195,190,207,205,202 
 
Påskedag hører vi, at to disciple vandrede væk fra 
Jerusalem. De følte stor sorg over langfredag, hvor Jesus 
var død. Men da fortælles det, at den opstandne Jesus kom 
og gik sammen med de to disciple.  Men de genkendte ham 
ikke.  Det er tit vores sind og tanker bestemmer, hvad vi 
ser med vores øjne.  Når vi er bedrøvede, så virker alt 
det vi ser bedrøveligt.  For de to disciple, som vandrede 
til Emmaus, for dem var Jesus død.  Derfor kunne de ikke 
kende ham. De kunne ikke se, at det var ham, som gik ved 
siden af dem og talte med dem. 
     Men selv om vi har svært ved at se Jesus, så er han 
alligevel hos os.  Han hører først på alle vores bønner, 
på alt det vi har håbet skulle blive anderledes, alt det 
som har forfærdet os. Der er jo meget, som kan gøre os 
bange her i livet. De to disciple som vandrede fra 
Jerusalem påskedag, fortalte Jesus om alle deres tanker og 
oplevelser langfredag og dagen efter. 
     Når Jesus har hørt på alle vores sorger, så siger han 
til os: Hvor har I svært ved at tro. For vi ligner jo 
disciplene. For os er døden og alt det onde, det er hårde 
kendsgerninger.  Men at tro opstandelsen, at tro på livet, 
det har vi sværere ved. 
     Og så forklare Jesus os at lidelser hører med til 
livet. Der er situationer, hvor lidelse er nødvendig. Det 
var det for ham. Skulle Kristus ikke lide dette og så gå 
ind til sin herlighed, siger han til disciplene.  Jesus 
tog frivilligt lidelsen langfredag på sig for så at gå ind 
til opstandelsens herlighed. Sorger og angst og svaghed og 
lidelse skal ikke få os til at miste håbet. Vi skal bare 
følge Jesus, så kommer vi ind til hans opstandelses 
herlighed. Han har vist os vejen. Der er en vej gennem alt 
det, som kan gøre os bange. Det er en vej gennem 
lidelserne. Når vi følger Jesus, så er det Guds herlighed 
vi når frem til. 
     Efter at Jesus har sagt os sandheden, at vi har svært 
ved at tro, og efter at han har forklaret, at der er en 
herlighed og himmelsk glæde, som vi når frem til efter 
lidelserne, - så prædiker Jesus evangeliet for os, ligesom 
han gjorde for de to disciple dér på vejen til Emmaus. 
Jesus begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde, 
hvad der stod om ham i alle skrifterne.  Evangeliet 
handler jo om Kristus. Og det prædiker han selv for os. 
     Og når det bliver aften, når vores vandring er til 
ende, så bliver Jesus hos os. Der stod om de to disciple, 
at de bad ham blive hos dem. Jesus er ved vores side også 
når vi har svært ved at tro på ham, også når vi har svært 
ved at se, at han er der. Jesus taler til os også selv om 
vi er uforstandinge og tungnemme til at tro og han bliver 
hos os, når vi beder ham om det. 
     Og så sker det, at Jesus rækker troen til os. Sådan 
hører vi om de to disciple, at Jesus velsignede brødet og 
gav dem det, og da åbnedes deres øjne og de genkendte ham. 
Det var Jesus, der åbnede deres øjne. Han gav dem troen 
tilbage. Han gav dem livet tilbage.  Ligesom brød betyder 
overlevelse for os.  Sådan betyder det som Jesus rækker 
os, at vi kan overleve, at vi endda kan overleve døden. 
For den tro, som Jesus giver os, er jo troen på 
opstandelsen.  Det er troen på, at der er en god mening 
med alt det som sker, også når vi synes, at det er 
meningsløst. 
     Men påskedag hører vi om disciplene da de får troen 
på Jesus, på den opstandne, da de genkender ham, da bliver 
han usynlig for dem. Det vigtige er ikke at se Jesus, men 
at tro på ham. Det vigtige er, at vi hører Jesu ord, som 
de kommer til os gennem skrifterne, gennem bibelen. Jesus 
vil ikke være synlig hos os her i vores jordiske liv.  Men 
han vil være hos os i ord, der kan give os tro.  At tro 
det er at blive optændt af nyt håb. Vi kan også tale om, 
at nogle har en brændende lyst til livet.  Det er det 
Jesus vil give os med sine ord.  Derfor åbner han bibelen 
for os, så vi dér hører Guds trøst og opmuntring til os. 
Vi har også et udtryk der hedder, at noget kan være som en 
lukket bog for os.  Når Jesus åbner bibelen for os, så er 
det det samme, at han viser os hen, hvor vi kan finde 
opmuntring og trøst både i livet og døden. Det er netop i 
Guds ord til os som vi hører det i bibelen. 
     Jesus går stadigvæk ved vores side. Ligesom han 
vandrede sammen med disciplene påskedag. Jesus bliver hos 
os, ligesom han gjorde det da det blev aften og de gik ind 
for at spise sammen. Jesus bliver hos os også selv om vi 
ikke kan se ham. Han bliver ved med at række troen og åbne 
Guds ord for os, så vi får lyst til livet. 
     Jesu opstandelse virker både her i vores liv, så vi 
står op fra alle vores sorger og lidelser og går ud i 
livet, som Gud giver os. Og Jesu opstandelse virker også, 
når vi skal dø, sådan at vi går ind til Guds himmelske 
herlighed. 
     Vi må bede ligesom de to disciple, som vandrede fra 
Jerusalem, vi må bede Jesus: " Bliv hos os." For det er 
først når han rækker sin hånd til os gennem al vores 
tvivl, at vi kan genkende ham. 
     Den opstandne bliver hos os i dåben og nadveren. Dér 
rækker han sin tro og sit håb og sin kærlighed til os. 
Håbet hører vi om ved dåben.  Vi hører det i ordene: Lovet 
været Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin store 
barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu 
Kristi opstandelse fra de døde. Det håb vi har fået ved 
Jesu opstandelse er levende.  Det er et påskehåb, som er 
så levende, at der ikke er noget ondt og noget mørkt, som 
kan slukke det. Det er lige så lyst og levende et håb, som 
påskesolen, der skinner ind i den tomme grav, hvor Jesus 
ikke er mere, fordi han er opstået fra de døde.  Det er et 
dejligt håb, vi får skænket. 
     Dødens magt er brudt.  Døden er jo alt det, som vil 
ødelægge vores tro og vores håb og vores kærlighed. Men 
Jesus har sejret over den død, både den som kommer i vores 
liv som problemer og sorger, og den som kommer engang, når 
det bliver langfredag for os. Men så er det, at Jesus har 
vist, at efter langfredag kommer påskedag også for os. 
Det bliver han ved med at fortælle os. 
     Da Jesus talte til de to disciple, som vandrede fra 
Jerusalem påskedag, så brændte deres hjerte i dem.  Han 
tændte håb i deres hjerter og gav dem en brændende tro og 
en brændende kærlighed. Det gør Jesus også hos os. I 
nadveren beder vi til ham: Du som selv er til stede 
iblandt os med al din kærligheds rigdom.  Styrk os i vores 
indre menneske, at du må bo ved troen i vores hjerter. 
     Vi har det som de to disciple i Emmaus, at Jesus er 
usynlig for os, og alligevel er han hos os og bor ved 
troen i vores hjerte, så der brænder en evig flamme af tro 
og håb og kærlighed. 
     Jesus går stadigvæk ved vores side. Ligesom han 
vandrede sammen med disciplene påskedag. Jesus bliver hos 
os, ligesom han gjorde det da det blev aften og de gik ind 
for at spise sammen. Jesus blive rhos os også selv om vi 
ikke kan se ham. Han bliver ved med at række troen og åbne 
Guds ord for os. 
 
ny prædiken 
 
     Anden påskedag 195,190,207,205,202 
     Det er ikke særlig rosende at sige om nogen, at de 
     ser syner. Det er jo 
det samme som at sige, at de er syge. Ja, der er endda 
noget uhyggeligt over den slags sygdom, hvor man hører 
stemmer eller ser noget, som ikke er der. De mennesker, 
som har det sådan, dem kan man ikke stole på. Man kan have 
medlidenhed med dem, men man kan ikke regne med dem. 
     De to, som vi hører om i prædikestykket i dag, 
fortæller, at nogle af de kvindelige disciple var blevet 
syge. De dramatiske begivenheder med Jesu død, sorgen over 
det der var sket, og frygten for det, der skulle ske, 
havde været fo rmeget for kvinderne.  Påskemorgen kunne de 
ikke finde Jesu legeme og de havde endda i et syn set 
engle, der sagde, at han lever. Kvinderne var begyndt at 
se syner. 
     Mon ikke de to disciple, som var på vej væk fra 
Jerusalem, havde fået nok. De syntes det hele var blevet 
for meget. Man kan blive ør i hovedet af al for megen 
sindsbevægelse. De havde været begejstret for Jesus, så 
var han død og endda på en ydmygende måde, og nu var hans 
lig væk. De to disciple kunne ikke holde til mere. De var 
på vej væk fra det hele. 
     Vi er så tilbøjelige til at mene, at mennesker for 
hundrede år siden eller tusind år siden, at det var en 
anden slags mennesker end os. Det er da også rigtigt, at 
vores tilværelse er meget forskellig fra deres.  Men de 
tænkte på mange måder sådan som vi. De kunne blive bange 
og hjælpeløse sådan som vi. De kunne blive fortvivlede, 
når der skete uforståelige ting, som gik på tværs af deres 
tanker. 
     De to disciple siger om Jesus, at han var en profet, 
mægtig i gerning og ord. Det kan vi selv mærke, når vi 
læser de historier Jesus fortalte. De er som gode 
historier skal være, korte og klare og spændende. De 
rummer så mange tanker, at vi kan blive ved at finde noget 
nyt i dem, selv om vi har hørt dem mange gange. Og hans 
historier havde en endnu større virkning dengang, da de 
blev hørt for første gang. 
     Man kan godt forstå, at de to disciple, som er på vej 
til Emmaus, siger, at Jesus var en profet, mægtig gerning 
og ord over for Gud og hele folket. Og man kan godt 
forstå, at de to disciple blev skuffede og fortvivlede 
over Jesu død. De havde håbet, at det helt store skulle 
ske. Ikke bare at han gjorde nogle få mennesker rakse, 
eller fortalte nogle få gode historier, men at der 
virkelig kom noget ud af det: et vendepunkt i 
verdenshistorien. De to disciple tænker sådan som vi ville 
gøre, ja, man kan endda læse et meget menneskeligt træk ud 
af deres ord. De er ikke kun vrede på præsterne, der slog 
Jesus ihjel. De er også bitre på Jesus, fordi han ikke 
levede op til deres ønsker. Det lyser ud af deres ord: Vi 
havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. 
Deres bitterhed er et meget menneskeligt træk, som vi 
kender fra os selv, når alting ikke går efter vores 
tanker. 
     Jo, det var mennesker som os, der levede dengang. De 
syntes også at det at se syner var noget sygt. Og de 
stolede ikke på kvinderne eller regnede med dem. Det er 
egentlig det bedste bevis på, at det som skete påskemorgen 
er sandt, at det er mennesker som os, der oplevede det. De 
var ikke dumme og godtroende og barnlige, som ikke 
stillede spørgsmål ved tingene. De brugte deres forstand 
lige så meget som vi. Til dem, de to disciple på vej til 
Emmaus, kommer den opstandne Jesus og går sammen med dem. 
     De to, som ikke kan lide kvindernes syner, kommer 
selv til at se syner.  Men det er på en mærkelig måde. 
Jesus er ikke et syn de ser. Han er et ganske almindeligt 
mennesker, ikke gennemsigtig. han går sammen med dem og 
taler med dem. Han sætter sig til bords med jdem og 
brækkekr brødet. Han er virkellig.  Det eneste 
spøgelsesagtige der er, det består i, at de ikke kan se, 
at han er Jesus og at han bliver usynlig, da de genkender 
ham. 
     Tidligere professor Johannes Sløk skriver om de to 
disciples vandring til Emmaus, at det er som om vi 
beginder os i en mærkelig verden, hvor det virkelige 
fortoner sig i uvirkelighed og sære ting bliver virkelige. 
Vandringen til Emmaus er den besynderligeste 
spørgelseshistorie, besynderlig, fordi det på en eller 
enanden måde er spøgelset, det er virkeligt, og altså ikke 
noget spøgelse. Det er de andre, de to mænd, der er sat 
uden for virkeligheden. Sådan skriver Johannes Sløk. 
     De to disciple var overbevist om, at de havde set 
Jesus. De mente ikke, at de havde set syner. Derfor 
skyndte de sig tilbage til Jerusalem. Og der fik de at 
vide, at Jesus virkelig er opstanden og set af Peter. Det 
var mennesker som os, og de så den opstandne Jesus som en 
virkelighed, der standsede dem og fik hjertet til at 
brænde i dem, så de måtte fortælle det til hinanden. 
     Det var kun i tiden lige efter påske, at Jesus viste 
sig nogle gange for disciplene og trøstede dem og fik 
hjertet til at brænde i dem. Ja, nogle år efter viste 
Jesus sig også for Paulus, som egentlig forfulgte de 
kristne, men pludselig kom Paulus til tro på Jesus. Hans 
hjerte brændte i ham, så han måtte ud og fortælle alle om 
Jesus. 
     Der er nogle få andre, som i tidens løb har fortalt, 
at de har set Jesus. Men for de første kristne var det kun 
lige i tiden efter påske, at de så ham. 
     Derefter holdt de jo gudstjeneste hver søndag, for at 
høre Jesu ord og synge. Da viste Jesus sig ikke for dem, 
men alligevel mente de, at han var usynlig der. Han havde 
jo selv sagt: Hvor to eller tre er sammen om mit navn, der 
er jeg midt iblandt dem. Vi kristne holder ikke kun 
gudstjeneste for at huske og genfortælle Jesu ord. Vi 
holder gudstjeneste, fordi Jesus stadig lever og er midt 
iblandt os. Han har del i Guds magt og er Guds højre hånd. 
Jesus er hos os for at hjælpe os. 
     Der er intet spøgelsesagtigt over Jesus. Han er 
snarer endnu mere virkelig end vi er det, vi som kan blive 
bitre og kristiske og miste håbet og modet. Vi har lettere 
ved at se det negative, skuffelserne og nederlagene. 
Jesus har brudt igennem alt det. Han kommer med en ny 
virkelighed, hvor det ondes magt og dødens magt er brudt. 
Jesus er gået ind til sin herlighed, for at han kan føre 
os derhen. 
     Kristendommen giver os et godt syn på livet. Den 
siger jo, at vi ikke skal nå højt for at blive frelst. 
Nej, selv den laveste, den mindste , barnet, er i Guds 
rige. Det er vi ved Guds kraft og ved Guds nåde.  Guds 
nåde er tydelige i Jesu død. At Gud giver sin egen søn for 
vores skyld.  Guds kraft er tydelig i Jesu opstandelse, at 
Gud vil befri os ud af det onde. 
     Påskemorgen giver os en fred og en sikkerhed, som vi 
må bruge allerede her i vores jordiske liv. Hvordan det 
end går os her i verden og hvormange omskiftelser vi end 
kommer igennem, må vi vide, at vi gennem det hele er Guds 
mennesker, også når vi ikke kan finde os selv. Også i de 
perioder, hvor alt flyder for os, må vi vide, at Gud ser 
på dig og mig som et eneståede menneske. Gud ser i dig og 
mig sit barn. 
     Den nåde og den kraft blev tydelig påskemorgen. Det 
er en nåde og en kraft, som vi må leve ud af nu. Når Gud 
har den magt, at han kan overvinde døden og frelse os ud 
af den, så vil Gud også hjælpe os i alle de problemer, som 
vi har i vores liv. For i sammenligning med døden, så er 
alt det andet mindre problemer. 
     Påskemorgen giver os også en godt retning at leve i. 
Det er ikke det store mørke, som venter os. Men det store 
lys. Vores liv er ikke en flugt fra noget. Men det er en 
vandring, hvor vi endda kan glæde os til målet. Mon det 
ikke også er derfor, Jesu opstandelse skete en morgen. Det 
vi går imod er ikke en aften eller en mørk nat, hvor alt 
lys slukkes for os og vi ligger helt stille. Nej, det vi 
går imod er en morgen, en lysende solopgang, en 
forårsmorgen, hvor livet er nyere og friskere end det 
nogensinde har været. 
     Selv om det lyder utroligt, påskebudskabet, så skal 
vi ikke være bange for at bruge det i vores liv. 
Påskebudskabet er så stærkt, at vi kan bruge det i alle de 
problemer vi har, og vi kan aldrig slide ordene op, så de 
ikke kan hjælpe os længere. Nej, selv i vores død må vi 
gribe til påskeordene og så vil de vise vejen til ind Gud. 
 
ny prædiken 
 
 
     Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad 
der er foregået dér i disse dage? Sådan spørger de to 
disciple Jesus. De ved ikke, det er ham, de taler til. Og 
hvad ved de egentlig selv om det, som var sket i 
Jerusalem.  Viser de ikke med al deres vantro, at de i 
virkeligheden selv er de fremmede.  De ved ikke, at deres 
frelse er fuldbyrdet, at den opstandne frelser går ved 
siden af dem, og et nyt liv er begyndt, påskesolen skinner 
over en verden, som er forandret i bund og grund, fordi 
døden har lidt sit første nederlag. 
     Er du alene fremmed i Jerusalem? Man kan høre de ord 
sagt. De er meget livagtige. Bare sådan én sætning viser, 
at det er noget som skete, det vi hører.  Er du alene 
fremmed, spørger de, og så er de selv de fremmede. 
     Det, som skete, var jo så mærkeligt, at selv de, der 
havde gået sammen med Jesus, de havde svært ved at tro. De 
kunne fortælle alt, hvad der var foregået.  At Jesus fra 
Nazareth havde gjort mange undergerninger, og var blevet 
idømt dødsstraf og korsfæstet, og nu var hans grav tom, og 
kvinderne var blev vanvittige og havde set engle. De to, 
som vandrer til Emmaus, kan fortælle det hele som det var, 
men de kan ikke se gennem det. Det kalder ikke tro frem i 
dem, men tvivl. 
     Når de to disciple var på vej væk fra Jerusalem, var 
det måske fordi de mente det var for farligt at være dér 
efter langfredag, hvor Jesus var korsfæstet. De gik og 
talte med hinanden om Jesu død og om, at alt var gået 
anderledes end de havde håbet. De havde haft et stort håb 
på Jesus.  Men da kommer han og slår følge med dem. Men 
deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.  Det er tit 
vores sind og tanker bestemmer, hvad vi ser med vores 
øjne. Når vi er bedrøvede, så virker alt det vi ser 
bedrøveligt. For de to disciple, som vandrede til Emmaus, 
for dem var Jesus død.  Derfor kunne de ikke kende ham. De 
kunne ikke se, at det var ham, som gik ved siden af dem. 
     Hvad gør Jesus så, når han kommer og går sammen med 
os på vores vandring gennem livet.  Han hører først på 
alle vores beklagelser, på alt det vi har håbet skulle 
blive anderledes, alt det som har forfærdet os. Der er jo 
meget, som kan gøre os bange her i livet. De to disciple 
fortælller, at kvinder har forfærdet dem. De var ude ved 
graven tidligt om morgene, men fandt ikke hans legeme og i 
et syn så de engle, som sagde, at Jesus lever. Der er 
meget, som kan gøre os bange. Det kan også være glædelige 
ting, der gør os bange. Det var jo glædeligt, det 
kvinderne havde hørt. Men det var for utroligt og umuligt. 
     Når Jesus har hørt på alle vores sorger og på alt 
det, som vi har misforstået, så sigekr han til os: I 
uforstandige og tungnemme til at tro.  For vi ligner jo 
disciplene, For os er døden og alt det onde, det er hårde 
kendsgerninger.  Men at tro opstandelsen, at tro på livet, 
det har vi sværere ved. Det er vi tungnemme til. 
     Og så forklare Jesus os at lidelser hører med til 
livet. Der er situationer, hvor lidelse er nødvendig. Det 
var det for ham. Skulle Kristus ikke lide dette og så gå 
ind til sin herlighed. Jesus tog frivilligt lidelsen 
langfredag på sig for så at gå ind til opstandlsesn 
herlighed. Sorger og angst og svaghed og lidelse skal ikke 
få os til at miste håbet. Vi skal bare følge Jesus, så 
kommer vi ind til hans opstandelses herlighed. Han har 
vist os vejen. Der er en vej gennem alt det, som kan gøre 
os bange. Det er en vej gennem lidelserne. Når vi følger 
Jesus, så er det Guds herlighed vi når frem til. 
     Efter at Jesus har sagt os sandheden, at vi er 
uforstandige og tungnemme til at tro, og efter at han har 
forklaret, at der er en herlighed og himmelsk glæde, som 
vi når frem til efter lidelserne, - så prædiker Jesus 
evangeliet for os, ligesom han gjorde for de to disciple 
dér på vejen til Emmaus. Jesus begyndte med Moses og alle 
profeterne og udlagde, hvad der stod om ham i alle 
skrifterne. Evangeliet handler jo om Kristus. Og det 
prædiker han selv for os. 
     Og når det bliver aften, når vores vandring er til 
ende, så bliver Jesus hos os. Der stod om de to disciple, 
at de bad ham blive hos dem. Jesus er ved vores side også 
når vi har svært ved at tro på ham, også når vi har svært 
ved at se, at han er der. Jesus taler til os også selv om 
vi er uforstandinge og tungnemme til at tro og han bliver 
hos os, når vi beder ham om det. 
     Og så sker det, at Jesus rækker troen til os. Sådan 
hører vi om de to disciple, at Jesus velsignede brødet og 
gav dem det, og da åbnedes deres øjne og de genkendte ham. 
Det var Jesus, der åbnede deres øjne. Han gav dem troen 
tilbage. Han gav dem livet tilbage.  Ligesom brød betyder 
overlevelse for os.  Sådan betyder det som Jesus rækkekr 
os, at vi kan overleve, at vi endda kan overleve døden. 
For den tro, som Jesus giver os, er jo troen på 
opstandelsen.  Det er troen på, at der er en god mening 
med alt det som sker, også når vi synes, at det er 
meningsløst. 
     Men vi skal lægge mærke til at straks da disciplene 
får troen på Jesus, på den opstandne, da de genkender ham, 
da bliver han usynlig for dem. Det vigtige er ikke at se 
Jesus, men at tro på ham. Det vigtige er, at vores hjerte 
brænder, når vi hører Jesu ord, som de kommer til os 
gennem skrifterne, gennem bibelen. Jesus vil ikke være 
synlig hos os.  Men han vil være hos os i ord, der kan 
give os tro, så vores hjerte brænder. At tro - det er at 
regne noget for meget vigtigt. At tro - det er at regne 
livet og det gode for vigtigt. Atj være bedrøvet er det 
samme som at føle en stor tomhed og meningsløshed. Sådan 
havde de to disciple det, da de vandrede fra Jerusalem til 
Emmaus og talte om langfredag. At tro det er derimod at 
blive optændt af nyt håb. Vi kan også tale om, at nogle 
har en brændende lyst til livet. Det er det Jesus vil give 
os med sine ord. Derfor åbner han bibelen for os, s'å vi 
dér hører Guds trøst og opmuntring til os. Vi har også et 
udtryk der hedder, at noget kan væpre som en lukket bog 
for os.  Når Jesus åbner bibelen for os, så er det det 
samme, at han viser os hen, hvor vi kan finde opmuntring 
og trøst både i livet og døden. Det er netop i Guds ord 
til os som vi hører det i bibelen. 
     Jesus går stadigvæk ved vores side. Ligesom han 
vandrede sammen med disciplene påskedag. Jesus bliver hos 
os, ligesom han gjorde det da det blev aften og de gik ind 
for at spise sammen. Jesus blive rhos os også selv om vi 
ikke kan se ham. Han bliver ved med at række troen og åbne 
Guds ord for os, så vi får en brændende lyst til livet. 
     Det kunne man også tydeligt se med de to disciple. 
Pludselig var de ikke bedrøvede mere. Nej, de brød straks 
op for at være sammen med de andre disciple. Sådan gvier 
troen os nye kræfter, ny lyst til at være sammen. Jesu 
opstandelse virker både her i vores liv, så vi står op fra 
alle vores sorger og lidelser og går ud i livet, som Gud 
giver os. Og Jesu opstandelse virker også, når vi skal dø, 
sådan at vi går ind til Guds himmelske herlighed. 
     Vi må bede ligesom de to disciple, som kom til 
Emmaus, vi må bede Jesus: " Bliv hos os." For det er først 
når han rækker sin hånd til os gennem al vores tvivl, at 
vi kan genkende ham. 
     Den opstandne bliver hos os i dåben og nadveren. Dér 
rækker han sin tro og sit håb og sin kærlighed til os. 
Håbet hører vi om ved dåben, som begynder med ordene: 
Lovet været Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin 
store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved 
Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det håb vi har fået 
ved Jesu opstandelse er levende.  Det er et påskehåb, som 
er så levende, at der ikke er noget ondt og noget mørkt, 
som kan slukke det. Det er lige så lyst og levende et håb, 
som påskesolen, der skinner ind i den tomme grav, hvor 
Jesus ikke er mere, fordi han er opstået fra de døde.  Det 
er et dejligt håb, vi får skænket i vores dåb. Det er et 
lysende håb. Johannes Johansen skriver det sådan i en 
dåbssalme: 
 
Gud som tændte lys i verden, 
sol og måne, stjerneskær, 
lys for os i al vor færden 
med det lys der tændes her. 
 
Lyset ingen selv kan tænde 
er i Jesu eget ord: 
Hver en dag til verdens ende 
er jeg med jer som en bror 
 
Lyset er i barnedåben, 
og vi ser fra denne dag 
himlen over os stå åben 
med alt Herrens velbehag 
 
Selv på vore mørke dage, 
hvor hvert lys er gået ud, 
skinner klarest på sin stage 
håbet der er tændt af Gud. 
 
Dette dåbslys skal I bære 
som et tegn i dagen ud: 
Altid vil for jer der være 
lys i himlen, tændt af Gud. 
 
Lys for andre skal vi være, 
tændt af Gud fra top til tå, 
da får Gud alene ære 
stor er han i sine små. 
 
     Det betyder, at vi i vores lange liv -hvor mange år 
det så strækker sig over - så rummer vores liv jo mange 
øjeblikke af glæder og sorger, af problemer og sejrer, men 
gennem det hele må håbet fra begyndelsen, fra dåben, 
brænde lige stærkt, fordi håbet stammer fra det under, som 
skete ved Jesu opstandelse. Dér blev dødens magt brudt. 
Døden er jo alt det, som vil ødelægge vores tro og vores 
håb og vores kærlighed. Men Jesus har sejret over den død, 
både den som kommer i vores liv som problemer og sorger, 
og den som kommer engang, når det bliver langfredag for 
os. Men så er det, at Jesus har vist, at efter langfredag 
kommer påskedag også for os.  Det bliver han ved med at 
fortælle os. 
     Da Jesus talte til de to disciple, som gik til 
Emmaus, så brændte deres hjerte i dem.  Han tændte håb i 
deres hjerter og gav dem en brændende tro og en brændende 
kærlighed. Det gør Jesus også hos os. I nadveren beder vi 
til ham: Du som selv er til stede iblandt os med al din 
kærligheds rigdom.  Styrk os i vores indre menneske, at du 
må bo ved troen i vores hjerter. 
     Vi har det som de to disciple i Emmaus, at Jesus er 
usynlig for os, og alligevel er han hos os og bor ved 
troen i vores hjerte, så der brænder med en evig flamme af 
tro og håb og kærlighed. 
 
ny prædiken 
 
                      Anden påskedag 
 
     Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad 
der er foregået dér i disse dage? Sådan spørger de to 
disciple Jesus. De ved ikke, det er ham, de taler til. Og 
hvad ved de egentlig selv om det, som var sket i 
Jerusalem.  Viser de ikke med al deres vantro, at de i 
virkeligheden selv er de fremmede.  De ved ikke, at deres 
frelse er fuldbyrdet, at den opstandne frelser går ved 
siden af dem, og et nyt liv er begyndt, påskesolen skinner 
over en verden, som er forandret i bund og grund, fordi 
døden har lidt sit første nederlag. 
     Er du alene fremmed i Jerusalem? Man kan høre de ord 
sagt. De er meget livagtige. Bare sådan én sætning viser, 
at det er noget som skete, det vi hører.  Er du alene 
fremmed, spørger de, og så er de selv de fremmede.  Over 
for påskens ord står vi nemlig alle lige.  De, som tror, 
at de kender sandheden om påsken og ved, hvad der skete, 
og kan fortælle det hele til mindste detalje, de skal 
alligevel have det fortalt igen og udlagt.  Og de som ikke 
kan forstå alle de mærkelige begivenheder, de er tættere 
ved påskens under end de selv ved af. 
     Det, som skete, var jo så mærkeligt, at selv dem, der 
havde gået sammen med Jesus, de havde svært ved at tro. De 
kunne fortælle alt, hvad der var foregået.  At Jesus fra 
Nazareth havde gjort mange undergerninger, og var blevet 
idømt dødsstraf og korsfæstet, og nu var hans grav tom, og 
kvinderne var blev vanvittige og havde set engle. De to, 
som vandrer til Emmaus, kan fortælle det hele som det var, 
men de kan ikke se gennem det. Det kalder ikke tro frem i 
dem, men tvivl. 
     For os i dag er der sikkert også mange, som 
påskeordene mere fremkalder tvivl hos.  Jesu død kan godt 
være sket, men hans opstandelse det lyder utroligt. Og det 
hjælper ikke, at vi giver mange grunde til, at 
opstandelsen påskemorgen må være sket. 
     For det kan vi rent faktisk godt begrunde ud fra en 
hel række af forhold. Vi kan sagtens argumentere mod 
tvivlen. Der må jo være sket et eller andet med den døde 
Jesus. Og det kan ikke være disciplene som i nattens mulm 
og mørke har fjernet liget.  Så ville de jo være blevet i 
håbløsheden.  Så kunne de umuligt have prædiket om ham med 
en sådan iver, at de blev forfulgt og slået ihjel for hans 
skyld. Hvem vil lide døden for noget, som man ved er en 
løgn, som man selv har fundet på. 
     Det kan heller ikke være ypperstepræsterne og de 
ældste, som havde fjernet Jesu lig.  Så kunne de jo let 
have modbevist kristendommen og de kristne, når de talte 
om opstandelsen. Modstanderne kunne bare fremvise den døde 
Jesus. 
     Derfor må det også være mere end syner, disciplene 
så, når de flere gange påskedag og i dagene derefter så 
Jesus. Graven var jo tom. Den døde Jesus var der ikke 
mere, og det var hverken hans tilhængere eller 
modstandere, som havde fjernet ham. 
     Endelig som sidste punkt mod tvivlen, er det er også 
forkert, hvis man mener, at de første kristne ønskede af 
deres hjerte, at Jesus var levende, at de ønskede det så 
stærkt, at de drømte sig til det og selv kom til at tro på 
det.  For de ønskede ikke Jesu opstandelse.  Kvinderne gik 
ud til graven i den tro, at han var død.  Det eneste der 
var tilbage, var at salve ham.  Sådan havde disciplene det 
også.  De havde låst sig sig inde og havde opgivet alt. 
Ja, to af dem var på vej væk, bedrøvede og håbløse, de 
hverken ventede eller ønskede, at Jesus skulle opstå. Det 
var deres sidste tanke.  Hvordan kunne han, som var død og 
som havde forladt dem og skuffet dem, hvordan kunne han 
komme tilbage. Det var deres sidste tanke. 
     Vi kan sagtens argumentere imod, at det vi hører i 
påsken er noget de kristne selv har fundet på. Vi kan 
sagtens argumentere mod tvivlen.  Men det hjælper ikke, at 
vi giver mange grunde til, at opstandelsen påskemorgen må 
være sket.  De argumenter fremkalder ikke tro.  Jesus kom 
jo også med mange argumenter, da han gik sammen med de to 
til Emmaus. Det var ikke af den slags som jeg har nævnt. 
Det var argumenter ud fra bibelen, som Jesus brugte.  Han 
forklarede, hvorfor det var nødvendigt, at frelseren 
skulle dø. 
     Det var ud fra Det gamle Testamente, Jesus 
argumenterede. Vi moderne mennesker kender ikke Det gamle 
testamente så godt som jøderne gjorde på Jesu tid.  Men vi 
kan genfortælle historien, jødernes historie, og så vil vi 
se, at det er vores egen historie.  Det gamle Testamente 
handler om fald og oprejsning og om skuffelser og håb. 
Jøderne var Guds eget folk, fordi de tydeligt viste, 
hvordan vi mennesker er.  Mennesker er sådan, at de vil så 
meget godt og giver så mange løfter, men hvad ender det 
med. Det bliver aldrig som man gerne ville, også selv om 
man gør sig umage.  Ja, de mest ivrige, de som er ude på 
at nå mest og højest, det er de tit sådan at de falder 
dybest.  Sådan var det med jøderne. De havde lovet Gud at 
holde hans bud og tro på ham. Men hvad kom der ud af det. 
For det meste vantro og hykleri og nederlag.  Gang på gang 
faldt jøderne fra troen, fordi de syntes det var mere 
forståeligt og let at tro på andre ting end Gud. Sådan er 
menneskenes og vor egen historie en lang række af fald 
bort fra det sande og det gode og det rigtige, Guds vilje. 
Syndefaldet står helt i begyndelsen af bibelen som noget 
af det første mennesker gør, fordi de vil være sig selv, 
være alene, selv bestemme. Men hvad kommer der ud af det, 
et ødelagt paradis, hvor man længes tilbage, eller håber 
på genoprettelse. Det var nødvendigt, at frelseren gik 
helt derned, hvor vi var faldet, for at han kan rejse os 
op.  Langfredag går Jesus helt ud til os, så langt som det 
værste menneske kan være faldet, og påskedag bliver vi 
rejst op sammen med ham. Derfor var det nødvendigt, at 
Kristus skulle lide og så indgå til sin herlighed, for at 
han kunne rejse os faldne mennesker og genoprette paradis. 
Med et eksempel kan vi vise det.  Forbryderen ved Jesu 
side langfredag, var en fordømt og fortabt, men Jesus hang 
ved hans side og tog ham med ind i Guds lyse rige.  Jesus 
sagde: I dag skal du være med mig i Paradis. Fordi Jesus 
hang på korset, blev alt genoprettet for forbryderen ved 
hans side. 
     Sådan kan vi argumentere for Jesu død og opstandelse. 
Men egentlig kan disse argumenter ikke fremkalde tro. 
Nogle gange kan argumenterne få vores hjerte til at 
brænde.  Det er hvis ordet rammer noget, som lige passer 
på os.  Men troen kommer først i det øjeblik, hvor den 
opstandne Jesus selv rækker sin hånd ud mod os og går med 
os. 
     Vi må bede ligesom de to disciple, som kom til 
Emmaus, vi må bede Jesus: " Bliv hos os." For det er først 
når han rækker sin hånd til os gennem al vores tvivl, at 
vi kan genkende ham. 
     Den opstandne bliver hos os i dåben og nadveren. Dér 
rækker han sin tro og sit håb og sin kærlighed til os. 
Håbet hører vi om ved dåben, som begynder med ordene: 
Lovet været Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin 
store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved 
Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det håb vi har fået 
ved Jesu opstandelse er levende.  Det er et påskehåb, som 
er så levende, at ikke noget ondt og noget mørkt kan 
slukke det. Det er lige så lyst og levende et håb, som 
påskesolen, der skinner ind i den tomme grav, hvor Jesus 
ikke er mere, fordi han er opstået fra de døde.  Det er et 
dejligt håb, vi får skænket i vores dåb. Det betyder, at 
vi i vores lange liv -hvor mange år det så strækker sig 
over - så rummer vores liv jo mange øjeblikke af glæder og 
sorger, af problemer og sejrer, men gennem det hele må 
håbet fra begyndelsen, fra dåben, brænde lige stærkt, 
fordi håbet stammer fra det under, som skete ved Jesu 
opstandelse, hvor dødens magt blev brudt.  Døden er jo alt 
det, som vil ødelægge vores tro og vores håb og vores 
kærlighed. Men Jesus har sejret over den død, både den som 
kommer i vores liv som problemer og sorger, og den som 
kommer engang, når det bliver langfredag for os. Men så er 
det, at Jesus har vist, at efter langfredag kommer 
påskedag også for os. Det bliver han ved med at fortælle 
os. 
     Da Jesus talte til de to disciple, som gik til 
Emmaus, så brændte deres hjerte i dem.  Han tændte håb i 
deres hjerter og gav dem en brændende tro og en brændende 
kærlighed. Det gør Jesus også hos os. I nadveren beder vi 
til ham: Du som selv er til stede iblandt os med al din 
kærligheds rigdom.  Styrk os i vores indre menneske, at du 
må bo ved troen i vores hjerter. 
     Vi har det som de to disciple i Emmaus, at Jesus er 
usynlig for os, og alligevel er han hos os og bor ved 
troen i vores hjerte, så det brænder med en evig flamme af 
tro og håb og kærlighed. 
                                    Amen.