377,6,435,551,608 
 
     Kanan var det land, som jødefolket kom til efter deres 
vandring i ørkenen i 40 år. Det var det land, som Gud havde 
lovet sit folk, at de måtte bosætte sig i. Og da jøderne 
skulle erobre landet, da sagde Gud til dem om den 
oprindelige befolkning, kananæerne: Du må ikke slutte pagt 
med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du skal rive deres 
altre ned. Dig har Gud udvalgt af alle folk på jorden, ikke 
fordi I er større end alle andre folk, for I er det mindste 
af alle folk. Men fordi Gud elskede jer.  Du skal fortære 
alle de folk, Gud giver dig. Vis dem ingen barmhjertighed, 
og dyrk ikke deres guder. Om kananæerne sagde Gud til sit 
udvalgte folk, jøderne: Du skal udrydde deres navn under 
himlen. Du skal få dem alle udryddet. 
     Sådan var jødernes syn på kananæerne, som nogle der 
skulle udryddes fordi de var hedninge. Ganske vist endte det 
med, at israelitterne ikke fik den oprindelige befolkning 
fordrevet. Det lykkedes kananæerne at blive boende i en del 
af landet, sådan står der i Dommerbogen kap 1,27. 
     Det skal vi høre bag ved fortællingen i dag. I følge 
Guds bud var kvinden en, som man ikke skulle vise 
barmhjertighed og som ikke havde lov til at leve i Guds 
hellige land. 
     Det er vel også derfor Jesus først ikke svare kvinden 
med et eneste ord.  Han prøver at overhøre og overse hende. 
Og disciplene siger: Send hende væk.  Men det ender med, at 
Jesus er så barmhjertig at han bønhøre kvinden. Han siger: 
Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." I 
stedet for at lytte til bibelens ord og den jødiske lovs 
regler, så lytter Jesus til den barmhjertighed, som han er 
fyldt af, og som ikke kan sige nej, selv ikke til en 
kananæisk kvinde. 
     For det første vil den fortælling lære os, at vi aldrig 
må give op, når vi beder om noget. Også selv om vi føler, at 
Gud ikke giver et eneste ord til svar, men overhører og 
overser os. For det gør Gud ikke. Nej, vi skal bare blive 
ved, for Gud vil bryde alle regler for at vise 
barmhjertighed. Gud kan ikke sige nej til os. 
     Der er kristne, som har levet i den tro, at vi skal 
modtage alt det, som sker i vores liv, i tak til Gud, og 
bøje under hans vilje og under de byrder, som bliver lagt på 
os. Og det er kristen tro. Men det er også kristen tro at 
blive ved at bede om at Gud vil ændre det vi ikke kan bære, 
aldrig miste håbet og troen på, at Gud vil vende alt det 
onde til det gode. Den kananæiske kvinde gav ikke op, da 
Jesus var tavs, og hun gav ikke op, da han først sagde nej. 
Det er jo fortalt for at vi må efterligne hende. 
     Jesus har i øvrigt selv fortalt en lignelse om det 
samme. Han sagde: I en by var der en dommer, som var 
ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke og hun 
kom gang på gang til dommeren og sagde: Hjælp mig over for 
min modpart. Længe ville dommeren ikke, men til sidst sagde 
han til sig selv.  Selv om jeg er ligeglad med mennesker, 
vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun 
volder mig besvær. Ellers ender det ved med, at hun kommer 
og slår mig i ansigtet" og Jesus sagde: Skulle Gud så ikke 
skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til Gud dag og 
nat. 
     Jeg så en film i biografen. Den handlede bl.a. om en 
soldat, der havde mistet begge ben i Vietnamkrigen og var 
meget bitter over sin skæbne. Men så skete det, at han og en 
ven var ude og fiske på en fiskekutter og der blev en stor 
storm. Og da havde soldaten fået nok. Han kravlede med sine 
armes hjælp helt op i masten af kutteren. Der hagede han sig 
fast med de benstumper han havde tilbage og han rakte sine 
arme mod himlen og råbte til Gud: Du kan bare komme an. Du 
skal ikke få lov til at sænke vores båd. Stormen rev i 
soldaten og bølgerne var så høje at skyldede ind over ham. 
Skibet svagede fra side til side. Men soldaten blev ved med 
at råbe: Du kan ikke sænke vores båd. Og som den eneste 
fiskekutter, der havde været ude i den storm, sejlede 
soldatens skib frelst i land. Og da havde soldaten pludselig 
fået fred med Gud. 
     Det lyder mærkeligt at sige det, men vi kan kæmpe med 
Gud og vinde. Det er jo fordi Gud er så stor, at Gud kan 
give efter. Gud er så fyldt med barmhjertighed, at Gud kan 
bryde alle regler, endda sine egne, for at vise 
barmhjertighed.  Gud kan ikke sige nej til os, når vi bliver 
ved med at bede ham om hjælp. 
     Og det gælder os alle, hvor uværdige vi end kan føle 
os. Det skal vi lære af den kananæiske kvinde. Hun havde 
alle grunde til at tvivle på Jesu hjælp. Men hun troede 
fast. Man kan sige, at hun ikke kun havde en fast tro.  Hun 
var selv den tro, den gennemsyrede hende, så hun ikke kunne 
give op.  Sådan en tro må vi hænge os fast i, også selv om 
vi måske kunne have mange gode grunde til at tvivle på, at 
Gud vil hjælpe os. Når vi tror fast på Guds barmhjertighed, 
så ophæver det alt, hvad der kunne skille os fra Gud. 
     Ja, troen kan endda ophævede alle de ord, som står i 
Det gamle Testamente om jøderne som Guds eneste udvalgte 
folk. Og det er jo ellers stærke ord, som vi hørte det i 
begyndelsen.   Men den tro, som vi kommer med til Jesus, den 
tro sprænger alle grænser. 
     Mattæus, som har nedskrevet fortællingen i dag, var 
selv jøde før han blev kristen. Så det er ekstra 
bemærkelsesværdigt, hvor stor vægt han tillægger troen. Den 
stiller jøder og hedninger lige, ja endnu mere, troen på 
Jesus gør at hedninger kan stå over jøder, over Guds 
oprindelige udvalgte folk.  Det fortæller Mattæus i kap 8, 
hvor en romersk soldat beder Jesus om hjælp, og hvor Jesus 
siger om ham: Så stor en tro har jeg fundet hos nogen jøde 
og jeg siger jer: I himmeriget skal der samles folk fra hele 
verden, men rigets børn skal kastes udenfor. 
     Man kan også se det her i kapitlet, hvor fortællingen 
om den kananæiske kvinde er fra, dér beder Peter om 
forklaring på en lignelse, men Jesus svarer ham: Er i stadig 
uforstandige. Fatter I ikke." Det siger Jesus til den 
førende disciple. Hvor meget mere rosende er så ikke hans 
ord til den kananæiske kvinde: Din tro er stor. Det siger 
Jesus ikke et eneste sted til sine disciple, men til en 
hedensk kvinde og en hedensk soldat. Det viser, hvor stor 
betydning troen har. Den kan hæve hedninge op over selv 
disciple.  Den kan hæve de mest uværdige op over Jesu 
venner, som han specielt havde udvalgt til at følge sig. 
     Noget andet er, at det også giver os håb, at Jesus 
stadig ville beholde sine disciple hos sig, selv om gang på 
gang må kalde dem lidettroende. Vi føler tit, at vi ikke kan 
måle os med den kananæiske kvinde eller den romerske soldat, 
som ikke kunne rokkes i deres tro. Vi føler tit, at vi er 
lidettroende, og at der er meget som vi ikke fatter, og som 
vi gerne ville have forklaring på. 
     Vi synes jo, at det sker mange gange i vores liv, at vi 
beder om noget og at vi ikke bliver bønhørt. Vi kæmper med 
Gud, men taber. Så kan vi have svært ved at bevare troen. 
     Men også det kan vi lære noget om i fortællingen i dag. 
Kvinden kæmper med Jesus og bevarer troen på hans 
barmhjertighed, fordi hun elsker sin datter og vil gøre alt 
for hende. Så stærk er kærligheden. 
     Paulus skriver et sted at vi ikke skal tvivle på 
kærligheden. Også selv om vi synes, at der er meget ondt, 
som er stærkere, så skriver paulus: Kærligheden hører aldrig 
op. Det kan være at vi nu kun har en delvis erkendelse af 
mange ting. Men når vi står ansigt til ansigt med Gud 
engang, så vil vi kende og forstå fuldt ud, lige som Gud 
allerede nu kender  og elsker os helt og fuldt. Og Paulus 
fortsætter: Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse 3. Men 
størst af dem er kærligheden. 
     Alt vil forgå. Men det vigtigste, det som vi ikke kan 
leve uden, vores kære, venskab, fællesskab, det er stærkere 
end alt ondt. For det er omfattet af Guds kærlighed og 
barmhjertighed, som vi engang skal se ansigt til ansigt 
sammen med vores kære. 
 
ny prædiken 
 
     Alle kan sige: herre hjælp mig. Der er ingen, som skal 
tænke, om de nu også er i stand til at tro, som om troen er 
en evne, som kun nogle har.  Den kananæsike kvinde hører jo 
ikke til Guds folk. Hun hørte ikke til de fromme, til de 
troende. Alligevel kunne hun sige: herre, hjælp mig. Det kan 
ethvert menneske. 
     Og Jesus hjælper ethvert menneske, som siger: herre, 
hjælp mig. Han kalder det endda en stor tro. Kvindens store 
tro viste sig i, at hun opsøgte Jesus.  Hun kunne let have 
tænkt: hvorfor skulle Jesus hjælpe mig. Jeg har ikke den 
jødiske tro. Jeg kender ikke Gud. Jeg er en ringe kvinde, 
som ikke er værdig til hans hjælp. Men alt det så hun bort 
fra og Hun råbte på Jesus.  Ja, hendes store tro viser sig 
i, at hun blev ved med at råbe, også selv om Jesus ikke 
først svarede hende.  I hans tavshed så hun ikke en 
afvisning, for hun troede, at Jesus er en god hjælper. Selv 
da Jesus svarede, at det ikke var rigtigt af ham at gøre som 
hun bad om. Så tolkede hun hans ord positivt.  Hun hørte i 
hans nej et skjult ja, Hun accepterede hans placering af 
hende som et ringe menneske, ja, som en lille hund. Hun 
sagde ja til hans dom over hende, en dom over hendes 
religion, hendes liv.  Hun var ikke et Guds barn, men en 
vantro, en hedning.Hun havde ikke hørt Guds ord. Det havde 
hun ikke haft mulighed for, for hun måtte ikke komme i den 
jødiske synagoge. Og hun havde hller ikke hørt Jesus 
prædikede om Gud, for det gjorde han i Israel.  Det var 
rigtigt at hun manglede alle forudsætninger for at være nær 
ved ham.  Hun accepterede Jesu dom. Men samtidig indvilger 
hun i at nøjes med en krumme af fra Jesu hånd, ligesom også 
de små hunde får krummerne, som falder fra børnenes bord. 
Også det viser kvindens store tro, at hun ved at bare hun 
får en smule fra Jesus så er det rigeligt.  Hun ved at når 
Jesus giver en smule, så betyder det ikke en halv 
helbredelse eller et halvt under, så hendes datter kun 
bliver lidt raskere.  Nej, selv en smule , når den kommer 
fra Jesus, så så er det rigelig hjælp til hende.  Ganske 
vist ved vi, at når børn spiser, så spilder de hele tiden og 
meget falder på gulvet.  Det er godt at være hund i de 
familier hvor der er mange børn, for der er altid lækkerier 
at finde på gulvet.  Men den kananæiske kvinde viser, at hun 
har den helt rigtige forståelse af Guds velsignelse, at der 
betyder det intet om man får hele brødet eller kun en 
krumme. For selv når vi får lidt fra Gud, er det rigeligt 
til at hjælpe os. 
     Når Jesus først er tavs og ikke svarer på kvindens råb, 
så tror jeg ikke, man skal opfatte det som et nej til hende. 
Det er snarere fordi Jesus ikke kan få sig til at sige nej 
til hende. Hans tavshed er udtryk for at han lytter til Gud, 
hvad Gud dog vil give ham lov til. Man kan også høre det i 
det svar han som han så giver hende: Det er ikke rigtigt at 
tage brødet fra børnene og give det til de små hunde. Det er 
ikke rigtigt at gøre det. Men det betyder jo ikke, at det er 
umuligt at gøre det. Det er heller ikke et direkte nej til 
hende. For Jesus har svært ved at afvise hende, selv om hun 
er en kananæisk kvinde.  Det viser, at Jesus ikke kan afvise 
os, hvor ringe vi føler os. Det viser, at han kan se troen 
hos os, bare vi kommer til ham og råber på ham. Han kan se 
troen hos enhver, hvor meget eller hvor lidt vi så end 
kender til den kristne religions læresætninger. Ja, Jesus 
kan se en stor tro, hos kvinden, som ikke kender spor til 
alt det.  Hun kommer til ham.  Hun hægter sig fast i ham. 
Det er tro. 
     Vi hører mange gange at Jesus var i diskussion med hans 
modstandere, farisæerne og de skriftkloge, som var meget 
fromme mennesker, men som jo ikke vil tro på ham. De 
diskussioner ender altid med, at Jesus lukker munden på 
modstanderne, så han får det sidste ord og de går tavse fra 
ham. Men i dag hører vi om en, som lukker munden på Jesus og 
vinder i diskussionen med ham.  Eller dvs. hun åbner jo Jesu 
mund, for hans sidste ord til hende er: Din tro er stor. Det 
skal ske dig, som du vil. 
     Alle fortællingerne om Jesus er skrevet for at vi skal 
lære af dem. De handler om os. Vi må gøre som kvinden. Vi må 
komme til Jesus. Det kan vi gøre i bøn hjemme. Vi må gøre 
det, hvornår det skal være. Vi kan også gøre det ved at læse 
i bibelen.  Der møder vi Jesus.  Men klarest møder vi Jesus 
i kirken.  Jesus har aldrig sagt, at han er bibelen.  Men 
han har sagt, at han er kirken.  Han har gjort til sig til 
et med kirken.  Kirken er Jesu legeme.  Her er hans ånd. Her 
er vi sammen med ham. Det ser vi jo i nadveren, hvor vi får 
Jesus ind i vores krop og sind i form af brødet og vinen. 
Når vi vil kalde på JEsus er det lettest for os i 
gudstjenesten i kirken. Her er det bedste sted at bede til 
Jesus.  Nogle gange tænker jeg, hvor man dog kan gå hen for 
at finde et helt stille sted, hvor man rigtig kan bede til 
Gud. I skoven møder man den ene motionist efter den anden. 
Ved vesterhavet, går den ene tourist efter den anden. Og 
hvis vi endelig finder et sted, hvor ingen kan forstyrre os 
i vores bøn, så forfølger alle uroens dæmoner alligevel os i 
tankerne.  Alle travlhedens og præstationernes dæmoner 
følger med, og siger alt det man skal og som man ikke har 
nået. Men der er et sted, hvor dæmonerne ikke kan følge med, 
og det er ind i kirken. Kirken er helt forskellig fra de 
andre steder, hvor vi kan komme. Her er vi samlet om Jesus, 
og samtidig helt alene med ham, så intet kan forstyrre os i 
vores bøn til ham. 
     Det bedste sted at kalde på Jesus og råbe på ham, er i 
kirken. Vi må kalde på ham når der er noget som plager os. 
Det var ikke kun i gamle dage der var dæmoner. Det er der 
også nu om dage. Når den kananæiske kvinde siger, at hendes 
datter plages af en dæmon, så betyder det at datteren ikke 
er sund i sindet. Hun er forstyrret i hovedet. Det er vi 
også når vi forstyrres af travlhedens dæmon, som hele tiden 
holder os igang med mange småting, så vi glemmer de store og 
de vigtige ting, at have tid til hinanden og til os selv. 
Jeg tror, at der er mange familier, hvor man er så trætte, 
når man endelig skal være sammen, at man slet ikke får talt 
ordentligt og stille med hinanden. Men der er mange andre 
dæmoner, som kan plage os. Og at det er dæmoner viser sig i, 
at lige meget hvad vi gør, om vi så adlyder alle deres krav, 
så bliver de ved med forfølge os med uro og angst. 
     Men når vi er plaget og føler os som små hunde, der 
bliver jaget omkring af overmagter og ikke selv kan få styr 
på vores liv. Når vi føler at vi står med et halvt liv, som 
smuldrer for os, fordi tiden forsvinder for os, så vi ingen 
tid har. Når vi føler os ringe, så skal vi gå i kirke og 
bede til Jesus, kalde på ham i salmerne og bønnerne og i 
stilheden.  Og vi skal blive ved at råbe, også når vi synes 
Jesus er tavs.  Det skal vi lære af den kananæike kvinde. 
Hvis Jesus er tavs så er det ikke fordi han ikke er her. 
Jesus er her og lytter til os. Han lytter ind i vores hjerte 
og høre det vi ikke siger. For hvad ved vi egentlig om os 
selv. Kan vi overhovedet sætte på ord hvad der plager os. 
Det er så svævende som dæmoner, der forsvinder, når vi 
griber efter dem. Men Jesus lytter stilheden ind i os, så 
han hører hvad der plager vores hjerte. 
     Og så svarer Jesus os. Det kan være vi synes, at Jesu 
svar kun er som en krumme vi får, så vi næsten ikke kan 
smage den, så den ikke fylder os. Det kan være vi synes, at 
Guds ord og dåben og nadveren, som vi får i kirken, er meget 
lidt og at det slet ikke kan mætte os. Men så skal vi vide, 
at en smule fra Gud er nok til at gøre store undere for os. 
     Når vi råber på Jesus, må vi vide, at han aldrig 
afviser os, og at det han giver os er rigeligt til 
helbredelse af vores plagede liv. Ja, det må vi være endnu 
mere sikker på end den kanæiske kvinde var. For vi er Guds 
børn.  Det blev vi i vores dåb. Vi sidder til bords med Gud 
og med hans søn. Vi sidder der som børn. Og forældre vil jo 
gerne, at deres børn spiser alt det de kan. Hvis de spilder 
for meget på gulvet, så lægger forældrene bare mere på 
tallerkenen, for at børnene kan blive mætte. Sådan sørger 
Gud også for os.  Gud giver os ikke kun en smule, men hele 
sin velsignelse.