Der er noget vi kan blive så vant til, at vi glemmer,
hvor vigtigt det er.  F.eks.  at der er fred i vores land.
Krig er frygtelig og ond, og vi kunne glæde os over hver
dag over, at vi må leve i fred. Og vi er ikke kun fri for
ydre fjender. Vi er også fri for indre farer.  Jeg hørt om
hovedstaden i Brasilien, at den er på randen af kaos.
Kriminaliteten er så stor, at mange er bange for overfald.
Og selv politiet er korrupt, så man kan ikke stole på dem.
En velhavende mand fortalte i tv, at han konstant var
bange for kidnapning.  Han havde altid vagter til at
passe på sig, og når han kørte i byen i sin bil var han
bange for at nogle skulle køre udenom ham og standse ham,
så han kørte altid hurtigt, hurtigere end alle andre for
ikke at blive taget.  For os er det som en selvfølge, at
vi lever i et ordnet samfund, hvor vi kan stole på
hinanden.
     Men det er ikke en selvfølge. Jeg tror freden og de
ordnede forhold skyldes, at vores land er præget af
kristendommen. Eller jeg vil hellere sige det sådan. Vi er
døbt. Derfor har vi en beskytter, som hjælper os mod det
onde. Ham må vi takke.
     Det gælder i hvert fald med hensyn til de onde ånder.
Jesus taler i dag om, at han uddriver dæmoner ved Guds
finger, så Guds rige kommer til os. Det lyder fortidigt at
tale om onde ånder.  Men der er mange lande i verden også
nu om dage, hvor folk er bange for onde ånder.
     Jeg læste om en kristen præst i Etiopien. Han
fortalte om en heksedoktor, som selv blev plaget af de
onde ånder, så han gik til den kristne missionær og lod
sig døbe. Alle lurede så på, hvordan det ville gå
heksedoktoren. Han ville sikkert styrte død om, mente man.
Men det skete ikke. Og den kristne præst fortalte om sin
egen familie, at hans mor en nat blev besat af en ond ånd,
og hurtigt midt om natten bar de hende hen til
missionæren. Han sagde, at de skulle brænde alle
besværgelsesgenstande, som hang overalt i deres hus. Det
turde de først ikke, men så samlede de det alligevel
sammen og brændte det. " Gør det bare," sagde de onde
ånder til præstens mor," Nu har vi ikke mere nogen magt
over jer og kan ikke mere opholde os i denne egn." - "
Således blev min familie kristen," slutter præsten.
     Da de blev kristne forlod de onde ånder den egn. Jeg
læste også om en indisk kvinde, som var gået fra
hinduismen til kristendommen. Som barn havde hun sammen
med sin mor hver torsdag ofret til guderne. Hun sagde: "
Af frygt for de onde ånder turde jeg aldrig springe bare
en enkelt gang over.  Den frygt er heldigvis væk. Nu tror
vi på Jesus og han er en helt anden Gud." Hun fortalte
også, at det er almindeligt i mange hindufamilier, at
manden slår konen. Men sådan er det ikke blandt kristne.
Hun sagde: Dette at vi som familier lever mere fredeligt
sammen er helt typisk efter omvendelsen til Kristus. Jesus
selv spredte jo glæde og fred, hvor han kom frem, hvis vi
derfor lever sammen med ham vil han hjælpe os i alle
ting."
     Der kom en helt anden ånd over deres liv, efter at de
havde omvendt sig til kristendommen, fredens ånd.
     Og det er ikke kun i sydlige lande det gælder. Det
gælder også langt mod nord.
     I 1920-erne var en af de grønlandske byer ved at
blive overbefolket, og en lille gruppe bad myndighederne
om lov til at danne en ny by 1000 km længere mod nord. Det
lykkedes for dem i 1925. Den nye by lå meget isoleret.  På
grund af isforholdene kunne man kun sejle dertil to
måneder af året. Men der var mange fangstdyr og familierne
klarede sig godt. Da de efter nogle år blev spurgt: "
Hvordan har I det?" Så svarede de: " Vi har det godt. Her
er masser af fangstdyr og nok at leve af. Her er god jagt.
Men vi kan ikke blive her.  Vi kan ikke bo her. Vi kan
ikke leve her. Her er ingen kirke. Her er ingen klokke til
at jage de onde magter på flugt." Heldigvis endte
historien godt og byen fik en kirke og en klokke. For det
kan vi ikke leve uden.  Men vi mærker det nok mest, når
kirken ikke er der. Når klokken ikke lyder ud over sognet.
     Både i klokkernes klang, i orglets brusen, i
gudstjenestens ord og i kirkens stilhed hører vi en god
ånd.  Det er Jesu ånd. Den jager alt det onde væk fra
vores egn, så vi ikke skal gå og være bange.
     Det gælder selvfølgelig også når vi selv læser i
bibelen, at vi får fred, som kommer fra himlen. Men jeg tror
alligevel, at det gælder helt særligt i gudstjenesten i
kirken, at vi får en fred bort fra verdens larm. Der er
en, som har skrevet: Gudstjenesten er et brud med  al tid,
en standsning af tiden. Den stadige gentagelse af ritualer
og læsninger, det samme igen og igen, tegner en evigheds-ø
midt i tidernes strøm. Gudstjenesten er frirum, pusterum,
fred og hvile midt i verdens jag." Og det er jo en fred,
som Jesus giver os. Og vel at mærke så det en realistisk
fred. Jesus benægter ikke det ondes magt. Men han siger
med sine ord, ja han siger med sit eget liv, at
Himmeriget, fredens rige, er stærkere end alt det onde.
     Der var en kone, som en søndag morgen spurgte sin
mand: " Jeg forstår ikke, hvorfor du går i kirke, når du
ikke er særlig troende." Og manden svarede: " Selv om
Harreslev kirke ikke er videre køn at se på, kan jeg
alligevel lide kirkerummets atmosfære, og jeg kan lide at
høre orlet bruse, fordi jeg da kan høre vejrets skiften,
høre stormfloden komme, høre springfloden rase, høre
undergangen og dommedag, men også høre opstandelsen!  I
kirken kan jeg fornemme, at verden er større end alle
småtterierne på Harreslevmark."
     Men kunne vi ikke sige os selv med vores fornuft,
hvordan livet er og at vi ikke skal være bange for onde
ånder, men må have en glad tro på livet.  Nej, det kan vi
ikke. Der er en fortælling, hvor Jesus uddriver en dæmon
af en mand, som er plaget slemt af den onde ånd. Hele
tiden løb han rundt i bjergene og råber og skriger og slår
sig selv med sten. Men da Jesus har drevet det onde ud af
ham, så står der, at manden pludselig bliver stille og er
ved sin fulde fornuft. Det er altså ikke med vores
forstand vi kan jage det onde væk, men det er omvendt når
de onde tanker er drevet ud af os, kan vi bruge vores
fulde fornuft. Vi kender det fra os selv, at vi kan være
fyldt af bekymringer, og når vi så finder fred, og det er
godt at finde den fred i Guds ord, så kan vi tænke, når vi
er blevet os selv, at bekymringerne kom af ingenting og
det var som om vores forstand var fordrejet, så vi ikke
kunne se sandheden. Vi ser, at vi i vores bekymringer
lægger vægt på noget helt forkert, som vi ikke skal bygge
på, men når Jesu ord drejer os i den rigtige retning, så
ser vi, hvad Himmeriget består i: glæde, tryghed,
kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse. Det giver en fred,
så vi kan være os selv og bruge vores fornuft i Guds
tjeneste.

ny prædiken

     Da Moses skulle hjælpe jøderne ud af Ægypten, sagde
Gud til Moses: Jeg vil udstrække min hånd og ramme Ægypten
med alle mine undergerninger, som jeg vil gøre dér, så vil
Farao give jer lov til at rejse. Og mange plager ramte
Ægypten, bl.a. kom der store myggesværme. Moses rakte sin
stav ud og rørte ved støvet på jorden og det blev til myg.
Alt støvet i Ægypten blev til myg. De ægyptiske præster
prøvede også, om de kunne gøre det samme, men de kunne
ikke, så de sagde til Farao: Det er Guds finger.
     Det var med Guds hånd og med Guds finger, at Moses
førte folket ud af slaveriet i Ægypten.
     Når Jesus i dag taler om, at Guds finger virker
gennem ham, så betyder det, at underne, som Jesus gør,
kommer fra Gud, og meningen med underne er at befri os fra
slaveri, befri os fra det onde.
     Men er vi slaver? Jøderne på Jesu tid mente ikke, at
de var det. De sagde til Jesus: Vi er af Abrahams slægt.
Vi har aldrig været slaver for nogen. Hvordan kan du så
sige: I skal blive frie. Og Jesus svarede: enhver, som
begår synd, er syndens slave. Hvis menneskesønnen gør jer
frie, skal I blive virkelig frie.
     Er vi slaver? ja, vi kan nok bedre svare på
spørgsmålet, hvis vi vender det om, og spørger om vi er
virkelig frie. Det tror jeg ikke, at ret mange af os
føler. Lettest kan vi nok se det, når vi ser ud i vores
verden. Bedst som alle glæder sig over, at friheden breder
sig ind i lukkede lande og freden breder sig over jorden,
så stikker det onde pludselig ansigtet frem igen og der
bliver krig i Golfen, den største krig, som mennesker har
stablet på benene, og i øst bliver små landes frihed
indskrænket og man falder tilbage til gamle tiders frygt.
     I vores personlige liv er det ikke sikkert vi føler
det onde, som en magt der gør os til slaver. Men de fleste
af os må dog indrømme de synder, som vi begår. Bare det at
vi ikke er så glade og taknemmelige for alt det vi hele
tiden får fra Gud, er en stor synd.  Men det er nok få,
som vil indrømme at djævelen er en magt, der prøver at
binde os. Jesus siger også et sted: Når da I, som er onde,
forstår at give jeres børn gode gaver..  Han mener altså,
at vi også kan gøre noget godt. Mennesker kan gøre mange
gode gerninger. Men det onde har en gådefuld magt, så
ingen ved hjælp af deres egen godhed kan bryde 
ondskabens inderste magt.
     Paulus skriver det sådan i romerbrevet: Jeg forstår
ikke mine handlinger. Hvad jeg vil, det gør jeg ikke, og
hvad jeg afskyr, det gør jeg.  Men så er det ikke længere
mig, som handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i
mig bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det
gode kan jeg ikke. Det gode, som jeg vil, det gør jeg
ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.  Jeg
finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil det gode, gør
jeg meget ondt. For jeg glæder mig inderst inde over Guds
lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger
i strid med loven i mit sind og gør mig til fange af
synden. Jeg elendige menneske.  Hvem skal fri mig fra
denne dødsens krop? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor
Herre. Der er ingen fordømmelse for dem, som er i Jesus
Kristus.
     Paulus beskriver ondskaben meget rigtigt. Det er
netop at vi er fanget ind i net, så vi ikke forstår vores
egne handlinger. Vi kan tit sætte os for at vores liv nu
skal blive bedre, at vi skal tage os mere af andre og
glæde os sammen med dem. Men så sker der noget, som kommer
os på tværs og vikler os ind i løgne.
     Det er tydeligt, at farisæerne var så forvirret i
deres tanker, at de ikke kunne skelne sandhed fra løgn, når
de kunne sige, at Jesus var i ledtog med djævelen. De
mente, de havde fejet og pyntet deres liv, så det stod parat
til Gud. Det eneste de håbede var, at Gud ville drage ind
i deres hus og bo hos dem. Men det viste jo, at de slet
ikke forstod det ondes magt. Det onde er ikke lidt snavs,
som man kan feje ud. Det onde kan man ikke pynte på. Det
onde er en magt, som er stærkere end os mennesker.
     Jesus siger på en måde, at han heller ikke i sig
selv, er stærkere end Satan. Så stor er det ondes magt, at
end ikke Guds søn i sig selv har magt til vide sig sikker.
Mon ikke det er derfor, Jesus engang så skarpt viste Peter
fra sig og sagde: " Vig bag mig, Satan, du er mig til
forargelse." Det var fordi Jesus selv var fristet af det
onde og kunne falde for dét, som Peter havde foreslået.
Jesus var i sig selv ikke stærk nok til at være uden for
det ondes rækkevidde.
     Mon det ikke også er derfor Jesus i stykket i dag
afviser kvindens beundring.  En kvinde af skaren sagde:
"Salig er den, som har født dig.  Din mor må være stolt
over sin søn.  Hvilke barn har hun ikke fået.  Hvad er han
ikke blevet til." Det synes jeg da er en smuk ros af
Jesus. Men han svarer: "Salig er de, som hører Guds ord og
bevarer det." Jesus afviser beundringen.  For det er kun
Guds ord vi skal se hen til.  Jesus viser altså væk fra
sig selv.  Han er stærkere end djævelen, men kun fordi det
er Guds finger, som virker i ham. Jesu ord kan befri os og
feje djævelen ud af vores liv, fordi det er Guds Ord Jesus
kommer med.
     Stykket i dag handler altså om det ondes magt og om
Guds magt. Det onde skal man ikke spøge med. Det hævner
sig 7 dobbelt. Men til gengæld kan vi trygt holde os til
Gud. Gud behøver bare at bruge en finger, for at jage det
onde væk.  Gud behøver ikke kæmpe.  Gud kan med en finger
vise djævelen døren, og den onde må forføje sig.  Det er
nok med et eneste af Guds ord. Det kan fylde os, så der
ikke er plads til noget ondt.  Så stor er Guds magt.
     Det onde er så stærkt, at farisæerne, der var meget
forsigtige og forstandige, blev snydt, så de gjorde det
modsatte af det, som de mente. De troede de kæmpede for
Gud, men de kæmpede mod Gud. Det onde er så stærkt, at
selv Jesus skulle bede til Gud og holde sig fast til Guds
ord og kraft, for ikke at blive opslugt af det onde. Det
onde er så stærkt, at vi ikke kan redde os selv eller
kæmpe med det onde.
     Så vi kan sige sammen med Paulus: jeg elendige
menneske. Hvad skal jeg dog gøre. Og vi kan svare med ham:
Gud ske tak for Jesus Kristus. Når han bor ved troen i
vores hjerte, er der ingen fordømmelse for os, for da
bliver Jesus ved med at feje synden ud. Vi skal høre Guds
ord og blive ved med det, for at det kan fylde os, så det
onde ikke kan trænge ind, og så det onde, som kommer
indefra, kan blive fejet ud. Guds ord renser os, fordi
Jesus selv er med ordet. Hans ånd er i Guds ord og renser
os og fejer det onde. Sådan som Jesus gjorde det for den
døvstumme. Da Jesus havde drevet det onde ud, kunne den
stumme igen tale og prise Gud. Når vi hører Guds ord, kan
vi også tale og prise Gud og sige sammen med Paulus: Gud
ske tak for Jesus Kristus.

ny prædiken


     Hvordan er det de tænker, Jesu modstandere? Hvordan
er farisæernes argumenter?  For det første kan de ikke
benægte, at Jesus har stor magt. Læg mærke til det. På
Jesu tid og mens der levede mennesker, som kendte til
Jesus, havde set og hørt ham, da var der ingen som
betvivlede hans magt; der var ingen som betvivlede at han
gjorde undere. Og det gør Jesu modstandere i teksten i dag
heller ikke.  Hans modstandere kan heller ikke benægte, at
Jesus hjælper mennesker og jager ondskab væk.  Men de kan
ikke lide ham, og vil advare folk mod ham. Når ondskaben
adlyder Jesu befaling, er det fordi han tilhører den onde
hær, den ondes tropper.  Jesu styrke og hans undere er
altså ikke tegn på godhed, siger farisæerne.  Tværtimod
viser det, at han er dobbelt ond.  Han er endnu værre end
de sygdomme og den nød, som han jager væk.  Han er i
ledtog med det ondes fyrste, siger hans modstandere.
     Jesu modstandere vil altså ikke benægte, at Jesus er
stærk og at han bruger sin styrke til at jage ondt ud, men
de siger alligevel, at han ikke er godt, tværtimod står
han sammen med den øverste onde, Beelzebul.
     Jesu argumentation er sådan, at han da gerne vil
følge farisæernes tanker, men så er følgen, at det onde er
i kamp med sig selv, og det kan kun føre til det ondes
nederlag. Hvis farisæerne har ret, så er det ondes magt
forbi af sig selv. Og hvis de ikke har ret, modstanderne,
hvis det er med det godes magt, Jesus gør undere, så
betyder det også, at den ondes dage er talte.
     Det er fantastisk, som Jesus kan argumentere. Hvor
sker det ikke tit, når mennesker diskuterer, at de skælder
hinanden ud for det værste. Og resultatet bliver jo, at de
ikke kommer nogen vegne.  Resultatet bliver, at begge
parter har tabt. Jesus diskuterer så luften går ud af hans
modstanderes argumenter. Hvis de har ret, så er det ondes
magt forbi.  Hvis de ikke har ret, så er det ondes magt
også forbi. Og det er jo netop Jesu forkyndelse, at Guds
rige er nær. " Så er Guds rige jo kommet til jer." Jesus
overvinder sine modstandere og overbeviser dem i den grad,
at de kun kan fastholde deres overbevisning ved at lukke
munden på ham, ved at slå ham ihjel. Allerede tidligt i
Jesu virke hører vi, at hans modstandere besluttede, at de
ville have ham slået ihjel. Det var vel fordi de ikke
kunne klare sig mod ham med argumenter. De kunne godt
høre, at han var den stærkeste. Det blev de onde af. Deres
liv viser med uhyggelig klarhed, hvor stor det Satans magt
er.
     Måske lyder det hele meget indviklet. Vi kender jo
slet ikke det ord Beelzebul. Det med de onde ånders
fyrste, kender vi heller ikke så meget til.  Kampen mellem
ondt og godt kender vi, men ikke så dramatisk som det
lyder om her i stykket i dag.  Og hvad vil det sige, at 7
ånder vender tilbage og det sidste bliver værre end det
første. Betyder det, at vi aldrig må føle os sikre. I
hvert fald var det sådan med farisæerne, at de selv mente,
at de holdt rent i deres livs hus, de mente, at de var på
den lovens rigtige side. Men det gjorde bare det hele
værre. Det blev det bare 7 gange værre af. Det endte værre
end det begyndte.
     Jesus siger på en måde, at han heller ikke i sig
selv, er stærkere end Satan. Så stor er det ondes magt, at
end ikke Guds søn i sig selv har magt til vide sig sikker.
Mon ikke det er derfor, Jesus engang så skarpt viste
Peter fra sig og sagde: " Vig bag mig, Satan, du er mig
til forargelse." Det var fordi Jesus selv var fristet af
det onde og kunne falde for dét, som Peter havde
foreslået.  Jesus var i sig selv ikke stærk nok til, at
være uden for det ondes rækkevidde.
     Mon det ikke også er derfor Jesus i stykket i dag
afviser kvindens beundring.  En kvinde af skaren sagde:
"Salig er den, som har født dig.  Hun må være stolt over
sin søn.  Hvilke barn har hun ikke fået.  Hvad er han ikke
blevet til." Det synes jeg da er en smuk ros.  Kunne vi
ikke også beundre Jesus, vores Herre, at han var så godt
til at argumentere, at han stillede sine modstandere
skakmat.  Kunne vi ikke glæde os over, at han tænkte så
klart og han med få og klare ord kunne sige det, der
skulle siges.  Han var ikke usikker.  Han vævede ikke i
det.  Både i diskussionen og i helbredelsen før
diskussionen viste Jesus stor styrke, og man havde lyst
til at lovprise ham sammen med kvinden. Men Jesus svarer:
"Salig er de, som hører Guds ord og bevarer det." Jesus
afviser beundringen.  For det er kun Guds ord vi skal se
hen til.  Jesus viser altså væk fra sig selv.  Han er
stærkere end djævelen, men kun fordi det er Guds finger,
som virker i ham. Jesu ord er så klare og gode, kun fordi
det er Guds Ord han kommer med.
     Stykket i dag handler altså om det ondes magt og om
Guds magt. Det onde skal man ikke spøge med. Det hævner
sig 7 dobbelt. Men til gengæld kan vi trygt holde os til
Gud. Gud behøver bare at bruge en finger, for at jage det
onde væk.  Gud behøver ikke kæmpe.  Gud kan med en finger
vise djævelen døren, og den onde må forføje sig.  Det er
nok med et eneste af Guds ord. Det kan fylde os, så der
ikke er plads til noget ondt.  Så stor er Guds magt.
     Det onde er så stærkt, at farisæerne, der var meget
forsigtige og forstandige, blev snydt, så de gjorde det
modsatte af det, som de mente. De troede de kæmpede for
Gud, men de kæmpede mod Gud. Det onde er så stærkt, at
selv Jesus skulle bede til Gud og holde sig fast til Guds
ord og kraft, for ikke at blive opslugt af det onde. Det
onde er så stærkt, at vi ikke kan redde os selv eller
kæmpe med det onde.  Vi kan sammenligne det med en
tvangssituation.  En, som er stum, kan bevæge munden nok
så meget, der kommer ikke et ord fra den.  Han er tvunget
til at tie, hvor meget han end prøver at tale. Det
ødelægger hans liv, og gør, at han ikke kan leve rigtigt
sammen med andre. Man kan også tage den situation, hvor
der er drilleri i en skole.  Når et barn driller et andet,
så er grunden jo ofte usikkerhed.  Det er en måde at hævde
sig.  Det hjælper egentlig ikke at sige til børn at de
ikke må drille.  Det eneste, som hjælper, er at ophæve den
onde situation. Altså ved at hjælpe børnene så de ikke er
usikre, at hjælpe dem så de har det godt og altså ikke
bliver ført af en indre tvang til at hævde sig på andres
bekostning.
     Det onde er en tvang, som man selv indvilger i. Det
barn, som driller, synes jo selv det er sjovt, og tænker
ikke, at det er under tvang.  Det onde er en løgn, som man
er indviklet i, så man handler og lever forkert.  Derfor
kan vi ikke kæmpe mod det onde, fordi når vi prøver,
bliver vi viklet ind i den ondes net af løgne, så vi til
sidst tror vi kæmper for sandheden.
     Jamen, bliver det hele så ikke altfor indviklet til
os. Hvor står vi, hvis alt er så svært at gennemskue, så
selv bundhæderlige og ivrige mennesker som farisæerne
kunne tage så forfærdeligt fejl, at de bekæmpede Gud.
Hvad skal vi, hvis vi ikke selv kan afvise og modstå det
onde.  Og hvordan skal alle formaningerne i bibelen
forstås? Fra alteret hørte vi jo, at utugt og urenhed ikke
engang må nævnes hos os, ikke skammelig færd og tåbelig
snak, ja, ikke letfærdig skæmt. Betyder det ikke, at der
er meget vi ikke må, vi må ikke le og smile for meget. Vi
må ikke tale om de forkerte ting. Hele vores liv skal være
godt og retfærdigt og sandt. Epistlen taler endda om Guds
vrede over ulydighedens børn. Viser det ikke, at vi skal
tage os sammen og leve rigtigt og at det er op til os. Vi
skal ligne Gud og vandre i kærlighed.
     Epistlens ord er hos nogle kristne blevet brugt til
leveregler: som om man bliver mindre ond, hvis man ikke
udtaler sine onde tanker.  Som om man bliver mindre ond,
når man regner de andre for onde. Som om man bliver mindre
ond, hvis man går med ubevægeligt og tavs ansigt og ikke
ville leve sammen med andre, le sammen med dem og græde
sammen med dem. Nej, når man misforstår epistlens ord, kan
der komme 7 gange mere ondskab ud af det.
     Og det er jo fordi vi ikke kan ændre vores liv, om vi
får nok så mange leveregler og selv om vi renser nok så
meget ud. De onde ånder vender syvdobbelt tilbage.
     Hvad vi så skal gøre?  Epistlen giver selv svaret på
spørgsmålet. Paulus skriver: førhen var I mørke. Nu er I
lys. Et mørke kan ikke gøre sig selv til lys. Det er noget
udefra, som må skinne og ændre mørket til lys. På samme
måde med den stumme. Han kan ikke ændre sig selv, så han
taler. Kun ved Jesu ord bliver munden fri, først da bliver
manden fri, så han igen kan være rigtigt sammen med andre.
Det er når Guds finger rører ved os, at vi bliver til
lysets børn og rigtig kan være sammen.
     Når vi hører Guds ord, lever vi i et lys, hvor vi kan
se det gode og har lyst til det. Vi gør også forkerte
ting, men vi ved det dog og ser at de er forkerte, fordi
vi er under sandhedens lys, og det er ikke et skarpt lys,
men et kærligt og varmt lys, som ophæver mørkets magt. Når
vi holder os til Guds ord, holder vi os til en kraft, der
er stærkere end det onde, og også stærkere end det onde vi
selv gør, en kraft, som kan lede os ind på rette spor
igen, hvor forkert vores vej end har været. Mørket er der
jo hele tiden, og vil straks brede sig, hvis lyset bliver
slukket.  Derfor skal vi blive i lyset og vandre som
lysets børn.
     Vi skal høre Guds lyse ord og bevare det og blive i
det. Det er det eneste vi kan og skal. For Guds ord har
kraft til at holde det onde væk. Når vi hører Guds ord, så
er vi i Guds rige og under hans gode magt, så kan djævelen
ikke true os og så skal intet ondt gøre os usikre og
bange. Med en finger jager Gud det onde fra os.