2. søndag i fasten; Matt 15,21-28; 28/2 99  



Som så ofte kan vi også i dag i den gamle kollekt spore, hvordan denne
beretning om Jesu møde med den kananæiske kvinde er blevet forstået. I den
gamle kollekt beder vi om, at Gud ved sin Helligånd vil gøre troen og håbet på 
Hans  nåde og barmhjertighed fast og urokkelig i vore hjerter, så at vi (som
den kananæiske kvinde)  trods vor uværdighed holder fast ved  Guds  nåde,
når vi angribes af tvivl og fristelse og kommer i stor nød, og finder frelse hos 
Ham ved Jesus Kristus.

Det nikker vi alle bifaldende til. Det hører vel med til en af grundbestanddelene
ved en kristen bøn, at mennesket i bønnen klynger sig til Guds nåde. Når vi i
Jesu lignelse om farisæeren og tolderen følger de to mænd op i helligdommen,
hvor de netop kom for at bede, så opdager vi, at tolderen kom i modsæt-ning
til farisæeren netop for i sin bøn at klynge sig til Guds nåde og barmhjertighed.
Farisæeren havde en hel masse, som han mente at kunne rose sig af - med rette
eller urette - men alt det, han roste sig af, kom til at stå mellem ham og Guds
nåde, mellem ham og Guds barmhjertighed. Men det hører med til ret bøn at
klynge sit til Guds nåde.

Men selv om det er rigtigt, selv om dagens kollekt har ret så langt, så betyder
det ikke uden videre, at det var det, den kananæiske kvinde gjorde.

Vi er van til at forstå denne beretning sådan, at Jesus her er draget af sted på
rejse mod nord. Han er kommet op til landet omkring Tyrus og Sidon, dvs.
Han er kommet langt udenfor lov og ret efter enhver israelits mening. Det var
pudsigt nok det samme sted Elias holdt til, da han blev sendt af Gud til enken i
Sarepta. Også Jesus er kommet derhen, hvor hedningerne bor, hvor Han ikke
havde noget at gøre. Han siger jo selv, ”jeg er ikke udsendt til andre end de
fortabte får af Israels hus.”

Jeg så et sted en skrive om denne beretning, at der er ting i den, “som er
temmelig uforståelige for os, f. eks. det, at Jesus først slet ikke svarer hende”,
og senere stiller hende på den hårde prøve, at Han siger, at Han slet ikke vil
have med hende at gøre, at hun ikke hører til. Men hun bliver ved, hende
ødelægger det ikke noget for, hun mister ikke tilliden til Ham. Og dermed
samler hele beretningens indhold sig omkring kvinden Det bliver hende, hendes
tro hendes udholdenhed i bønnen, hendes kærlighed til sit barn, det bliver det,
som sættes i centrum, hvis kollekten har ret, når dét hedder: at som den
kananæiske kvinde skal vi klynge os til Guds nåde.

At hun har været udholdende i sin bøn, at hun har haft en fast tillid til Jesus og
en sådan kærlighed til sit barn, det er alt sammen rigtigt, og det kun-ne vi have
meget at lære af; det er bare ikke rigt-igt, når det bliver hende, som sættes i
centrum og Jesus, som skubbes til side. På den måde gør vi evangeliet til
moralisme, hvor det bare drejer sig om at lære af kvinden, og vi gører Jesus til
en raffineret, kynisk pædagog, som kan tænke sig på den måde at spænde en
moders kærlighed til sit barn på pinebænken. Det kan ikke være det,
evangelisten vil fortælle os.

Vi skal hellere engang prøve at forstå beretningen ligefrem uden at lægge
skjulte motiver ind i den. Når Jesus siger: Jeg er ikke sendt til andre end til de
fortabte får af Israels hus. Så er det virkelig, fordi Han ikke ville have med
andre at gøre, det var ikke på skrømt. Sådan havde Han også sagt det til
disciplene, da Han kort forinden havde sendt dem af sted for at forkynde
evangeliet om riget, så sagde Han til dem: Følg ikke vejen til hedningerne, og
gå ikke ind i samaritanernes byer; v6 men gå derimod til de fortabte får af
Israels hus (Matt 10,5)

Når Jesus derfor ikke svarer den kananæiske kvinde, så er det, fordi Han ikke
ønsker at svare hende, Han vil ikke have med hende at gøre. Og når disciplene
siger til Ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.«  Så er det, fordi de er
klare over, at Jesus ikke vil have med hende at gøre, derfor prøver de at
bevæge Ham til enten at sende hende bort uden hjælp, eller hjælpe hende
alligevel på trods, selv om Han egentlig ikke ønskede det, for at de kan blive af
med hende. De var helt opmærksomme på Jesu indstilling.

Men hun bliver ved. Jesu afvisende holdning kan ik-ke holde hende tilbage, og
til sidst lader Han sig bevæge til at gå videre end det, Han havde tænkt sig.
Han havde tænkt sig, at Hans hjælp skulle blive inden for de nationale grænser
- sådan som enhver jøde ville tænke - men her møder Han en sådan tillid fra
den hedenske moder, at den nationale grænse fal-der, og den hjælp, som først
var begrænset, bliver nu uden grænser; Hans hjælp bliver en hjælp – ikke kun
til de fortabte får af Israels hus - men en hjælp, som også kan nå til os.

Kvindens - den hedenske kvindes tillid - får så at sige Gud til at omvende sig.
Et menneskes historie rækker helt ind til Gud, så det får virkning på Hans vilje.
Den menneskelige historie går altså ikke uden videre efter en plan, som ikke på
nogen måde kan ændres, hvad enten man kalder den plan for Guds plan,
skæbnen eller udviklingen; men den menneskelige historie følger Guds vilje, og
den vilje kan det nytte noget at hen-vende sig til i bøn.

Han svarede hende ikke et ord.  Gud var tavs. Han ønskede ikke at have med
hende at gøre. Engang imel-lem kan man få den tanke, at Gud også er tavs
over-for os, at Han - som det er sagt - har trukket sig tilbage fra os, at det er
derfor, det ser ud i vor kirke, som det gør.

Han svarer os ikke. Vi beder om fremgang for forkyn-delsen af Hans ord, og
det synes måske snarere at gå tilbage. Vi beder om gudsfrygt over de nystifte-
de hjem ved hver eneste vielse, og alligevel bliver i de fleste hjem guds navn
kun nævnet, når det bru-ges i eder. Vi beder om gudsfrygt hos folkets leden-
de, men heller ikke der synes evangeliet at betyde noget.

Vi beder om fred på jorden, og dog raser krigen ikke bare ude i den store
verden, men også mellem os selv Og sådan kunne vi blive ved, den ene ting
efter den anden. Han svarede hende ikke et ord.

Men evangeliet til os i dag siger, at Gud er ikke deismens Gud, Han har ikke
trukket sig tilbage fra verden; men det kan stadig lade sig gøre at nå Ham
gennem Jesus Kristus.  I Ham har Gud bundet sig til verden, og det kan stadig
lade sig gøre gennem Jesus at påvirke Guds vilje med os: at få Ham til at sva-re
med hjælpens ord.

På den måde træder der også en helt anden dimension ind over vor
gudstjeneste. Evangeliet i dag er den forjættelse til os, at når vi beder og
synger og lovpriser Gud i lydighed mod Hans ord, så betyder det virkelig noget
for verdens gang. Menighedens lovprisning og tilbedelse er en kraft, som
griber ind i en verden, der tilsyneladende bevæger sig mod død og Djævel med
et urværks bundne lovmæssighed. Og ville ikke også vor gudstjenestes liturgi,
dens bønner og salmer være en ubegrundet og kedsommelig affære, hvis ikke
vi havde lov til at tro, at det bevæger Gud?

Han svarede hende ikke et ord,  men da Han mødte en grænseløs kærlighed og
tillid, da omvendte Han sig.