
den syvende himmel, når vi ser Jesus igen og skal være 
sammen med ham og alle vores kære. Jesu opstandelse gør, 
at vi kan stole helt på Gud, som vil frelse os fra alt 
ondt, endda fra døden. Selv i den yderste nød må vi stole 
på Guds frelse. Som Grundtvig skriver i den salme, som vi 
sang i begyndelsen af vores påskegudstjeneste: Kom, 
hjerte, med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven 
bar, gak med det alt til ham, som døde, men levende dig nu 
vil møde. O salig påskemorgenstund med guld i mund. 
 
ny prædiken 
 
påskedag 1993 
 
     Da sabbatten var forbi, meget tidligt om morgenen den 
første dag i ugen, da hverdagen begyndte, gik de 3 kvinder 
ud til Jesus grav. Sabbaten med dens hvilepåbud havde 
hindret dem i at være med til at begravelsen af Jesus. 
Den var sket i al enkelhed og stilhed. 
     Langfredag var kvinderne fulgt med for at se, hvor 
graven var. Men nogen ordentlig begravelse var det ikke 
blevet til. Det måtte vente til sabbatten var overstået. 
     På den første dag i ugen, da hverdagen begyndte efter 
den store højtid og folk gik på arbejde, vandrede de 3 
kvinder ud til Jesu grav.  Da Jesus gik omkring var der 
sket store ting, syge blev rakse, og undertiden var der 
store folkeskarer samlet for at høre ham tale. Nu er det 
som om han er glemt. Livet går videre, som om han aldrig 
havde været der. Det er kun 3 kvinder, som går ud til hans 
grav. 
     Men netop det, at kvinderne er de eneste, gør det 
også rørende, den trofasthed de viser. De kan se i øjenne, 
at Jesu er død, uden at vende sig fra ham. Hans disciple 
vil ikke tænke. De vil ikke rippe op i alt det, som skærer 
dem i hjertet. De bliver væk. De kæmper mod dét, som hele 
tiden er i deres tanker, Jesu død 
     Men de 3 kvinder holder så meget af Jesus, at de dog 
vil, at han skal have en ordetnlig begravelse. De går 
derud straks det er muligt. Når det er betonet, at solen 
var stået op, er det ikke, for at vi skal se kvinderne for 
os i dejligt vejr og solskin. Nej, det betyder, at straks 
det er muligt for dem, da sabbatten er omme, og hverdagen 
begynder, går de ud for at rette op på det, som er 
forsømt: de vil salve hans lig. De vil gøre det sidste og 
eneste, som man kan gøre for en død. 
     Den morgen er ikke præget af overvældende 
trompetfanfarer og lysende højtidsfølelser. Det er 
hverdag, og 3 stakkels kvinder kommer ud til graven.  Og 
der er egentlig heller ikke noget storslået ved underet, 
som sker, eller som er sket. Så er der anderledes pragt 
over fortællingerne fra Jesus liv, f.eks.  stormen på 
søen. Jesus truede ad det oprørte hav, og det blev helt 
blikstille. Eller helbredelserne: da Jesus rakte sin hånd 
ud og rørte ved den spedalske og sagde til ham: Bliv ren. 
Og straks forsvandt hans spedalskhed.  Jesu myndighed og 
magt lyser ud af disse fortællinge. Han er så nærværende, 
at alle må undre sig over kraften i hans ord og gerninger. 
     Men hvad med påskemorgen? Jesu er der ikke. Han er 
ikke her, siger den unge mand i de hvide klæder. Det 
største under er sket, og Jesus er der ikke. 
     Kvinderne må gå med uforrettet sag. Graven er tom. 
Salven de har købt må de bære hjem igen. Og så har de fået 
nogle mærkelige ord med. Jesus fra nazaret, den 
korsfæstende, han er opstået. Han går forud for jer til 
Galilæs.  Dér skal I se ham, som han har sagt jer. Kvinder 
vidste ikke om de turde tro de ord eller om de turde 
fortælle dem videre. 
     Markus slutter sit påskeevangelium med ordene, at 
kvinderne flygtede fra graven og de var ude af sig selv, 
og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Det er 
mærkelige ord, som påskeevangeliet slutter med. Markus må 
mene, at han også er bange for at fortælle påskebudskabet. 
Han ved ikke om han tør tro de store ord eller om han tør 
fortælle dem videre; men han kan ikke lade være. Og det 
kan kvinderne heller ikke. 
     Men påskebudskabet er utrolige ord, som er så store, 
at vi kan være bange for at tage dem i vores mund, og det 
er jo ikke kun det, at kvinderne ser engle, nej, det er 
englenes ord, at Jesus fra nazareth er opstået, han går i 
forvejen for os. 
     Det er altså ikke kun vores tid, vi moderne 
mennesker, som er bange for store ord. Det var de også på 
Jesu tid. Alligevel er vi netop i disse år ved at nærme os 
de første kristne. Domprovst Niels Henrik Arendt har 
skrevet, at teologer i 1940-erne forudså, at det moderne 
menneske ville leve på en ikke-religiøs 
tilværelsesforståelse, men den profeti har vist sig ikke 
at slå til, at det tiværitmod er sådan, at mange af de 
mennesker, som nu lever uden religion, de kræver i disse 
år at få en religiøs tolkning af virkeligheden; man indser 
nødvendigheden af et åndens sprog; vi indser, at det 
utrolige, det åndelige er til, selv om vi også er bange 
for at tale om det, fordi det er altfor stort for os, Jesu 
opstandelse. 
     Meget af det som optager vores liv, er jo en flugt. 
Når den materialistiske livsopfattelse har vundet så meget 
frem, når mennesker lægger ders liv an på at købe og bruge 
så mange ting så muligt, så er det for at flygte fra 
tomheden og tankerne. 
     Så vant til at flygte er vi, at vi også gør det, når 
vi endelig finder det vi søger, nemlig meningen i 
tomheden, livet, som er stærkere end døden.  Da kvinderne 
hører påskebudskabet, at Jesu er opstanden, han lever, den 
døde er ikke mere i graven, da flygter kvinderne. 
     Sådan er stemningen påskedag. Vi kan det se af de to 
disciple, som var på vej til Emmaus. De sagde om jesus: Vi 
havde håbet, han var den, der skulle befri Israel. Og de 
sagde om kvindernes oplevelser: også nogle af vore kvinder 
har forfærdet os. 
     Det er ikke jublende glæde og strålende 
højtidsfølelser, som præger påskedag. Det er hverdag. 
Graven er tom. og de er forfærdede. 
     Men den opstandne viser sig for Peter, ja, den 
opstandne viser sig for dem alle samlet, men de ved ikke, 
om de kan tro deres egne øjne. Det går kun langsomt op for 
dem, at Jesus opstået fra de ddøe. De må undre sig. 
     I håbløsheden langfredag havde disciplene følt, at 
Jesu liv var færdigt, var blevet en tabt fortid. Jesus 
opstandelse betyder, at Jesus står foran dem. Jesus er hos 
dem. Det er ikke os, som skal holde fast i erindringen om 
Jesus.  Han er hos os. Det er ham, der holder liv i os. 
Alle hans ord står ved magt, fordi han selv står bag ved 
dem. 
     Dette dobbelte prægede den første påskedag. Den tomme 
grav, ordene Han er ikke her, og på den andedn side, at 
Jesu står mdit iblandt dem og siger: Fred være med jer. 
Det præger også vores påskedag, ja alle vores hverdage. 
Jesus er her ikke, og dog er han mere nærværende end da 
han gik omkring i Galilæs og gjorde godt. 
     Også for os gælder det, at jesus går foran os. Han 
kommer altid til os forfra, med håb og tro. Vi tænker ikke 
tilbage på Ham. Vi ser hen til ham, Sådan er Jesus 
nærværende som den vi må vente os alt fra, frihed, glæde 
og mod. 
     I påskeevangeliet bliver der flere gange været brugt 
ordet " se". De så hen til stenen. De så den unge mand. 
Han sagde: " Se, dér. " Og til sidst: " I skal se Jesus 
igen, som han har sagt jer." Og vi synes jo nok, det er 
vigtigst det man kan se. Det fortæller os jo også, at det 
er virkelighed.  Det er virkelighed det der skete. Og 
alligevel så er slutningen af påskeevangeliet endnu 
vigtigere. Der står: som han har sagt jer. Det viser jo, 
at Jesu ord er sande. Han havde sagt, at menneskesønnen 
skal dræbes, men på den tredje dag skal han opstå. Det 
skete. Og det medfører, at alle Jesu andre ord om Gud og 
om os er sande. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, 
så havde hans venner ikke kunne tro på hans ord, så havde 
de glemt dem som gode men dog virkningsløse ord, så var 
disciplene ikke gået ud og fortalt om ham.  Det er kun 
fordi Jesus opstod fra de døde påskemorgen, at evangeliet 
om Guds rige kan prædikes hos os. 
     Paulus skriver det så stærkt i 1. korintierbrev: " Er 
Kristus ikke opstået, er vor prædiken tom, og jeres tro er 
også tom. Så er I endnu stadig i jeres synder. Så er også 
de døde gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort 
håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. 
Men nu er Kristus opstået fra de døde som den første, og 
efter ham skal alle følge efter, både døde og levende. 
     Jesu opstandelse påskemorgen er så stort et under, at 
det både virker tilbage og frem i tiden. Det virker 
tilbage og giver alle Jesu ord troværdighed og sandhed. Og 
det virker frem og gør vores tro og vores håb sandt så vi 
både kan leve og dø og genopstå på det. 
 
ny prædiken 
 
  
 
 
     Vi kan ikke se Gud. Gud er jo ikke en ting vi kan se 
med vores øjne.  Gud er meget større. Men det er også 
fordi, Gud er meget større end vi kan fatte med vores 
forstand.  Så selv om vi så Gud, kunne vores hjerne ikke 
registrere det vi så. Jesus siger da også et sted: Der er 
ikke nogen, som har set Faderen, kun den, som er fra Gud 
han har set Faderen. 
     Derfor er der noget skjult over det vi hører 
påskedag, over Jesu opstandelse. For det er Gud, som 
handler og griber ind. Nærmere kan vi ikke komme til Gud, 
mens vi er her på jorden, end det vi hører påskedag. Men 
Gud får vi ikke at se. Det, som kvinderne får at se, er 
den store sten, som er væltet bort fra graven. Det, som de 
får at se, er en grav, som er tom. Og det som de får at 
se, er engle. Og her i Markus er det ikke engang tydeligt, 
at det er engle. Der står bare, at det er en ung mand i 
hvide klæder. 
     Der er noget skjult over det, fordi det er Gud, som 
griber ind. Det er Gud selv, som kommer nær. Og Gud kan vi 
ikke se. Derfor bliver kvinderne eogså så forskrækkede 
påskemorgen, fordi de mærker, at der er noget større på 
færde end de kan fatte. Lige efter vores prædikestykke 
idag står der: Da de var kommet udenfor, flyugtede de fra 
graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde 
ikke noget til nogen, for de var bange. 
     Guds indgriben består i, at Jesus lever. Vi skal ikke 
søge Jesus i fortiden. Nej, der er han ikke. Graven er 
tom. Jesus lever. Han er hos os i sin ånd. Med sin 
magtfulde indgriben påskemorgen vil Gud vise, at han 
tænder lys i vores mørke, og at han vælter alt det væk, 
som kan spærre os inde. Det hører vi, at kvinderne gik ud 
til graven allerede mens det var mørkt og da de nåede ud 
til den, stod solen op. Det er nok et billede, som de ikke 
lige i det øjeblik fattede, men som betød, at Gud har 
tændt et lysende håb for os.  Kvinderne talte også om den 
store sten, og de så, at den var væltet bort fra graven. 
Også her skal vi høre, at det er Gud, som har gjort det. 
Og han har gjort det for os. Jesus selv vil være hos os og 
føre os ind i Guds lyse rige og vælte alt det onde væk fra 
os, som kan spærre os inde i vores grave. 
     Jeg hørte engang en historie om en graver, der ikke 
rigtigt kunne fatte det med opstandelsen. Han vidste, hvad 
der skete med den krop, han begravede, men hvordan skulle 
man forstå det med opstandelsen. Han spurgte sin præst, og 
han sagde til ham. " Det kan jeg ikke forklare dig. Du må 
spørge Gud selv." Et par dage senere mødtes de igen og 
graveren fortalte, at nu havde han talt med Gud om det. " 
Og hvad sagde Gud så?" spurgte præsten.  Graveren svarede: 
" Gud sagde: Graver, du skal bare passe dit, så skal jeg 
nok passe mit." 
     Og meningen er jo, at der er meget vi kan se med 
vores øjne. Men vi kan ikke se ind bagved døden. 
Opstandelsen er Guds under. Og i påskeevangeliet hører, at 
troen på opstandelsen og det evige liv er knyttet til 
Jesus Kristus og hans opstandelse for os påskedag. Når vi 
sætter os ind i en flyvemaskine, skal vi ikke først 
gennemgå et kurses i flyvning. Vi må stole på, at 
flykaptajnen kan flyve maskinen. Sådan må vi også stole på 
Gud. Vi skal ikke bygge på det vi selv kan se og forstå, 
når det gælder så høje ting som opstandelsen. Nej, Kristus 
har givet os lov til at stole på Guds uendelige 
barmhjertighed og nåde også dér, hvor den ser helt umulig 
ud. 
     Vores tro er ikke rettet mod det vi kan se. Vores tro 
er rettet mod GUd, som griber ind og gør undere. Det må vi 
leve på allerede nu. Det skal være vores håb, som åbner 
livet for os, så vi ikke føler os spærret ind af udsigtet 
til døden. Påskeevangeliet giver os lyst og håb til livet. 
     Jeg hørte et gammelt sagn fra vores nordiske 
sagnverden. Det handler om Nornegæst. Da han endnu lå i 
vuggen på sin fars gård, da kom der tre norner til gården 
for at spå den lille drengs skæbne. De to af nornerne 
lovede ham stor lykke i livet. Men den tredje norne sagde: 
Jeg giver ham den skæbne, at han ikke skal leve længere 
end til det lys, som brænder ved hovedgærdet af hans 
vugge, er brændt ned. Da trådte den ældste af nornerne 
straks hen til vuggen og pustede lyset ud, og hun tog 
lyset og rakte det til drengens mor og sagde til hende, at 
nu måtte hun gemme lyset godt, for så længe det ikke var 
brændt ned, skulle drengen leve. Moderen gemte lyset 
omhyggeligt, og da hun blev gammel, gav hun det til 
Nornegæst, og hun fortalte ham historien om lyset, og hvad 
det betød for hans skæbne: når lyset var brændt ned, 
skulle han dø. Siden passede Nornegæst selv på lyset og 
havde det altid med sig overalt, hvor han færdedes. Han 
passede på, at hans lys aldrig ble tændt, og sådan gik det 
til, at han nåede at blive en meget gammel mand, som 
levede samtidig med flere generationer. 
     Han opleved meget i sit lange liv og mødte mange 
store og berømte mænd.  Og derfor var man altid glad for 
at have besøg af ham, for ingen andre kunne fortælle som 
han. Men sit lys turde Nornegæst aldrig tage frem og 
tænde, så han blev selv en tilskuer til livet. Han vovede 
ikke selv at leve, for han var bange for at miste livet. 
Han brændte ikke sit livslys. 
     Til sidst, da Nornegæst var 300 år gammel, så 
fortæller sagnet, at han gæstede den norske konge Olav 
Trygvesson, og her mødte han kristendommen med evangeliet 
om Kristus og hans sejr over døden, og Nornegæst lod sig 
døbe med den kristne dåb, så han kom ind under Jesu magt, 
Jesus, som er sejrherre over døden. Og da skete der en 
stor omvæltning for Nornegæst. For nu fik han endelig mod 
til at tage sit livslys frem og stille det på bordet foran 
sig og tænde det.  Og da lyset var brændt ud, sad 
Nornegæst død i stolen. Han var blevet meget gammel, men 
fuld af livsmod døde han. 
     Det fortæller os, hvad vi også hører både ved en dåb 
og en begravelse, at Gud har genfødt os til et levende håb 
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Gud har tændt et 
lysende håb for os og væltet alt det onde væk, som kunne 
spærre os inde. Evangeliet påskemorgen fortæller om livets 
sejr over døden. Det betyder, at vores livsfrygt og vores 
dødsfrygt må forsvinde, så vi ikke også gemmer vores 
livslys og pakker det ind og gemmerj det væk.  Vi må tage 
det lys frem, som vi fik i vores dåb og i Jesu 
opstandelsen. Det lys brænder evigt. Det lys må vi brænde 
i begge ender. 
     For livsfrygt og dødsfrygt. Det er det samme. Det er 
netop, når man lever uden håb.  Men påskeevangeliet 
fortæller at Gud har grebet ind og at Gud er kommet os 
nær, da han opvakte Jesus fra de døde.  Det evangelium 
hjalp Nornegæst til at bruge sit liv, ikke være bange for 
døden. Evangeliet gav ham håb og frimodighed. 
     Håb er ikke kun til gammel og syge, som snart skal 
dø. Håbet gør os ikke livsfjerne og til drømmere. Nej, det 
håb, som evangeliet om påskemorgen giver os, det giver os 
kræfter til at leve vores liv. Intet er mere befriende og 
livsbekræftende end det vi hører påskemorgen.  Det vidste 
Nornegæst, da han omsider tændte sit livslys.  Og det kan 
vi også høre i en af Jakob Knudsens salmer, når han 
synger: Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en 
sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er 
sød, at mig dagen fryder trods synd og død. 
 
ny prædiken 
 
 
 
     Hvordan kan vi fortælle om påskemorgen? Det skal man 
være digter for.  Det skal man bruge de smukkeste ord til. 
Eller man skal bruge musik. Hvis man tager de værker, som 
er skrevet om påsken både med bogstaver og med toner, og 
man tager påskemorgen, så er det fanfare og højsang, dér 
spiller orkestret med fuld styrke og alle sangerne i koret 
giver alt hvad de har, ikke så de skråler, men med klang 
priser de højt påskemorgen, da Jesus opstod af graven. 
     Her påskemorgen skulle jeg tale i salmesprog. Jeg 
skulle bruge samme ord som påskesalmerne: Her er nyt fra 
dødens porte. Den tunge port, som så tit er blevet lukket 
bag én af dem vi kendte og holdt af, den port, som faldt 
tungt i og ikke var til at skubbe op igen, dér er nu en 
sprække. Dødens port er gået af hængslerne, man kan se 
ind, og det er lys, som er dérinde, hvor ellers mørket 
herskede. Afvæbnet nu og ødelagt for evig er al helveds 
magt.  Jesus har åbnet døren i den anden ende af dødens 
rum, så vi kan se, at døden er en gennemgang og at vi bare 
skal følge morgensolens stråler, så går vi ind i livets 
land. Det har frelseren gjort.  Redningsmanden er 
opstanden, helvede græder, himlen sig glæder.  Så højstemt 
må man gerne tale påskemorgen. 
     Men hvis vi ser på ordene i påskeevangeliet, så er 
det ganske almindelige ord, som er brugt. Det eneste 
højtidelige ord er nok, at salverne, som kvinderne har med 
ud til graven, kaldes vellugtende. Og det er måske 
oversættelsen, som er lidt gammeldags. I Seidelins 
oversættelse står om salverne at de er " duftende." På 
græsk bruges ordet " aroma", og det ord bruger vi jo om så 
almindelig en ting som kaffe. Det passer til de andre ord 
i påskeevangeliet.  Tidspunktet kaldes " ganske tidligt." 
Det er et helt hverdagsagtigt udtryk.  Der er intet 
poetisk i det.  Der kunne jo have stået i den favre og 
friske og nyfødte morgen.  Istedet bruges de almindelige 
ord: ganske tidligt. Om stenen står der, at den var meget 
stor.  Også her kunne man vente et mere digterisk udtryk, 
måske at det var en kold og knusende og urokkelig 
klippeblok. Ja, i det næste kunne vi have ventet 
højdepunktet og højsangen, da kvinderne møder den lysende 
engel, men der står at det var en ung mand, og hans tøj 
var langt og hvidt.  Der står ikke, at det var strålende 
og solbeskinnet og himmelsk tøj, men at det var en lang, 
hvid klædning han havde på.  Så enkelt er det beskrevet. 
     Og det er jo fordi vi hverken skal være salmedigtere 
eller kongelig komponister for at høre eller udtale 
påskeordene. Vi må være ganske almindelig mennesker som 
kvinderne der kom ud til graven påskemorgen. 
     Bag ved de enkle ord hører vi alt det som forfatterne 
og komponisterne har forsøgt at fortælle om med de bedste 
ord og toner, som de kender. 
     Først står der, at det var da sabbaten var omme, 
kvinderne gik til graven.  Sabbaten det var jo jødernes 
søndag. Og kvinderne måtte derfor vente til solen stod op 
næste morgen, og søndagen var forbi. Før måtte de ikke 
gøre noget.  Det har været en uhyggelig ventetid for dem. 
Det har ikke været en hellig sabbat for dem.  Sabbatten 
kaldes også Guds dag. Men kvinderne har følt det som 
Satans dag, djævelens og mørkets dag, ikke alene var 
Jesus, Herren og mesteren, død, men de måtte ikke engang 
gå ud til graven og se den.  Det er da det første vi gør 
ved en begravelse, når graven er kastet til, at gå ind på 
kirkegården og se graven og blomsterne. Men det måtte 
kvinderne ikke, fordi det var sabbat. 
     Man kan godt forstå, straks i den første morgentime, 
da hverdagen begyndte efter sabbatten, at kvinderne gik ud 
og købte salve. Købte salve, de ord rummer tanker om en 
anden fortælling om en kvinde, som nogle dage før Jesu død 
købte en meget dyr salve og hædrede ham. Man kan næsten 
høre i ordet købte, at kvinderne lagde deres sidste penge 
ud for at få en dyr, duftende salve.  Det var deres sidste 
gave til Jesus. Og det lagde de al deres sorg og kærlighed 
og fortvivlelse i. 
     Ja, de var så fortvivlede, at de slet ikke tænkte sig 
om. Først da de næsten var kommet ud til graven, spørger 
de hinanden, hvordan de skal komme ind til Jesus ind i 
gravhulen, for der var en stor sten for indgangen. Deres 
fortvivlelse kan man også læse ud af ordene: da de så op. 
Det betyder jo, at de har gået og set ned. De har slet 
ikke lagt mærke til morgensolen og den lyse dag, for deres 
øjne har været rettet mod vejen. Sådan går man når man har 
et stort problem eller en stor sorg og fortvivlelse, så 
går man indeni sig selv og ser intet af det, som sker 
omkring én. Man ser ned. 
     Men da kvinderne så op, så de at stenen var væltet 
fra ( den var nemlig meget stor).  Bag de enkle og 
almindelige ord ligger et mørke og et lys, et helvede og 
en himmel, som man godt kan forstå, at digtere og musikere 
bruger de kraftigste virkemidler for at beskrive. Stenen 
var meget stor. Den fortæller for det første om dødens 
realitet. Den tunge og kolde sten viser, hvor kold og tung 
døden er, at den kan vi ikke flytte med. Den er en byrde 
som vi ikke kan rokke. Den lukker os inde i et mørke, som 
vi ikke selv kan komme ud af. Men stenen ude ved 
påskegraven var væltet væk. Det viser, hvad Gud har magt 
til at gøre og hvad han vil gøre. Gud bryder påskemorgen 
ind i dødens mørke, så lyset nu skinner derind, hvor der 
før ikke var noget håb.  Og det at stenen var stor og at 
den var væltet fra indgangen, fortæller også, at det var 
virklighed. Det skete. Det var ikke et syn, kvinderne 
havde.  Stenen var så tung en realitet, at den kan 
mennesker ikke flytte med nok så store syner.  Stenen 
fortæller om underet, som var sket.  Det er virkeligt, at 
Jesus opstod af døden. Det er virkelighed. 
     Men vi skal lægge mærke til, at der ikke ét eneste 
sted i påskeevangeliet står: Jesus gik ud af graven.  Det 
er som de ganske almindelige ord, som er i 
påskeevangeliet, tier om, hvad der egentlig skete derude. 
Stenen var væltet fra indgangen, og kvinderne fik at vide, 
at Jesus var opstanden. Men der står ikke, at han gik ud 
af graven og gik hen ad vejen ind til Jerusalem, levende 
fra de døde. Og det er jo fordi det ikke er samme 
virkelighed, som da Jesus gik ind Zakæus' hus eller da 
Jesus drog ind i Jerusalem palmesøndag. Det, som skete 
påskemorgen, og som den store sten og den tomme grav 
vidner om, det er virkelighed, men en virkelighed, som vi 
får fortalt til tro. Det er jo fordi det er et under, som 
skete, så stort et under at det overgår alle andre undere. 
     Den virkelighed, som vi møder påskemorgen, er så 
overvældende, at den først kalder forfærdelse frem. 
Kvinderne blev forfærdede, da de så ind i graven og så en 
ung mand i hvidt tøj. Men englen sagde: " Vær ikke bange, 
I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede, han er 
opstanden, han er ikke her.  Se dér er stedet, hvor de 
lagde ham." Så enkle er ordene. Dér er ikke lange 
forklaringer.  Underet påskemorgen ligner underet 
juleaften, da Guds søn kom til verden. Men underet 
påskemorgen er endnu større. Mærkeligt nok viser det sig 
i, at ordene i påskeevangeliet er underdrevne. Juleaften 
sagde englen til hyrderne: "Se, jeg forkynder jer en stor 
glæde, som skal være for hele folket. " Det kunne englen 
med endnu større ret have sagt påskemorgen: " Se, jeg 
forkynder jer en stor glæde, som er for både døde og 
levende og for hele verden." Men englen siger bare: " Vær 
ikke bange." 
     Ja, det ligner lidt juleaften og Jesu fødsel, det vi 
hører om i påskemorgen. Englen siger: " Se, dér er stedet, 
hvor de lagde ham." Det minder lidt om, at Maria svøbte og 
lagde det nyfødte barn i en krybbe.  Sådan blev Jesus også 
svøbt og lagt af andre på sin dødsseng efter langfredag. 
Men nu er han rejst fra den. Og de skal se ham igen. Sådan 
er de sidste ord i påskeevangeliet: " Dér skal I se ham, 
som han har sagt jer." 
     I påskeevangeliet har der flere gange været brugt 
ordet " se". De så op og så stenen. De så den unge mand. 
Han sagde: " Se, dér. " Og til sidst: " I skal se Jesus 
igen, som han har sagt jer." Og vi synes jo nok, det er 
vigtigst det man kan se. Det fortæller os jo også, at det 
er virkelighed.  Det er virkelighed det der skete. Og 
alligevel så er slutningen af påskeevangeliet endnu 
vigtigere. Der står: som han har sagt jer. Det viser jo, 
at Jesu ord er sande. Han havde sagt, at menneskesønnen 
skal dræbes, men på den tredje dag skal han opstå. Det 
skete. Og det medfører, at alle Jesu andre ord om Gud og 
om os er sande. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, 
så havde hans venner ikke kunne tro på hans ord, så havde 
de glemt dem som gode men dog virkningsløse ord, så var 
disciplene ikke gået ud og fortalt om ham.  Det er kun 
fordi Jesus opstod fra de døde påskemorgen, at evangeliet 
om Guds rige kan prædikes hos os. 
     Paulus skriver det så stærkt i 1. korintierbrev: " Er 
Kristus ikke opstået, så er vort budskab tomt, og jeres 
tro er forgæves. Så er I endnu stadig i jeres synder. Så 
er også de døde gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat 
vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle 
mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som den 
første, og efter ham skal alle følge efter, både døde og 
levende.  Sådan skriver Paulus. 
     Jesu opstandelse påskemorgen er så stort et under, at 
det både virker tilbage og frem i tiden. Det virker 
tilbage og giver alle Jesu ord troværdighed og sandhed. Og 
det virker frem og gør vores tro og vores håb sandt så vi 
både kan leve og dø og genopstå på det. 
     Alt det må vi læse ud af de enkle og almindelige ord, 
som vi hører her påskemorgen.  Et under så stort at vi 
gerne ville bruge de største ord og toner for at beskrive 
det.  Her er nyt fra dødens porte.  Afvæbnet nu og ødelagt 
for evig er al helveds magt.  Redningsmanden er opstanden, 
helvede græder, himlen sig glæder.  Syng, menighed, syng 
frydesang.