ny præd

     Vi er i fastetiden. Den begynder med fastelavn og
slutter med palmesøndag. I fastetiden hører vi flere gange
om djævelen og det onde. Vi hører, at djævelen frister
Jesus, at djævelen forfører det jødiske folk, så de ikke
tror på Jesus, at djævelen plager mennesker med sygdom og
ondskab. Så er det godt vi her midt i fastetiden, på
midfaste søndag, hører en fortælling om, hvor lidt der
skal til, for at Jesus kan hjælpe os.
     Det er nok ikke så mange danskere som bliver påvirket
af, at der søndag efter søndag i fastetiden bliver
prædiket om djævelen og det onde. Men alligevel er der
mange danskere, som føler vores tid her i dette forår 1989
som en fastetid. Det svinger jo lidt, hvordan vi ser på
vores situation.  Nogle gange er det oppe og nogle gange
er det nede. Sådan som vi også hører om folk på Jesu tid,
at skarerne var nede ved søen, og så fulgte de Jesus op i
bjergene, og så i ørkenen. Vi føler os i perioder ved
kanten af en solbeskinnet sø, hvor vi kan hvile og alt ser
herligt ud, i nogle perioder er vi i den tynde luft, hvor
vi næsten ikke kan trække vejret, hvor der sker så meget,
at vi næsten ikke kan følge med, og i nogle perioder er vi
som i en ørken. Også sådan tror nok mange har det for
tiden. Der skal spares. Mange går fallit. Kan vi
overhovedet finde ud af det sammen. På arbejdsmarkedet
taler man om storkonflikt.  Jo, det ligner fastetid.
     Men midt i den værste fastetid, på midfaste søndag,
hører vi hvor lidt der skal til, for at Jesus kan hjælpe.
Andreas siger: " Her er en lille dreng, som har fem
bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange.?" Den
lille madpakke kunne vel nok mætte den lille dreng, men
til 5000 mennesker var det da altfor lidt.  Hvis vi samler
vores tro sammen, mon så ikke den er på størrelse med den
lille madpakke, 5 brød og 2 fisk, som ikke kan mætte ret
mange.  I alle de sammenhænge, hvor vi kommer, hvad enten
det er på arbejde eller i fritiden, mon vi da ikke føler,
at vi skal hjælpe hinanden med alle de mørke tanker og
mismodet. Det kan være én, som er syg, eller som har det
dårligt på arbejdet, eller har andre problemer, så gælder
det om at sige og gøre noget, som mætter. Men hvad kan vi
gøre. Det er så lidt. Hvis vi samler det sammen, vores tro
og vores gode gerninger, så fylder det lige så lidt som
den lille madpakke, der ikke kan mætte ret mange, men
hurtigt slipper op.
     Men så er det vi hører den dejlige fortælling om
Jesus, som mætter en skare på 5000 mennesker med 5 brød og
2 fisk. Vi skal bare komme med det lidt vi har. Vi skal
bare dele ud af det. Og vi skal ikke tro, at der kun
bliver en krumme til andre, når man sådan deler ud.  Nej,
når vi lever og handler under Jesu  tro, så bliver det
lidt vi kan stille op, til et under, som er så rigeligt,
at der bliver rest.
     Jeg oversætter Jesu under, da han bespiste mange
mennesker, så det handler om vores tro og vores
handlinger. Det må ikke misforstås, som om Jesus kun
hjælper med åndelig ting. Den dag i ørkenen var det helt
konkret brød og fisk, som Jesus gav til skaren, og han
gjorde det fordi de var sultne efter jordisk mad. Det var
grund nok til, at Jesus ville hjælpe. Men når han gjorde
det, var det også for at fortælle om noget højere og mere,
at han vil mætte os med himmelsk mad, ja, at han er det
himmelske brød, som kommer for at fylde os og løfte os ind
i Himmeriget, hans kongerige. Derfor står der også i
stykket i dag, at det var et tegn, Jesus gjorde. Han ville
noget mere end bare mætte skaren den dag. Man kan også se
det af, at de samler de tiloversblevne krummer sammen, så
er der 12 kurve fulde. Det er så overvældende. Så rigelig,
så overdådig er Jesu hjælp til os, når vi kommer til ham
med det lidt vi har.
     Eller er det nu så lidt vi har. Vi skal lægge mærke
til, at Jesus sagde til skaren: " Lad folkene sætte sig
ned." Og de satte sig i det grønne græs.  Og så tog Jesus
brødene og takkede og delte ud. Først det grønne græs.  At
sætte sig i græs, er det ikke det samme som sorgløshed og
leg. Hvor mange voksne nu om dage har tid til at sætte sig
i græsset og slappe af. Man tror at jo mere man løber
omkring, desto mere får man udrettet, men hvor tit sker
der ikke det at det hele løber ud i sandet. Når Jesus
siger: " Lad folkene sætte sig," så er det det samme, som
at sige: " Nu skal I glemme al jeres utålmodighed og
travlhed. Nu må I slappe af fra alt jeres eget, om I har
lidt eller meget eller ingenting." Det er ikke for meget,
at hører det ud af ordene om græsset. Ja, måske skal vi
endda høre noget om fest. Det lyder som en skovtur, hvor
man skal hygge sig sammen. I Markus evangeliet, hvor den
samme fortælling er, der står endda, at Jesus befalede,
det skulle være gruppevis, at folk satte sig i det grønne
græs. Det var altså for at være sammen, for at glæde sig
sammen. Med sin befaling giver Jesus en forventning om
glæde og fest. Selv om folk intet havde med og de var i en
øde egn, hvor man ikke kunne skaffe sig noget, så giver
Jesus dem en forventning om noget smukt og glædeligt og
hyggeligt. Så meget må vi godt høre ud af ordene og
græsset.
     De næste ord i vores stykke, er at Jesus tog brødene
og takkede og delte dem ud. Jesus takkede Gud. Man tænker,
fordi vi jo kender historien, at Jesus takker for det, som
vil ske. Men jeg tror, at Jesus takker for de 5 brød og de
to fisk. For det lidt takker Jesus Gud. Det er i troen, at
Jesus takker.  For umiddelbart ser madpakken jo ud som
ingenting i forhold til de 5000 mennesker. Det skal vi
tage ved lære af.
     Hvor tit synes vi ikke, at de vi har fået er altfor
lidt til at vi kan klare os. Jeg tænker her ikke kun på
det materielle. Der er vi jo meget sikrede her i vores
land. Og alligevel er der mange familier, som til trods
for alle deres penge, sidder så hårdt i det, at de ikke
kan se nogen udvej, men må skylde og lade være med at
betale det de skal. Men værre er det, når vi på det
åndelige områder tænker, at det er altfor lidt vi har
fået. Hvordan skal vi klare os med den lille tro, det
lille håb, som brænder i os, ja, vi kan nogle gange ikke
se nogen flamme. I hvert fald er der perioder, fastetider,
hvor vi ikke kan varme os selv eller andre med troen og
håbet, så lille er det.
     Da skal vi tage ved lære af Jesus.  Han tog de 5 brød
og de 2 fisk og takkede Gud for hans gaver. Vi skal takke
Gud for det, som han har givet os.  Hvor lidt det end er,
er det nok til et under, til en overflod, til en
overdådighed. Det, som vi synes er så småt, vores tro og
vores håb, kan mætte os og mange tusinde. Paulus skriver
et sted om os, at vi er fattige, der gør mange rige. Det
samme sted skriver Paulus, at vi er som bedrøvede, dog
altid glade, som de, der intet har og dog ejer alt. Vi må
takke Gud for det, som vi synes er så småt; det vil føre
til en rigdom af glæde.
     Når vi kommer til Jesus, sker der et under med vores
fattigdom og bedrøvelse og intethed; det forvandledes til
en rigdom af overflod, 12 kurve fulde blev der til rest
dengang. Og Jesus spørger ikke, hvem vi er, og hvor mange
vi er. Det kan vi se af fortællingen i dag. Han giver til
alle, han har nok til alle. Det må vi takke for.